Rapport om gennemførelsen af EU's makroregionale strategier
Reports
Dato: 16 dec 2016
Tema: Business support, Energy, Environment, EU Strategy for the Baltic Sea Region, EU Strategy for the Danube Region, Tourism, Transport, Research & Development, EU Strategy for the Adriatic and Ionian Region, Social inclusion, Jobs, Education and Training, Structural Funds management and Governance
Sprog: bg | cs | da | de | el | en | es | et | fi | fr | hr | hu | it | lt | lv | mt | nl | pl | pt | ro | sk | sl | sv
Globaliseringen har gjort landene mere indbyrdes afhængige, og i dag skal problemer løses på tværs af grænser. Det skal i denne forbindelse overvejes, hvordan makroregioner som nye funktionsområder kan bidrage til at forbedre gennemførelsen af EU's politikker og programmer og til at opnå territorial samhørighed, jf. artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
De nye makroregionale strategier (MRS) er blevet udviklet af en række EU-medlemsstater og regioner som et supplement til traditionelle landepolitikker om territorial forvaltning. De har til formål at imødegå fælles udfordringer, f.eks. innovationsdrevet vækst, miljø eller klimaforandringer, på grundlag af en bottom-up-tilgang med inddragelse af nationale, regionale og lokale aktører.
Siden Det Europæiske Råd godkendte EU-strategien for Østersøområdet (EUSBSR) i 2009, er der blevet udviklet yderligere tre makroregionale strategier: EU-strategien for Donauområdet (EUSDR) i 2011, EU-strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav (EUSAIR) i 2014 og EU-strategien for Alperegionen (EUSALP) i 2016.
De makroregionale strategier, der involverer 19 EU-medlemsstater og otte tredjelande, er i dag en integreret del af EU's politiske ramme. Deres målsætninger er i fuld overensstemmelse med EU's politiske prioriteter. De styrker således synergierne mellem forskellige EU-politikker og -instrumenter og er forankret i den samhørighedspolitiske ramme.
Makroregionale strategier tilfører samhørighedspolitikkens samarbejdsdimension merværdi. De er en platform for tværsektoriel forvaltning på flere myndighedsniveauer i flere lande, der ligeledes er åben for tredjelande. De kan spille en væsentlig rolle ved at hjælpe disse lande med at styrke deres forbindelser med EU og afbøde eventuelle negative virkninger ved EU's ydre grænser.