af Xavier Prats Monné, generaldirektør for GD for Sundhed og Fødevaresikkerhed, EU-Kommissionen
Videnskabelige fremskridt kan være svære at opnå, men når vi først har dem, tager vi dem ofte for givet. Hvor mange husker, at kopper var skyld i mellem 300 millioner og 500 millioner menneskers død - ja, op til en halv million mennesker - alene i det 20. århundrede? I 1967 fremlagde WHO for eksempel et globalt program til udryddelse af kopper. Dengang ramte kopper 10-15 millioner mennesker om året, dræbte to millioner, vansirede millioner og gjorde omkring 100 000 mennesker blinde. Desværre har mange allerede glemt det. I vesten dør børn ikke længere af sygdomme som polio, og kopper hører fortiden til. Det var ikke en tilstand, der dukkede op af sig selv, og den kunne kun lade sig gøre på grund af, hvad eksperter betragter som en af de største landvindinger på sundhedsområdet i det 20. århundrede: vaccinering. Denne succes har ikke forhindret folk i at blive skeptiske over for behovet for vaccinering. Skrækkampagner, overdrivelser i medierne og jagt på sensationer har sammen med grove overvurderinger af risikoen ved vacciner fået dele af samfundet til at glemme vaccinernes betydning for alles helbred.
Selv om vaccinering er den bedste form for forebyggelse, vi har til at beskytte mod en lang række smitsomme sygdomme, er vaccinedækningen i EU lav, og i de fleste lande er den endda for nedadgående. Det er konsekvensen af, at folk overvurderer risikoen ved vaccinering og undervurderer risikoen for smitsomme sygdomme.
Men faldet i efterspørgslen har ikke ført til overskud af vacciner. Tværtimod er der opstået en mangel i mange EU-lande. I Europa er der nu færre producenter, og de skal levere til et stadig mere globaliseret marked, hvilket har medført mangler, der kan blive kritiske og skabe problemer for sundhedssikkerheden.
Derudover lider mange nationale vaccineringsprogrammer under en mangel på solid finansiel planlægning og utilstrækkelige investeringer i infrastruktur og overvågning samt dyre og ineffektive vaccineindkøb.
EU-landene er ansvarlige for at organisere og gennemføre deres egne vaccineringsprogrammer, men EU kan hjælpe ved grænseoverskridende sundhedsfarer, herunder smitsomme sygdomme. En vigtig del af denne hjælp er aftalen om fælles indkøb, som gør det muligt for de EU-lande, der har underskrevet aftalen, at købe medicin sammen, forhandle om de mest fordelagtige priser og finde det største udvalg med hurtig levering.
Der kan gøres mere, og Kommissionen undersøger i øjeblikket, hvordan landene kan gøres opmærksomme på behovet for at øge vaccineringerne og få gjort en ende på manglerne. Det er for sent at handle, når en latent sygdom eller epidemi bryder ud. Det er nu, der skal handles. Lad os igen slå fast, at vores nuværende sundhedsstandard kun har kunnet lade sig gøre på grund af de vaccineringsprogrammer, vi har gennemført gennem generationerne, at risikoen for naturlig infektion er større end risikoen ved vaccinering, og at det altid er farligere ikke at blive vaccineret.
