Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion

Danmark - Sygedagpenge

Dette kapitel giver dig information om, hvem der har ret til sygedagpenge, hvor meget man kan få udbetalt og hvordan man gør krav på denne ydelse.

I hvilken situation kan jeg gøre krav?

Sygedagpenge er beregnet til at støtte personer med tilknytning til arbejdsmarkedet, der ikke er i stand til at arbejde på grund af egen sygdom.

Der er tale om en kortvarig ydelse, idet du som udgangspunkt kan få sygedagpenge i op til 22 uger inden for de seneste 9 fulde kalendermåneder.

I nogle situationer kan du have ret til en forlænget periode med sygedagpenge efter de 22 uger.

Hvilke betingelser skal jeg opfylde?

Du kan få sygedagpenge, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • at du kan ikke arbejde pga. din egen sygdom eller hvis du er kommet til skade;
  • at du bor i Danmark, eller er omfattet af forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger;
  • at du betaler skat af din indtægt;
  • at du opfylder et nærmere fastsat krav om tilknytning til arbejdsmarkedet (beskæftigelse).

Reglerne for, hvor meget du kan få udbetalt i sygedagpenge, hvem der udbetaler og hvordan du får dem udbetalt, afhænger af om du er:

  • lønmodtager (herunder fuldtids-, deltidsansatte, m.m.);
  • ledigt medlem af en a-kasse;
  • selvstændig erhvervsdrivende.

Hvad har jeg ret til, og hvordan gør jeg krav?

Hvad kan du få i sygedagpenge?

1. Som lønmodtager

Dine sygedagpenge bliver beregnet på baggrund af de ugentlige timer og den gennemsnitlige timeindtægt, som du har opnået de sidste 3 måneder før din sygdom. Du kan dog højst få 4.550 kr. pr. uge.

Pr. time kan du højst få det maksimale sygedagpengebeløb (4.550 kr.) divideret med den normale overenskomstmæssige arbejdstid i timer pr. uge (37 timer). Du kan derfor højst få 122,97 kr. pr. time.

Hvis du er ansat på deltid, bliver dine sygedagpenge beregnet på grundlag af det antal arbejdstimer, du har pr. arbejdsdag og din aktuelle timeindtægt - dog begrænset af den maksimale timetakst på 122,97 kr. pr. time.

Hvis du er lønmodtager med ukendt arbejdstid, med fast arbejdsturnus og skifteholdsordning eller med skiftende indtjening, gælder der særlige regler, som du kan få oplyst hos kommunen.

2. Som ledigt medlem af en a-kasse

Hvis du er ledig og medlem af en a-kasse, får du det samme beløb i sygedagpenge, som du kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge.

3. Som selvstændig erhvervsdrivende

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende beregnes dine dagpenge ud fra arbejdsfortjenesten ved virksomheden.

Hvem udbetaler dine sygedagpenge og hvornår har du ret til dem?

1. Hvis du er lønmodtager

Det er din arbejdsgiver og/eller kommunen, der udbetaler sygedagpenge til dig, hvis du er i arbejde og bliver syg.

Fra den 1. fraværsdag til og med den 30. sygedag er det din arbejdsgiver, der udbetaler sygedagpenge til dig. Du skal dog være opmærksom på, at du i de seneste 8 uger før sygefraværet skal have arbejdet i mindst 74 timer hos din arbejdsgiver og at du ikke får fuld løn under sygdom. Husk at du skal ringe til din arbejdsgiver og sygemelde dig senest 2 timer efter din mødetid, medmindre der er indgået andre aftaler på din arbejdsplads.

Kommunen udbetaler sygedagpenge til dig, hvis en af følgende situationer gælder for dig:

  • Du har været beskæftiget i mindst 240 timer indenfor de seneste seks fulde kalendermåneder før første fraværsdag i mindst fem af disse måneder. Du har været beskæftiget mindst 40 timer hver måned, og du har ikke ret til sygedagpenge fra din arbejdsgiver for samme periode. Du ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge eller en ydelse, der træder i stedet, hvis ikke du var blevet ude af stand til at arbejde.
  • Du ville have haft ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvis ikke du var blevet ude af stand til at arbejde.
  • Du inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse, der mindst tager 18 måneder.
  • Du er elev i lønnet praktik som en del af din uddannelse (der er reguleret ved eller i henhold til lov).
  • Du er ansat i fleksjob.

2. Hvis du er ledig og medlem af en a-kasse

Arbejdsløshedsforsikringsfonden betaler dine sygedagpenge i løbet af de første 14 dage af sygdom. Efter denne periode udbetales sygedagpenge af kommunen.

Vær opmærksom på, at du som ledig skal melde dit fravær grundet sygdom på jobnet den første sygedag.

3. Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende

Det er kommunen, der udbetaler dine dagpenge, hvis du er selvstændig erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle.

For at få sygedagpenge, er det et krav, at:

  • du i mindst 6 måneder inden for de seneste 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang - heraf den seneste måned før fraværet.
  • du har arbejdet i din egen virksomhed i mindst halvdelen af en normal overenskomstmæssig ugentlig arbejdstid, altså 18,5 timer.

Hvis du tidligere har været lønmodtager, og har været selvstændig for mindre end 6 måneder, kan den tidligere beskæftigelse som lønmodtager blive regnet med for at kunne opnå kravet om arbejdstimer.

Du har ret til sygedagpenge fra kommunen efter 2 ugers sygdom. Hvis du vil sikre dig sygedagpenge tidligere, kan du tegne en sygedagpengeforsikring.

Hvordan får du dine sygedagpenge udbetalt?

  1. Som lønmodtager

For at du kan få sygedagpenge, skal din arbejdsgiver afgive oplysninger i NemRefusion. Hvis du får løn under sygdom, kan din arbejdsgiver søge om at få refusion fra kommunen, der svarer til det beløb, som du kunne få i sygedagpenge. Dette sker også via NemRefusion. I begge tilfælde vil du modtage et notifikationsbrev i din digitale postkasse (e-boks). Anmodning om sygedagpenge skal ansøges om digitalt i Mit sygefravær inden for 8 dage efter afsendelses af notifikationsbrevet, som du skal udfylde og aflevere til kommunen.

  1. Som ledig og medlem af en a-kasse

Efter at du har meldt dig syg på jobnet den første sygedag, vil din a-kasse indberette det til NemRefusion. Du modtager så et underretningsbrev, som du skal udfylde. Bemærk, at du først anmoder om sygedagpenge ved indsendelsen af underretningsbrevet. Du modtager efterfølgende et notifikationsbrev i din digitale postkasse (e-boks). Anmodning om sygedagpenge skal efterfølgende fremsættes digitalt i Mit sygefravær inden for otte dage efter afsendelse af notifikationsbrevet, som du skal udfylde og indsende til kommunen.

  1. Som selvstændig erhvervsdrivende

Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, er det kommunen, der udbetaler dine sygedagpenge. Som selvstændig erhvervsdrivende skal du selv anmode om sygedagpenge via NemRefusion. Fristen for anmodningen om sygedagpenge fra kommunen er senest 3 uger efter den første fraværsdag.

Hvis du har tegnet en sygedagpengeforsikring, skal du have anmeldt fraværet senest 1 uge efter sygedagpengerettens indtræden.

Ordforklaringer

  • A-kasse er en forkortelse for arbejdsløshedskasse. Hvis du betaler et fast medlemskontingent til en a-kasse hver måned, er du forsikret i tilfælde arbejdsløshed. Dvs., at du kan få udbetalt penge, hvis du bliver arbejdsløs og opfylder en række betingelser, herunder har arbejdet i et vist omfang forud for ledighed.
  • Selvangivelse er en angivelse til skattevæsnet af, hvor meget man har tjent i foregående år og hvor meget man skal betale i skat.
  • Jobnet tilbyder blandt andet en jobbank, en CV-bank og informationssider til alle jobsøgende og arbejdsgivere i hele Danmark.
  • NemRefusion giver virksomheder, selvstændige og A-kasser adgang til at anmelde og anmode om refusion af syge- og barselsdagpenge.
  • Mit Sygefravær giver ansatte digital adgang til deres sygdomssag. Generelt er den ansatte forpligtet til at gøre brug af Mit Sygefravær.
  • E-boks er en digital postkasse, hvor du modtager post fra offentlige instanser.

Skemaer, som du muligvis skal udfylde

Via http://www.nemrefusion.dk/ kan du som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende finde relevante blanketter.

Kend dine rettigheder

På linkene nedenfor kan du få information om dine juridiske rettigheder. De henviser dog ikke til Europa-Kommissionens websteder og repræsenterer derfor ikke Kommissionens synspunkter:

https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2020/9078

Europa-Kommissionens publikationer og websted:

Hvem skal du kontakte?

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

DANMARK

Tlf. 7220 5000

Fax 3312 1378

E-mail: bm@bm.dk

Dit jobcenter.

Se relevant information på Borger.dk.

Relaterede nyheder

Der er ingen relaterede nyheder fra de seneste 6 måneder.

Del denne side