Kombinerede forbindelser
- 01 January 2004
For at stimulere Portugals og Vestspaniens økonomi skal de forskellige transportmidler i denne del af den iberiske halvø moderniseres hurtigst muligt, så den kan komme mere på linje med det øvrige Europa. Derfor har Spanien og Portugal netop som led i et stort transeuropæisk projekt afsluttet en række tiltag. Projektet omfattede tre korridorer, som via jernbane-, vej-, luft- og søtransport forbinder:
Ë La Coruña (Galicia, Spanien) -> Lissabon
Ë Irún (Spanien) -> Lissabon
Ë Sevilla (Andalusien, Spanien) -> Lissabon.
I 1996 og 1997 samfinansierede EU forskellige undersøgelser vedrørende kombineret transport via vejkorridoren Lissabon-Vilar Formoso og ikke mindst jernbaneforbindelsen Beira Baixa. Det er tanken at forbinde disse korridorer til havnene i Sines, Setúbal, Lissabon, Aveiro og Leixões og at forbedre adgangen til disse havne såvel ad søvejen som fra landsiden.
Havnen i Sines er blevet udstyret med et nyt styrings- og kontrolsystem, som gør det muligt at føre tilsyn med havneoperationer på afstand og opdage farlige situationer i tide. I 1997 samfinansierede EU en undersøgelse om anlæg af den nye lufthavn i Lissabon, udvidelse af lufthavnene i Porto og Faro og nyindretning af havnen i Setubal. I den spanske del af programmet har EU først og fremmest samfinansieret en undersøgelse om ombygning af jernbaneforbindelserne mellem Fuentes de Oñoro og Valladolid og mellem Redondela (Tuy) og La Coruña.
Det bør bemærkes, at samhandelen mellem Portugal og det øvrige EU i dag i lige stort omfang foregår via vej- og søtransport. Samhandelen vil bestemt blive lettet betydeligt af mere sikre og hurtige transportveje. Det forventes desuden, at en del af vejtrafikken flyttes over på jernbanetransport, hvilket miljømæssigt vil være en fordel. Endelig angiver de økonomiske prognoser, at projekterne vil have en direkte eller indirekte permanent beskæftigelsesfremmende virkning i de berørte regioner.