Archive:Energiproduktion og -import

Data fra juni 2017. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: september 2018.

Tabel 1: Energiproduktion, 2005 and 2015
(mio. ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

Figur 1: Produktion af primær energi, EU-28, 2015
(% af samlet produktion, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (nrg_107a)

Graf 2: Udvikling i produktionen af primær energi (efter brændselstype), EU-28, 2005-2015
(2005 = 100, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2005-2015
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (demo_pjan)

Tabel 3: Import af primær energi efter vigtigste oprindelseslande, EU-28, 2005-2015
(% af import fra lande uden for EU-28)
Kilde: Eurostat (nrg_122a), (nrg_123a) og (nrg_124a)

Graf 3: Energiafhængighedsgrad, EU-28, 2005-2015
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a), (nrg_102a) og (nrg_103a)

Graf 4: Energiafhængighedsgrad – alle produkter, 2005 og 2015
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (tsdcc310)

Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og på det seneste af gas, giver anledning til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel omhandler produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra tredjelande. Mere end halvdelen (54,0 %) af det interne bruttoenergiforbrug i EU-28 i 2015 stammede fra importerede kilder.

Vigtigste statistiske resultater

Primærproduktion

Produktionen af primær energi i EU-28 udgjorde i alt 767 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) i 2015 – se tabel 1. Dette var 0,8 % lavere end året før og fortsatte dermed den generelle nedadgående udvikling, der er blevet observeret i de senere år med 2010 som den vigtigste undtagelse, da produktionen voksede igen efter et relativt kraftigt fald i energiproduktionen i 2009, der faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise. Set over en længere periode var produktionen af primær energi i EU-28 15,2 % lavere i 2015 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående udvikling i produktionen af primær energi i EU-28 kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne, og/eller at producenter anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

I 2015 havde Frankrig den største produktion af primær energi i EU-medlemsstaterne svarende til en andel på 17,8 % af den samlede produktion i EU-28, efterfulgt af Tyskland (15,6 %) og Det Forenede Kongerige (15,4 %). Den største forandring sammenlignet med ti år tidligere var faldet i Det Forenede Kongeriges og Danmarks andele på 7,1 og 1,4 procentpoint og stigningerne på 2,8 og 1,4 procentpoint i Frankrigs og Italiens andele. De øvrige medlemsstaters relative andele varierede ikke med mere end +/-1,0 procentpoint. Bortset fra Det Forenede Kongerige og Danmark faldt andelene i den vurderede periode kun for Nederlandene, Belgien og Litauen.

I absolutte tal oplevede halvdelen af EU-medlemsstaterne en udvidelse af deres produktion af primær energi i de ti år frem til 2015. Den største produktionsudvidelse blev registreret i Italien (en stigning på 5,9 Mtoe) efterfulgt af Spanien (3,4 Mtoe), Østrig (2,2 Mtoe), Portugal og Estland (begge 1,7 Mtoe). Derimod faldt produktionen af primær energi i Det Forenede Kongerige med hele 85,7 Mtoe, og Tyskland (-17,0 Mtoe), Danmark (-15,1 Mtoe), Nederlandene (-14,9 Mtoe) og Polen (-10,5 Mtoe) rapporterede også fald på mere end 10,0 Mtoe.

I 2015 var produktionen af primær energi i EU-28 spredt ud over en række forskellige energikilder, hvoraf atomenergi var den vigtigste ud fra størrelsen af dens bidrag (28,9 % af den samlede produktion). Atomenergiens betydning var særlig stor i Frankrig, hvor den stod for mere end fire femtedele (82,5 %) af den nationale produktion af primær energi, mens denne andel var lige under to tredjedele (65,0 %) i Belgien og over tre femtedele i Slovakiet (62,6 %). Atomenergis andel af produktionen af primærenergi var under halvdelen af den samlede produktion i de andre lande, og der var ikke noget bidrag fra atomenergi i 14 af EU-medlemsstaterne. Den tyske regering har bekendtgjort, at alle kernereaktorer i Tyskland skal lukkes inden 2022.

I 2014 kom mere end en fjerdedel (26,7 %) af EU-28's samlede produktion af primær energi fra vedvarende energikilder, mens andelen for fast brændsel (18,9 %, hovedsagelig kul) var lige under en femtedel, og andelen for naturgas var noget mindre (14,0 %). Råolie (9,8 %) var den eneste anden hovedkilde til produktion af primær energi (se graf 1).

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper i EU-28. Denne vækst var forholdsvis ensartet i perioden 2005-2015 med en mindre nedgang i produktionen i 2011 (se graf 2). Produktionen af vedvarende energi steg med 71,0 % i denne tiårsperiode, og den erstattede i en vis udstrækning produktionen af andre energikilder. Derimod faldt produktionsniveauerne for de øvrige kilder. De største fald blev konstateret for råolie (-43,9 %), naturgas (-43,5 %) og fast brændsel (-25,7 %), med et mere beskedent fald på 14,1 % for atomenergi.

Import

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad er blevet afhængig af primær energiimport for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den finansielle og økonomiske krise. EU-28's import af primær energi oversteg eksporten med omkring 902 Mtoe i 2015. De største nettoimportører af primær energi var generelt de folkerigeste EU-medlemsstater med undtagelse af Polen (hvor der fortsat er indenlandske kulreserver). Danmark var i 2005 den eneste nettoeksportør af primær energi blandt EU-medlemsstaterne, men i 2013 oversteg den danske energiimport eksporten, således at der ikke længere var nogen EU-medlemsstater, der var nettoenergieksportører (se tabel 2). Set i forhold til befolkningens størrelse var de største nettoimportører i 2015 Luxembourg, Malta og Belgien.

Oprindelsen af EU-28's energiimport har ændret sig en del i de senere år, selv om Rusland har bevaret sin position som hovedleverandør af råolie og naturgas (selv om Ruslands andel er gået noget ned i de seneste år) og samtidig er blevet den førende leverandør af fast brændsel (se tabel 3).

I 2015 kom omkring 25,8 % af EU-28's import af fast brændsel fra Rusland: Rusland blev hovedleverandør af fast brændsel i 2006 og overhalede dermed Sydafrika. Ruslands andel af EU-28's import af fast brændsel steg gradvist fra 20,2 % i 2005 til et relativt maksimum på 26,2 % i 2009, inden den faldt drastisk i 2010 og efterfølgende igen steg til 25,9 % i 2013. De sidste to år har andelen været næsten uændret. Mellem 2005 og 2015 mere end fordobledes andelen af EU-28's import af fast brændsel fra Columbia og USA, hvor sidstnævnte steg fra 10,0 % til 21,3 % af den samlede import, og sidstnævnte steg fra 6,5 % til 14,0 % af den samlede import. Sydafrika tegnede sig for størstedelen af EU-28's import af fast brændsel i 2005 (21,4 % af den samlede import), men dets andel var faldet til 6,9 % i 2011 og har siden været stabil.

Rusland tegner sig også for størstedelen af EU-28's import af råolie. Ruslands andel var 30,5 % i 2005 og steg gradvis til et maksimum på 32,8 % i 2011, inden den faldt til 27,7 % i 2015. I den samme periode faldt andelen af EU-28's import af råolie fra Norge, hvis andel faldt fra 15,6 % i 2005 til 11,4 % i 2015. De relative andele af EU-28's import af råolie fra Aserbajdsjan (mere end en firdobling), Irak (3,7-dobling), Angola (3,5-doblingfold) og Nigeria (2,7-dobling) steg meget hurtigt mellem 2005 og 2015.

I modsætning hertil faldt Ruslands andel af EU-28's import af naturgas fra 34,6 % til 26,8 % mellem 2005 og 2010, men denne udvikling vendte, og der blev registreret et relativt maksimum på 32,4 % i 2013, hvorefter andelen er faldet til lidt under 30,0 %. I de ti år, der vises i tabel 3, var Norge den andenstørste leverandør af importeret naturgas til EU, idet Norges andel steg fra omkring en femtedel (20,2 % i 2005) til mere end en fjerdedel (25,9 % i 2015). Andelen af EU-28's import af naturgas fra Algeriet blev næsten halveret mellem 2005 og 2015, mens andelen fra Qatar blev næsten femdoblet.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en stor andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Næste to tredjedele (64,1 %) af EU-28's import af naturgas i 2015 kom fra Rusland, Norge eller Algeriet. En tilsvarende analyse viser, at 61,0 % af EU-28's import af fast brændsel kom fra Rusland, Columbia og USA, mens importen af råolie var lidt mindre koncentreret blandt hovedleverandørerne, idet Rusland, Norge og Nigeria tegnede sig for 47,1 % af EU-28's import.

EU-28's afhængighed af energiimport steg fra lidt mere end 40 % af bruttoenergiforbruget i 1990 til 54,0 % i 2015 (se graf 3). Siden 2004 har EU-28's nettoenergiimport været større end den primære produktion i EU-28. Med andre ord blev mere end halvdelen af EU-28's interne bruttoenergiforbrug dækket af nettoimport, og afhængighedsgraden oversteg 50,0 %.

Tallet for 2015 markerede en lille nedgang i afhængighedsgraden, som toppede relativt med 54,5 % i 2008. EU-28's energiafhængighedsgrad steg dog med 0,9 procentpoint mellem 2013 og 2015. En nærmere undersøgelse viser, at de højeste grader i 2015 blev registreret for råolie (88,8 %) og naturgas (69,1 %), mens den seneste grad, der foreligger for fast brændsel, var 42,8 %.

I det sidste årti (mellem 2005 og 2015) voksede EU's afhængighed af tredjelande med 12,0 procentpoint for så vidt angår levering af naturgas, hvilket var en kraftigere vækst end væksten i afhængighed af råolie (en stigning på 6,4 procentpoint) og fast brændsel (en stigning på 3,4 procentpoint).

Eftersom Danmark ikke længere var nettoeksportør, blev dets energiafhængighedsgrad atter positiv i 2013, og den forblev positiv i 2014 og 2015, hvilket også var tilfældet i alle de andre EU-medlemsstater (se graf 4). De laveste energiafhængighedsgrader i 2015 blev registreret for Estland, Danmark, Rumænien og Polen (de eneste medlemsstater, der indberettede afhængighedsgrader under 30,0 %). Cypern, Malta og Luxembourg var med afhængighedsgrader over 90,0 % (næsten) helt afhængige af primær energiimport.

Ifølge en analyse af udviklingen mellem 2005 og 2015 blev Danmark, Det Forenede Kongerige, Litauen, Nederlandene og Polen mere afhængige af energiimport for at dække deres interne bruttoforbrug. Disse mønstre kan generelt tilskrives en nedgang i den primære energiproduktion (som skyldes udtømningen af råvareforsyningerne). Afhængigheden steg også, dog mindre markant, i Belgien, Tjekkiet, Grækenland og Tyskland. Alle de øvrige EU-medlemsstater registrerede et faldt i deres energiafhængighedsgrader mellem 2005 og 2015. Den mest drastiske ændring blev registreret i Estland, hvor graden faldt fra 26,1 % til 7,4 %. Afhængighedsgraden faldt også med mere end 10,0 procentpoint i Letland, Bulgarien, Portugal, Østrig og Rumænien som følge af en kombination af forbedringer af energieffektiviteten og/eller et ændret energimix med mere vægt på primær produktion fra vedvarende energikilder.

Datakilder og adgang til data

Energiråvarer udvundet direkte fra naturlige ressourcer kaldes primære energikilder, mens energiråvarer, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primære energikilder og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for nuklear energi. Den beregnes enten på basis af den faktiske producerede varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Import omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra det nationale område.

Kontekst

Energisikkerhed

Mere end halvdelen af EU-28's energi kommer fra lande uden for EU, og denne andel har generelt været stigende i de seneste årtier (selv om der er nogle tegn på, at afhængighedsgraden har stabiliseret sig i de seneste år). Meget af den energi, der importeres til EU, kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlande har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år. Bekymringer over forsyningssikkerheden fra Rusland er vokset yderligere i takt med konflikten i Ukraine. Formålet med nye foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev desuden etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen initiativet Energi 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi (KOM(2010) 639 endelig). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at opnå et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere (f.eks. at tilstræbe gode forbindelser til EU's eksterne leverandører af energi og energitransitlande). Dette arbejde er blevet udviklet yderligere gennem en energistrategi for 2030, der fastsætter politikrammen for klima- og energipolitikken frem til 2030 (på engelsk) og en køreplan for energi for 2050 (på engelsk), der fastlægger et langsigtet mål om at reducere EU's drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050.

EU arbejder også på at integrere nabolandene i sit interne energimarked gennem Energifællesskabet (på engelsk) (oprettet i oktober 2005). Et bredt mix af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, og den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at bringe gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU). Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en måde til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog Kommissionen meddelelsen EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU (KOM(2011) 539 endelig).

Som et modsvar på fortsatte bekymringer omkring EU's afhængighed af energiimport offentliggjorde Kommissionen i maj 2014 sin energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330 final), som skal sikre en stabil og rigelig energiforsyning. I strategien ses der på kortsigtede foranstaltninger, der er rettet mod virkningen af et stop i gasimport fra Rusland eller en afbrydelse af import gennem Ukraine, såvel som på de langsigtede udfordringer vedrørende forsyningssikkerhed, og der foreslås handling på fem områder, herunder ved en forøgelse af EU's energiproduktion og diversificering af leverandørlandene og -ruterne og indførsel af princippet om at tale med én stemme i den eksterne energipolitik. I 2015 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (COM(2015) 80 final), hvorefter et vigtigt aspekt af sikringen af energisikkerhed (navnlig for gas) er, at aftaler om køb af energi fra tredjelande skal overholde EU-lovgivningen fuldt ud. Denne blev i februar 2016 efterfulgt af Kommissionens forslag til nye bestemmelser om EU's naturgasforsyningssikkerhed (COM(2016) 52 final) og nye bestemmelser om energiaftaler mellem EU-lande og tredjelande (COM(2016) 53 final).