Tog over grænsen: Samarbejdet kører bare!
- 01 January 2004
For nogle år siden gav tanken om en togrejse mellem Belfast og Dublin anledning til et resigneret suk, da forbindelsen led under ringe komfort og service under middel. I dag er turen både hurtigere, mere pålidelig og behagelig i moderne og velholdte vogne, hvilket har medført en stigning i antallet af rejsende.
I ønsket om at forbedre og integrere forbindelsen mellem de to hovedstæder iværksatte de to jernbaneselskaber (Iarnrod Eireann i Den Irske Republik og Northern Ireland Railways) i 1988 en fælles undersøgelse for at udarbejde en investeringsplan. Det lykkedes kun at få projektet på skinner først i 90'erne på grund af en finansiel støtte fra EU til udbedring af transportinfrastrukturerne inden for rammerne af de transeuropæiske net.
Projektet gjorde det nødvendigt at istandsætte sporene på en 182 km strækning og samtidig opgradere skinnerne (som nu svejses sammen i ét stykke), installere effektive elektroniske signalsystemer, udskifte 50 broer, jernbaneoverskæringer og togkrydsninger på banegårdene og renovere banegårdene Drogheda og Dundalk. Forbindelsen har nu fået nye togvogne, der er automatiserede og udstyret med klimaanlæg. Togene kører op til 150 km/t på visse strækninger, og rejsens varighed er reduceret med ca. et kvarter til 1t50min rejsetid med ekspresforbindelsen (ét stop) og ca. to timer med stop ved alle stationer. Selvom man har fået to nye og kraftigere motorvogne, når de ikke op på maksimalhastigheden på alle strækninger. Det skyldes geografiske hindringer såsom forsænkede spor, viadukter og skarpe sving og hastighedsbegrænsninger ved Drogheda og mellem Lisburn og grænsen. Den daglige rejsehyppighed er ikke desto mindre steget, og det årlige antal rejsende, der udgjorde 400 000 i 1993, passerede 700 000 i 1997 og er i dag 950 000. Der er registreret en tilsvarende stigning i indenrigstrafikken på begge sider af grænsen hos begge selskaber.
Et væsentligt aspekt ved projektet er, at servicen er gjort ensartet. Der er etableret et fælles driftssystem, en fælles marketingsindsats og samme beklædning for alle medarbejdere. Den nye Enterprise-tjeneste, der blev oprettet i 1997, er et mønstereksempel på grænseoverskridende samarbejde og udgør rygraden i udviklingen af øens jernbanesystemer. Denne teknisk krævende operation illustrerer både ud fra et menneskeligt og et økonomisk synspunkt, hvilke resultater der kan opnås med et grænseoverskridende samarbejde. Man har ikke blot forbedret det forretningsmæssige afkast på begge sider af grænsen, men også styrket de sociale forbindelser mellem de to hovedstæder og de byer, som ligger på strækningen.