HjemmesideAt skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er en af EU's højeste prioriteringer.
Lissabontraktaten har stor indflydelse på de eksisterende regler for frihed, sikkerhed og retfærdighed på EU-plan. Traktaten vil sikre, at EU's indsats på dette område ikke alene bliver mere omfattende og legitimt, men også mere åbent, effektivt og demokratisk.
Inden Lissabontraktaten trådte i kraft, krævede vigtige beslutninger om frihed, sikkerhed og retfærdighed enstemmighed i Rådet. Europa-Parlamentet og EF-Domstolen havde kun begrænset indflydelse.
Lissabontraktaten medfører mere demokrati og større åbenhed, eftersom en række ensartede retsakter bliver vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, som styrker Parlamentets rolle som medlovgiver. Desuden bliver flere beslutninger i Rådet taget med kvalificeret flertal.
Det er lettere at handle på EU-plan, fordi man har afskaffet de særskilte politikområder (de såkaldte søjler), som karakteriserer den nuværende institutionelle struktur inden for politisamarbejdet og det strafferetlige samarbejde.
Medlemslandene (mindst en fjerdedel skal være repræsenteret) har dog stadig mulighed for at fremsætte lovforslag på områder som operativt politisamarbejde, strafferet og administrativt samarbejde. Kommissionen kan fuldt ud varetage sin rolle som traktaternes vogter og sammen med Domstolen sikre, at beslutningerne bliver anvendt efter hensigten.
De nationale parlamenter har også en mere aktiv rolle, når der skal behandles og afgives udtalelser om frihed, sikkerhed og retfærdighed.
Lissabontraktaten garanterer de friheder og rettigheder, der er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder, som nu er juridisk bindende. Domstolen har flere muligheder for at sikre, at chartret anvendes efter hensigten.
Disse ændringer betyder, at forslag ikke længere bliver blokeret af kravet om enstemmighed. Det er derfor lettere for EU at skabe en mere omfattende, legitim, effektiv, gennemsigtig og demokratisk beslutningsproces på det fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed.
Tre medlemslande har dog valgt at forhandle særordninger på plads på visse områder for frihed, sikkerhed og retfærdighed – eller at forlænge de eksisterende – for at kunne opretholde nationale særordninger.
