Send til en ven
RSS
google +
Printervenlig version

Af Tonio Borg, EU's kommissær for sundhed og forbrugerpolitik

Af Tonio Borg, EU's kommissær for sundhed og forbrugerpolitik

Den 19. december 2012 vedtog Europa-Kommissionen sit forslag om at revidere Direktivet om tobaksvarer fra 2001, så det tager højde for udviklingen på tobaksmarkedet, nye videnskabelige opdagelser og internationale forpligtelser.  

Tobak er den største årsag til dødsfald, der kunne være undgået, i EU og dræber hvert år næsten 700 000 mennesker og forårsager millioner af leveår med dårligt helbred.

Derfor forsøger EU at regulere tobaksprodukter på en måde, der afspejler deres sundhedsskadelige virkning, for at afskrække folk fra at begynde med at ryge, hjælpe rygere med at stoppe, beskytte folk mod passiv rygning og indføre restriktioner for tobaksreklamer og -salg.

Europa-Kommissionen spiller desuden en aktiv rolle i den internationale indsats mod rygning og er bl.a. part i WHO's rammekonvention om tobakskontrol, der forpligter lande over hele verden til at nedbringe antallet af rygerelaterede sygdomme og dødsfald og danner rammen om stadig strengere tiltag over for tobaksrygning.

Selvom der er gjort store fremskridt er antallet af rygere i EU stadig højt – 28 % af den samlede befolkning og 29 % af de unge europæere ryger stadig. Fordi tobaksrygning er meget vanedannende, og 94 % af alle rygere begynder, inden de fylder 25, og 70 % endda inden, de fylder 18, fokuserer EU's politik på at gøre tobaksprodukter mindre attraktive og således forhindre unge i at begynde at ryge.

Tobaksprodukter skal se ud og smage som tobaksprodukter, og ikke noget andet. Derfor forsøger man med forslaget, der blev vedtaget i december, at sikre, at attraktive indpakninger og smagsstoffer ikke anvendes som markedsføring.

Tobaksvarer har ændret sig over de seneste 10 år. Der anvendes kraftige aromaer og kreative indpakninger for at gøre dem mere tiltrækkende. Der findes også nye produkter som elektroniske cigaretter.

Derudover er det dokumenteret, at visse krav i det gældende direktiv vildleder forbrugerne til at tro, at visse tobaksprodukter er mindre skadelige end andre.

Kommissionens forslag indeholder derfor nye og strammere regler for, hvordan tobaksprodukter må fremstilles, præsenteres og sælges. Det forbyder brugen af karakteristiske aromaer i cigaretter, rulletobak og røgfrie tobaksprodukter og gør det obligatorisk at forsyne cigaretter og rulletobak med store billedadvarsler. Det fastsætter regler for internetsalg på tværs af landegrænser og indeholder bestemmelser, der skal bekæmpe ulovlig handel. Derudover fastholder forslaget det eksisterende forbud mod tobak, der indtages oralt. Det underlægger desuden skrå og snus særlige regler om mærkning og ingredienser og indfører regler om elektroniske cigaretter og urtecigaretter.

Revision af direktivet om tobaksvarer

Mere om dette emne