Archive:Lønninger og arbejdskraftomkostninger

Data fra marts 2015. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: juni 2016.

Arbejdskraftomkostningernes komponenter

Graf 1: Skønnede arbejdskraftomkostninger pr. time, 2014 (¹)
(EUR)
Kilde: Eurostat (lc_lci_lev)

Graf 2: Medianbruttotimeløn, alle ansatte
(undtagen lærlinge), 2010 (¹)
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub2s)

Graf 3: Lavtlønnede — ansatte
(undtagen lærlinge), der tjener mindre end to tredjedele af medianbruttotimelønnnen, 2006 og 2010 (¹)
(% af ansatte)
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub1s)

Graf 4: Kønsbestemt lønforskel, 2013 (¹)
(forskel i % mellem gennemsnitlig bruttotimeløn for mandlige og kvindelige ansatte som % af mænds bruttoløn, ukorrigerede tal)
Kilde: Eurostat (tsdsc340)

Tabel 1: Årlig nettoløn, 2014
(EUR)
Kilde: Eurostat (earn_nt_net)

Tabel 2: Indikatorer for lavtlønnedes skattesatser, 2005 og 2013
(%)
Kilde: Eurostat (earn_nt_taxwedge), (earn_nt_unemtrp) og (earn_nt_lowwtrp)

Denne artikel sammenligner og modstiller tallene vedrørende lønninger og arbejdskraftomkostninger (arbejdsgivernes udgifter til personale) i Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater og i EU-kandidatlandene og landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA).

Arbejdskraft spiller en væsentlig rolle for at få en økonomi til at fungere. Fra erhvervslivets synspunkt udgør det en omkostning (arbejdskraftomkostninger), der omfatter ikke blot lønninger udbetalt til ansatte, men også omkostninger, der ikke er lønmæssige, primært bidrag til sociale ordninger, der betales af arbejdsgiveren. Det er dermed en afgørende faktor for erhvervslivets konkurrenceevne, selv om denne også påvirkes af kapitalomkostningerne (f.eks. renter på lån og udbytte af kapitalandele) og ikkeprismæssige elementer såsom innovation og mærkets/produktets placering på markedet.

For så vidt angår de ansatte, repræsenterer den modydelse, de modtager for deres arbejde, ofte kaldet løn eller indtjening, generelt deres vigtigste indtægtskilde, og den har derfor en betydelig indvirkning på deres evne til at forbruge eller spare op. Hvis bruttoløn omfatter bidrag til sociale ordninger betalt af den ansatte, så beregnes nettoløn ved at fratrække disse bidrag og ethvert beløb, som skyldes til det offentlige, såsom indkomstskatter. Eftersom beløbet af skatterne generelt afhænger af husstandens situation, hvad indkomst og sammensætning angår, så beregnes nettolønnen for adskillige typiske husstandssituationer.

Ovenstående diagram sammenfatter forholdet mellem nettoløn, bruttoløn og arbejdskraftomkostninger.

Vigtigste statistiske resultater

Arbejdskraftomkostninger

Den gennemsnitlige arbejdskraftomkostning pr. time i EU-28 var skønsmæssigt 24,60 EUR i 2014 og 29,20 EUR i euroområdet (EA-18). Dette gennemsnit camouflerer dog væsentlige forskelle mellem EU-medlemsstaterne med arbejdskraftomkostninger pr. time mellem 3,80 EUR og 40,30 EUR (graf 1).

Arbejdskraftomkostninger udgøres af løn plus ikkelønmæssige omkostninger såsom arbejdsgivernes bidrag til sociale sikringsordninger. Andelen af ikkelønmæssige omkostninger for hele økonomien var 24,4 % i EU-28, mens den var 26,1 % i euroområdet. Andelen af ikkelønmæssige omkostninger varierede også betydeligt på tværs af EU-medlemsstaterne. De største andele af ikkelønmæssige omkostninger for hele økonomien fandtes i Frankrig (33,1 %), Sverige (31,6 %), Italien (28,2 %), Litauen (28,0 %), Belgien (27,8 %) og Tjekkiet (27,1 %). De mindste andele af ikkelønmæssige omkostninger for hele økonomien blev registreret i Malta (6,9 %), Danmark (13,1 %), Irland (13,5 %), Luxembourg (13,6 %), Kroatien (14,9 %) og Slovenien (15,7 %).

Bruttoløn

Medianløn

Bruttolønninger er den største del af arbejdskraftomkostninger. Blandt EU-medlemsstaterne blev den højeste medianbruttotimeløn i oktober 2010 registreret i Danmark (25,00 EUR) efterfulgt af Irland (18,30 EUR) og Luxembourg (17,80 EUR) — se graf 2. De laveste bruttolønninger blev registreret i Bulgarien (1,50 EUR), Rumænien (2,00 EUR), Litauen (2,70 EUR) og Letland (2,90 EUR). Medianbruttotimelønnen i EU-medlemsstaten med den højeste værdi var 16 gange højere end bruttotimelønnen i medlemsstaten med den laveste værdi udtrykt i euro. Hvis værdierne udtrykkes i købekraftstandarder (KKS) — hvorved der tages højde for forskelle i prisniveauerne mellem landene — var forholdet 5 til 1.

Lavtlønnede

Lavtlønnede er defineret som de ansatte, der tjener to tredjedele eller mindre af den nationale medianbruttotimeløn i et givent land.

I 2010 var 17,0 % af ansatte lavtlønnede i EU-27, mens andelen var 14,8 % i euroområdet (EA-17). Landene med de største andele af lavtlønnede var Letland (27,8 %) og Litauen (27,2 %), mens Sverige (2,5 %), Finland (5,9 %), Frankrig (6,1 %), Belgien (6,4 %) og Danmark (7,7 %) havde de mindste andele. Sammenlignet med 2006, det sidste referenceår, der er tilgængeligt for den samme dataindsamling, er andelen af lavtlønnede forblevet relativt stabil, idet den er gået op med 0,2 procentpoint i EU-27 og 0,4 procentpoint i euroområdet (graf 3).

Mellem 2006 og 2010 steg andelen af lavtlønnede mest i Malta (3,9 procentpoint) og Bulgarien (3,1 procentpoint), mens de største fald blev registreret i Portugal (4,6 procentpoint), Letland (3,1 procentpoint), Grækenland (2,9 procentpoint), Ungarn og Slovenien (begge 2,1 procentpoint).

Kønsbestemt lønforskel

På trods af en vis konvergens er der fortsat en væsentlig forskel mellem mænds og kvinders gennemsnitlige indtjening i EU. Dette fænomen er almindeligvis kendt som kønsbestemt lønforskel. I 2013 blev kvinder i EU-28 i gennemsnit betalt 16,4 % mindre end mænd. De mindste forskelle i gennemsnitslønnen mellem kønnene blev konstateret i Slovenien, Malta, Polen, Italien, Kroatien, Luxembourg, Rumænien og Belgien (mindre end 10,0 % forskel). De største kønsbestemte lønforskelle blev fundet i Estland (29,9 %), Østrig (23,0 %), Tjekkiet (22,1 %) og Tyskland (21,6 %) — se graf 4.

Forskellige faktorer kan medvirke til disse kønsbestemte lønforskelle, f.eks.: forskelle i andelen af personer, der deltager i arbejdsstyrken, forskelle i erhverv og aktiviteter, der har tendens til at være domineret af mænd eller kvinder, forskelle i omfanget af mænds og kvinders deltidsarbejde samt de private og offentlige personaleafdelingers holdninger til karriereforløb og orlov uden løn og/eller barselsorlov. Nogle underliggende faktorer, som i det mindste delvist kan forklare kønsbestemte lønforskelle, omfatter sektor- og fagspecifik opdeling, uddannelse og videreuddannelse, opmærksomhed og åbenhed samt direkte diskrimination. Lønforskellene afspejler også andre uligheder på arbejdsmarkedet, navnlig det forhold, at kvinder ofte påtager sig en uforholdsmæssigt stor del af de familiemæssige forpligtelser og de dermed forbundne vanskeligheder med at forene arbejde og privatliv. Mange kvinder arbejder på deltid eller under atypiske kontrakter. Omend dette gør det muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet, samtidig med at de varetager familiemæssige forpligtelser, kan det have en negativ indflydelse på deres løn, karriereforløb, forfremmelsesmuligheder og pension.

Nettolønninger og skattesatser

Nettoløn

Oplysninger om nettolønninger komplementerer data om bruttolønninger med hensyn til disponibel indtjening, med andre ord efter fradrag af indkomstskatter og de ansattes bidrag til sociale sikringsordninger fra bruttobeløbene og eventuelle familietillæg i tilfælde af husstande med børn. Familietillæg er kontante overførsler, der udbetales for børn, over for hvem der består forsørgerpligt.

I 2014 gik nettolønnen for en enlig person, der tjente 100 % af gennemsnitslønnen for en arbejdstager i det private erhvervsliv uden børn, fra 3 899 EUR i Bulgarien til 38 254 EUR i Luxembourg. De samme to medlemsstater registrerede henholdsvis den laveste (4 328 EUR) og den højeste (52 041 EUR) gennemsnitsnettoløn for et gift par med en enkelt indtægt og to børn (tabel 1).

I tilfælde, hvor begge parter i et gift par arbejder (begge tjener en gennemsnitlig arbejdstagers løn), registrerede Luxembourg de højeste årlige nettolønninger 85 907 EUR, når parret havde to børn og 78 386 EUR, når parret var barnløst. Bulgarien registrerede de laveste nettolønninger på 7 797 EUR, uanset om parret havde to børn eller ej.

Skattekilen

Oplysninger vedrørende skattekilen måler byrden af skatter og bidrag til sociale sikringsordninger i forhold til arbejdskraftomkostninger. Disse oplysninger fremlægges i forhold til lavtlønnede. Skattekilen for EU-28 var 39,0 % i 2013 (se tabel 2). De højeste skattebyrder for lavtlønnede i 2013 blev registreret i Belgien, Ungarn, Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig, Rumænien, Letland og Sverige (alle over 40,0 %). På den anden side blev de laveste skattebyrder for lavtlønnede registreret i Malta, Irland og Det Forenede Kongerige (under 30,0 %) samt i Cypern (seneste tal var fra 2007).

Blandt EU's medlemsstater var der ikke noget klart mønster for udviklingen af skattekilen for lavtlønnede i perioden fra 2005 til 2013 (se tabel 2), hvor skattebyrden steg i 15 medlemsstater og faldt i 12. Der er ikke nogen tilgængelig sammenligning for Kroatien. De største fald blev registreret i Nederlandene (9,3 procentpoint) og Sverige (5,7 procentpoint).

De tre andre indikatorer i tabel 2 giver oplysninger om andelen af bruttolønninger, der "beskattes væk" (gennem højere skattesatser og bidrag til sociale sikringsordninger og/eller reduktioner eller tab af ydelser), når personer kommer i arbejde eller overgår fra lavere til højere indkomster. Den samlede andel af indkomster, der "beskattes væk", når en arbejdsløs kommer i arbejde, steg (4,4 procentpoint) i EU-28 mellem 2005 og 2013. De største fald blev registreret i Litauen (16,3 procentpoint) og Sverige (15,8 procentpoint), mens Ungarn og Tjekkiet registrerede stigninger på henholdsvis 16,4 og 14,4 procentpoint.

De samlede tal for EU-28 viser, at der var en stigning på 4,8 procentpoint mellem 2005 og 2013 i incitamentet for enlige lavtlønnede uden børn til ikke at opnå højere indtægter, idet en højere andel af deres indtjening ville blive "beskattet væk", mens der for et gift par med én indtægt og to børn, var en stigning på 3,9 procentpoint. Til gengæld var der meget forskellige udviklinger i medlemsstaterne. Den største stigning (44,1 procentpoint) i andelen af indtægter, der kunne "beskattes væk" for et gift par med én indtægt og to børn, blev registreret i Tjekkiet, mens Portugal registrerede et fald på 45,4 procentpoint.

Datakilder og adgang til data

Arbejdskraftomkostninger

Arbejdskraftomkostninger omfatter aflønning (herunder lønninger i kontanter og naturalier og arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger), omkostninger til erhvervsuddannelser og andre udgifter (f.eks. rekrutteringsudgifter, udgifter til arbejdstøj samt skatter på arbejdskraft, der anses for at være arbejdskraftomkostninger med fradrag af eventuelle modtagne tilskud). Disse arbejdskraftomkostningskomponenter og deres elementer er defineret i forordning (EF) nr. 1737/2005 af 21. oktober 2005.

Arbejdskraftomkostningsstatistikker udgør et hierarkisk system af flerårlige, årlige og kvartalsvise statistikker, der er udformet, så de giver et omfattende og detaljeret billede af niveauet, strukturen og korttidsudviklinger i arbejdskraftsomkostninger i de forskellige sektorer for økonomisk aktivitet i EU og visse andre lande. Alle statistikker er baseret på en harmoniseret definition af arbejdskraftomkostninger. Niveauet for arbejdskraftomkostningerne er baseret på den seneste undersøgelse af arbejdskraftomkostninger (i øjeblikket er den fra 2012) og en ekstrapolering baseret på det kvartalsvise lønomkostningsindeks. Undersøgelsen af arbejdskraftomkostninger er en undersøgelse hvert fjerde år, der indsamler meget detaljerede oplysninger om niveauet for arbejdskraftomkostningerne. Data anvendes kun på et aggregeret niveau for at ekstrapolere med lønomkostningsindekset. Det kvartalsvise lønomkostningsindeks (en euroindikator) (på engelsk) måler det omkostningspres, der afstedkommes af produktionsfaktoren arbejde. Data omfattet af lønomkostningsindekset vedrører de samlede gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time og to kategorier af arbejdskraftomkostninger: lønninger og gager, arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger plus betalte skatter minus tilskud modtaget af arbejdsgiveren. Data er tilgængelige for EU-aggregater og EU-medlemsstater for et aggregat, der omfatter industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (ekskl. offentlig forvaltning, forsvar og socialsikring), som omfattet af hovedafdeling B til N og P til S i NACE rev. 2 (oplysningerne er også disaggregerede efter økonomisk aktivitet) korrigeret efter arbejdsdag og sæsonkorrigeret.

Bruttoløn

De vigtigste definitioner for løn fastlægges i forordning (EF) nr. 1738/2005 af 21. oktober 2005. Data kommer fra lønstrukturundersøgelser, der foretages hvert fjerde år — den seneste er fra oktober 2010. Bruttolønnen omfatter monetær aflønning betalt direkte af arbejdsgiveren før skattefradrag og bidrag til sociale sikringsordninger, der afholdes af arbejdstagerne og tilbageholdes i lønnen af arbejdsgiveren. Alle bonusser, uanset om de udbetales regelmæssigt, medregnes (13. eller 14. månedsløn, feriepenge, overskudsdeling, godtgørelser for ferie, som ikke er taget, lejlighedsvise provisioner osv.).

Data om medianlønninger er baseret på bruttotimeløn for alle ansatte (fuld- og deltidsansatte, undtagen lærlinge) i virksomheder med mindst ti ansatte og i alle økonomiens sektorer, undtagen landbrug, fiskeri, offentlig administration, private husholdninger og ekstraterritoriale organisationer. Medianlønnen er værdien, hvor halvdelen af befolkningen tjener mindre end denne værdi, og den anden halvdel tjener mere.

Kønsbestemt lønforskel

Den kønsbestemte lønforskel defineres i sin ukorrigerede form som forskellen mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i procent af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd. Metoden for udarbejdelse af denne indikator er benchmarket ud fra data indsamlet gennem lønstrukturundersøgelsen, der revideres hvert fjerde år, når data fra lønstrukturundersøgelsen er tilgængelige. Lønstrukturundersøgelsen er baseret på forordning (EF) nr. 1738/2005 af 21. oktober 2005.

Ifølge den anvendte metode omfatter den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel alle ansatte (der er ingen begrænsninger med hensyn til alder eller arbejdstimer) i virksomheder (med mindst ti ansatte) inden for industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (inden for hovedafdeling B-N og P-S i NACE rev. 2). Nogle lande giver også oplysninger for hovedafdeling O i NACE rev. 2 (offentlig forvaltning og forsvar; socialsikring), men dette er ikke obligatorisk. Oplysningerne er også tilgængelige med en analyse efter økonomiske sektorer (offentlig eller privat), arbejdstid (fuldtids- eller deltidsansættelse) og ansattes alder.

Nettolønninger og skattesatser

Nettolønninger er afledt af bruttolønninger og repræsenterer den del af aflønningen, som de ansatte rent faktisk kan forbruge eller spare op. I forhold til bruttolønninger omfatter nettolønninger ikke bidrag til sociale sikringsordninger og skatter, men inkluderer dog børnetilskud.

Indikatorer for skattesatser (skattekilen på arbejdskraftomkostninger, arbejdsløshedsfælden og lavtlønsfælden) har til formål at overvåge incitamentet til at arbejde. Skattekilen på arbejdskraftomkostninger defineres som indkomstskat af bruttolønnen plus lønmodtager- og arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger, udtrykt i procent af de samlede lønomkostninger. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Arbejdsløshedsfælden måler den andel af bruttolønnen, der "beskattes væk" i form af højere skatter og bidrag til sociale sikringsordninger, samt bortfald af arbejdsløshedsydelser og andre ydelser, når en arbejdsløs person kommer i beskæftigelse. Dette defineres som forskellen mellem bruttolønnen og stigningen i nettoindkomsten ved overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse udtrykt i procent af bruttolønnen. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Lavtlønsfælden måler den andel (i procent) af bruttolønnen, der "beskattes væk" gennem de kombinerede virkninger af indkomstskat, bidrag til sociale sikringsordninger og eventuelle bortfald af ydelser, hvis bruttolønnen stiger fra 33 % til 67 % af den gennemsnitlige løn for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Denne indikator udregnes for enlige uden børn og også for familier med en enkelt forsørger, som har to børn i alderen 6-11 år.

Kontekst

Strukturen og udviklingen i arbejdskraftomkostninger og lønninger er vigtige faktorer på ethvert arbejdsmarked, idet de afspejler enkeltpersoners arbejdskraftudbud og virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft.

Politiske beslutningstagere har fokuseret på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse ved at opmuntre folk til at arbejde eller til at vende tilbage til arbejde. Gruppen af "lavtlønnet arbejdskraft" eller "arbejdende fattige" er dog blevet en del af den politiske debat. De store forskelle i lønninger inden for EU har faktisk udsat omkring 12,1 % af de beskæftigede personer for fattigdomsrisiko eller for social udstødelse, og de står derfor overfor betydelige vanskeligheder for at opretholde minimale levestandarder.

EU søger at fremme lige muligheder, hvilket indebærer gradvis afskaffelse af den kønsbestemte lønforskel. Artikel 157, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og artikel 157, stk. 3, danner retsgrundlaget for lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse. Strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010–2015 blev vedtaget af Europa-Kommissionen i september 2010. Den bygger på erfaringerne med en køreplan (KOM(2006) 92 endelig), som blev udviklet for perioden 2006-2010 og sigter mod at blive en omfattende ramme, der forpligter Europa-Kommissionen til at fremme ligestilling mellem kønnene i alle sine politikker. Strategien fremhæver betydningen af ligestilling mellem kvinder og mænd for økonomisk vækst og bæredygtig udvikling og støtter iværksættelsen af ligestillingsaspektet i Europa-2020-strategien. På denne baggrund lancerede EU den første europæiske ligelønsdag den 5. marts 2011. Denne dato blev valgt af en særlig grund, idet en kvinde for at kunne opnå en mands gennemsnitlige årsindkomst vil skulle arbejde lidt mere end to yderligere måneder (frem til den 5. marts det følgende år). Den kønsbestemte lønforskel er gradvist blevet mindre, og i 2015 blev den europæiske ligelønsdag fejret den 25. februar.