Dette websted blev arkiveret den 18/07/2014
18/07/2014

Sti

Erhvervsliv og iværksætteri

Genindustrialisering

EU fører an i den nye industrielle revolution

En større industri betyder flere arbejdspladser. I en tid med rekordhøj arbejdsløshed i EU er det derfor en uundgåelig pligt at få sat industrien øverst på den politiske dagsorden. EU-Kommissionen arbejder på en gradvis proces med genindustrialisering af EU, så industrien igen kommer til at tegne sig for 20 % af EU's bnp mod under 16 % i dag.

Vi står over for en ny industriel revolution, der vil gøre op med, hvordan produktionen og samlebåndene organiseres. Der er ved at opstå en model med industriprodukter, som er customiseret i alle detaljer, i takt med at forbrugerne i stigende grad efterspørger produkter med en unik udformning. Hvis den europæiske industri skal ride med på denne bølge, skal den innovere, beskytte sine mest avancerede teknologier og virkelig komme i øjenhøjde med kunderne. Dermed bliver offshore-produktion i fjerne lande med lavere omkostninger (men også med mindre tekonologintensivitet) stadig mere forældet og ineffektiv.

"Industrien har en central placering i Europa og er uundværlig i indsatsen for at finde løsninger på de udfordringer, vores samfund står over for nu og i fremtiden. Europa har brug for industrien, og industrien har brug for Europa. Vi kan ikke fortsat lade industrien forlade Europa. Tallene er krystalklare: Den europæiske industri kan skabe vækst og arbejdspladser. Derfor har vi vedtaget en detaljeret strategi for Europas genindustrialisering."

Fremtiden ligger ikke så langt fra vores glorværdige fortid, da Europa gik forrest med den første industrielle revolution. På trods af den løbende omorganisering i visse sektorer, er industrien på vej tilbage til Europa, og Kommissionen vil støtte denne proces med alle tilgængelige midler. Der ligger en ny strategi klar. Den byder på lettere adgang til finansiering, fokus på innovation og uddannelse og nedbrydning af de sidste skranker, der står i vejen for det indre marked og forhindrer vores fremstillingsvirksomheder - især de mindre - i at udvide deres aktiviteter uden for EU.

Der bliver gjort særlig meget for at fremme nye idéer og få dem hurtigt på markedet. Industrien spiller en afgørende rolle for innovationen: Netop denne sektor står bag 80 % af de private investeringer i forskning og udvikling i EU. Samtidig er innovationen afgørende for industrien: Innovationen garanterer industriens konkurrenceevne. Derfor indeholder EU's strategi ny finansiering til de innovative sektorer, f.eks. biobaserede produktmarkeder og smartnet, som vil hjælpe EU's industri til at foretage et kvantespring inden for innovation. Det vil også være en gevinst for en lang række forbundne sektorer.

Den nye strategi har et parallelt mål om at styrke forbindelsen mellem forskning og erhvervsliv. Formålet er at udnytte de studerendes og forskernes bedste idéer fuldt ud. I en række sektorer har Europa verdensrekorden med at hente flest patenter hjem, men det udmønter sig ikke altid i en økonomisk fordel. Solpaneler er et skræmmende eksempel. Europæiske forskere står bag hver tredje patentansøgning i verden, men kun 13 % af produktionen foregår i Europa. Vi bliver nødt til at rette op på denne ubalance.

Hvis vi kan få industrien til at vende tilbage til Europa, vil det også være til fordel for miljøet, fordi flere produktionsprocesser så kommer ind under EU's strenge regler, der skal mindske drivhusgasemissionerne. Offshore-produktion giver ofte virksomhederne mulighed for at benytte mindre miljøvenlig lovgivning. Det giver måske kortsigtede økonomiske gevinster, men betyder også, at vores planet skades på længere sigt. Europa mener, at denne fremgangsmåde er uetisk, og at de energieffektive og rene industrier bør vende tilbage.

Yderligere oplysninger English (en)

Seneste opdatering: 18/07/2014 |  Til toppen