Vi står sammen med Ukraine om at forsvare frihed og demokrati

Ruslands uberettigede angreb mod Ukraine har bragt krig tilbage på europæisk jord.

Lige siden denne skæbnesvangre 24. februar 2022, da russiske tropper krydsede Ukraines grænse, har Europa stået sammen med ukrainerne med et urokkeligt engagement.

Vi har givet husly til de mennesker, der flygter fra Putins bomber. Vi har ydet økonomisk bistand for at hjælpe landet med at holde sig oven vande. Vi har ydet militær bistand. Vi har lagt sanktioner på gerningsmændene.

Og vi har støttet alle Ukraines skridt hen imod et medlemskab af EU.

"Europa vil være på Ukraines side hver eneste dag i krigen og hver eneste dag derefter"

Ursula von der Leyen

Vi skal hjælpe Ukraine med at yde modstand og blive modstandsdygtig 

Vi har ydet humanitær, økonomisk og militær bistand i hidtil uset omfang og er indtil videre nået op på næsten 108 mia. euro, inklusive 39 mia. euro i militær bistand. Via den nye Ukraine-facilitet vil vi yde ekstra 50 mia. euro i løbet af de næste fire år.

Det vil gøre det muligt at levere basale tjenester som at holde skolerne åbne, betale lønninger og pensioner, mens Ukraines befolkning fortsat kæmper mod besættelsesmagten.

I disse mørke tider sørger vi for lys i ukrainske hjem ved at levere millioner af pærer og tusindvis af transformere og elgeneratorer.

Vi har leveret hundredvis af skolebusser, som gør det lettere og sikrere for ukrainske børn at komme i skole.

Og vi har været der for dem, der blev tvunget til at forlade deres hjem. Europæerne har gavmildt åbnet deres hjem. 

Til de mere end fire millioner ukrainere, der er ankommet til EU, har vi ydet bistand, opholdstilladelse og bolig og givet adgang til job, sundhedspleje og skolegang.

Vi sørger for, at Rusland kommer til at betale

At udvise solidaritet med Ukraine betyder, at vi forsvarer retfærdighed.

EU har indført vidtrækkende sanktioner mod Rusland for at svække landets krigsmaskine og skade dets industrielle og økonomiske evne til at føre krig.

Vi vil arbejde på at sikre, at de ansvarlige betaler for deres forbrydelser og bliver draget til ansvar af Det Internationale Center for Retsforfølgning af Aggressionsforbrydelsen mod Ukraine i Haag.

De krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der er begået i Bucha, Mariupol, Kharkiv, Kherson, Lvyv, Irpin og mange andre steder, kan og vil ikke blive glemt.

Sammen baner vi vejen for en fælles, lysere fremtid

Ukraine hører til i den europæiske familie.

Kun få dage efter, at Rusland indledte sin uberettigede aggression, ansøgte Ukraine om EU-medlemskab, og mindre end to år senere blev EU's ledere enige om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Ukraine.

EU fremskynder bevæger sig også hurtigere i retning af en mere modstandsdygtig fremtid. EU har drastisk reduceret importen af russiske fossile brændstoffer, hvilket har øget vores energisikkerhed og fremskyndet omstillingen til renere, hjemmedyrkede energiformer.

Ruslands brutale aggression har også vist, at vi er nødt til at styrke vores egen sikkerhed og vores eget forsvar. Vi er nu ved at udvikle en ny strategi for den europæiske forsvarsindustri, der skal styrke EU-landenes indsats inden for alt fra forskning til produktion og indkøb – og generelt forbedre vores forsyningssikkerhed.

"Ukraine står i forreste linje for forsvaret af alt, hvad vi værdsætter: vores frihed, vores demokrati og vores tanke- og ytringsfrihed."

Ursula von der Leyen

Slava Ukraini
og længe leve Europa!