Archive:Nationalregnskaber og BNP

Data hentet i maj 2015. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: august 2016.

Graf 1: BNP i markedspriser, 2004–2014
(mia. EUR)
Kilde: Eurostat (tec00001) og (nama_10_gdp)

Tabel 1: BNP i markedspriser, 2003–2004 og 2012–2014
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp), (nama_10_pc) og (tec00114)

Graf 2: BNP pr. indbygger i markedspriser, 2003 og 2013 (¹)
(EU-28 = 100; baseret på KKS pr. indbygger)
Kilde: Eurostat (tec00114)

Graf 3: Realvækst i BNP, 2004–2014
(ændring i % i forhold til det foregående år)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Tabel 2: Realvækst i BNP, 2004–2014
(ændring i % i forhold til det foregående år, gennemsnit 2004-2014)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Tabel 3: Bruttoværditilvækst i basispriser, 2003 og 2013
(% af den samlede bruttoværditilvækst)
Kilde: Eurostat (nama_nace10_c)

Graf 4: Bruttoværditilvækst, EU-28, 2004–2014
(2005 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10)

Graf 5: Bruttoværditilvækst, EU-28, 2004–2014
(2005 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10)

Graf 6: Arbejdsproduktivitet, EU-28, 2004 og 2014
(1 000 EUR pr. beskæftiget person)
Kilde: Eurostat (nama_10_a10) og (nama_10_a10e)

Tabel 4: Reel arbejdsproduktivitet, 2004–2014
(2010 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_lp_ulc)

Graf 7: Udgifter til konsum og bruttoinvesteringer i faste priser, EU-28, 2004–2014
(2005 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Graf 8: Årlig (reel) ændring
i BNP's udgiftskomponenter, EU-28, 2004–2014
(%)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Graf 9: BNP's udgiftskomponenter, EU-28, 2014
(andel i % af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) eller (tec00009), (tec00010), (tec00011) og (tec00110)

Graf 10: Faste bruttoinvesteringer, 2014
(andel i % af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp)

Tabel 5: Investeringer, 2003, 2008 og 2013
(andel i % af BNP)
Kilde: Eurostat (tsdec210)

Graf 11: Indkomstfordeling, 2014
(andel i % af BNP)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) eller (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Graf 12: Indkomstfordeling, EU-28, 2004–2014
(2005 = 100)
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) eller (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Tabel 6: Husholdningernes udgifter til forbrug, 2004, 2009 og 2014
Kilde: Eurostat (nama_10_gdp) og (nama_10_pc)

Nationalregnskaberne er kilden til en lang række velkendte økonomiske indikatorer, der er beskrevet i denne artikel. Bruttonationalproduktet (BNP) er det hyppigst anvendte mål for den samlede størrelse af en økonomi, mens afledte indikatorer såsom BNP pr. indbygger – f.eks. i euro eller justeret for forskelle i prisniveau – i vidt omfang anvendes til en sammenligning af levestandarden eller til overvågning af konvergensprocessen i den Europæiske Union (EU).

Desuden kan udviklingen af specifikke BNP-komponenter og dertil knyttede indikatorer, f.eks. økonomisk produktion, import og eksport, indenlandsk (privat og offentligt) forbrug eller investeringer, samt data om indkomst- og opsparingsfordelingen give et værdifuldt indblik i de vigtigste drivkræfter af økonomisk aktivitet og derved blive grundlaget for udformningen, overvågningen og evalueringen af specifikke EU-politikker.

Vigtigste statistiske resultater

Udvikling i BNP

Væksten i EU-28's BNP (i løbende priser) faldt betydeligt i 2008, og BNP faldt mærkbart i 2009 som følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der var et opsving i EU-28's BNP i 2010, og denne udvikling fortsatte (om end i et stadigt langsommere tempo) i 2011-2013, før væksten igen accelererede i 2014, da BNP i løbende priser steg med 3,0 %. BNP i EU-28 nåede i 2014 op på 13,9 billioner EUR (13 900 mia. EUR), omkring 6,2 % mere end i USA (se graf 1).

Euroområdet (EA-19) udgjorde 72,6 % af BNP i EU-28 i 2014, hvilket var et fald fra 75,8 % i 2009. Summen af de fem største økonomier i EU's medlemsstater (Tyskland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien og Spanien) var 71,4 % i 2014. Læg mærke til, at sammenligninger af landene bør foretages med forsigtighed, da især valutakursudsvingninger i væsentlig grad kan påvirke udviklingen i de nominelle BNP-tal, når de omregnes til en fælles valuta.

Det er mere hensigtsmæssigt at anvende BNP pr. indbygger i købekraftstandarder (KKS), idet BNP pr. indbygger er justeret for størrelsen af en økonomi set i forhold til befolkningstallet og også for forskelle i prisniveauerne i de forskellige lande, til at evaluere levestandarder. Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-28 i 2013 var 26 600 KKS, noget mere end det højdepunkt (25 900 KKS), der blev nået i 2008, før virkningerne af den finansielle og økonomiske krise for alvor slog igennem. De enkelte landes relative position kan udtrykkes ved en sammenligning med dette gennemsnit, hvor værdien for EU-28 sættes til at være lig med 100. Luxembourg havde den højeste værdi blandt EU's medlemsstater, hvor BNP pr. indbygger i KKS var mere end 2,6 gange gennemsnittet for EU-28 i 2013 (hvilket delvist skyldes den store betydning af grænsearbejdere fra Belgien, Frankrig og Tyskland). På den anden side var BNP i KKS pr. indbygger i Bulgarien mindre end halvdelen af gennemsnittet for EU-28 i 2013.

Selv om KKS-tal i princippet bør anvendes til sammenligninger inden for et enkelt år snarere end over tid, tyder udviklingen i disse tal i det sidste årti på, at en vis konvergens i levestandarden fandt sted, idet de fleste medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, rykkede tættere på EU-gennemsnittet trods visse tilbageskridt under den finansielle og økonomiske krise. Mens Luxembourg, Tyskland og Østrig rykkede yderligere foran gennemsnittet i EU-28, når man sammenligner situationen i 2013 med den i 2003, rykkede adskillige andre EU-15 medlemsstater, navnlig Det Forenede Kongerige, Irland, Frankrig og Belgien, tættere på EU-28-gennemsnittet (se graf 2), mens Italien og Spanien i den samme periode flyttede fra positioner over eller på niveau med gennemsnittet for EU-28 til positioner under gennemsnittet. Fra positioner under EU-28-gennemsnittet i 2003 tog Litauen, Rumænien, Estland, Slovakiet, Letland, Polen og Bulgarien de største skridt hen imod EU-28-gennemsnittet i 2013, mens Grækenland faldt yderligere under EU-28-gennemsnittet, lige som i mindre omfang Cypern og Slovenien.

Den globale finansielle og økonomiske krise medførte en alvorlig recession i EU og USA i 2009 (se graf 3) efterfulgt af et opsving i 2010. Den kommende krise var allerede synlig i 2008, da der var en relativt lille nedgang i BNP i faste priser i USA og et fald i stigningstakten i EU-28. BNP i faste priser faldt med 4,4 % i EU-28 i 2009, mens der var et fald på 2,8 % i USA. Med genopsvinget i EU-28 steg BNP i faste priser med 2,1 % i 2010, og dette blev fulgt af en yderligere stigning i 2011 på 1,7 %. BNP faldt dernæst med 0,5 % i 2012, og der var ingen forandring i 2013, før væksten vendte tilbage i 2014 (1,3 %). I euroområdet (EA-19) var de tilsvarende vækstrater i 2010 og 2011 lig raterne i EU-28, mens faldet i 2012 var kraftigere (0,8 %). Faldet varede ved i 2013 (0,4 %), før en svagere vækst (0,9 %) end i EU-28 vendte tilbage i 2014. I USA var opsvinget lidt kraftigere end i EU-28 i 2010 og sammenligneligt i 2011. Mens opsvinget fladede ud i EU-28 i 2012, fortsatte det i USA med en vækst på mere end 2,0 % i perioden 2012-2014.

Indenfor EU varierede væksten i BNP i faste priser betydeligt, både over tid og på tværs af medlemsstaterne. Efter en nedgang i alle EU-medlemsstaterne (på nær Polen) i 2009 kom den økonomiske vækst tilbage i 2010 i 22 medlemsstater, et mønster, som blev videreført i 2011, hvor der blev registreret realvækst i BNP i 24 af EU-medlemsstaterne. Denne udvikling blev dog vendt om i 2012, da lige under halvdelen (13) af medlemsstaterne rapporterede om økonomisk vækst, mens dette tal voksede til 17 i 2013 og 23 i 2014 (blandt de 27 lande, for hvilke tal er tilgængelige).

De højeste vækstrater i 2014 blev registreret i Irland (4,8 %), Ungarn (3,6 %), Malta (3,5 %) og Polen (3,4 %). Væksten i Spanien i 2014 (1,4 %) var marginalt bedre end EU-28-gennemsnittet (1,3 %), og det var den spanske økonomis første årlige vækst siden 2008. Selv om væksten i BNP i 2014 i Portugal (0,9 %) og Grækenland (0,8 %) var under gennemsnittet i EU-28, så var det den første årlige vækst siden 2010 for Portugal og den første for Grækenland siden 2007. Økonomierne i Cypern, Italien og Finland skrumpede for tredje år i træk i 2014, mens antallet af år i træk med fald i realbruttonationalproduktet steg til seks år i Kroatien: I tre af disse fire medlemsstater var faldet i 2014 relativt lille. Undtagelsen var Cypern, hvor BNP faldt med 2,3 %.

Analyseret i forhold til hele det sidste årti sænkede virkningerne af den finansielle og økonomiske krise de samlede resultater af EU-medlemsstaternes økonomier. De gennemsnitlige årlige vækstrater for EU-28 og euroområdet (EA-19) mellem 2004 og 2014 var henholdsvis 0,9 % og 0,7 %. Set på denne måde var den højeste vækst i Polen (med en gennemsnitlig vækst på 3,9 % om året) og Slovakiet (3,8 %) fulgt af Rumænien (2,7 %), Bulgarien, Letland og Malta (alle med en vækst på 2,5 %). Derimod var den samlede udvikling i BNP i faste priser negativ i Grækenland, Italien og Portugal i perioden fra 2004 til 2014.

Vigtigste BNP-aggregater

Ser man på BNP fra produktionssiden, giver tabel 3 en oversigt over den relative betydning af ti aktiviteter med hensyn til deres bidrag til bruttoværditilvæksten. Industriens andel af værditilvæksten i EU-28 faldt med 1,2 procentpoint til 19,1 % mellem 2003 og 2013, hvorved industrien lige akkurat forbliver foran handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (19,0 %), der også registrerede et fald i deres andel på 0,7 procentpoint i disse ti år. Derimod voksede offentlig administration, uddannelse og sundhed med 1,0 procentpoint til 19,4 % i 2013, hvorved deres aktivitet gik fra at være den tredjestørste til at være den største (i denne detaljeringsgrad) betragtet i forhold til værditilvækst. De næststørste aktiviteter i 2013 var virksomhed i forbindelse med fast ejendom (11,2 %) fulgt af liberale, videnskabelige, tekniske og administrative tjenester og hjælpetjenester (herefter forretningsservice) (10,4 %), bygge- og anlægssektoren (5,7 %), finansiering og forsikring (5,5 %) og information og kommunikation (4,5 %). De mindste bidrag kom fra forlystelser og andre tjenesteydelser (3,6 %) og landbrug, skovbrug og fiskeri (1,7 %).

Tjenesteydelser bidrog med 73,6 % af EU-28's samlede bruttoværditilvækst i 2013 sammenlignet med 71,5 % i 2003. Den relative betydning af tjenesteydelser var særligt høj i Luxembourg, Cypern, Malta, Grækenland, Frankrig (2012-data), Det Forenede Kongerige, Belgien og Danmark, hvor de tegnede sig for mere end tre fjerdedele af den samlede værditilvækst.

Strukturforandringer er - i det mindste delvis – en følge af fænomener såsom teknologiske ændringer, udviklingen i relative priser, outsourcing og globalisering og resulterer ofte i, at produktionsaktiviteter flyttes til regioner med lavere arbejdskraftomkostninger, både i og uden for EU. Adskillige aktiviteter blev særlig hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise og i kølvandet herpå. Industrien oplevede den kraftigste afmatning, idet værditilvæksten faldt med alt i alt 12,6 % i EU-28 (udtrykt i volumen) mellem 2007 og 2009. Industriproduktionen i EU-28 faldt yderligere 1,2 % mellem 2011 og 2013. Bygge- og anlægssektoren oplevede den største og længste afmatning, idet produktionen faldt med 18,4 % mellem 2007 og 2013, og produktionen faldt hvert eneste år i denne periode: Det betød, at stigningen på 0,7 % registreret for bygge- og anlægssektoren i 2014 var den første årlige vækst i syv år. Forretningsservice samt handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester oplevede også relativt kraftige fald i værditilvæksten i 2009 med fald på henholdsvis 7,1 % og 6,0 %. Handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester registrerede yderligere to små fald i produktionen i 2012 og 2013. Efter relativ stabilitet i 2009 faldt produktionen i landbrug, skovbrug og fiskeri i 2010 med 3,1 % og igen i 2012 med 4,2 %. Andre aktiviteter oplevede mindre fald i værditilvæksten under krisen, navnlig i 2009, 2010 og 2013 for finansiering og forsikring og for kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser (se graf 4). To af aktiviteterne vist i graf 4 og 5 registrerede ikke noget årligt fald i værditilvæksten i nogen af årene under krisen: fast ejendom, offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger.

Alle aktiviteter rapporterede en vækst i 2014 sammenlignet med 2013. Aktiviteterne med den kraftigste vækst var landbrug, skovbrug og fiskeri (2,8 %), forretningsservice (2,5 %) og handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (2,1 %), mens der blot blev registreret en vækst på 0,1 % for finansiering og forsikring.

Arbejdsproduktivitet

En analyse af arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget i tiåret fra 2004 til 2014 viser stigninger (i løbende priser) for alle aktiviteter, der primært strækker sig fra 16,9 % for handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester til 30,9 % for industri, med blot informations- og kommunikationstjenester (3,0 %) og forretningsservice (8,4 %) liggende under dette interval (se graf 6).

For at undgå virkningerne af inflation kan arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget også beregnes ved hjælp af produktionstal i faste priser. Data om udviklingen i produktiviteten målt enten pr. beskæftiget eller pr. arbejdstime er vist i tabel 4. Arbejdsproduktiviteten pr. beskæftiget person steg i faste priser mellem 2004 og 2014 i næsten alle EU-medlemsstater, idet kun Grækenland, Italien og Luxembourg (2004-2012) registrerede fald. Kroatien registrerede også et fald, men dette kan i det mindste delvist tilskrives et databrud i tidsserien. I den samme periode, fra 2004 til 2014, steg arbejdsproduktiviteten pr. arbejdstime i alle EU-medlemsstaterne, bortset fra Grækenland og Italien. Hvis man ser bort fra de medlemsstater, der har et brud i tidsserierne, så blev de største stigninger i begge de reelle arbejdsproduktivitetsforanstaltninger, der er vist i tabel 4, registreret i Bulgarien, Estland, Litauen og Slovakiet.

Forbrug og investeringer

Vedrørende en analyse af udviklingen af BNP-komponenter fra udgiftssiden kan det bemærkes, at de endelige forbrugsudgifter på tværs af EU-28 steg med 9,0 % udtrykt i mængde mellem 2004 og 2014 (se graf 7) trods mindre fald i 2009 og 2012. Det offentliges endelige forbrugsudgifter steg noget hurtigere med 13,0 % mellem 2004 og 2014. I den samme periode faldt bruttoinvesteringer med 1,8 %, hovedsageligt da der var kraftige fald i 2009, 2012 og 2013, mens væksten i eksport har oversteget væksten i import væsentligt i de senere år.

Efter at være faldet i 2009 steg forbrugsudgifterne i 2010 for husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (med 0,8 % udtrykt i mængde) og igen i 2011 (0,3 %), før de faldt igen i 2012 (0,7 %) og i 2013 (0.1 %). I 2014 steg disse udgifter med 1,3 %, hvilket er den største årlige stigning i faste priser siden 2007. I 2010 aftog vækstraten for offentlige udgifter i EU-28 udtrykt i mængde, og væksten forblev relativt stabil (idet den gik fra -0,2 % til 0,3 %) mellem 2011 og 2013, før der igen var en svag vækst i de offentlige udgifter i 2014 (1,0 %). Trods en stigning i 2011 (2,0 %) har de faste bruttoinvesteringer i EU-28 ikke genvundet det tabte terræn efter deres drastiske fald i 2009 (11,9 %), og en negativ vækst indtraf igen i 2012 og 2013. I 2014 steg de faste bruttoinvesteringer med 2,3 % i faste priser, hvilket er den største stigning siden 2007.

I løbende priser bidrog forbrugsudgifterne for husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger med 56,9 % af EU-28's BNP i 2014, mens andelen af det offentliges udgifter var 20,9 % og de faste bruttoinvesteringer 19,3 % (se graf 9).

Blandt EU-medlemsstaterne var der stor variation i graden af de samlede investeringer, og dette kan til dels afspejle forskellige faser af økonomisk udvikling samt vækstdynamikken i de senere år (se graf 10). I 2014 tegnede faste bruttoinvesteringer sig for 19,3 % af BNP i EU-28 og 19,5 % i euroområdet (EA-19). De var størst i Estland (25,8 %), Tjekkiet (25,3 %), Belgien, Sverige (begge 23,1 %) og Letland (23,0 %) og lavest i Cypern (10,8 %) og Grækenland (11,6 %).

Som det fremgår af tabel 5 blev langt størstedelen af investeringerne foretaget af den private sektor. I 2013 udgjorde investeringer fra virksomheder og husholdninger 16,7 % af EU-28's BNP, mens den tilsvarende andel for investeringer fra den offentlige sektor var 3,0 %. Relativt set var de offentlige investeringer størst i Estland (5,5 % af BNP), og erhvervslivets investeringer var størst i Bulgarien (17,8 %), mens husholdningernes investeringer var størst i Finland (6,4 %). Husholdningernes investeringer (som en andel af BNP) i 2013 var mærkbart mindre end i 2003 i Irland, Spanien og Cypern, mens de var mærkbart større i Rumænien (2012 sammenlignet med 2013). Af en lignende sammenligning fremgår det, at der var et relativt stort fald i Estland, Slovenien og Slovakiet for erhvervslivets investeringer.

Indkomst

Af en analyse af BNP i EU-28 med fokus på indkomstsiden fremgår det, at fordelingen mellem produktionsfaktorer af indkomst, der kommer fra produktionsprocessen, var domineret af aflønningen af ansatte, som udgjorde 47,9 % af BNP i 2014. Bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst var 40,2 % af BNP, mens andelen for skatter på produktion og import minus subsidier var 11,9 % (se graf 11). Rumænien havde den laveste andel for aflønning af ansatte set i forhold til BNP (31,3 %) fulgt af Grækenland (33,4 %), mens der blev registreret andele på 50,0 % eller mere i syv EU-medlemsstater med den største andel på 53,1 % i Danmark.

Af graf 12 (som er baseret på løbende priser) fremgår det, at indkomstaggregaterne op til 2011 eller 2012 havde genvundet de tab, der forekom under den finansielle og økonomiske krise. Aflønning af ansatte faldt med 2,9 % i 2009, men i 2014 var aflønningen 8,5 % højere, end den havde været i 2008. Der var allerede stagnation i 2008, hvad bruttooverskuddet af produktionen og de blandede indkomster angår fulgt af et fald på 7,9 % i 2009. Dette indkomstaggregat vendte i 2011 tilbage til et niveau, der lå over dets højeste niveau inden krisen (i 2008), og i 2014 var det 4,1 % over dette højeste niveau. Faldet i skatter på produktion og import minus subsidier startede allerede i 2008 (3,1 %) og accelererede i 2009 (-9,3 %). Disse tab blev genvundet inden 2011, og i 2014 lå dette indkomstaggregat 9,7 % over sit tidligere højdepunkt (2007).

Husholdningsforbrug

Husholdningernes udgifter til forbrug udgjorde mindst halvdelen af BNP i de fleste EU-medlemsstater i 2014. Denne andel var højest i Grækenland (69,5 %), Cypern (68,7 %), Portugal (64,0 %) og Litauen (63,7 %). I modsætning hertil var andelen lavest i Luxembourg (29,6 %, 2013-data), som ikke desto mindre havde langt de højeste gennemsnitlige husholdningsudgifter til forbrug pr. indbygger (24 600 EUR) – se tabel 6. I 2014 var de gennemsnitlige husholdningsudgifter til forbrug pr. indbygger i Finland 5 300 EUR højere end 10 år tidligere. De mindste stigninger i den samme periode blev registreret i Grækenland, Irland og Ungarn.

Datakilder og adgang til data

Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem (ENS) fastlægger metodologien for nationalregnskaber i EU. Den nuværende udgave — ESA 2010 (ENS 2010 på engelsk) — blev vedtaget i maj 2013, og den har været implementeret siden september 2014. Den er i fuld overensstemmelse med de internationale retningslinjer for nationalregnskaber 2008 SNA (på engelsk).

BNP og de vigtigste komponenter

Nationalregnskabernes vigtigste aggregater er sammenstillet ud fra institutionelle enheder, navnlig ikke-finansielle eller finansielle selskaber, den offentlige sektor, husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (NPIH).

Data på nationalregnskabsområdet omfatter oplysninger om BNP-komponenter, beskæftigelse, opsparing og aggregater for det endelige forbrug. Mange af disse variabler beregnes på årsbasis og kvartalsbasis.

BNP er det centrale mål for nationalregnskaberne, der viser en sammenfatning af den økonomiske situation i et land (eller region). Det kan beregnes på forskellige måder: outputtilgangen, udgiftstilgangen og indkomsttilgangen.

En analyse af BNP pr. indbygger fjerner virkningen af befolkningens absolutte størrelse og gør sammenligninger mellem forskellige lande lettere. BNP pr. indbygger er en bred økonomisk indikator for levestandard. BNP-data i nationale valutaer kan konverteres til købekraftstandarder (KKS) ved at bruge købekraftpariteter (KKP'er), der afspejler hver valutas købekraft, frem for at bruge markedets valutakurser. På denne måde elimineres prisniveauforskellene mellem landene. Mængdeindekset for BNP pr. indbygger i KKS udtrykkes i forhold til EU-28-gennemsnittet (sat til at være lig med 100). Hvis indekset i et land er højere/lavere end 100, er BNP pr. indbygger i dette land over/under EU-28-gennemsnittet. Dette indeks er beregnet til sammenligninger på tværs af lande snarere end sammenligninger over tid.

Beregningen af den årlige vækstrate for BNP i faste priser, dvs. ændringen af BNP udtrykt i mængder, sigter mod at muliggøre sammenligninger af dynamikken af den økonomiske udvikling både over tid og mellem økonomier af forskellig størrelse uanset prisniveauer.

Supplerende data

Økonomisk produktion kan også analyseres efter aktivitet. På det mest aggregerede analyseringsniveau er der ti NACE rev. 2-kategorier: landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri, industri, bygge- og anlæg, handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed, informations- og kommunikationstjenester, finansiering og forsikring, fast ejendom, liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser, administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester, offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser og aktiviteter for husholdninger og ekstraterritoriale organisationer og organer. En analyse af produktionen efter aktivitet over tid kan lettes ved at anvende mængdemåling – med andre ord ved at deflatere produktionsværdien for at fjerne virkningerne af prisændringer. Hver aktivitet deflateres individuelt for at afspejle prisændringerne for de forbundne produkter.

Endnu et sæt nationalregnskabsdata anvendes i forbindelse med analyser af konkurrenceevnen, nemlig indikatorer for arbejdskraftproduktiviteten, såsom arbejdsproduktivitetsmål. Produktivitetsmål udtrykt i KKS er særligt interessante for sammenligninger mellem landene. BNP pr. beskæftiget person har til formål at give et generelt indtryk af produktiviteten i de nationale økonomier. Man bør dog huske på, at denne indikator afhænger af strukturen i den samlede beskæftigelse og f.eks. kan reduceres ved en overførsel fra fuldtids- til deltidsarbejde. BNP pr. arbejdstime giver et klarere billede af produktiviteten, idet hyppigheden af deltidsbeskæftigelse varierer meget mellem landene og aktiviteterne.

Årlige oplysninger om husholdningsudgifter er tilgængelige fra nationalregnskaberne sammenstillet gennem en makroøkonomisk tilgang. En alternativ kilde til at analysere husholdningsudgifter er husstandsbudgetundersøgelser (HBS): Disse oplysninger fås ved at bede husstande om at registrere deres indkøb og er mere detaljerede i dækningen af varer og tjenester samt de typer socioøkonomisk analyse, der gøres tilgængelige. HBS udføres og offentliggøres kun hvert femte år – det sidste referenceår, der er tilgængeligt for tiden, er 2010.

Kontekst

Europæiske institutioner, regeringer, centralbanker og andre økonomiske og sociale aktører i den offentlige og den private sektor har brug for et sæt sammenlignelige og pålidelige statistikker som grundlag for deres afgørelser. Nationalregnskaber kan anvendes til forskellige former for analyse og evaluering. Brugen af internationalt accepterede begreber og definitioner giver mulighed for at analysere forskellige økonomier, såsom den indbyrdes afhængighed mellem EU-medlemsstaternes økonomier eller en sammenligning mellem EU og ikke-medlemsstater.

Analyse af konjunkturcyklusser og makroøkonomiske politikker

Et af hovedformålene med nationalregnskabsdata er at dække behovet for at støtte europæiske beslutninger om økonomisk politik og nå målene i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) ved hjælp af korttidsstatistikker af høj kvalitet, der kan bruges til at overvåge den makroøkonomiske udvikling og til at udlede råd for makroøkonomisk politik. F.eks. har en af de mest basale og langvarige anvendelser af nationalregnskaber været at måle væksten i økonomien eller sagt på en enkel måde: væksten i BNP. Nationalregnskabernes hovedtal anvendes navnlig til at udvikle og overvåge de makroøkonomiske politikker, mens detaljerede nationalregnskabsdata også kan anvendes til at udarbejde sektor- eller industripolitikker, navnlig gennem en analyse af input-output-tabeller.

Siden indførelsen af ØMU'en i 1999 har Den Europæiske Centralbank (ECB) været en af hovedbrugerne af nationalregnskaber. ECB's strategi for vurdering af de risici, der truer prisstabiliteten, er baseret på to analytiske perspektiver, som kaldes "de to søjler": økonomisk analyse og monetær analyse. Et stort antal monetære og finansielle indikatorer vurderes således i forhold til andre relevante data, der muliggør en kombination af monetær, finansiel og økonomisk analyse, f.eks. de vigtigste nationalregnskabsaggregater. På den måde kan monetære og finansielle indikatorer analyseres sammenholdt med resten af økonomien.

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender overvåger den økonomiske udvikling og udarbejder to vigtige årlige økonomiske rapporter, der hjælper med til at identificere økonomiske problemer: en årlig vækstundersøgelse og en rapport om varslingsmekanismen. I den førstnævnte analyseres de fremskridt, EU har opnået i retning af sine langsigtede, strategiske prioriteter, og der gives en vurdering af de beskæftigelsesmæssige og makroøkonomiske udviklinger, prioriteter for det næste år fastsættes, mens sidstnævnte identificerer EU-medlemsstater, der kan opleve ubalancer, såsom faldende konkurrenceevne eller aktivbobler. Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender udarbejder også Europa-Kommissionens makroøkonomiske prognoser to gange om året, i foråret og i efteråret. Disse prognoser omfatter alle EU-medlemsstaterne med henblik på at udlede prognoser for euroområdet og EU, men de omfatter også prognoser for kandidatlandene samt visse ikke-medlemsstater.

Analysen af offentlige finanser ved hjælp af nationalregnskaberne er endnu en almindeligt anerkendt anvendelse af disse statistikker. En særlig brug blev udviklet inden for EU i relation til ØMU'ens konvergenskriterier, hvoraf to direkte henviser til de offentlige finanser. Disse kriterier er blevet fastlagt på grundlag af nationalregnskabstal, nemlig det offentlige underskud og den offentlige gæld i forhold til BNP. Se artiklen om statistikker over offentlige finanser for yderligere oplysninger.

Regional-, struktur- og sektorpolitikker

Der er andre politikrelaterede anvendelser af europæiske national- og regionalregnskabsdata udover til analyse af konjunkturcyklusser og makroøkonomiske politikker, navnlig vedrørende regionale, strukturelle og sektorspecifikke anliggender.

Fordelingen af strukturfondsmidler er delvis baseret på regionalregnskaber. Endvidere benyttes regionale statistikker til efterfølgende at vurdere regional- og samhørighedspolitikkernes resultater.

Det er en strategisk prioritet for både EU og medlemsstaterne at fremme mere vækst og flere jobs, og det er en del af Europa 2020-strategien. Til at støtte disse strategiske prioriteringer gennemføres der fælles politikker i alle sektorerne i EU's økonomi, samtidig med at medlemsstaterne gennemfører deres egne nationale strukturreformer.

Europa-Kommissionen foretager økonomiske analyser, der bidrager til udviklingen af den fælles landbrugspolitik, ved at analysere effektiviteten af EU's forskellige støtteordninger og ved at udvikle et langtidsperspektiv. Dette omfatter forskning om samt analyser og konsekvensanalyser af emner, der vedrører landbrug og økonomien i landdistrikterne i EU og i ikke-medlemsstater, delvist ved at bruge landbrugsregnskaberne.

Målsætning, benchmarking og bidrag

Politikker inden for EU fastsætter i stigende grad mellem- og langsigtede mål, uanset om disse er bindende eller ej. For nogle af disse bruges BNP-niveauet som en benchmarkfællesnævner, f.eks. ved at fastsætte et mål for forsknings- og udviklingsudgifter på 3,00 % af BNP.

Nationalregnskaberne bruges også til at bestemme EU's ressourcer ud fra de grundlæggende regler, der er fastsat i en rådsafgørelse. Det samlede beløb af egne ressourcer, der skal til for at finansiere EU-budgettet, fastsættes som de samlede udgifter minus andre indtægter, og den maksimale størrelse af egne ressourcer er forbundet med EU's bruttonationalindkomst.

Ud over at blive brugt til at bestemme budgetmæssige bidrag inden for EU bruges nationalregnskabstal også til at bestemme bidragene til andre internationale organisationer, såsom De Forenede Nationer (FN). Bidrag til FN-budgettet er baseret på bruttonationalindkomster og en række forskellige tilpasninger og begrænsninger.

Analytikere og eksperter

Nationalregnskaber anvendes også i vid udstrækning af analytikere og forskere til at undersøge den økonomiske situation og udvikling. Arbejdsmarkedets parter, såsom repræsentanter for virksomheder (f.eks. brancheorganisationer) eller repræsentanter for arbejdstagere (f.eks. fagforeninger), har også en interesse i nationalregnskaberne med henblik på at analysere udviklinger, som påvirker forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Forskere og analytikere anvender blandt andet nationalregnskaberne til at analysere konjunkturudviklingen og til at analysere langsigtede økonomiske cykler og sætte disse i forhold til økonomiske, politiske og teknologiske udviklinger.