Archive:Energiproduktion og -import

Data fra maj 2015. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: november 2016. Den engelske udgave er nyere.

Tabel 1: Energiproduktion, 2003 og 2013
(mio. ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

Graf 1: Produktion af primær energi, EU-28, 2013
(% af samlet produktion, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (nrg_107a)

Graf 2: Udvikling i produktionen af primær energi
(efter brændselstype), EU-28, 2003–2013
(2003 = 100, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a)

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2003–2013
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (demo_pjan)

Tabel 3: Import af primær energi efter vigtigste oprindelseslande, EU-28, 2003-2013
(% af extra-EU-28-import)
Kilde: Eurostat (nrg_122a), (nrg_123a) og (nrg_124a)

Tabel 4: Energiafhængighedsgrad, EU-28, 2003–2013
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a), (nrg_102a) og (nrg_103a)

Graf 3: Energiafhængighedsgrad — alle produkter, 2013
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (tsdcc310)

Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og på det seneste af gas, giver anledning til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel kigger på produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra tredjelande. Mere end halvdelen (53,2 %) af det interne bruttoenergiforbrug i EU-28 i 2013 stammede fra importerede kilder.

Vigtigste statistiske resultater

Primærproduktion

Produktionen af primær energi i EU-28 udgjorde i alt 790 mio. ton olieækvivalenter (toe) i 2013. Dermed fortsatte den generelle nedadgående udvikling, der er blevet observeret i de senere år med 2010 som den vigtigste undtagelse, da produktionen voksede igen efter et relativt kraftigt fald i 2009, der faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise. Set over en længere periode var produktionen af primær energi i EU-28 15,4 % lavere i 2013 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående udvikling i produktionen af primær energi i EU-28 kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne, og/eller at producenter anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

Frankrig havde den største produktion i 2013 af primær energi i EU-medlemsstaterne svarende til en andel på 17,1 % af den samlede produktion i EU-28, efterfulgt af Tyskland (15,3 %) og Det Forenede Kongerige (13,9 %). Den største forandring sammenlignet med ti år tidligere var faldet i Det Forenede Kongeriges andel, der gik ned fra 26,2 % — se tabel 1. De eneste andre medlemsstater, hvis andele faldt i denne periode, var Danmark (0,9 procentpoint) og Litauen (0,4 procentpoint). I absolutte tal blev de største stigninger i produktionen af primær energi i tiåret op til 2013 registreret i Nederlandene (en stigning på 11,0 mio. toe), Italien (9,1 mio. toe) og Sverige (4,3 mio. toe). Derimod faldt produktionen af primær energi i Det Forenede Kongerige med 135,4 mio. toe, mens Tyskland (-14,3 mio. toe) og Danmark (-11,6 mio. toe) var de eneste andre EU-medlemsstater, der indberettede tocifrede fald i deres produktionsniveau.

I 2013 var produktionen af primær energi i EU-28 spredt ud over en række forskellige energikilder, hvoraf den vigtigste i kraft af dens bidrag var atomenergi (28,7 % af den samlede produktion). Atomenergiens betydning var særlig stor i Frankrig, hvor den stod for mere end fire femtedele af den nationale produktion af primær energi, mens denne andel var tre fjerdedele i Belgien og to tredjedele i Slovakiet. Denne andel var under halvdelen i de andre lande, og der var ikke noget bidrag fra atomenergi i 14 af EU-medlemsstaterne. Tæt på en fjerdedel af EU-28's samlede produktion af primær energi var fra vedvarende energikilder (24,3 %), mens andelen for fast brændsel (19,7 %, hovedsagelig kul) var lige under en femtedel, og andelen for naturgas var noget mindre (16,7 %). Råolie (9,1 %) var den eneste anden hovedkilde til produktion af primær energi (se graf 1).

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper. Denne vækst var relativt stabil i de fleste år fra 2003 til 2013 med et svagt fald i 2011 (se graf 2). Produktionen af vedvarende energi steg med 88,4 % i denne tiårsperiode. Derimod faldt produktionsniveauerne for de andre primære energikilder generelt i denne periode. De største fald blev konstateret for råolie (54,0 %), naturgas (34,6 %) og fast brændsel (24,9 %), med et mere beskedent fald på 12,0 % for atomenergi.

Import

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste atomenergi førte til en situation, hvor EU i stigende grad var afhængig af primær energiimport for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den finansielle og økonomiske krise. EU-28's import af primær energi oversteg eksporten med omkring 909 mio. toe i 2013. De største nettoimportører af primær energi var generelt de folkerigeste EU-medlemsstater med undtagelse af Polen (hvor der fortsat er indenlandske kulreserver). Danmark havde siden 2004 været den eneste nettoeksportør af primær energi blandt medlemsstaterne, men i 2013 oversteg den danske energiimport eksporten, således at der ikke længere var nogen EU-medlemsstater, der var nettoenergieksportører (se tabel 2). Set i forhold til befolkningens størrelse var de største nettoimportører i 2013 Luxembourg, Malta og Belgien.

Oprindelsen af EU-28's energiimport har ændret sig en del i de senere år, idet Rusland har bevaret sin position som hovedleverandør af råolie og naturgas og samtidig er blevet den førende leverandør af fast brændsel (se tabel 3). Omkring 33,5 % af EU-28's import af råolie i 2013 var fra Rusland, hvilket var en anelse under andelene registreret mellem 2010 og 2012. Rusland blev hovedleverandør af fast brændsel i 2006 og overhalede dermed Sydafrika efter at have overhalet Australien i 2004 og Colombia i 2002. Ruslands andel af EU-28's import af fast brændsel steg fra 13,2 % i 2003 til 30,0 % i 2009, inden den faldt en del til 25,9 % i 2012 og igen voksede til 28,8 % i 2013. I modsætning hertil faldt Ruslands andel af EU-28's import af naturgas fra 44,8 % til 30,1 % mellem 2003 og 2010, men denne udvikling er vendt med stigninger derefter, der førte til en andel på 39,3 % i 2013. Norge forblev gennem de ti år, der er vist i tabel 3, den næststørste leverandør af EU's import af råolie og naturgas.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en stor andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Mere end to tredjedele (69,1 %) af EU-28's import af naturgas i 2013 kom fra Rusland eller Norge – som sådan var der en større koncentration af importen end i de to foregående år, eftersom de samme to lande tegnede sig for 59,6 % af naturgasimporten i 2011 og 63,7 % i 2012. En tilsvarende analyse viser, at 53,8 % af EU-28's import af råolie kom fra Rusland, Norge og Saudi-Arabien i 2013, mens 73,1 % af importen af stenkul kom fra Rusland, Colombia og USA. Der var mellem 2003 og 2013 tegn på nye partnerlandes indtræden på markedet, selv om importmængderne herfra fortsat er forholdsvis små. Dette var navnlig tilfældet for import af råolie fra Nigeria, Kasakhstan, Aserbajdsjan og Irak eller import af naturgas fra Qatar og Libyen.

EU-28's afhængighed af energiimport steg fra mindre end 40 % af bruttoenergiforbruget i 1980'erne til 53,2 % i 2013 (se tabel 4). Dette seneste tal repræsenterede en lille nedgang i afhængighedsgraden, der var på hele 54,7 % i 2008. De højeste energiafhængighedsgrader i 2013 blev registreret for råolie (88,4 %) og for naturgas (65,3 %). I det sidste tiår (mellem 2003 og 2013) voksede EU's afhængighed af tredjelande 13,3 procentpoint vedrørende levering af naturgas, hvilket skete hurtigere end væksten i afhængighed af råolie (9,9 procentpoint) og fast brændsel (9,2 procentpoint). Siden 2004 har EU-28's nettoenergiimport været større end den primære produktion. Med andre ord blev mere end halvdelen af EU-28's interne bruttoenergiforbrug dækket af nettoimport.

Eftersom Danmark ikke længere var nettoeksportør, blev dets energiafhængighedsgrad atter positiv i 2013, som det var tilfældet i alle de andre EU-medlemsstater (se graf 3). De mindste energiafhængighedsgrader blev registreret for Estland, Danmark, Rumænien, Polen, Nederlandene og Tjekkiet (de eneste andre medlemsstater, der indberettede afhængighedsgrader under 30,0 %). Malta, Luxembourg og Cypern var (næsten) fuldstændig afhængige af importeret primær energi.

Datakilder og adgang til data

Energiråvarer udvundet direkte fra naturlige ressourcer kaldes primære energikilder, mens energiråvarer, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primær energi og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes atomkraft. Den beregnes enten på basis af den faktiske producerede varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Import omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra det nationale område.

Kontekst

Energisikkerhed

Mere end halvdelen af EU-28's energi kommer fra lande uden for EU, og denne andel har generelt været stigende i det seneste årti. Meget af denne energi kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlande har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år. Bekymringer over forsyningssikkerheden fra Rusland er vokset yderligere i takt med konflikten i Ukraine.

Som svar på den russisk-ukrainske gaskrise i januar 2009 blev lovgivningsrammen vedrørende forsyningssikkerheden gennemgået, og i september 2009 vedtog Rådet for den Europæiske Union direktiv 2009/119/EF om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter. Formålet med disse foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen initiativet "Energi - 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi" KOM(2010) 639 endelig). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at opnå et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere. En af prioriteterne er at søge at have gode forbindelser til EU's eksterne leverandører af energi og energitransitlande. EU arbejder også på at integrere nabolandene i sit interne energimarked gennem Energifællesskabet (oprettet i oktober 2005). Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en måde til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog Europa-Kommissionen meddelelsen "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU" (KOM(2011) 539 endelig).

Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, og den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at bringe gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU).

Som et modsvar på fortsatte bekymringer omkring EU's afhængighed af energiimport offentliggjorde Europa-Kommissionen i maj 2014 sin energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330), som skal sikre en stabil og rigelig energiforsyning. Såvel som kortsigtede foranstaltninger, der er rettet mod virkningen af et stop i gasimport fra Rusland eller en afbrydelse af import gennem Ukraine, ses der i strategien på de langsigtede udfordringer vedrørende forsyningssikkerhed, og der foreslås handling på fem områder, herunder ved en forøgelse af EU's energiproduktion og diversificering af leverandørlandene og -ruterne og indførsel af princippet om at tale med én stemme i den eksterne energipolitik.