Archive:Energiproduktion og -import

Data fra juli 2018.

Planlagt opdatering af artiklen: januar 2020.

Highlights

Produktionen af primær energi i EU var 15 % lavere i 2016 end ti år tidligere.

Rusland var hovedleverandør til EU af råolie, naturgas og fast brændsel i 2016.

Development of the production of primary energy (by fuel type), EU-28, 2006-2016

Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og på det seneste også af gas, giver anledning til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel omhandler produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra tredjelande. Over halvdelen (53,6 %) af det interne bruttoenergiforbrug i EU-28 i 2016 stammede fra importerede kilder.

Full article

Produktionen af primær energi faldt mellem 2006 og 2016

Produktionen af primær energi i EU-28 udgjorde i alt 755 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) i 2016 – se tabel 1. Det var 1,6 % mindre end året før og fortsatte dermed den generelle nedadgående udvikling, der er blevet observeret i de senere år. Dog var 2010 den vigtigste undtagelse, da produktionen dette år voksede igen efter et relativt kraftigt fald i energiproduktionen i 2009, der faldt sammen med den globale finansielle og økonomiske krise. Set over en længere periode var produktionen af primær energi i EU-28 14,7 % lavere i 2016 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående udvikling i produktionen af primær energi i EU-28 kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne og/eller, at producenterne anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

I 2016 var det Frankrig, der havde den højeste produktion af primær energi blandt EU-medlemsstaterne, med en andel på 17,3 % af den samlede produktion i EU-28, efterfulgt af Det Forenede Kongerige (15,8 %) og Tyskland (15,3 %). I forhold til ti år tidligere var de væsentligste ændringer et fald på henholdsvis 5,1 og 1,3 procentpoint i Det Forenede Kongeriges og Danmarks respektive andele og en stigning på henholdsvis 2,1 og 1,1 procentpoint i Frankrigs og Italiens respektive andele. De øvrige medlemsstaters relative andele varierede med højst +/-1,0 procentpoint. Bortset fra Det Forenede Kongerige og Danmark var de eneste andre medlemsstater, hvis andele faldt i den betragtede periode, Nederlandene, Tyskland, Grækenland, Tjekkiet og Litauen.

I absolutte tal registrerede 15 af de 28 EU-medlemsstater en udvidelse af deres produktion af primær energi i løbet af de 11 år frem til 2016. Den største produktionsudvidelse blev registreret i Italien (en stigning på 3,7 Mtoe) efterfulgt af Spanien (2,8 Mtoe), Irland (2,5 Mtoe), Østrig (2,4 Mtoe) og Sverige (2,3 Mtoe). Derimod faldt produktionen af primær energi i Det Forenede Kongerige med hele 66,0 Mtoe, mens Tyskland (-22,8 Mtoe), Nederlandene (-15,3 Mtoe), Danmark (-14,4 Mtoe) og Polen (-10,4 Mtoe) også indberettede fald på mere end 10 Mtoe.

Tabel 1: Energiproduktion, 2006 og 2016
(mio. ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

I 2016 var produktionen af primær energi i EU-28 fordelt på en række forskellige energikilder, hvoraf den vigtigste i kraft af dens bidrag var atomenergi (28,7 %af den samlede produktion). Atomenergiens betydning var særlig stor i Frankrig, hvor den udgjorde næsten 80 % af den nationale produktion af primær energi, mens denne andel var nøjagtigt tre fjerdedele i Belgien og over tre femtedele i Slovakiet (62,3 %). I de øvrige lande udgjorde atomenergiens andel af produktionen af primær energi under halvdelen af den samlede produktion, og der var ikke nogen atomenergi i halvdelen af EU's medlemsstater. Den tyske regering har bekendtgjort, at alle kernereaktorer i Tyskland skal lukkes inden 2022.

I 2016 kom over en fjerdedel (27,9 %) af EU-28's samlede produktion af primær energi fra vedvarende energikilder, mens andelen af fast brændsel (17,5 %, hovedsagelig kul) var lidt under en femtedel og andelen af naturgas var noget mindre (14,2 %). Råolie (9,8 %) var den eneste anden hovedkilde til produktion af primær energi (se graf 1).

Graf 1: Produktion af primær energi, EU-28, 2016
(% af samlet produktion, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (nrg_107a)

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper i EU-28. Væksten var forholdsvis ensartet i perioden 2006-2016 med en mindre nedgang i produktionen i 2011 (se graf 2). I løbet af denne 11-årigsperiode steg produktionen fra vedvarende energi med 66,5 %, og den erstattede i en vis udstrækning produktionen af andre energikilder. Derimod faldt produktionen af de øvrige kilder, idet det største fald blev registreret for naturgas (-41,2 %), råolie (-39,0 %) og fast brændsel (-30,8 %) med et mere beskedent fald på 15,2 % for atomenergi.

Graf 2: Udvikling i produktionen af primær energi (opdelt efter brændselstype), EU-28, 2006-2016
(2006 = 100, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

EU og dens medlemsstater er alle nettoimportører af energi

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste også atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad er blevet afhængig af primær energiimport for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den globale finansielle og økonomiske krise. EU-28's import af primær energi oversteg i 2016 eksporten med næsten 904 Mtoe. De største nettoimportører af primær energi var generelt de folkerigeste EU-medlemsstater med undtagelse af Polen (hvor der fortsat findes indenlandske kulreserver). Danmark var i 2006 den eneste nettoeksportør af primær energi blandt EU-medlemsstaterne, men i 2013 oversteg den danske energiimport eksporten, således at der ikke længere var nogen EU-medlemsstater, der var nettoenergieksportører (se tabel 2). Set i forhold til befolkningsstørrelsen var de største nettoimportører i 2016 Luxembourg, Malta og Belgien.

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2006-2016
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (demo_pjan)

Oprindelsen af EU-28's energiimport har ændret sig en del i de senere år, selv om Rusland har bevaret sin position som hovedleverandør af råolie og naturgas (Ruslands andel er dog gået noget ned i de seneste år) og samtidig er blevet den førende leverandør af fast brændsel (se tabel 3).

Tabel 3: Import af primær energi opdelt efter vigtigste oprindelseslande, EU-28, 2006-2016
(% af importen fra lande uden for EU-28)
Kilde: Eurostat (nrg_122a), (nrg_123a) og (nrg_124a)

I 2016 stammede omkring 30,2 % af EU-28's import af fast brændsel fra Rusland: Rusland blev hovedleverandør af fast brændsel i 2006 og overhalede dermed Sydafrika. Ruslands andel af EU-28's import af fast brændsel nåede det første relative toppunkt på 30,0 % i 2009 og faldt derefter markant i 2010, hvorefter den steg igen til 28,8 % i 2013, og derefter var andelen næsten uændret i de følgende to år og nåede et toppunkt i 2016. Mellem 2006 og 2016 blev andelen af EU-28's import af fast brændsel fra Colombia fordoblet fra 11,7 % til 23,4 % af den samlede import. Derimod havde Sydafrika tegnet sig for den næststørste andel af EU-28's import af fast brændsel i 2006 (23,1 % af den samlede import), men andelen var faldet til 5,1 % i 2016.

Rusland var også hovedleverandør af EU-28's import af råolie. Ruslands andel var på 33,8 % i 2006 og svingede mellem 34,8 % i 2011 og 29,1 % i 2015. I 2016 var andelen 31,9 %. I samme periode faldt andelen af EU-28's import af råolie fra Norge forholdsvis langsomt fra 15,4 % i 2006 til 12,4 % i 2016. De relative andele af EU-28's import af råolie fra Irak (2,8-dobling), Aserbajdsjan (fordobling) og Nigeria (1,6-dobling) steg markant mellem 2006 og 2016.

Derimod faldt Ruslands andel af EU-28's import af naturgas fra 39,3 % til 31,9 % mellem 2006 og 2010, men udviklingen vendte, og der blev registreret et toppunkt på 41,1 % i 2013, hvorefter andelen faldt til knap 40,0 %. I de 11 år, der vises i tabel 3, var Norge fortsat den andenstørste leverandør af importeret naturgas til EU, idet Norges andel faldt langsomt fra mere end en fjerdedel (25,9 % in 2006) til lidt under en fjerdedel (24,8 % i 2016). Andelen af EU-28's import af naturgas fra Nigeria og Libyen blev halveret mellem 2006 og 2016, mens andelen fra Qatar steg (3,2-dobling).

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en stor andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Mere end tre fjerdedele (77,1 %) af EU-28’s import af naturgas i 2016 kom fra Rusland, Norge eller Algeriet. En tilsvarende analyse viser, at mere end to tredjedele (68,2 %) af EU-28's import af fast brændsel kom fra Rusland, Colombia og Australien, mens importen af råolie var lidt mindre koncentreret blandt hovedleverandørerne, idet Rusland, Norge og Irak stod for 52,6 % af EU-28's import.

Over halvdelen af EU-28's energibehov dækkes af import

EU-28's afhængighed af energiimport steg fra lidt over 40 % af bruttoenergiforbruget i 1990 til 53,6 % i 2016 (se graf 3). Siden 2004 har EU-28's nettoenergiimport været større end den primære produktion i EU-28. Med andre ord blev over halvdelen af EU-28's interne bruttoenergiforbrug dækket af nettoimport, og afhængighedsgraden oversteg 50,0 %.

I 2016 lå energiafhængighedsgraden på samme niveau som i 2006 (53,6 %). Enkelte variationer blev bemærket i denne periode: I 2008 blev der registreret et relativt toppunkt på 54,5 %, mens den laveste afhængighed på 52,7 % blev registreret i 2010. En nærmere undersøgelse viser, at de højeste afhængighedsgrader i 2016 blev registreret for råolie (87,8 %) og naturgas (70,4 %), mens det seneste tal for afhængighedsgrad, der foreligger for fast brændsel, var 40,2 %.

Graf 3: Energiafhængighedsgrad, EU-28, 2006-2016
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a), (nrg_102a) og (nrg_103a)

Mellem 2006 og 2016 steg EU's afhængighed af tredjelande med 11,1 procentpoint for så vidt angår levering af naturgas, hvilket var en kraftigere stigning end for afhængighed af råolie (en stigning på 3,9 procentpoint). I samme periode faldt afhængigheden af fast brændsel med 1,4 procentpoint.

Eftersom Danmark ikke længere var nettoeksportør, blev dets energiafhængighedsgrad positiv i 2013, og den forblev positiv i 2016, hvilket også var tilfældet i alle de andre EU-medlemsstater (se graf 4). De laveste energiafhængighedsgrader i 2016 blev registreret for Estland, Danmark, Rumænien og Polen. Malta, Cypern og Luxembourg var (næsten) helt afhængige af primær energiimport med afhængighedsgrader på over 96,0 %.

Ifølge en analyse af udviklingen mellem 2006 og 2016 blev Danmark, Det Forenede Kongerige, Litauen, Nederlandene og Polen mere afhængige af energiimport for at dække deres interne bruttoforbrug. Disse mønstre kan generelt tilskrives en nedgang i den primære energiproduktion (som skyldes udtømning af råstofforsyningerne). Afhængigheden steg også, dog mindre markant, i Belgien, Tjekkiet, Grækenland, Tyskland og Malta. Alle de øvrige EU-medlemsstater registrerede et fald i deres energiafhængighedsgrad mellem 2005 og 2015. Den mest drastiske ændring blev registreret i Estland, hvor graden faldt fra 29,2 % til 6,8 %. Afhængighedsgraden faldt også med over 10,0 procentpoint i Irland, Letland, Portugal og Østrig som følge af en kombination af forbedringer af energieffektiviteten og/eller et ændret energimiks med større vægt på primær produktion fra vedvarende energikilder.

Graf 4: Energiafhængighedsgrad – alle produkter, 2006 og 2016
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (t2020_rd320)

Kildedata for tabeller og grafer

Energy production and imports: tables and figures (på engelsk)

Datakilder

Energiprodukter udvundet direkte fra naturressourcer kaldes primære energikilder, mens energiprodukter, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primære energikilder og finder sted ved udnyttelse af naturressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for nuklear energi. Den beregnes enten på basis af den faktiske producerede varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden, såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne, anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Importen omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra det nationale område.

Kontekst

Over halvdelen af EU-28's energi kommer fra lande uden for EU, og denne andel har generelt været stigende i de seneste årtier (selv om der er tegn på, at afhængighedsgraden har stabiliseret sig i de senere år). Meget af den energi, der importeres til EU, kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlandene har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år Bekymringer over forsyningssikkerheden fra Rusland er vokset yderligere i takt med konflikten i Ukraine. Formålet med nye foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev desuden etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen initiativet Energi 2020: En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi (COM(2010) 639 final). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at skabe et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere (f.eks. at tilstræbe gode forbindelser til EU's eksterne leverandører af energi og energitransitlande). Dette arbejde er blevet udviklet yderligere gennem en energistrategi for 2030, der fastsætter politikrammen for klima- og energipolitikken frem til 2030 (på engelsk) og en køreplan for energi for 2050 (på engelsk), der fastlægger et langsigtet mål om at reducere EU's drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050.

EU arbejder også på at integrere nabolandene i sit interne energimarked gennem Energifællesskabet, der blev oprettet i oktober 2005. Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, og den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at føre gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU). Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en måde at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog Kommissionen meddelelsen EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU (COM(2011) 539 final).

Som reaktion på de vedvarende bekymringer omkring EU's afhængighed af energiimport offentliggjorde Kommissionen i maj 2014 sin Energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330 final), som skal sikre en stabil og rigelig energiforsyning. I strategien ses der på kortsigtede foranstaltninger, der er rettet mod virkningen af en afbrydelse af gasimporten fra Rusland eller forstyrrelse af import gennem Ukraine, såvel som på de langsigtede udfordringer vedrørende forsyningssikkerhed, og der foreslås handling på fem områder, herunder ved en forøgelse af EU's energiproduktion og diversificering af leverandørlandene og ruterne og tale med én stemme i den eksterne energipolitik. I 2015 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (COM(2015) 80 final), hvorefter et vigtigt aspekt af sikringen af energisikkerhed (navnlig for gas) er, at aftaler om køb af energi fra tredjelande skal overholde EU-lovgivningen fuldt ud. Dette blev i februar 2016 efterfulgt af Kommissionens forslag til nye bestemmelser om EU's naturgasforsyningssikkerhed (COM(2016) 52 final) og nye bestemmelser om energiaftaler mellem EU-lande og tredjelande (COM(2016) 53 final).