Erhvervsliv og iværksætteri
Adgang til finansiering
Grundlaget for SMV'ernes konkurrenceevne
Kredit for virksomheder er som vand for mennesker. Uden passende adgang til finansiering kan virksomheder - især små og mellemstore virksomheder (SMV'er) - ikke overleve. Det er netop det, der sker som følge af finanskrisen i euroområdet.
De vedvarende kreditstramninger i mange EU-lande gør det umuligt for tusindvis af firmaer at investere, være innovative og betale selv de almindelige regninger. Mange sunde virksomheder er forsvundet blot på grund af manglende kredit. Mange andre er truet.
Dette er uacceptabelt, ikke mindst fordi de 23 millioner SMV'er i EU udgør rygraden i den europæiske økonomi og samtidig er vigtige arbejdsgivere. Europa-Kommissionen er fast besluttet på at få genetableret en korrekt kreditstrøm til SMV'erne.
Bankerne skal opmuntres til at stille finansiering til rådighed for små og mellemstore virksomheder. Samtidig med at Den Europæiske Investeringsbank udbyder kapital til lave renter, har EU arbejdet på at få lempet kapitalkravene for banklån til SMV'er. Det betyder, at bankerne ikke behøver at afsætte så meget lovpligtig kapital, når de låner til SMV'er, og dermed opmuntres til at give flere lån.
Kommissionen overvejer også andre kilder til at finansiere SMV'er samt alternativer til det traditionelle bankvæsen. Kommissionen tilstræber at skabe et virkeligt europæisk marked for risikokapital, som skal sørge for egenkapitalfinansiering til små og nyetablerede virksomheder. Hvis de nuværende forhindringer bliver fjernet, vil egenkapitalfinansiering kunne fungere som en værdifuld finansieringskilde til SMV'erne. Kommissionen er også i færd med at fremme børsnoteringen af SMV'er, samt de mindre virksomheders muligheder for at udstede aktier (som større virksomheder gør det).
EU's budget vil også i stigende grad blive brugt til at finansiere SMV'er. Horisont 2020, EU's rammeprogram for forskning og innovation, omfatter finansiering af kreditgarantier til innovative SMV'er og lidt større virksomheder. COSME, som er et program, der skal øge SMV'ernes konkurrenceevne, stiller 60% af sit budget til rådighed for at støtte SMV'ernes adgang til finansiering - dvs. omkring 1,4 mia. euro fordelt på lånegarantier og støtte til risikokapital. Det vil gavne op mod 40 000 virksomheder om året. Og Den Europæiske Investeringsbank vil øge løftestangseffekten med yderligere långivning.
"SMV'ernes har stadig svært ved at få lån, og det bidrager til at forlænge vores aktuelle økonomiske afmatning. Derfor har vi til hensigt at udvide vores lånegarantier til finansielle formidlere, som låner til SMV'er. Hver enkelt euro afsat til garantier kunne allerede før generere 30 euro i banklån i gennemsnit. Det er altafgørende i forhold til at hjælpe Europas beskæftigelsesmotor, vores små virksomheder, i gang igen."