Statistics Explained

Archive:Statistikker over tertiær uddannelse


Data fra september 2018.

Planlagt opdatering af artiklen: marts 2021.

Den engelske udgave er nyere.


This Statistics Explained article has been archived.


Highlights

I EU var der i 2016 19,6 mio. studerende på videregående uddannelser, hvoraf 61 % var studerende på bachelor-uddannelser.

I 2016 tegnede kvinder sig for omkring 54 % af alle studerende på videregående uddannelser i EU. Kun i forbindelse med ph.d.-studier var flertallet af de studerende mænd.

Næsten en tredjedel af de studerende på videregående uddannelser i EU i 2016 studerede samfundsvidenskab, journalistik, informatik, erhvervsøkonomi, forvaltning eller jura.

[[File:Tertiary_education_statistics_interactive_ET2018-DA.xlsx]]

Forholdet mellem studerende og akademisk personale inden for videregående uddannelse, 2016

Denne artikel indeholder statistikker over videregående uddannelse (ISCED-niveau 5-8) i Den Europæiske Union (EU) og er en del af en onlinepublikation om uddannelse i EU. Videregående uddannelse (eller tertiær uddannelse) – der udbydes af universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner – er det uddannelsesniveau, der bygger oven på en gymnasial uddannelse. Videregående uddannelse spiller en vigtig rolle i samfundet ved at skabe innovation, styrke den økonomiske udvikling og vækst og mere generelt forbedre borgernes velfærd. Nogle europæiske universiteter er blandt de mest prestigefyldte i verden.

Mange kommentatorer forventer, at efterspørgslen efter højtuddannede vil stige i de kommende år. Der kan faktisk allerede konstateres kompetencekløfter i nogle EU-medlemsstater. På grund af den digitale teknologi bliver jobbene mere fleksible og komplekse. Det har bevirket, at flere og flere arbejdsgivere efterspørger medarbejdere med den nødvendige kapacitet til at håndtere komplekse informationer, tænke selvstændigt, være kreative, udnytte ressourcer på en intelligent og effektiv måde og kommunikere effektivt.

Relativt mange af de studerende på videregående uddannelser er internationalt mobile og studerer i udlandet: En analyse af denne tendens findes i en separat artikel.

Full article

Deltagelse

I tabel 1 præsenteres data om antallet af studerende på hvert af de fire tertiære uddannelsesniveauer. De tertiære uddannelsesniveauer bachelor, kandidat og ph.d. findes i alle EU-medlemsstater, mens tertiær uddannelse af kort varighed, som typisk er praktisk orienteret og erhvervsspecifik med henblik på at forberede studerende til arbejdsmarkedet, ikke findes i uddannelsessystemet i Bulgarien, Estland, Grækenland, Litauen, Rumænien og Finland og heller ikke i Liechtenstein, Nordmakedonien og Serbien. Den er også ret ualmindelig i flere andre lande, f.eks. Tjekkiet, Tyskland, Kroatien, Polen og Portugal.

Deltagelse efter niveau

I EU-28 var der 19,6 mio. studerende på videregående uddannelser i 2016 (se tabel 1), hvoraf 7,3 % gik på tertiære uddannelser af kort varighed, 61,3 % studerede til en bachelor-grad, 27,6 % til en kandidatgrad og 3,9 % til en p.hd.-grad.

I 2016 havde Tyskland, EU's folkerigeste medlemsstat, 3,0 mio. studerende på videregående uddannelser, hvilket var det højeste antal i EU svarende til 15,5 % af totalen for EU-28. Frankrig (12,7 % af totalen), Det Forenede Kongerige (12,2 %), Spanien (10,0 %), Italien (9,3 %) og Polen (8,2 %) havde de næststørste andele af studerende, efterfulgt af Nederlandene, hvor 4,3 % af de studerende på videregående uddannelser i EU-28 studerede.

Tertiære uddannelser af kort varighed var mest udbredte i Frankrig, hvor de tegnede sig for en femtedel (20,0 %) af alle studerende på videregående uddannelse. De var også relativt udbredte i Spanien, Letland, Østrig og Malta, hvor de tegnede sig for andele på mellem 19 % og 15 %. I Tyrkiet var tertiære uddannelser af kort varighed endnu mere udbredte, idet lidt over en tredjedel (34,2 %) af alle studerende på videregående uddannelse var tilmeldt sådanne uddannelser.

Der var flere studerende på bachelor-uddannelser end på andre tertiære uddannelsesniveauer i alle EU's medlemsstater i 2016. Frankrig, Østrig og Luxembourg var faktisk de eneste medlemsstater, hvor under 50 % af alle studerende på videregående uddannelse var tilmeldt en bachelor-uddannelse. I modsætning hertil studerede i Irland (75,2 %), Nederlandene (76,0 %) og Litauen (76,6 %) over tre fjerdedele af de tertiære studerende til en bachelor-grad, og denne andel steg til næsten ni tiendedele i Grækenland (87,2 %), mens der også blev registreret høje andele for Serbien (79,9 %) og Nordmakedonien (94,6 %).

Under en femtedel af alle studerende på videregående uddannelser var tilmeldt en kandidatuddannelse i 2016 i Nederlandene, Belgien, Det Forenede Kongerige, Spanien og Irland (samt Serbien), og denne andel faldt til under en tiendedel i Grækenland (og i Tyrkiet og Nordmakedonien). Over en tredjedel af de studerende på videregående uddannelser var tilmeldt kandidatuddannelser i Portugal, Tjekkiet, Frankrig, Luxembourg, Kroatien, Cypern, Slovakiet og Italien.

I 2016 var den højeste andel af de studerende på videregående uddannelser på ph.d.-niveau blandt EU-medlemsstaterne 8,8 % i Luxembourg, mens en højere andel kunne konstateres for Liechtenstein (18,3 %) – se tabel 1. Bortset fra disse relativt små lande blev de næsthøjeste andele (blandt EU-medlemsstaterne) registreret i Finland (6,6 %), Tjekkiet og Tyskland (begge 6,5 %), mens der blandt de tredjelande, der fremgår af tabel 1 1 blev registreret en andel på 8,3 % i Schweiz. Inden for EU blev den laveste andel af ph.d.-studerende af det samlede antal studerende på videregående uddannelser konstateret i Malta (0,9 %), hvor der først for nylig er blevet etableret videregående uddannelsesinstitutioner, som nu er under udvidelse. En lidt lavere andel blev registreret i Nordmakedonien (0,7 %).

Mænd og kvinders deltagelse i videregående uddannelser

I 2016 tegnede kvinder sig for omkring 54,1 % af alle studerende på videregående uddannelser i EU-28. Andelen af kvinder blandt de studerende på videregående uddannelser var lidt højere blandt studerende på kandidatuddannelser (57,1 %) og noget lavere for studerende på bachelor-uddannelser (53,2 %) og uddannelser af kort varighed (52,1 %). For ph.d.-uddannelser var de fleste (52,2 %) studerende imidlertid mænd.

I 2016 var næsten tre femtedele af alle studerende på videregående uddannelser i Sverige, Slovakiet, de baltiske medlemsstater og Polen kvinder. Kvinder udgør også flertallet af de studerende på videregående uddannelser i alle de øvrige EU-medlemsstater med undtagelse af Grækenland (hvor de udgjorde 48,5 % af de studerende på videregående uddannelser) og Tyskland (48,2 %). I Schweiz, Tyrkiet og Liechtenstein var de kvindelige studerende også i mindretal på de videregående uddannelser.

Med hensyn til studerende på bachelor-uddannelser var Grækenland (47,8 % andel for kvinder) og Tyskland (45,9 %) de eneste EU-medlemsstater, hvor der var flere mandlige end kvindelige studerende i 2016. Dette var også tilfældet i Schweiz, Tyrkiet og Liechtenstein. Den højeste andel af kvindelige studerende på bachelor-uddannelser blev registreret i Sverige (63,2 %). Blandt de studerende på kandidatuddannelser udgjorde kvinder flertallet i alle EU-medlemsstater, men var i mindretal i Tyrkiet og Liechtenstein. De højeste andele af kvinder blev registreret i de baltiske medlemsstater, Polen, Cypern, Slovenien, Kroatien og Slovakiet, hvor kvinder udgjorde over 60 % af det samlede antal studerende på kandidatuddannelser.

For de to tertiære uddannelsesniveauer med færre studerende var situationen mere blandet. For uddannelser af kort varighed havde otte ud af de 22 medlemsstater, for hvilke tal er tilgængelige, flere mandlige end kvindelige studerende, mens mændene udgjorde flertallet af de ph.d.-studerende i halvdelen (14 ud af 28) af EU-medlemsstaterne og kvinderne flertallet i den anden halvdel.

Tabel 1: Antal studerende på videregående uddannelser efter niveau og køn, 2016
(tusinde)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_enrt01)

Studieretninger

I hele EU-28 studerede næsten en tredjedel (32,0 %) af alle studerende på videregående uddannelser samfundsvidenskab, journalistik, informatik, erhvervsøkonomi, forvaltning eller jura i 2016 (bemærk, at de viste oplysninger omfatter 2015-data for Nederlandene). Kvinder tegnede sig for 57,6 % af alle studerende inden for dette studieretning — se graf 1. Det næstmest almindelige uddannelsesområde var ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg, som tegnede sig for 15,7 % af alle studerende på videregående uddannelser. Inden for dette område var næsten tre fjerdedele (74,1 %) af de studerende mænd. Det tredjestørste uddannelsesområde var sundhed og velfærd, som tegnede sig for 13,4 % af alle studerende på videregående uddannelser. Inden for dette område var næsten tre fjerdedele (71,2 %) af det samlede antal studerende på videregående uddannelser kvinder. Blandt de øvrige uddannelsesområder, der fremgår af graf 1, blev den største andel af kvindelige studerende registreret for læreruddannelse og pædagogik (hvor 78,0 % af de studerende var kvinder), mens kvinder udgjorde næsten to tredjedele (64,5 %) af de kunst- og humaniorastuderende. Inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi var mænds andel af det samlede antal studerende på videregående uddannelser derimod 61,1 %.

Graf 1: Fordeling af studerende på videregående uddannelser efter område og køn, EU-28, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_enrt03)

Færdiguddannede

Omkring 4,7 mio. studerende afsluttede en videregående uddannelse i EU-28 i 2016: bemærk, at dette tal er baseret på de senest tilgængelige oplysninger for hver enkelt EU-medlemsstat. Frankrig (773 000) havde det største antal færdiguddannede fra videregående uddannelser i 2016 efterfulgt af Det Forenede Kongerige (754 000), som lå langt foran Tyskland (557 000; bemærk, at de viste tal ikke omfatter færdiguddannede fra erhvervsakademier) og Polen (488 000). Bemærk også, at det relativt høje antal færdiguddannede i Det Forenede Kongerige og Frankrig i et vist omfang kan afspejle den gennemsnitligt kortere varighed af uddannelserne. Frankrig var f.eks. den EU-medlemsstat, der havde den største andel af studerende på videregående uddannelser, som fulgte kortvarige uddannelser.

Tabel 2: Antal færdiguddannede fra videregående uddannelser efter område, 2016
(tusinde)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_grad02)

I 2016 viste en analyse af antallet af færdiguddannede i EU-28 efter uddannelsesområde (2015-data for Nederlandene), at over en tredjedel (34,1 %) af alle studerende på videregående uddannelser havde afsluttet en uddannelse inden for samfundsvidenskab, journalistik, informatik, erhvervsøkonomi, forvaltning eller jura. Denne andel var højere end den tilsvarende andel (32,0 %) af de studerende på videregående uddannelser, som endnu ikke havde afsluttet deres uddannelse i 2016. Det viser, at færre studerende er påbegyndt denne type studier i de senere år, eller at andre områder havde en højere frafaldsprocent eller en længere gennemsnitlig uddannelsesvarighed. En lignende situation blev konstateret for sundhed og velfærd, som tegnede sig for 13,7 % af de færdiguddannede over for 13,4 % af de studerende på videregående uddannelser samt for læreruddannelse og pædagogik (9,0 % af de færdiguddannede sammenlignet med 7,4 % af de studerende) og service (3,7 % af de færdiguddannede sammenlignet med 3,5 % af de studerende). Den omvendte situation blev observeret for de andre uddannelsesområder: ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg (14,8 % af de færdiguddannede og 15,7 % af de studerende) naturvidenskab, matematik, statistik informations- og kommunikationsteknologi (11,0 % af de færdiguddannede og 12,3 % af de studerende) kunst og humaniora (11,0 % af de færdiguddannede og 12,2 % af de studerende) landbrug, skovbrug, fiskeri og veterinærvidenskab (1,7 % af de færdiguddannede og 1,9 % af de studerende).

Tabel 3: Fordeling af færdiguddannede fra videregående uddannelser efter område, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_grad02)

Blandt EU-medlemsstaterne kan der konstateres enkelte områder, hvorfra – sammenlignet med EU-gennemsnittet – en særlig stor eller særlig lille andel af de studerende på videregående uddannelser afsluttede deres uddannelse i 2016. Andelen af færdiguddannede inden for samfundsvidenskab, journalistik, informatik, erhvervsøkonomi, forvaltning eller jura var relativt lav i Finland og Spanien, hvor de tegnede sig for lidt over en fjerdedel af alle færdiguddannede i 2016, mens meget større andele blev registreret i Luxembourg (51,7 % af alle færdiguddannede) og Bulgarien (49,0 %). En lignende analyse for uddannelser inden for ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg viser, at der var en relativt lille andel af færdiguddannede inden for dette område i Luxembourg, Nederlandene (2015-data), Malta og Det Forenede Kongerige, mens relativt store andele blev registreret i Østrig (20,5 %), Portugal (21,3 %) og navnlig Tyskland (22,0 %). Andelen af færdiguddannede inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi var relativt lille i Belgien, Cypern, Litauen og Bulgarien, mens den var særligt stor i Tyskland (14,0 %), Irland (15,0 %) og Det Forenede Kongerige (17,2 %). Andelen af færdiguddannede inden for sundhed og velfærd var relativt lille i Luxembourg, Bulgarien, Tyskland, Østrig og Cypern, mens den var relativt stor i Finland (19,7 %), Danmark (20,3 %), Sverige (22,2 %) og navnlig i Belgien (26,5 %). Endelig var andelen af færdiguddannede inden for læreruddannelse og pædagogik relativt lille i Italien, Frankrig og Rumænien, mens den var særlig stor i Spanien (16,5 %), Ungarn (16,6 %), Cypern (17,0 %) og Malta (18,0 %).

Inden for EU-28 var næsten tre femtedele (57,6 %) af alle færdiguddannede i 2016 kvinder. En analyse efter studieretning i EU-28 (med 2015-data for Nederlandene) viser, at denne andel var noget højere (60,7 %) for samfundsvidenskab, journalistik, informatik, erhvervsøkonomi, forvaltning og jura, steg til over to tredjedele for kunst og humaniora (66,9 %), var tæt på tre fjerdedele for sundhed og velfærd (73,9 %) og toppede med over fire femtedele (80,4 %) for læreruddannelse og pædagogik (se figur 2). Mandlige færdiguddannede udgjorde næsten tre femtedele (57,5 %) af det samlede antal færdiguddannede inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi og næsten tre fjerdedele (72,3 %) af totalen for ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg. Inden for de to mindre områder – landbrug, skovbrug, fiskeri og veterinærvidenskab – var der næsten lige mange mandlige og kvindelige færdiguddannede.

Graf 2: Fordeling af færdiguddannede fra videregående uddannelser efter område og køn, EU-28, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_grad02)

I forhold til størrelsen af befolkningen i alderen 20-29 år er antallet af færdiguddannede fra videregående uddannelser inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi steget i de senere år. I graf 3 vises forskellen mellem antallet af mandlige og kvindelige færdiguddannede inden for disse områder i 2016, hvor der var næsten dobbelt så mange mandlige som kvindelige færdiguddannede i EU-28. Den kønsbestemte forskel for færdiguddannede inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi (i forhold til befolkningens størrelse) var mest markant i Østrig, hvor antallet af mandlige færdiguddannede var 2,7 gange så højt som antallet af kvindelige færdiguddannede. Der var relativt store forskelle i Belgien, Finland, Nederlandene (2015-data), Malta, Luxembourg, Irland og Tyskland. I Cypern, Rumænien og Polen var antallet af mandlige færdiguddannede inden for naturvidenskab, matematik, statistik samt informations- og kommunikationsteknologi (i forhold til befolkningens størrelse) derimod under 40 % højere end antallet af kvindelige færdiguddannede.

Graf 3: Antal kandidater fra videregående uddannelse inden for naturvidenskab, matematik, datalogi, ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg, 2016
(antal pr. 1 000 indbyggere i alderen 20-29 år)
Kilde: Eurostat (educ_grad04)

Forhold mellem studerende og akademisk personale

I EU-28 var der i 2016 1,5 mio. undervisere på videregående uddannelser (herunder 2015-data for Danmark og Irland) (se tabel 4), hvoraf et lille mindretal — omkring 100 000 — underviste på kortvarige videregående uddannelser. Over en fjerdedel (27,1 %) af underviserne på videregående uddannelser i EU-28 befandt sig i Tyskland og lidt over en tiendedel i både Spanien (11,1 %) og Det Forenede Kongerige (10,2 %).

Tabel 4: Undervisere inden for videregående uddannelser efter niveau og køn, 2016
(tusinde)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_perp01)

I modsætning til undervisningspersonalet på primær- og sekundærtrinnet, hvor kvinder udgjorde flertallet, var de fleste undervisere på de videregående uddannelser mænd. Næsten tre femtedele (57,4 %) af EU-28's undervisere på videregående uddannelser i 2016 var mænd, en andel, der var tæt på to tredjedele i Grækenland (66,2 %) og også oversteg 60 % i Luxembourg, Malta, Italien, Tjekkiet og Tyskland. De fleste undervisere på videregående uddannelser i Finland (51,7 %), Letland (55,3 %) og Litauen (56,5 %) var derimod kvinder.

I 2016 var forholdet mellem studerende og akademisk personale inden for videregående uddannelse i gennemsnit 15,0 i EU-28. Blandt EU-medlemsstaterne blev det højeste forhold mellem antal studerende og personale registreret i Grækenland (39,6), mens der også blev registreret forhold på over 20 studerende pr. medarbejder i Belgien og Italien. I modsætning dertil var forholdet mellem studerende og medarbejdere encifret i Luxembourg (7,6 studerende pr. medarbejder) og Malta (9,7) og også relativt lavt i Sverige og Danmark (2015-data).

Tabel 5: Forholdet mellem studerende og akademisk personale inden for videregående uddannelse, 2016
(antal studerende pr. akademisk medarbejder)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_perp04)

Finansiering

Data vedrørende offentlige udgifter til videregående uddannelse i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) foreligger for 27 af EU-medlemsstaterne – se graf 4. Dette forhold varierede i 2015 fra 0,5 % i Luxembourg og 0,7 % i Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Grækenland til 1,8 % i Østrig og 1,9 % i Sverige og Finland, men toppede med 2,4 % i Danmark (2014-data). Gennemsnittet for EU-28 var 1,2 %.

Graf 4: Offentlige udgifter til videregående uddannelse i forhold til BNP, 2015
(%)
Kilde: Eurostat (educ_uoe_fine06)

Kildedata for tabeller og grafer

Datakilder

Kilde

Standarderne for internationale statistikker over uddannelse fastsættes af tre internationale organisationer:

Den datakilde, der er anvendt i denne artikel, er en fælles UNESCO/OECD/Eurostat (UOE)-dataindsamling om uddannelse, som er grundlaget for kernekomponenterne i Eurostats database om uddannelsesstatistik. Parallelt med den fælles dataindsamling indsamler Eurostat også data om tilmeldte studerende på regionalt plan og sprogundervisning.

Forordning (EF) nr. 452/2008 af 23. april 2008 udgør retsgrundlaget for udarbejdelse og udvikling af EU-statistikker over uddannelse og livslang læring. Kommissionen har vedtaget to forordninger vedrørende gennemførelsen af indsamlingen af uddannelsesstatistikker. Kommissionens første forordning (EU) nr. 88/2011 af 2. februar 2011 vedrørte data for skoleårene 2010/2011 og 2011/2012, mens Kommissionens anden forordning (EU) nr. 912/2013 af 23. september 2013 vedrører data for skoleårene fra 2012/2013 og frem.

Flere oplysninger om den fælles dataindsamling findes i en artikel om UOE-metoden.

Klassifikation

Den internationale standardklassifikation af uddannelser (ISCED) er grundlaget for internationale uddannelsesstatistikker og beskriver forskellige uddannelsesniveauer. Den blev udviklet i 1976 af UNESCO og efterfølgende revideret i 1997 og igen i 2011. ISCED 2011 skelnes der mellem ni uddannelsesniveauer: førskoleundervisning (niveau 0), undervisning på primærtrinnet (niveau 1), sekundær undervisning på første trin (niveau 2), sekundær undervisning på andet trin (niveau 3), undervisning på niveauet mellem sekundær undervisning og tertiær undervisning (niveau 4), tertiær uddannelse af kort varighed (niveau 5), bachelor eller tilsvarende (niveau 6), kandidat eller tilsvarende (niveau 7) og doktorgrad eller tilsvarende (niveau 8). De første resultater baseret på ISCED 2011 blev offentliggjort i 2015 og starter med data for referenceperioden 2013 for data om studerende og undervisningspersonale og referenceperioden 2012 for data om udgifter. Denne klassifikation er grundlaget for alle de statistiske oplysninger, der præsenteres i denne artikel.

Tertiær uddannelse bygger videre på sekundær undervisning og tilbyder læringsaktiviteter inden for specialiserede uddannelsesområder. Tertiær uddannelse omfatter ikke kun, hvad der almindeligvis forstås ved "akademisk" uddannelse, men omfatter også erhvervsuddannelse eller faglig uddannelse. Indholdet af programmer på tertiært niveau er mere kompleks og avanceret end på de lavere ISCED-niveauer. En forudsætning for tertiær uddannelse er vellykket gennemførelse af programmer på ISCED-niveau 3, som giver direkte adgang til de første tertiære uddannelsesprogrammer (adgang kan også ske fra programmer på ISCED-niveau 4). Ud over kvalifikationskrav kan adgangen til uddannelsesprogrammer på disse niveauer også afhænge af fagvalg og/eller opnåede karakterer. Det kan endvidere være nødvendigt at gennemføre og bestå adgangseksamener.

Der er sædvanligvis et klart hierarki mellem kvalifikationer, der opnås gennem tertiære uddannelsesprogrammer. Overgangen mellem programmer på tertiært niveau er imidlertid ikke altid klart adskilt, og det kan være muligt at kombinere programmer og overføre point fra ét program til et andet. I nogle tilfælde tælles point, der er opnået gennem tidligere gennemførte uddannelsesprogrammer, med ved gennemførelsen af et program på et højere ISCED-niveau. Gennemførelse af ISCED-niveau 7 kræves imidlertid oftest for at påbegynde ISCED-niveau 8.

ISCED 1997 og ISCED 2011 indeholdt også beskrivelser af uddannelsesområder, men de blev efterfølgende erstattet af ISCED-F 2013-klassifikationen. Eurostat-data efter uddannelsesområde var klassificeret i henhold til ISCED 1997 (som svarer til ISCED 2011 med hensyn til uddannelsesområder) indtil 2015. Dataene fra og med 2016 har været klassificeret og klassificeres i henhold til ISCED-F 2013. De brede grupper af uddannelsesområder i ISCED 1997 er følgende: almene uddannelsesprogrammer, uddannelse, kunst og humaniora, samfundsvidenskab, erhvervsøkonomi og jura, videnskab, matematik og datalogi, ingeniørfag, produktion og byggeri og anlæg landbrug og veterinærvidenskab, sundhed og velfærd og service.

Nøglebegreber

Forholdet mellem studerende og akademisk personale for tertiær uddannelse beregnes ved at dividere antallet af fuldtidsstuderende med antallet af fuldtidsmedlemmer af det akademiske personale. Dette forhold bør ikke forveksles med den gennemsnitlige klassestørrelse, som omhandler antallet af studerende på et bestemt kursus eller i et bestemt undervisningslokale.

Følgende notation anvendes i tabellerne i denne artikel:
Værdi i kursiv     dataværdien er en prognosticeret, foreløbig eller estimeret værdi, som derfor med sandsynlighed ændres.
: ikke tilgængelig, fortrolig eller upålidelig værdi.
ikke relevant.

Kontekst

Bolognaprocessen

Siden indførelsen af Bolognaprocessen (se artiklen med en introduktion til uddannelsesstatistikker) er der sket en betydelig udvidelse af de videregående uddannelsessystemer ledsaget af vigtige reformer af strukturerne for akademiske grader og kvalitetssikringssystemer. Den finansielle og økonomiske krise havde imidlertid en lang række konsekvenser for de videregående uddannelser, hvor nogle EU-medlemsstater øgede investeringerne, og andre foretog drastiske nedskæringer i deres udgifter til tertiær uddannelse. I 2018 offentliggjorde Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur en revision af gennemførelsen af Bolognaprocessen med titlen The European Higher Education Area in 2018: Bologna process — Implementation report. (på engelsk)

Mens Bolognaprocessen igangsatte en række reformer med det formål at gøre de europæiske videregående uddannelser mere kompatible, sammenlignelige, konkurrencedygtige og attraktive for studerende, udgør den kun én streng i den bredere indsats på området for videregående uddannelse. For at skabe synergi mellem Bolognaprocessen og Københavnprocessen (vedrørende styrket europæisk samarbejde om erhvervsrettede uddannelser) har Europa-Kommissionen og EU-medlemsstaterne etableret en europæisk referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (EQF).

Benchmarks for Europa 2020 og ET 2020

Højere uddannelsesinstitutioner er meget vigtige partnere ved gennemførelsen af EU's strategi til en styrkelse og fastholdelse af vækst: I Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst fastsættes et mål om, at 40 % af alle i alderen 30-34 år i EU skal have opnået kvalifikationer fra en højere uddannelsesinstitution inden 2020. Forbedring af uddannelsessystemernes resultater på alle niveauer og forøgelse af deltagelsen i tertiær uddannelse er også omhandlet i de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, der blev revideret som en del af Europa 2020-strategien.

Den opdaterede strategiramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet (også kaldet ET 2020) blev vedtaget af Rådet i maj 2009. Den fastsætter fire strategiske mål for uddannelse i EU:

  • virkeliggørelse af livslang læring og mobilitet
  • højere kvalitet og større effektivitet i uddannelsen
  • lige muligheder for alle, social samhørighed og aktivt medborgerskab og
  • fremme af kreativitet og innovation, herunder iværksætteri, på alle uddannelsesniveauer.

I strategien fastsættes en række benchmarks, der skal nås inden 2020, herunder ovennævnte mål om, at andelen af 30-34-årige med en afsluttet videregående uddannelse bør være mindst 40 %. To supplerende benchmarks om læringsmobilitet blev vedtaget af Rådet i november 2011. Med det første fastsættes et mål for 2020 om, at et gennemsnit på mindst 20 % af de færdiguddannede med videregående uddannelse i EU-28 bør have gennemført et studie- eller praktikophold (herunder udstationeringer) i udlandet svarende til mindst 15 (ECTS)-point eller med en varighed på mindst tre måneder. Et andet benchmark om beskæftigelsesegnethed blev tilføjet i maj 2012: nemlig, at andelen af beskæftigede færdiguddannede i alderen 20-34 år, der har afsluttet deres uddannelse højst tre år før referenceåret, for EU-28 bør være mindst 82 % inden 2020.

Erasmus+

Erasmus-programmet var et at de mest velkendte europæiske programmer, som kørte i næsten et kvart århundrede. I 2014 blev det afløst af EU's program for uddannelse, ungdom og sport, Erasmus+. På området for videregående uddannelse giver Erasmus+ studerende og akademisk personale mulighed for at videreudvikle deres færdigheder og styrke deres beskæftigelsesmuligheder. Studerende kan studere i udlandet i op til 12 måneder (for hver cyklus af tertiær uddannelse). Over to millioner studerende på videregående uddannelser forventes at deltage i Erasmus+ i perioden 2014-2020, herunder omkring 25 000 studerende på fælles kandidat- og masteruddannelser.

I maj 2018 vedtog EU-Kommissionen forslag til Erasmus-programmet for 2021-2027, som omfattede en fordobling af budgettet til 30 mia. EUR, hvilket forventes at gøre det muligt for 12 mio. mennesker at deltage i programmet.

Direct access to

Other articles
Tables
Database
Dedicated section
Publications
Methodology
Visualisations




Participation in education and training (educ_part)
Education personnel (educ_uoe_per)
Education finance (educ_uoe_fin)