Send til en ven
RSS
google +
Printervenlig version

af Martin Seychell, vicegeneraldirektør for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed

af Martin Seychell, vicegeneraldirektør for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed

Tallene for kroniske sygdomme er chokerende: 86 % af alle dødsfald i Europa, dvs. 4 millioner hvert år, er forbundet med kroniske sygdomme.

Kroniske sygdomme udvikles langsomt, er langvarige og ofte uhelbredelige. De har forårsaget store menneskelige lidelser og desuden lagt en enorm byrde på sundhedssystemerne. 70 % til 80 % af alle udgifter til sundhedsydelser i EU – omkring 700 mia. euro – bruges i øjeblikket på kroniske sygdomme. Desuden forhindrer kroniske sygdomme mange borgere i at arbejde, og næsten en fjerdedel af dem, der arbejder – 23,5 % – har en kronisk lidelse. Sygdomsrelateret fravær som følge heraf skønnes at koste EU 2,5 % af BNP om året.

Men selv om diagnosen er dyster, behøver prognosen ikke at være det. Mange kroniske sygdomme, f.eks. hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes, kan forebygges gennem en sundere livsstil, og andre sygdomme, som f.eks. multipel sklerose eller demens, kan forvaltes for at hjælpe patienterne med at få det så godt som muligt og forblive erhvervsaktive i længere tid. Med andre ord kan vi i høj grad lette byrden ved at arbejde sammen hen imod bedre forebyggelse og forvaltning.

Men hvordan griber vi det an? Hvilken fremgangsmåde skal vi vælge? For at fremlægge sine idéer og indlede en drøftelse af dette emne inviterer Europa-Kommissionen medlemslandene, internationale organisationer og berørte parter til sin konference om kroniske sygdomme den 21. april i Bruxelles.

Dette arrangement, der skal tilskynde til mere samarbejde, er samtidig en oplagt lejlighed til at lancere EU-platformen for sundhedspolitik. Den vil være et vigtigt redskab til kommunikation og samarbejde mellem Kommissionen og EU og nationale interessenter i sundhedssektoren, men også mellem aktørerne på sundhedsområdet.

For alle berørte parter, herunder dem, der arbejder med kroniske sygdomme, vil denne platform være at bedre arbejdsredskab med mulighed for samtaler online eller personligt, udveksling af bedste praksis, udarbejdelse af fælles erklæringer og promovering af arrangementer. Desuden giver den adgang til et bibliotek med relevant materiale.

Det er en kæmpemæssig udfordring, men mulighederne er også enorme. Så lad os tage udfordringen op. Vi glæder os meget til at finde effektive løsninger – sammen.