Sti

EU-aktiviteter inden for videregående uddannelse

Hvad er det?

De nationale myndigheder er ansvarlige for deres egne uddannelsessystemer og de enkelte universiteter udarbejder selv deres læseplaner. Imidlertid ligner de udfordringer, som de videregående uddannelser står over for, hinanden på tværs af EU, og der er klare fordele ved at samarbejde.

Hvorfor er det nødvendigt?

Videregående uddannelser og deres forbindelse til forskning og innovation, spiller en afgørende rolle i den enkeltes og samfundets udvikling og i sikringen af højt uddannet arbejdskraft og velartikulerede borgere, som Europa har brug for for at skabe beskæftigelse, økonomisk vækst og velstand.

De højere uddannelsesinstitutioner er meget vigtige partnere ved gennemførelsen af EU's strategi til styrkelse og fastholdelse af vækst. Europa 2020-strategien indeholder et mål om, at 40 % af unge europæere skal have en videregående uddannelse inden 2020.

Hvad gør Kommissionen?

Europa-Kommissionen arbejder tæt sammen med de politiske beslutningstagere om at fremme udviklingen af politikker for videregående uddannelser i EU-landene i tråd med strategien for uddannelse og erhvervsuddannelse 2020 (ET2020). Moderniseringsdagsordenen for videregående uddannelse fastsætter fem nøgleprioriteter inden for videregående uddannelse i EU:

  1. at øge antallet af kandidater på de videregående uddannelser
  2. at forbedre de videregående uddannelsers kvalitet og relevans
  3. at fremme de studerendes og ansattes mobilitet og grænseoverskridende samarbejde
  4. at styrke "videnstrekanten", som forbinder uddannelse, forskning og innovation
  5. at skabe effektive styrings- og finansieringsmekanismer til de videregående uddannelser.

For at sikre at målene bliver nået, er Europa-Kommissionen også med til at udvikle og støtte værktøjer, som skal øge mobiliteten (som f.eks. ECTS og tillæg til eksamensbeviser), øge anerkendelsen af færdigheder og kvalifikationer og give bedre information om videregående uddannelser i Europa.

Kommissionen støtter også Bolognaprocessen, som er designet til at fremme en reform af de videregående uddannelser med henblik på at skabe et europæisk område for videregående uddannelse, og fremmer udveksling af god uddannelsespolitisk praksis mellem landene gennem arbejdsgruppen for videregående uddannelse ET2020.

Sluttelig er Kommissionen, ud over at lede programmet Erasmus+, som giver studerende på videregående uddannelser en lang række muligheder, også ansvarlig for at støtte internationale samarbejdsinitiativer om videregående uddannelser med lande uden for EU.

Hvad er der gjort indtil videre?

Europa-Kommissionen har fremlagt en række politiske retningslinjer, bl.a. en dagsorden for modernisering af Europas videregående uddannelser, som har modtaget opbakning fra uddannelsesministrene og Europa-Parlamentet. Den støtter gennemførelsen af moderniseringsdagsordenen gennem undersøgelser for at sikre politikdokumentation, udveksling af god praksis og udgiftsinstrumenter såsom Erasmus+ og de europæiske struktur- og investeringsfonde.

 

How can we help?