Send til en ven
RSS
google +
Printervenlig version

af dr.med. Martina Pötschke-Langer, chef for kræftforebyggelsesenheden i Verdenssundhedsorganisationens "Collaborating Centre for Tobacco Control" ved det tyske kræftforskningscenter (DKFZ)

af dr.med. Martina Pötschke-Langer, chef for kræftforebyggelsesenheden i Verdenssundhedsorganisationens "Collaborating Centre for Tobacco Control" ved det tyske kræftforskningscenter (DKFZ)

Den 20. maj trådte det nye tobaksvaredirektiv i kraft i EU's medlemslande. Direktivet er et stort skridt fremad for folkesundheden i EU, og det har primært til formål at afskrække unge fra at ryge.

Direktivet vil medføre store ændringer af de tobaksprodukter, der sælges i EU. Aromatiserede cigaretter med f.eks. frugt- eller mentolsmag, som foretrækkes af mange unge, vil ikke blive tilladt. Cigaretpakker skal have store, kombinerede sundhedsadvarsler, som minder forbrugerne om de risici, der er forbundet med rygning. Tobaksvirksomheder vil ikke kunne markedsføre deres produkter med vildledende betegnelser som "økologisk" eller "naturlig". Direktivet omfatter desuden den ulovlige handel med tobaksprodukter. Endelig skal nye bestemmelser om elektroniske cigaretter sikre, at disse produkter fremover er regulerede i EU og opfylder en række sikkerheds- og kvalitetskrav.

De to sidste år har været en intens periode for os, der arbejder med bekæmpelse af tobaksrygning.

Europa-Kommissionen har vedtaget ni retsakter (otte gennemførelsesretsakter og en delegeret retsakt) med de detaljerede tekniske regler, der er nødvendige for at gennemføre direktivet. Reglerne omfatter metoder til at bestemme aromaer i tobaksvarer, de nye sundhedsadvarslers udseende og regler for genopfyldelige elektroniske cigaretter.

Europa-Parlamentet og Rådet har forsvaret direktivet i tre særskilte sager anlagt af tobaksindustrien og et medlemsland. Den 4. maj erklærede Domstolen direktivet for gyldigt på alle punkter, idét den bekræftede, at det fremmer det indre marked, og at det faktisk vil gavne folkesundheden.

Medlemslandene har også arbejdet hårdt for at gennemføre direktivet. Mange af dem har indført supplerende foranstaltninger i deres tobakslove som f.eks. krav om neutral indpakning, restriktioner med hensyn til tobaksreklamer eller bestemmelser om røgfri miljøer.

For os, der arbejder med at nedbringe tobaksforbruget i EU, har kampen for et evidensbaseret tobaksdirektiv med fokus på folks helbred været en kæmpe opgave, især fordi vi har været oppe imod tobaksindustrien og dens allieredes massive lobbyvirksomhed. Denne vanskelige opgave fortsatte vi i medlemslandene, hvor vi har støttet gennemførelsen af direktivet.

Anvendelsen af direktivet i hele EU er et stort skridt fremad for EU-borgernes sundhed. Vi har set, at antallet af rygere i EU er faldende. Tobaksvaredirektivet vil styrke denne tendens og sikre, at færre unge får denne dødsensfarlige vane.

Tobacco

Mere om dette emne