Erhvervsliv og iværksætteri
Stål
Sikring af en fremtid for stål i Europa
Stål har altid været en del af det Europa, vi har i dag. Efter anden verdenskrig blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) første grundsten til det, vi i dag kender som EU. Tingene har ændret sig siden da, men sektoren er stadig vigtig for EU's økonomi. Den beskæftiger 360 000 mennesker fordelt på 23 medlemslande, og så forsyner den os med et af verdens mest essentielle materialer - ét der kan fremstille alt fra bygninger til køleskabe.
Uden stålproduktionen ville den europæiske industri ikke kunne fungere. Bilfabrikanter, skibsværfter, maskiner, forsvaret og bygge- og anlægssektoren ville være nødt til at finde deres kernemateriale i udlandet og til højere priser.
"Siden 1951 har det europæiske projekt bygget på kul og stål. Men siden EKSF-traktaten udløb i 2002, er stålindustrien ligesom blevet overladt til sig selv. Derfor er det nu tid til at genskabe interessen for stål. Vi har brug for stål. Ikke blot til bygge- og automobilindustrien men også til at udnytte vores kilder til grøn vækst. Stålindustrien er fortsat en strategisk industri for EU, og vi må stå sammen for at bekæmpe den krise, den står i."
Europa-Kommissionen både vil og må holde en vis standard i stålproduktionen i Europa til trods for de nye og pludselige ændringer i den globale industri.
EU er fortsat verdens næststørste producent af stål, selvom EU's andel i den globale stålproduktion er faldet fra 22 % til 12 % mellem 2001 og 2011. Stålproduktionen i EU ligger omtrent 17 % under 2007-niveauet med op til 25 % ubrugt produktionskapacitet. Som konsekvens heraf er mange fabrikker enten blevet tvunget til at lukke eller står over for lukning.
For at vende den udvikling må vi genskabe efterspørgslen på stål i Europa, som i øjeblikket er meget lav grundet den finansielle og økonomiske krise.
Det forventes, at en sund investeringspolitik vil kunne puste nyt liv i Europas hovedproducenter af stål, nemlig bilindustrien og byggesektoren, som er ansvarlige for 40% af den samlede stålproduktion. Kommissionen har foreslået en række konkrete tiltag, der skal sætte skub i begge sektorer igen.
Yderligere er det altafgørende at ændre EU's klimapolitik og gøre den mere fleksibel. Europa står i spidsen for den grønne evolution og skulle gerne blive ved med det. Men at tvinge stålproducenterne til at flytte til lande uden for EU for at undgå de strenge miljø- og beskatningsregler vil ikke forbedre Europas position i kampen mod klimaforandringer.
Jordkloden vil stadig blive påvirket af drivhusgasser, uanset hvor disse kommer fra. Eftersom den globale stålproduktion er stigende, bør vi hellere fremme produktionen i Europa, hvor der er bedre miljøbeskyttelse, end i lande, der ikke engang har skrevet under på FN's Kyoto-protokol om klimaændringer. Det vil gavne vores planet og samtidig hjælpe med at bekæmpe den europæiske arbejdsløshed.
Vi bør også reducere energiregningen, der næsten udgør det, der svarer til 40 % af de samlede omkostninger for et stålværk i Europa. Det er betydeligt mere end i USA, Rusland, Mellemøsten og Kina.
I juni 2013 udgav Europa-Kommissionen en handlingsplan for stål med det formål at komme problemerne til livs, og de forslåede tiltag bliver gradvist gennemført.