Ligebehandling
Alle EU-borgere har samme ret til at arbejde i et andet EU-land som landets egne borgere:
- på samme vilkår og
- uden at skulle søge om arbejdstilladelse.
Der må ikke være begrænsninger – hverken kvantitative lofter eller diskriminerende ansættelseskriterier – i forbindelse med ansættelse af borgere fra andre EU-lande.
Undtagelser
- Sprogfærdigheder – der kan stilles krav til udenlandske kandidater til en stilling om at bevise, at de har de rette sprogfærdigheder til jobbet, men kravet skal være rimeligt og en nødvendig forudsætning i det pågældende job. Arbejdsgivere kan ikke blot stille krav om et specifikt eksamensbevis som bevis.
Arbejdsvilkår
En EU-borger, der arbejder i et andet EU-land, skal behandles på nøjagtig samme måde som de kolleger, der er borgere i landet, med hensyn til:
- arbejdsvilkår (f.eks. løn, afskedigelse og genansættelse)
- adgang til efteruddannelse.
Sociale og skattemæssige fordele
- Jobsøgende – enhver kontantydelse, der skal hjælpe folk med at finde arbejde, skal være tilgængelig for jobsøgende fra andre lande, forudsat at de har en reel forbindelse til det lokale arbejdsmarked, dvs. at de inden for en rimelig periode har søgt efter arbejde dér.
- Arbejdstagere fra andre EU-lande har ret til samme sociale og skattemæssige fordele som et lands egne borgere. Det kan f.eks. omfatte tilskud til udgifter til offentlig transport for børnerige familier, børnetilskud og garanteret mindsteindkomst.
- Grænsearbejdere (personer, der krydser en national grænse for at arbejde og vender hjem mindst én gang om ugen) har samme rettigheder som andre arbejdstagere i det land, de er beskæftigede i. Selvom EU-Domstolen har fastslået, at disse ydelser ikke er underlagt et bopælskrav, møder grænsearbejdere nogle gange specifikke problemer med hensyn til de sociale ydelser, fordi disse stadig er knyttet til bopælslandet.
Sportsfolk
Professionelle og halvprofessionelle sportsfolk er dækket af de samme EU-regler: de kan arbejde i andre EU-lande på lige vilkår med landets borgere.