Sti

Arbejdsret

Hvad er arbejdsmarkedslovgivning?

Arbejdsmarkedslovgivningen definerer dine rettigheder og pligter som arbejdstager og arbejdsgiver.

På EU-plan omfatter arbejdsmarkedslovgivningen to hovedområder:

  • arbejdsvilkår - arbejdstid, deltidsarbejde, tidsbegrænset arbejde, udstationering af arbejdstagere
  • information og høring af arbejdstagerne om kollektive afskedigelser, virksomhedsoverførsler osv.

Hvordan virker det?

EU og arbejdsmarkedslovgivningen

EU's politik har i de seneste årtier søgt at

  • opnå en høj beskæftigelse og stærk social beskyttelse
  • forbedre leve- og arbejdsvilkårene
  • beskytte den sociale samhørighed.

EU sigter mod at sikre sociale fremskridt og forbedre leve- og arbejdsvilkårene for folk i Europa - se præambelen i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

I forbindelse med arbejdsmarkedslovgivningen supplerer EU de politiske initiativer, som er taget af de enkelte EU-lande, ved at fastsætte minimumsstandarder. I henhold til traktaten – navnlig artikel 153 – vedtager den love (direktiver), som fastsætter mindstekrav til

  • arbejds- og beskæftigelsesvilkår
  • information og høring af arbejdstagerne.

De enkelte EU-lande kan frit fastsætte højere beskyttelsesniveauer, hvis de ønsker det. Selv om det europæiske arbejdstidsdirektiv giver arbejdstagerne ret til 20 dages betalt ferie, har mange lande f.eks. valgt at give flere feriedage til arbejdstagerne.

Nationale myndigheder og arbejdsmarkedslovgivningen

EU vedtager direktiver, som medlemsstaterne indarbejder i national ret og gennemfører. Det betyder, at der er de nationale myndigheder, f.eks. arbejdstilsyn og arbejdsretter, der håndhæver reglerne.

EU-Domstolen og arbejdsmarkedslovgivningen

Hvis der i en sag ved en national domstol opstår spørgsmål om, hvordan et EU-direktiv skal fortolkes, kan retten henvise spørgsmålet til EU-Domstolen. EU-Domstolen giver så den nationale domstol de svar, den skal bruge for at afgøre sagen.

Europa-Kommissionen og arbejdsmarkedslovgivningen

EU-Kommissionen kontrollerer, at EU-direktiver indarbejdes i national lovgivning og sikrer gennem systematisk overvågning, at reglerne gennemføres korrekt.

Når Kommissionen finder, at et EU-land ikke har indarbejdet et direktiv korrekt i national lovgivning, kan den indlede en traktatbrudsprocedure.

På denne måde sikrer den, at alle de rettigheder, som er fastsat i direktiverne, også findes i national ret. Kommissionen kan imidlertid ikke sikre de enkelte borgere genoprettelse (f.eks. kompensere for skader eller bringe en situation i orden) – det er op til de kompetente nationale myndigheder.

Hvad er resultatet?

Med over 240 millioner arbejdstagere i EU kommer rettighederne i arbejdsmarkedslovgivningen et stort antal borgere direkte til gode og har en positiv indflydelse på et af de vigtigste og mest håndgribelige områder i borgernes dagligdag.

EU's arbejdsmarkedslovgivning kommer også arbejdsgiverne og samfundet som helhed til gode ved at

  • opstille en tydelig ramme for pligter og rettigheder på arbejdspladsen
  • beskytte arbejdsstyrkens helbred
  • fremme bæredygtig økonomisk vækst.

Endvidere går EU's arbejdsmarkedslovgivning hånd i hånd med det indre marked. Den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagerne skal ledsages af arbejdsmarkedsregler, som sikrer at landene og virksomhederne konkurrerer på en fair måde på grundlag af deres produkters styrke - og ikke på at sænke de arbejdsmarkedsretlige standarder.

    Del

  • Send til Twitter Del på Facebook Del på Google+