Statistics Explained

Archive:Energiproduktion og -import

Revision as of 17:49, 24 September 2014 by EXT-S-Allen (talk | contribs)
Data fra marts og maj 2014. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: april 2015.
Tabel 1: Energiproduktion, 2002 og 2012
(mio. tons olieækvivalenter) - Kilde: Eurostat (ten00076), (ten00080), (ten00077), (ten00079), (ten00078) og (ten00081)
Fig. 1: Produktion af primær energi, EU-28, 2012
(% af samlet produktion, baseret på tons olieækvivalenter) - Kilde: Eurostat (ten00080), (ten00077), (ten00079), (ten00078), (ten00081) og (nrg_107a)
Fig. 2: Udviklingen i produktionen af primær energi
(efter brændselstype), EU-28, 2002–12
(2002 = 100, baseret på tons olieækvivalenter) - Kilde: Eurostat (ten00076), (ten00081), (ten00080), (ten00079), (ten00078) og (ten00077)
Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2002–12 - Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (tps00001)
Tabel 3: Import af primær energi, EU-28, 2002-2012 efter vigtigste oprindelseslande
(% af extra-EU-28-import) - Kilde: Eurostat (nrg_122a), (nrg_123a) og (nrg_124a)
Tabel 4: Energiafhængighedsgrad, EU-28, 2002–12
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på tons olieækvivalenter) - Kilde: Eurostat (nrg_100a), (nrg_102a) og (nrg_103a)
Fig. 3: Energiafhængighedsgrad — alle produkter, 2012
(nettoimport i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på tons olieækvivalenter) - Kilde: Eurostat (tsdcc310) og (nrg_100a)

Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og på det seneste af gas, giver grund til politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel kigger på produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra ikkemedlemsstater. Mere end halvdelen (53,4 %) af det interne bruttoenergiforbrug i EU-28 i 2012 stammede fra importerede kilder.

Vigtigste statistiske resultater

Primærproduktion

Produktionen af primær energi i EU-28 udgjorde i alt 794,3 mio. tons olieækvivalenter (toe) i 2012. Dermed fortsatte den generelle nedadgående tendens, der er blevet observeret i de senere år med 2010 som den vigtigste undtagelse, da produktionen voksede igen efter et relativt kraftigt fald i 2009, der faldt sammen med den finansielle og økonomiske krise. Set over en længere periode var produktionen af primær energi i EU-28 15,7 % lavere i 2012 end ti år tidligere. Den generelle nedadgående tendens for produktionen i EU-28 kan, i det mindste delvist, tilskrives udtømningen af råvareforsyningerne, og/eller at producenter anser udnyttelsen af begrænsede ressourcer for uøkonomisk.

Den største produktion af primær energi i EU-medlemsstaterne var i Frankrig med en andel på 16,8 % ud af den samlede produktion i EU-28 fulgt af Tyskland (15,6 %) og Det Forenede Kongerige (14,6 %). Den største forandring sammenlignet med et årti tidligere var faldet i Det Forenede Kongeriges andel, der gik ned fra 27,1 % — se tabel 1. De eneste andre medlemsstater, hvis andele faldt i denne periode, var Danmark (0,6 procentpoint) og Litauen (0,4 procentpoint). I absolutte tal blev de største udvidelser i produktionen af primærenergi i de ti år frem til 2012 registreret i Italien og Sverige (begge steg med 4,4 mio. toe) og Nederlandene (en stigning på 4,3 mio. toe).

I 2012 var produktionen af primær energi i EU-28 spredt ud over en række forskellige energikilder, hvoraf den vigtigste i kraft af dens bidrag var atomenergi (28,7 % af den samlede produktion). Atomenergiens betydning var særligt høj i Frankrig, Belgien og Slovakiet, hvor den stod for mere end halvdelen af den nationale produktion af primær energi. Omtrent en femtedel af EU-28's samlede produktion af primær energi var fra vedvarende energikilder (22,3 %) og fast brændsel (20,9 %, hovedsagelig kul), mens andelen for naturgas var noget lavere (16,8 %). Råolie (8,9 %) udgjorde den resterende produktion (se fig. 1).

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper. Produktionen af primær energi fra vedvarende energikilder var relativt stabil i de fleste år fra 2002 til 2012 med et svagt fald i 2011 (se fig. 2). Produktionen af vedvarende energi steg med 81,3 % i denne tiårsperiode. Derimod faldt produktionsniveauerne for de andre primære energikilder generelt i denne periode. De største fald blev konstateret for råolie (53,5 %), naturgas (35,4 %) og fast brændsel (20,7 %), med et mere beskedent fald på 10,9 % for atomenergi.

Import

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad var afhængig af primær energiimport for at kunne dække efterspørgslen, selv om denne situation stabiliserede sig i kølvandet på den finansielle og økonomiske krise. EU-28's import af primær energi oversteg eksporten med omkring 922,8 mio. toe i 2012. De største nettoimportører af primær energi var generelt de folkerigeste EU-medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Polen (hvor der fortsat er indenlandske reserver af olie/naturgas og kul). Siden 2004 har den eneste nettoeksportør af primær energi blandt EU's medlemsstater været Danmark (se tabel 2).

Oprindelsen af EU-28's energiimport har ændret sig en del i de senere år, idet Rusland har bevaret sin position som hovedleverandør af råolie og naturgas og samtidig er blevet den førende leverandør af fast brændsel (se tabel 3). Omkring 33,7 % af EU-28's import af råolie var i 2012 fra Rusland, hvilket var en anelse under andelene registreret for 2010 (34,7 %) og 2011 (34,8 %). Rusland blev hovedleverandør af fast brændsel i 2006 og overhalede dermed Sydafrika efter at have overhalet Australien i 2004 og Colombia i 2002. Ruslands andel af EU-28's import af fast brændsel steg fra 13,1 % i 2002 til 30,0 % i 2009, inden den faldt en del til 25,9 % i 2012. På trods af dette fald var Rusland fortsat den primære kilde til import af fast brændsel i EU i 2012, selvom dets andel kun var en anelse større end dem, der blev konstateret for Colombia (23,7 %) og USA (23,0 %). I modsætning hertil faldt Ruslands andel af EU-28's import af naturgas fra 45,2 % til 29,5 % mellem 2002 og 2010, men denne tendens er vendt med stigninger i 2011 og 2012. Qatars andel af EU-28's import af naturgas steg fra mindre end 1 % i 2002 til 11,0 % i 2011, inden den faldt til 8,4 % i 2012.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en høj andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Mere end tre fjerdedele (76,8 %) af EU-28's import af naturgas i 2012 kom fra Rusland, Norge eller Algeriet – som sådan var der en større koncentration af importen end i de to foregående år, eftersom de samme tre lande tegnede sig for 71,0 % af naturgasimporten i 2010 og 72,0 % i 2011. En tilsvarende analyse viser, at 53,6 % af EU-28's råolieimport kom fra Rusland, Norge og Saudi-Arabien i 2012, mens 72,6 % af importen af stenkul kom fra Rusland, Colombia og USA. Selv om importmængderne herfra fortsat er forholdsvis små, var der tegn på fremkomst af nye partnerlande mellem 2002 og 2012. Dette var navnlig tilfældet for import af råolie fra Nigeria, Aserbajdsjan og Kasakhstan eller indførsel af naturgas fra Qatar.

EU-28's afhængighed af energiimport steg fra mindre end 40 % af bruttoenergiforbruget i 1980'erne til 53,4 % i 2012 (se tabel 4). Dette seneste tal repræsenterede en lille nedgang i afhængighedsgraden, der var på et maksimum på 54,7 % i 2008. De højeste energiafhængighedsgrader i 2012 blev registreret for råolie (88,2 %) og for naturgas (65,8 %). I det sidste tiår (mellem 2002 og 2012) voksede EU's afhængighed af ikkemedlemsstater vedrørende levering af naturgas (14,9 procentpoint) og råolie (11,9 procentpoint) kraftigere end for fast brændsel (8,9 procentpoint). Siden 2004 har EU-28's nettoenergiimport været større end den primære produktion. Med andre ord blev mere end halvdelen af EU-28's interne bruttoenergiforbrug dækket af nettoimport.

Som nettoeksportør var Danmark i 2012 den eneste EU-medlemsstat med en negativ afhængighedsgrad (se fig. 3). Blandt de andre medlemsstater blev de laveste afhængighedsgrader registreret i Estland, Rumænien, Tjekkiet og Sverige (de eneste andre lande, som indberettede afhængighedsgrader under 30,0 %), hvorimod Malta, Luxembourg og Cypern var (næsten) fuldstændig afhængige af importeret primærenergi.

Datakilder og adgang til data

Energiråvarer udvundet direkte fra naturlige ressourcer kaldes for primære energikilder, mens energiråvarer, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes for afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primær energi og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for atomkraft. Den beregnes enten på basis af den faktiske varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Import omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra nationalt område.

Kontekst

Mere end halvdelen af EU-28's energi kommer fra lande uden for EU – og denne andel har generelt været stigende i det seneste årti. Meget af denne energi kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlande har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år — eksempelvis blev gasforbindelsen via Ukraine afbrudt i perioden 6.-20. januar 2009.

Europa-Kommissionen vedtog sin anden strategiske energiredegørelse (på engelsk) i november 2008. Den behandler, hvordan EU kan reducere sin afhængighed af importeret energi og hermed forbedre sin forsyningssikkerhed samt nedbringe sine emissioner af drivhusgasser. Redegørelsen opfordrede til energisolidaritet blandt EU-medlemsstaterne, foreslog en handlingsplan for at sikre bæredygtig energiforsyning og vedtog en pakke af energieffektive forslag med henblik på at opnå energibesparelser på nøgleområder, f.eks. bygninger og energiforbrugende produkter.

Som svar på den russisk-ukrainske gaskrise i januar 2009 blev lovgivningsrammen vedrørende forsyningssikkerheden gennemgået, og i september 2009 vedtog Rådet for den Europæiske Union direktiv 2009/119/EF om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter. Formålet med disse foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser, samtidig med at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan hver især også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en vej til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog Europa-Kommissionen meddelelsen "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU" (KOM(2011) 539 endelig).

I november 2010 vedtog Europa-Kommissionen et initiativ med titlen "Energi 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi" (KOM(2010) 639 endelig). Denne strategi definerer de energipolitiske prioriteter for en periode på ti år og fremlægger foranstaltninger, der kan træffes for at løse en række problemer, herunder at opnå et marked med konkurrencedygtige priser og sikker energiforsyning, fremme den teknologiske førerstilling og forhandle effektivt med internationale partnere.

I samme måned vedtog Europa-Kommissionen et initiativ med titlen "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet" (KOM(2010) 677 endelig). Heri defineres prioriterede EU-korridorer for transport af el, gas og olie. Der foreslås også etableret en værktøjskasse for at fremme en rettidig gennemførelse af disse prioriterede infrastrukturer.

Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som blev idriftsat i november 2011, South Stream (mellem Rusland og EU via Sortehavet), som efter planen skal afsluttes i 2015, samt den transadriatiske rørledning (der forbinder Tyrkiet med Italien gennem Grækenland og Albanien for at bringe gas fra regionen omkring Det Kaspiske Hav til EU).

Se også

Yderligere Eurostat-oplysninger

Publikationer

Hovedtabeller

Energy statistics - quantities (t_nrg_quant)
Total production of primary energy (ten00076)
Primary production of coal and lignite (ten00077)
Primary production of crude oil (ten00078)
Primary production of natural gas (ten00079)
Primary production of nuclear energy (ten00080)
Primary production of renewable energy (ten00081)
Energy dependence (tsdcc310)

Database

Energy statistics - quantities, annual data (nrg_quant)
Energy statistics - supply, transformation, consumption (nrg_10)
Energy statistics - imports (by country of origin) (nrg_12)
Energy statistics - exports (by country of destination) (nrg_13)

Særligt afsnit

Metodologi / Metadata

Kildedata for tabeller og grafer (MS Excel)

Eksterne links