HjemmesideEU arbejder ud fra tre demokratiske principper – demokratisk lighed, repræsentativt demokrati og deltagelsesdemokrati.
Lissabontraktaten bekræfter princippet om demokratisk lighed – dvs. at EU-institutionerne skal behandle alle borgere lige – og styrker det repræsentative demokrati ved at give Europa-Parlamentet en større rolle og inddrage de nationale parlamenter mere i arbejdet. Traktaten øger også deltagelsesdemokratiet ved at give borgerne nye måder at kommunikere med EU-institutionerne på, f.eks. ved hjælp af borgerinitiativet.
Lissabontraktaten præciserer desuden forbindelserne mellem EU og medlemslandene.
Mere indflydelse til Europa-Parlamentet
Europa-Parlamentet repræsenterer EU-landenes borgere. Dets medlemmer vælges for fem år ad gangen ved almindelige direkte valg. Med hver traktat har man gradvis givet Europa-Parlamentet flere beføjelser. Det gælder også for Lissabon‑traktaten. Den styrker Europa‑Parlamentets rolle på lovgivnings‑ og budgetområdet og i forbindelse med internationale aftaler.
På lovgivningsområdet udvides den fælles beslutningsprocedure (der nu kaldes den almindelige lovgivningsprocedure) til at omfatte flere områder. Konkret indebærer det, at Europa-Parlamentet bliver medlovgiver på lige fod med Rådet i visse spørgsmål, som det før højst skulle høres om. Det gælder f.eks. for områder som lovlig indvandring, strafferetligt samarbejde (Eurojust, forebyggelse af kriminalitet og indbyrdes tilnærmelse af strafferetlige bestemmelser, overtrædelser og sanktioner), politisamarbejde (Europol) og visse dele af handelspolitikken og den fælles landbrugspolitik. Europa-Parlamentet kan dermed give sit besyv med i stort set alle lovgivningsspørgsmål.
På budgetområdet traktatfæstes den faste praksis med den flerårige finansielle ramme, som fremover skal godkendes af Europa-Parlamentet. Med Lissabon‑traktaten vil Europa-Parlamentet og Rådet skulle fastlægge alle udgifter sammen. Det vil sige, at der ikke længere skal skelnes mellem de såkaldte obligatoriske udgifter (f.eks. direkte landbrugsstøtte) og ikke-obligatoriske udgifter. De to institutioner bliver altså mere ligestillet i forhandlingerne om EU's budget.
Endelig indfører Lissabontraktaten, at Europa-Parlamentet skal godkende alle internationale aftaler, som indgås på områder, der er omfattet af den almindelige lovgivningsprocedure.
En større rolle til de nationale parlamenter
Lissabontraktaten bekræfter og styrker de nationale parlamenters rolle. De inddrages i højere grad i EU's arbejde, uden at dette indskrænker EU-institutionernes beføjelser. En ny bestemmelse beskriver klart og tydeligt de nationale parlamenters rettigheder og pligter i forhold til EU. De skal bl.a. løbende orienteres af EU-institutionerne, kontrollere, at nærhedsprincippet overholdes, deltage i evalueringer af EU's politik inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed og være med til at revidere traktaterne.
Det er især inden for kontrollen med overholdelsen af nærhedsprincippet, at Lissabon‑traktaten er nyskabende. Nærhedsprincippet betyder, at der– på områder, hvor EU ikke har enekompetence – kun handles på EU-plan, når dette vil være mere effektivt end at handle på nationalt plan. Alle nationale parlamenter kan afgive en begrundet udtalelse, hvis de mener, at nærhedsprincippet ikke er overholdt. Det sætter følgende procedurer i gang:
- Hvis en tredjedel af de nationale parlamenter mener, at et forslag ikke er i tråd med nærhedsprincippet, skal Kommissionen tage sit forslag op til fornyet overvejelse og kan derefter beslutte at opretholde, ændre eller trække det tilbage.
- Hvis et flertal af de nationale parlamenter deler denne opfattelse, og Kommissionen alligevel beslutter at opretholde sit forslag, går en særlig procedure i gang. Kommissionen skal begrunde sin beslutning over for Europa-Parlamentet og Rådet, som så beslutter, om lovgivningsforslaget skal behandles yderligere.
Et mere åbent Ministerråd
Alle debatter og afstemninger i Rådet vil blive offentlige, så både de nationale parlamenter og borgerne kan få direkte adgang til de beslutninger, som deres repræsentanter træffer i Rådet.
En større inddragelse af borgerne
EU's borgere har allerede utallige muligheder for at skaffe sig oplysninger og deltage i EU's politiske beslutningsproces. Og nu indfører Lissabontraktaten en ny mulighed – det europæiske borgerinitiativ. Det går ud på, at en million borgere fra forskellige EU‑lande skal kunne opfordre Kommissionen til at fremsætte et forslag inden for et af EU's arbejdsområder. Når den nye traktat er trådt i kraft, vil denne initiativret blive fastlagt nærmere i en særlig retsakt.
Lissabontraktaten fremhæver også vigtigheden af at holde offentlige høringer og gå i dialog med foreninger, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, kirker og konfessionsløse organisationer.
Forholdet mellem EU og medlemslandene
Lissabontraktaten præciserer, hvem der har ansvaret for hvert enkelt arbejdsområde – EU eller medlemslandene. Den giver klart svar på et spørgsmål, som mange borgere stiller sig, nemlig: "Hvem gør egentlig hvad i EU?" Med traktaten inddeles beføjelserne i tre kategorier:
- Enekompetence betyder, at kun EU har beføjelse til at lovgive på området. Der er bl.a. tale om toldunionen, den fælles handelspolitik og konkurrencepolitikken.
- Kompetence til at gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag betyder, at EU kun kan støtte EU-landenes indsats, f.eks. økonomisk. Der er bl.a. tale om områder som kultur, uddannelse og erhvervspolitik.
- På andre områder er der delt kompetence. Det gælder bl.a. for miljø, transport og forbrugerbeskyttelse. Her kan både EU og medlemslandene lovgive – i overensstemmelse med nærhedsprincippet.
EU-landene kan selv bestemme, om de vil blive ved med at være medlem af EU. Med Lissabontraktaten indføres der en bestemmelse om frivillig udtræden. Dermed kan et EU‑land til enhver tid træde ud af EU.
