Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra den 21 . april 2015. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: sidst i januar/først i februar 2016.

Graf 1: Offentlig saldo, 2013 og 2014 (¹)
(nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127)

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2011–2014 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127) og (tsdde410)

Graf 2: Den offentlige sektors gæld, 2013 og 2014 (¹)
(konsolideret bruttogæld for offentlig forvaltning og service, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tsdde410)

Graf 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2006–2014 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2006–2014 (¹)
(mia. EUR)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 5: Den offentlige sektors indtægter og udgifter, 2014 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2014 (¹)
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2014 (¹)
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2014 (¹)
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2014 (¹)
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 10: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-28, 2006–2014 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2014 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Denne artikel gennemgår, hvordan nøgleindikatorer for offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og i euroområdet. Den omhandler specifikt offentlige (det offentlige) underskud, den offentlige sektors bruttogæld, indtægter og udgifter samt skatter og bidrag til sociale ordninger, som er den offentlige sektors primære indtægtskilder.

Disse statistikker danner et vigtigt grundlag for vurderingen af en medlemsstats økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt (SVP) har EU-medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin — herunder muligheden for sanktioner — som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed.

Vigtigste statistiske resultater

I 2014 faldt det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-28 og euroområdet (EA-19) sammenlignet med 2013, mens den offentlige sektors gæld steg (både i forhold til BNP og i absolutte tal).

Det offentlige underskud

I EU-28 faldt det offentlige underskud i procent af BNP fra 3,2 % i 2013 til 2,9 % i 2014, og i EA-19 faldt det fra 2,9 % til 2,4 %. Fire medlemsstater — Danmark, Tyskland, Estland og Luxembourg — registrerede offentlige overskud i 2014. Derudover var der 11 EU-medlemsstater, nemlig Bulgarien, Tjekkiet, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Rumænien, Slovakiet og Sverige, der registrerede underskud i 2014 på mindre end 3,0 % af BNP (se graf 1).

Italien registrerede et underskud på 3,0 % af BNP i 2014. Underskuddene var større end 3,0 % af BNP i 12 EU-medlemsstater i 2014. De største offentlige underskud (i % af BNP) blev registreret i Cypern (8,8 %), Spanien (5,8 %), Kroatien og Det Forenede Kongerige (begge 5,7 %). Blandt de 12 medlemsstater med underskud større end 3,0 % af BNP havde 10 også indberettet underskud større end 3,0 % for hvert af de tre foregående år og dermed for hele indberetningsperioden vist i tabel 1.

Offentlige underskud (i forhold til BNP) faldt i 10 medlemsstater i 2014 sammenlignet med 2013. To medlemsstater — Nederlandene og Det Forenede Kongerige — registrerede de samme underskud i 2014 som i 2013. Estland og Danmark gik fra at have underskud i 2013 til at have overskud i 2014. Tyskland registrerede et overskud, der var en anelse højere i 2014 end i 2013, mens overskuddet registreret i Luxembourg faldt en anelse mellem 2013 og 2014. De øvrige 12 EU-medlemsstater registrerede større underskud i 2014 end i 2013.

Den offentlige gæld

I EU-28 steg den offentlige gæld i forhold til BNP fra 85,5 % ved udgangen af 2013 til 86,8 % ved udgangen af 2014, og i EA-19 steg den fra 90,9 % til 91,9 %. I alt 16 EU-medlemsstater indberettede en gæld på over 60 % af BNP i 2014. Ved udgangen af 2014 blev den laveste offentlige gæld i forhold til BNP registreret i Estland (10,6 %), Luxembourg (23,6 %) og Bulgarien (27,6 %) — se graf 2.

I 2014 steg den offentlige gæld i forhold til BNP for 20 EU-medlemsstater sammenlignet med 2013, mens den offentlige gæld faldt for otte medlemsstater: Irland (13,5 procentpoint af BNP), Polen (5,6 procentpoint af BNP), Tjekkiet, Tyskland, Malta, Slovakiet, Ungarn og Luxembourg. De højeste stigninger i gæld fra 2013 til 2014 blev registreret i Slovenien (10,6 procentpoint) og Bulgarien (9,3 procentpoint).

De offentlige indtægter og udgifter

Betydningen af sektoren offentlig forvaltning og service i økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-28 udgjorde de samlede offentlige indtægter 45,2 % af BNP i 2014 (et fald fra 45,4 % af BNP i 2013), og de samlede udgifter udgjorde 48,1 % af BNP (et fald fra 48,6 % i 2013). I EA-19 udgjorde de samlede offentlige udgifter 49,0 % af BNP i 2014 (et fald fra 49,4 % af BNP i 2013), og de samlede indtægter udgjorde 46,6 % af BNP (uændret sammenlignet med 2013) — se graf 3.

De samlede udgifter som en procentdel af BNP i EU-28 og EA-19 faldt mellem 2006 og 2007, hvorefter de steg kraftigt mellem 2007 og 2009 til de nåede op på 50,3 % af BNP i EU-28 i 2009 og 50,6 % af BNP i EA-19. De samlede udgifter faldt dernæst i begge områder mellem 2009 og 2011, steg i 2012 og faldt derefter langsomt indtil 2014.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter langsomt i perioden fra 2006 til 2014 i både EU-28 og EA-19 (undtagen et svagt fald i EA-19 mellem 2010 og 2011; se graf 4). Indtægterne steg mere støt i hele perioden 2009-2014, hvilket førte til et fald i underskuddet. De offentlige indtægter faldt dog i begge områder mellem 2008 og 2009 med 378 mia. EUR i EU-28 og 155 mia. EUR i EA-19.

Mens de offentlige udgifter i EU-28 steg i alt med 543 mia. EUR mellem 2009 og 2014, var der en stigning på 958 mia. EUR i de offentlige indtægter i EU-28. Tilsvarende steg de offentlige udgifter i EA-19 med 264 mia. EUR i den samme periode, mens indtægterne steg med 595 mia. EUR.

Niveauet i de offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU's medlemsstater (se graf 5). I 2014 var EU-medlemsstaterne med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifter og indtægter som en procentdel af BNP (over 100 %) Danmark, Finland, Frankrig, Belgien, Sverige og Østrig. Norge registrerede også en andel på over 100 %. Seks af EU-medlemsstaterne — Rumænien, Litauen, Letland, Irland, Bulgarien og Estland — rapporterede relativt små kombinerede andele (under 80 % af BNP), hvilket Schweiz også gjorde blandt EFTA-landene.

I hele EU-28 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og nettobidrag til sociale ordninger (se graf 6). I 2014 udgjorde skatter 58,8 % af de samlede indtægter i EU-28 og 55,5 % i EA-19, mens nettobidrag til sociale ordninger udgjorde 29,8 % af de samlede indtægter i EU-28 og 33,3 % i EA-19. Markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion ("varesalg/honorarer" og bruttoinvesteringer for egen regning) udgjorde 6,9 % af de samlede indtægter i både EU-28 og EA-19. Formueindkomst (hovedsagelig renter, udbytte og leje) udgjorde 2,2 % af de samlede indtægter i EU-28 og 2,0 % i EA-19.

Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte EU-medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Slovakiet, Litauen, Tjekkiet og Slovenien i 2014, men 86,4 % af de samlede offentlige indtægter i Danmark og 77,9 % i Sverige (se graf 7).

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-28 i 2014 vedrørte indkomstomfordelingen gennem sociale overførsler i form af kontanter eller naturalier (se graf 8 og 9). Sociale overførsler (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion) udgjorde 43,6 % af de samlede udgifter i EU-28 og 47,1 % i EA-19. Aflønning af ansatte udgjorde 21,4 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 21,0 % i EA-19. Forbrug i produktionen udgjorde 13,4 % af de samlede udgifter i EU-28 og 10,7 % af de samlede udgifter i EA-19. Formueindkomst — som primært består af rentebetalinger — udgjorde 5,3 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 5,4 % i EA-19. Faste bruttoinvesteringer (primært investeringer) udgjorde 6,0 % af de samlede udgifter i EU-28 og 5,5 % i EA-19.

De vigtigste typer offentlige indtægter er løbende indkomst- og formueskatter mv., produktions- og importskatter og nettobidrag til sociale ordninger, idet kapitalskatter kun udgjorde 0,3 % af BNP i EU-28 i 2014. Produktions- og importskatterne udgjorde 13,5 % af BNP i 2014 for EU-28, løbende indkomst- og formueskatter mv. 12,9 % af BNP og nettobidrag til sociale ordninger 13,5 % af BNP. Disse tre skattekategoriers relative andele af BNP voksede i perioden 2010-2013 i EU-28, og væksten i løbende indkomst- og formueskatter mv. var den kraftigste (se graf 10). Faldet var dog også kraftigst i denne kategori under den økonomiske og finansielle krise.

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU's medlemsstater i 2014 (se graf 11). Som forventet var de medlemsstater, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de medlemsstater, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP). F.eks. blev de højeste indtægter i forhold til BNP i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger på 51,4 % i 2014 registreret i Danmark, og Frankrig og Belgien registrerede de næsthøjeste procentdele (henholdsvis 47,4 % og 46,2 %). Andelen af BNP, der udgjordes af sådanne indtægter, var under 30 % i fire EU-medlemsstater (Rumænien, Litauen, Bulgarien og Letland) samt Schweiz (2013-data).

Datakilder og adgang til data

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indgive tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af indberetningsprogrammet (på engelsk), som resulterer i indgivelsen af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater indsamlet for den offentlige sektor indgives til Eurostat to gange om året, mens statistik om COFOG-formål og detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger bør indgives henholdsvis inden for et år efter udgangen af referenceperioden og inden for ni måneder efter udgangen af referenceperioden.

Dataene i denne artikel svarer til de vigtigste indtægts- og udgiftsposter for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskabssystemet (ENS 2010). Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter — herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) — svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er saldoposten i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter alle institutionelle enheder, der er ikke-markedsproducenter, hvis produktion er bestemt til individuelt og kollektivt konsum og finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og alle institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og -formuen (ENS 2010 §2.111). Sektoren offentlig forvaltning og service opdeles i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (hvis relevant), kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde (hvis relevant).

Definition af vigtigste indikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelsen for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige bruttogæld ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., nettobidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af (offentligt) ansatte, sociale ydelser (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier for markedsproduktion indkøbt af sektoren offentlig forvaltning og sektoren non-profit institutioner rettet mod husholdninger ), renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Samlede offentlige udgifter er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., sociale ydelser bortset fra sociale overførsler i naturalier, sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion, andre løbende overførsler, korrektion for ændringer i pensionsrettigheder, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor inden for rammerne af ENS 2010 skal konsolideres for visse nationalregnskabstransaktioner. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler – elimineres eller udlignes. Delsektordata konsolideres inden for hver delsektor for disse transaktioner, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler, som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
nettobidrag til sociale ordninger, som omfatter alle faktiske arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger samt imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgivere betaler direkte samt yderligere to imputerede bidrag (husholdningernes supplerende bidrag til sociale ordninger og socialforsikringsordningernes administrationsgebyrer).

Kontekst

Den finansielle og økonomiske krise har skabt alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrører de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig landene i euroområdet. SVP har endvidere til formål at forhindre EU-medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i SVP: Underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige (eller bør falde til) 60 %. SVP blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver EU-medlemsstaterne Europa-Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Europa-Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.