Statistics Explained

Archive:Energiproduktion og -import

Revision as of 11:33, 2 September 2020 by EXT-A-Redpath (talk | contribs)



Data fra juni 2019.

Planlagt opdatering af artiklen: oktober 2020.

Den engelske udgave er nyere.

Highlights

Produktionen af primær energi i EU var 12 % lavere i 2017 end ti år tidligere.
Rusland var hovedleverandør til EU af råolie, naturgas og stenkul i 2017.
[[File:Energy production and imports-FP2020-interactive-DA.XLSX]]

Udvikling i produktionen af primær energi (efter brændselstype), EU-28, 2007-2017


Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og naturgas, giver anledning til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel omhandler produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra tredjelande. Over halvdelen (55,1 %) af det samlede energiforbrug i EU-28 i 2017 stammede fra importerede kilder.

Full article

Produktionen af primær energi faldt mellem 2007 og 2017

Produktionen af primær energi i EU-28 udgjorde i alt 758 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) i 2017 – se tabel 1. Dette var 0,1 % lavere end året før og fortsatte dermed den generelle nedadgående udvikling, der er blevet observeret i de senere år med 2010 som den eneste undtagelse, da produktionen voksede igen efter et relativt kraftigt fald i energiproduktionen i 2009, der faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise. Set over en længere periode var produktionen af primær energi i EU-28 12,1 % lavere i 2017 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående udvikling i produktionen af primær energi i EU-28 kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne og/eller, at producenterne anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

I 2017 var det Frankrig, der havde den højeste produktion af primær energi blandt EU-medlemsstaterne, med en andel på 17,4 % af den samlede produktion i EU-28, efterfulgt af Det Forenede Kongerige (15,6 %) og Tyskland (15,3 %). Nogle af de største forandringer sammenlignet med ti år tidligere var stigningen i Italiens, Spaniens og Sveriges andele på hhv. 17,8, 13,5 og 11,3 procentpoint, og faldet i Danmarks, Det Forenede Kongeriges og Nederlandenes andele på hhv. 41,7, 32,8 og 30,7 procentpoint.

I absolutte tal registrerede 17 af de 28 EU-medlemsstater en udvidelse af deres produktion af primær energi i perioden 2007 til 2017. Den største produktionsudvidelse blev registreret i Italien (en stigning på 5,5 Mtoe) efterfulgt af Spanien (4,1 Mtoe), Sverige (3,7 Mtoe), Irland (3,4 Mtoe) og Finland (2,0 Mtoe). Derimod faldt produktionen af primær energi i Det Forenede Kongerige med hele 57,6 Mtoe, og Tyskland (-20,6 Mtoe), Nederlandene (-18,5 Mtoe) og Danmark (-11,3 Mtoe) rapporterede også fald på mere end 10 Mtoe.

Tabel 1: Energiproduktion, 2007 og 2017
(mio. ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

I 2017 var produktionen af primær energi i EU-28 spredt ud over en række forskellige energikilder, hvoraf vedvarende energikilder var de vigtigste ud fra størrelsen af deres bidrag, med mere end en fjerdedel (29,9 %) af den samlede produktion i EU-28.

Atomenergi kom på en andenplads, med 27,8 % af den samlede energiproduktion. Atomenergiens betydning var særlig stor i Frankrig, hvor den udgjorde næsten 79 % af den nationale produktion af primær energi, mens denne andel var næsten tre fjerdedele i Belgien og over tre femtedele i Slovakiet (62,6 %). Atomenergis andel af produktionen af primærenergi var under halvdelen af den samlede produktion i 11 andre medlemsstater. Der var ikke noget bidrag fra atomenergi i 14 af EU-medlemsstaterne.

Andelen af fast fossilt brændsel (16,4 %, overvejende kul) var på lige under en femtedel, og andelen af naturgas var noget lavere (13,6 %). Råolie (8,8 %) var den eneste anden hovedkilde til produktion af primær energi (se graf 1).


Graf 1: Produktion af primær energi, EU-28, 2017
(% af samlet produktion, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper i EU-28. Væksten var forholdsvis ensartet i perioden 2007-2017 med en mindre nedgang i produktionen i 2011 (se graf 2). Produktionen af vedvarende energi steg med 65,6 % i denne periode, og den erstattede i en vis udstrækning produktionen af andre energikilder. Derimod faldt produktionsniveauerne for de øvrige kilder. De største fald blev konstateret for naturgas (-39,4 %), råolie (-38,9 %) og fast fossilt brændsel (-30,5 %), med et mere beskedent fald på 12,8 % for atomenergi.

Graf 2: Udvikling i produktionen af primær energi (efter brændselstype), EU-28, 2007-2017
(2007 = 100, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_bal_c)

EU og dens medlemsstater er alle nettoimportører af energi

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste også atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad er blevet afhængig af import af primære energiprodukter samt sekundære afledte produkter, (f.eks. gas/dieselolie) for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den globale finansielle og økonomiske krise. EU-28's import af energi oversteg i 2017 eksporten med 948 Mtoe. De største nettoimportører af energi i absolutte tal vor Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien. Danmark var i 2007 den eneste nettoeksportør af energi blandt EU-medlemsstaterne, men i 2013 oversteg den danske energiimport eksporten, og denne tendens blev bekræftet i de følgende fire år indtil 2017. Derfor har alle 28 EU-medlemsstater siden 2013 været nettoimportører af energi (se tabel 2). Set i forhold til befolkningsstørrelsen var de største nettoimportører i 2017 Luxembourg, Malta og Belgien.

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2007-2017
Kilde: Eurostat (nrg_bal_s) og (demo_pjan)

Oprindelsen af EU-28's energiimport har ændret sig en del i de senere år. I hele perioden fra 2007 til 2017 har Rusland bevaret sin position som EU's hovedleverandør af de vigtigste primærenergiprodukter - stenkul, råolie og naturgas (se tabel 3).

Tabel 3: Import af primær energi efter vigtigste oprindelseslande, EU-28, 2007-2017
(% af import fra lande uden for EU-28)
Kilde: Eurostat (nrg_ti_sff), (nrg_ti_oil) og (nrg_ti_gas)

I 2017 kom omkring 38,9 % af EU's import af stenkul fra Rusland. Rusland har i det seneste årti hele tiden været den største leverandør af stenkul til EU. Mellem 2007 og 2015 blev andelen af EU-28's import af stenkul fra Colombia næsten fordoblet og steg fra 11,8 % til 22,2 % af den samlede import, men andelen faldt til 16,9 % i 2017. USA var i 2017 den tredjestørste leverandør af stenkul til EU-28, med en andel på 16,9 % af den samlede import.

Rusland tegner sig også for størstedelen af EU's import af råolie. Ruslands andel var på 33,7 % i 2007 og svingede mellem 34,7 % (som også var den højeste andel i 2011) og 29,0 % (den laveste andel i 2015). I 2017 var andelen 30,3 %. I den samme periode faldt andelen af EU-28's import af råolie fra Norge, hvis andel faldt fra 15,0 % i 2007 til 11,4 % i 2017. Den relative andel af råolieforsyning til EU-28 fra Irak og Kasakhstan steg kraftigt mellem 2007 og 2017, og nåede op på hhv. 8,2 % og 7,4 %, hvilket gjorde dem til hhv. den tredje- og fjerdestørste leverandør af råolie efter Saudi-Arabien.

Ruslands andel af EU's import af naturgas mellem 2007 og 2017 ændrede sig ikke (38,7 %). Den laveste andel blev registreret i 2010 (31,9 %), og den højeste andel i 2013 (41,1 %). I den periode, der vises i tabel 3, var Norge den andenstørste leverandør af importeret naturgas til EU, idet Norges andel langsomt faldt fra 28,1 % i 2007 til 25,3 % i 2017. Andelen af EU-28's import af naturgas fra Algeriet, den tredjestørste leverandør, faldt mellem 2007 og 2017, mens andelen fra Qatar blev mere end fordoblet.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en stor andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Næste tre fjerdedele (74,6 %) af EU-28's import af naturgas i 2017 kom fra Rusland, Norge og Algeriet. En tilsvarende analyse viser, at næsten tre fjerdedele (72,7 %) af EU-28's import af stenkul kom fra Rusland, Colombia og USA, mens importen af råolie var lidt mindre koncentreret blandt hovedleverandørerne, idet Rusland, Norge og Irak tegnede sig for næsten halvdelen (49,9 %) af EU-28's import.

Over halvdelen af EU-28's energibehov dækkes af import

EU-28's afhængighed af energiimport steg fra lidt mere end 44 % af det samlede energiforbrug i 1990 til 52,9 % i 2007 og dernæst til 55,1 % i 2017 (se graf 3). Siden 2004 har EU-28's nettoenergiimport været større end den primære produktion i EU-28. Med andre ord blev mere end halvdelen af EU-28's samlede energiforbrug dækket af nettoimport, og afhængighedsgraden oversteg 50,0 %.

I 2017 lå energiafhængighedsgraden på det højeste niveau nogensinde (55,1 %). Mellem 2007 og 2017 blev der observeret nogle få variationer: I 2008 blev der registreret et relativt toppunkt på 54,6 %, mens den laveste afhængighed på 52,7 % blev registreret i 2010. En nærmere undersøgelse viser, at de højeste grader i 2017 blev registreret for råolie (86,7 %) og naturgas (74,3 %), mens den seneste grad, der foreligger for fast fossilt brændsel, var 43,9 %.

Graf 3: Energiafhængighedsgrad, EU-28, 2007-2017
(nettoimport i % af det samlede energiforbrug, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_ind_id)

Mellem 2007 og 2017 steg EU's afhængighed af tredjelande med 14,8 procentpoint for så vidt angår levering af naturgas, hvilket var en meget kraftigere stigning end for afhængighed af råolie (en stigning på 4,2 procentpoint). I samme periode steg afhængigheden af fast fossilt brændsel en smule med 1,9 procentpoint.

Eftersom Danmark ikke længere var nettoeksportør, blev dets energiafhængighedsgrad positiv i 2013, og den forblev positiv i 2017, hvilket også var tilfældet i alle de andre EU-medlemsstater (se graf 4). De laveste energiafhængighedsgrader i 2017 blev registreret for Estland, Danmark, Rumænien og Sverige. Malta, Cypern og Luxembourg var (næsten) helt afhængige af primær energiimport med afhængighedsgrader på over 95,0 %.

Ifølge en analyse af udviklingen mellem 2007 og 2017 blev Danmark, Det Forenede Kongerige, Litauen, Nederlandene, Polen og Tjekkiet mere afhængige af energiimport for at dække deres samlede energiforbrug. Disse mønstre kan generelt tilskrives en nedgang i den primære energiproduktion (som skyldes udtømning af råstofforsyningerne). Afhængigheden steg også, dog mindre markant, i Tyskland, Malta, Ungarn, Kroatien, Cypern og Grækenland. Alle de øvrige EU-medlemsstater registrerede et fald i deres energiafhængighedsgrader mellem 2007 og 2017. Den mest drastiske ændring blev registreret i Estland, hvor graden faldt fra 27,1 % til 4,1 %. Afhængighedsgraden faldt også med over 10,0 procentpoint i Irland, Letland og Bulgarien som følge af en kombination af forbedringer af energieffektiviteten og/eller et ændret energimiks med større vægt på primær produktion fra vedvarende energikilder.

Graf 4: Energiafhængighedsgrad – alle produkter, 2007 og 2017
(nettoimport i % af det samlede energiforbrug, baseret på ton olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_ind_id)

Kildedata for tabeller og grafer

Datakilder

Energiprodukter udvundet direkte fra naturressourcer kaldes primære energikilder, mens energiprodukter, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primær energi og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for nuklear energi. Den beregnes enten på basis af den faktiske producerede varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden, såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne, anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Importen omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra det nationale område.

Kontekst

Over halvdelen af EU-28's energi kommer fra lande uden for EU, og denne andel har generelt været stigende i de seneste årtier (selv om der er tegn på, at afhængighedsgraden har stabiliseret sig i de senere år). Meget af den energi, der importeres til EU, kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlandene har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år Bekymringer over forsyningssikkerheden fra Rusland er vokset yderligere i takt med konflikten i Ukraine. Formålet med nye foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev desuden etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen initiativet Energi 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi (KOM(2010) 639 endelig). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at skabe et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere (f.eks. at tilstræbe gode forbindelser til EU's eksterne leverandører af energi og energitransitlande). Dette arbejde er blevet udviklet yderligere gennem en energistrategi for 2030 (på engelsk), der fastsætter politikrammen for klima- og energipolitikken frem til 2030 og en køreplan for energi for 2050 (på engelsk), der fastlægger et langsigtet mål om at reducere EU's drivhusgasemissioner med 80-95 % inden 2050.

EU arbejder også på at integrere nabolandene i sit interne energimarked gennem Energifællesskabet, der blev oprettet i oktober 2005. Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, og den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at føre gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU). Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en vej til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog EU-Kommissionen meddelelsen EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU (KOM(2011) 539 endelig).

Som et modsvar på fortsatte bekymringer omkring EU's afhængighed af energiimport offentliggjorde Kommissionen i maj 2014 sin energisikkerhedsstrategi (COM(2014) 330 final), som skal sikre en stabil og rigelig energiforsyning. I strategien ses der på kortsigtede foranstaltninger, der er rettet mod virkningen af en afbrydelse af gasimporten fra Rusland eller forstyrrelse af import gennem Ukraine, såvel som på de langsigtede udfordringer vedrørende forsyningssikkerhed, og der foreslås handling på fem områder, herunder ved en forøgelse af EU's energiproduktion og diversificering af leverandørlandene og ruterne og tale med én stemme i den eksterne energipolitik. I 2015 offentliggjorde Kommissionen meddelelsen En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik (COM(2015) 80 final), ifølge hvilken et vigtigt aspekt af sikringen af energisikkerhed (navnlig for gas) er, at aftaler om køb af energi fra tredjelande skal overholde EU-lovgivningen fuldt ud. Denne blev i februar 2016 efterfulgt af Kommissionens forslag til nye bestemmelser om EU's naturgasforsyningssikkerhed (COM(2016) 52 final) og nye bestemmelser om energiaftaler mellem EU-lande og tredjelande (COM(2016) 53 final).

Direct access to

Other articles
Tables
Database
Dedicated section
Publications
Methodology
Visualisations





Energy statistics - main indicators (t_nrg_indic)


Energy statistics - quantities, annual data (nrg_quanta)
Energy balances (nrg_bal)
Supply, transformation and consumption - commodity balances (nrg_cb)
Energy indicator (nrg_ind)
Energy infrastructure and capacities (nrg_inf)
Stocks (nrg_stk)
Trade by partner country (nrg_t)