Kriminalitetsstatistikker

Data fra august 2012. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

Tabel 1: Politifolk, 1999-2009 - Kilde: Eurostat (crim_plce), (demo_pjan) og (demo_r_d2jan) og De Forenede Nationers afdeling for økonomiske og sociale anliggender (World Population Prospects: the 2010 Revision) (på engelsk)

Tabel 2: Forbrydelser registreret af politiet, 1999-2009
(1 000) - Kilde: Eurostat (crim_gen)

Fig. 1: Lovovertrædelser registreret af politiet, EU-27, 2005-2009 (1)
(2005=100) - Kilde: Eurostat (crim_gen)

Fig. 2: Drab, gennemsnit pr. år, 2007-2009
(pr. 100 000 indbyggere) - Kilde: Eurostat (crim_gen), (demo_pjan) og (demo_r_d2jan) og De Forenede Nationers afdeling for økonomiske og sociale anliggender (World Population Prospects: the 2010 Revision) (på engelsk)

Tabel 3: Fængselsindsatte, 1999-2009 - Kilde: Eurostat (crim_pris), (demo_pjan) og (demo_r_d2jan) og De Forenede Nationers afdeling for økonomiske og sociale anliggender (World Population Prospects: the 2010 Revision) (på engelsk)

Statistikkerne, der i øjeblikket er til rådighed i Den Europæiske Union (EU) over kriminalitet og strafferetlig behandling deraf, afspejler forskelligheden i de politiske systemer og retssystemerne inden for EU. Sammenligninger af kriminalitetsstatistikker mellem medlemsstaterne bør fokusere på tendenser over tid i stedet for direkte at sammenligne niveauer mellem landene for et specifikt år set i lyset af, at dataene kan påvirkes af en række faktorer, herunder forskelle med hensyn til kriminalisering, effektiviteten i de strafferetlige systemer og politiets registreringspraksisser. Derudover er det sandsynligt, at en relativ høj andel af kriminalitet forbliver uregistreret. Der arbejdes på at forbedre sammenligneligheden af statistiske oplysninger om kriminalitet i alle EU-medlemsstaterne.

Vigtigste statistiske resultater

Der var 1,7 mio. politifolk i EU-27 i 2009, hvilket var en generel stigning på 2,7 % i forhold til antallet fire år tidligere (sammenligningen omfatter ikke Belgien og Bulgarien) – se tabel 1. Der skete nogle ret hurtige ændringer i størrelsen af de nationale politistyrker i perioden 1999 til 2009, hvor politistyrken blev reduceret med mere end 10 % i hver af de baltiske medlemsstater og Nordirland. Der var mere beskedne fald i politistyrken i Rumænien, Tyskland, Tjekkiet og Østrig, hvorimod alle andre medlemsstater registrerede stigninger i deres respektive antal af politifolk.

Et relativt mål for størrelsen af de enkelte politistyrker kan leveres ved at analysere antal politifolk pr. 100 000 indbyggere. Der var gennemsnitligt 338 politifolk pr. 100 000 indbyggere i EU-27 i 2009. Blandt medlemsstaterne var forholdet næsten dobbelt så højt i Cypern, hvor der var et gennemsnit på 672 politifolk pr. 100 000 indbyggere. Den næsthøjeste ratio blev registreret i Spanien (506). I den anden ende af skalaen registreredes de laveste antal politifolk pr. 100 000 indbyggere i Finland (156), Danmark (197) og Sverige (207).

Det anslås, at politiet i EU-27 registrerede 28 mio. forbrydelser i 2009 (se tabel 2). Fra 2000 steg antallet af registrerede forbrydelser i EU-27 og nåede et højdepunkt i 2002 og 2003, hvorefter det faldt hvert år frem til 2009. Fald på mere end 10 % mellem 2003 og 2009 blev observeret i Malta, Det Forenede Kongerige, Polen, Grækenland og Frankrig.

Figur 1 viser udviklingen i antallet af registrerede forbrydelser i EU-27 mellem 2005 og 2009 for en række lovovertrædelser. Det væsentligste fald i antallet af anmeldte forbrydelser i denne periode vedrører tyverier af motorkøretøjer (-26 %), mens der også var betydelige reduktioner i antallet af drab og røverier registreret af politiet. På den anden side var der en lille stigning i antallet af indbrud i private hjem (3 %) og narkotikahandel (1 %).

Figur 2 giver et mere detaljeret billede af antallet af drab, som er registreret af politiet i medlemsstaterne. Dataene vedrører et gennemsnit for perioden 2007-2009. I hele EU-27 var der 1,3 drab pr. 100 000 indbyggere, fra et maksimum på 8,3 i Litauen – og 6,1 i nabolandet Estland – ned til mindre end 1 i Spanien, Tyskland, Slovenien og Østrig.

Antallet af fængselsindsatte omfatter alle typer for fængsel, herunder faciliteter for voksne og unge og varetægtsfængsling, men omfatter ikke ikke-strafferetlige fanger, som er indsat af administrative grunde, som f.eks. igangværende undersøgelser af indvandrerstatus. I 2009 var der mere end 630 000 indsatte i EU-27, hvilket svarede til omkring 127 fanger pr. 100 000 indbyggere. De højeste rater (mere end 200 indsatte pr. 100 000 indbyggere) blev fundet i de baltiske medlemsstater og Polen. I den anden ende af skalaen rapporterede de nordiske lande Danmark, Finland og Sverige (såvel som Island og Norge blandt ikke-medlemsstaterne) hver især mindre end 80 indsatte pr. 100 000 indbyggere i 2009. Det var også tilfældet for Slovenien og Irland samt for Schweiz – se tabel 3.

Datakilder og -tilgængelighed

Eurostat har offentliggjort statistikker over kriminalitet og strafferetlig behandling deraf siden 1950 for det samlede antal anmeldte forbrydelser og siden 1993 for en række specifikke forbrydelser. Endvidere omfatter databasen statistikker over fængselsindsatte fra 1987 og frem samt antallet af politifolk fra 1993 og frem.

For Det Forenede Kongerige indberettes tal for de forskellige områder (England og Wales, Skotland og Nordirland), som udgør denne stat.

Som hovedregel skal sammenligninger baseres på tendenser i stedet for niveauer ud fra den antagelse, at karakteristikaene for et lands registreringssystem forbliver rimeligt konstante over tid. Der er imidlertid et stort antal brud i tidsserierne og andre metodologiske/definitoriske ændringer.

Sammenligninger af kriminalitetsstatistikker mellem landene kan påvirkes af en række faktorer, herunder:

forskellige retlige og strafferetlige systemer
det omfang, hvori forbrydelser anmeldes til og registreres af politiet
forskellige tidspunkter for registrering af forbrydelser (f.eks. ved anmeldelsen til politiet, ved identificering af den mistænkte osv.)
forskellige regler for, hvordan gentagne lovovertrædelser tælles
forskelle med hensyn til de forbrydelser, der indgår i de samlede kriminalitetstal.

Det er forhold, som skal tages i betragtning ved en analyse af oplysningerne.

Antallet af fængselsindsatte kan også påvirkes af en række faktorer, herunder:

antallet af sager, som behandles af domstolene
procentdelen af kriminelle, der idømmes en fængselsstraf
længden af de idømte straffe
antallet af varetægtsfængslede
datoen for gennemførelse af undersøgelsen (især, hvor amnesti eller andre ordninger om løsladelse før tiden kan finde anvendelse).

Fængselsindsatte opgøres som det samlede antal af voksne og unge fængselsindsatte (herunder varetægtsfængslede personer) pr. 1. september hvert år. Tallene inkluderer lovovertrædere i fængsler og arresthuse, institutioner for unge lovovertrædere, afvænningsinstitutioner for stofmisbrugere samt på psykiatriske eller andre hospitaler.

De første skridt mod et mere sammenligneligt system for kriminalitetsstatistikker og den strafferetlige behandling deraf blev skitseret i Europa-Kommissionens meddelelse kaldet "En overordnet og sammenhængende EU-strategi for måling af kriminalitet og strafferetlig behandling deraf: En EU-handlingsplan 2006-2010" (KOM(2006) 437 endelig). På kort sigt var formålet hermed at indsamle nationale data og vurdere kvaliteten heraf. Det mere langsigtede mål for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Indre Anliggender (på engelsk) er imidlertid at udvikle, i tæt samarbejde med Eurostat, en harmoniseret metode, hvorpå indsamlingen af de statistiske data på EU-plan skal baseres, og som gør det muligt at foretage sammenligninger af kriminalitetsstrukturen og -tendenserne mellem medlemsstaterne. Dette arbejde fortsætter under 2009 Stockholmprogrammet "Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse".

Kontekst

Den gradvise fjernelse af grænsekontrollen inden for EU har fremmet den frie bevægelighed for EU-borgerne betydeligt, men dette kan også have gjort det nemmere for kriminelle at operere, især fordi de retshåndhævende myndigheder og strafferetlige systemer generelt kun har kompetence inden for de nationale grænser.

Siden vedtagelsen af Amsterdamtraktaten har EU sat sig som mål at etablere et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette mål blev yderligere udviklet i Haagprogrammet i 2004, som skitserede ti prioriterede områder: styrke de grundlæggende rettigheder og EU-borgerskabet, terrorismebekæmpelse, definere en afbalanceret tilgang til migration, udvikle en integreret forvaltning af EU’s ydre grænser, etablere en fælles asylprocedure, maksimere de positive virkninger af indvandring, ramme den rette balance mellem beskyttelse af privatlivets fred og sikkerhed i informationsudveksling, udvikle et strategisk koncept for bekæmpelse af organiseret kriminalitet, sikre et egentligt europæisk retligt område og dele ansvar og solidaritet.

Som en del af arbejdet med at harmonisere og udvikle de strafferetlige systemer blev EU-medlemsstaterne enige om at tilnærme definitionen af strafbare forhold og niveauet af sanktioner for visse typer af forbrydelser. Desuden er gensidig anerkendelse af afgørelser truffet af nationale dommere udset til at blive en af grundpillerne i det retlige samarbejde i kriminalsager med en række værktøjer, der er udviklet med henblik på at fremme det praktiske samarbejde på tværs af grænserne.

Hvad angår politisamarbejdet, søger EU at give de retshåndhævende myndigheder i hver enkelt medlemsstat adgang til relevante oplysninger (f.eks. DNA, fingeraftryk, køretøjsindregistrering eller immigrationsdatabaser) og at forbedre politisamarbejdet inden for en fælles ramme for beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger er indeholdt i en række lovgivninger, herunder datalagringsdirektivet 2006/24/EF, det svenske initiativ til rammeafgørelse 2006/960/RIA, Rådets Prümafgørelse 2008/615/RIA og forordning 767/2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne.

Politisamarbejdet er blevet fremmet gennem lovgivning såsom rammeafgørelse 2002/465/RIA om fælles efterforskningshold og Rådets afgørelse 2008/617/RIA om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder, mens der er blevet etableret en række organisationer/organer for at støtte samarbejdet mellem de forskellige retshåndhævende myndigheder, såsom Det Europæiske Politiakademi (Cepol) (på engelsk), Den Europæiske Politienhed (Europol) (på engelsk) eller Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) (på engelsk). Desuden støtter EU en række nationale og multinationale projekter gennem programmer såsom "Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet" (Rådets afgørelse 2007/125/RIA).