Archive:Energiproduktion og -import

Data fra september 2011. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

Den Europæiske Unions (EU's) afhængighed af energiimport, særligt af olie og på det seneste af gas, danner baggrund for politiske betænkeligheder med hensyn til energiforsyningssikkerheden. Denne artikel kigger på produktionen af primær energi i EU og, som et resultat af den negative balance mellem produktion og forbrug, EU's stigende afhængighed af energiimport fra ikkemedlemsstater. Mere end halvdelen (53,9 %) af EU's interne bruttoenergiforbrug i 2009 stammede fra importerede kilder.

Tabel 1: Energiproduktion, 1999 og 2009
(mio. tons olieækvivalenter
Kilde: Eurostat (ten00076), (ten00080), (ten00077), (ten00079), (ten00078) og (ten00081)

Graf 1: Produktion af primær energi, EU-27, 2009
(% af samlet produktion, baseret på tons olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (ten00080), (ten00077), (ten00079), (ten00078), (ten00081) og (ten00082)

Graf 2: Udviklingen i produktionen af primær energi (efter brændselstype), EU-27, 1999-2009
(1999=100, baseret på tons olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (ten00076), (ten00081), (ten00080), (ten00079), (ten00078) og (ten00077)

Tabel 2: Nettoimport af primær energi, 2001-2009
Kilde: Eurostat (nrg_100a) og (tps00001)

Tabel 3: Import af primær energi, EU-27, 2001-2009 efter oprindelsesland
(% af extra-EU-27-import)
Kilde: Eurostat (nrg_122a), (nrg_123a) og (nrg_124a)

Tabel 4: Energiafhængighedsgrad, EU-27, 1999-2009
(nettoimporten i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på tons olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (nrg_100a), (nrg_101a), (nrg_102a) og (nrg_103a)

Graf 3: Energiafhængighedsgrad - alle produkter, 2009
(nettoimporten i % af internt bruttoforbrug og lagre, baseret på tons olieækvivalenter)
Kilde: Eurostat (tsdcc310) og (nrg_100a)

Vigtigste statistiske resultater

Primær produktion

Produktionen af primær energi i EU-27 udgjorde i alt 812,2 mio. tons olieækvivalenter (toe) i 2009. Hermed fortsatte den generelt nedadgående tendens i EU-27's produktion, da forsyningerne af råmaterialer var udtømte og/eller producenterne anså udnyttelsen af de begrænsede ressourcer for at være uøkonomisk. Produktionen blev domineret af Det Forenede Kongerige med en andel på 19,2 % af den samlede produktion i EU-27, selv om dette markerede et betydeligt fald i forhold til det foregående årti (29,3 % af EU-27's samlede produktion i 1999). De største producenter af primær energi i 2009 var Det Forenede Kongerige, Frankrig og Tyskland efterfulgt af Polen og Nederlandene (se Tabel 1). Det Forenede Kongerige oplevede langt det største fald i produktionen af primær energi, hvor den faldt med 122,2 mio. toe i løbet af perioden fra 1999 til 2009. Det næststørste fald blev registreret i Polen (16,2 mio. toe) og Tyskland (9,7 mio. toe). De største udvidelser i produktionen af primær energi i tiårsperioden indtil 2009 skete i Nederlandene (3,7 mio. toe), Frankrig (2,6 mio. toe) og Tjekkiet (2,4 mio. toe).

I 2009 var produktionen af primær energi i EU-27 spredt ud over en række forskellige energikilder, hvoraf den vigtigste var atomenergi (28,4 % af den samlede produktion). Atomenergiens betydning var særligt høj i Belgien, Frankrig, Litauen og Slovakiet, hvor den stod for mere end halvdelen af den nationale produktion af primær energi. Omtrent en femtedel af EU-27's samlede produktion af primær energi var fast brændsel (20,4 %, hovedsagelig kul), naturgas (18,8 %) og vedvarende energikilder (18,3 %), mens råolie (12,8 %) udgjorde den resterende produktion (se Graf 1).

Væksten i den primære produktion fra vedvarende energikilder oversteg væksten i alle andre energityper, og der har kunnet observeres en særlig stærk vækst siden 2002 (se Graf 2). Der ser faktisk ud til at have været noget af et vendepunkt fra det tidspunkt, hvor produktionen af vedvarende energi voksede med 52,4 % mellem 2002 og 2009 og samlet 60,2 % i perioden 1999-2009. I modsætning hertil var der et generelt fald i produktionsniveauerne for de andre primære energikilder mellem 1999 og 2009. De største fald i produktionen af primær energi blev registreret for råolie (-42,3 %), fast brændsel (-26,1 %), naturgas (-24,6 %), og der kunne konstateres et svagt fald på 5,2 % for atomenergi.

Import

Faldet i den primære produktion af stenkul, brunkul, råolie, naturgas og på det seneste atomenergi har ført til en situation, hvor EU i stigende grad er afhængig af primær energiimport for at kunne dække efterspørgslen. EU-27's import af primær energi oversteg eksporten med omkring 943,6 mio. toe i 2009. De største nettoimportører af primær energi var generelt de folkerigeste medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige og Polen (hvor der fortsat er indenlandske reserver af olie/naturgas og kul). Siden 2004 har den eneste nettoeksportør af primær energi blandt EU's medlemsstater været Danmark (se Tabel 2).

Oprindelsen af EU-27's energiimport har ændret sig hurtigt i de senere år, idet Rusland har bevaret sin position som hovedleverandør af råolie og naturgas, men samtidig er blevet den førende leverandør af stenkul (se Tabel 3). I 2009 kom ca. 33,1 % af EU-27's import af råolie fra Rusland, hvilket var en tilbagevenden til landets andele i 2006 og 2007 efter et fald til 31,4 % i 2008. Rusland blev hovedleverandør af stenkul i 2006 og overhalede dermed Sydafrika, efter at man havde overhalet Australien i 2004 og Columbia i 2002. Ruslands andel af EU-27's import af stenkul steg fra 11,5 % i 2001 til 30,2 % i 2009, hvilket var langt mere end Columbia, som tegnede sig for den næsthøjeste andel (17,6 %). I modsætning hertil faldt Ruslands andel af EU-27's import af naturgas fra 47,7 % til 34,2 % mellem 2001 og 2009, mens Norges andel steg fra 22,8 % til 30,7 %.

Sikkerheden for EU's primære energiforsyning kan være truet, hvis en høj andel af importen koncentreres hos relativt få partnere. Næsten fire femtedele (79,1 %) af EU-27's import af naturgas i 2009 kom fra Rusland, Norge og Algeriet. En tilsvarende analyse viser, at 57,3 % af EU-27's råolieimport kom fra Rusland, Norge og Libyen, mens 77,5 % af importen af stenkul kom fra Rusland, Colombia, Sydafrika og USA. Selv om importmængderne herfra fortsat var forholdsvis små, var der tegn på fremkomst af nye partnerlande i perioden 2001-2009. Dette var navnlig tilfældet i forbindelse med import af stenkul fra Indonesien, råolie fra Kasakhstan og Aserbajdsjan eller naturgas fra Qatar, Libyen samt Trinidad og Tobago.

EU-27's afhængighed af energiimport steg fra mindre end 40 % af bruttoenergiforbruget i 1980'erne til 45,1 % i 1999 og derefter til 53,9 % i 2009 (se Tabel 4). De højeste energiafhængighedsgrader blev registreret for råolie (84,1 %) og for naturgas (64,2 %). Afhængigheden af lande uden for EU med hensyn til fast brændsel og naturgas voksede hurtigere i det seneste årti end afhængigheden af råolie (som allerede lå på et højt niveau). Siden 2004 har EU-27's nettoenergiimport været større end den primære produktion. Med andre ord blev mere end halvdelen af EU-27's interne bruttoenergiforbrug dækket af nettoimport.

Som nettoeksportør var Danmark i 2009 den eneste medlemsstat i EU-27 med en negativ afhængighedsgrad (se Graf 3). Blandt de andre medlemsstater blev de laveste afhængighedsgrader registreret i Rumænien, Estland, Det Forenede Kongerige og Tjekkiet (de eneste andre lande, som indberettede afhængighedsgrader under 30 %), hvorimod Malta, Luxembourg og Cypern var næsten fuldstændig afhængig af importeret primærenergi.

Datakilder og adgang til data

Energiråvarer udvundet direkte fra naturlige ressourcer kaldes for primære energikilder, mens energiråvarer, der produceres af primære energikilder i forarbejdningsanlæg, kaldes for afledte produkter. Produktionen af primær energi omfatter den nationale produktion af primær energi og finder sted ved udnyttelse af naturlige ressourcer, f.eks. i kulminer, råoliefelter, vandkraftværker eller ved fremstilling af biobrændsel. Når forbruget overstiger den primære produktion, skal der tages højde herfor gennem import af primære eller afledte produkter.

Den varme, der produceres i en reaktor som et resultat af en nuklear fission, betragtes som primær produktion af nuklear varme, hvilket også kaldes for nuklear energi. Den beregnes enten på basis af den faktiske varme eller på basis af den indberettede bruttoelproduktion og atomkraftværkets termiske effektivitet. Primær produktion af kul og brunkul består af mængder af brændstof, der er udvundet eller fremstillet, beregnet efter enhver operation med henblik på fjernelse af inaktivt materiale.

Omdannelse af energi fra en form til en anden såsom elektricitet eller varmeproduktion fra termiske kraftværker eller koksproduktion fra koksovne anses ikke for at være primær produktion.

Nettoimporten beregnes som importmængden minus den tilsvarende eksportmængde. Ímport omfatter alle mængder, som importeres til nationalt område, bortset fra transitmængder (navnlig via gas- og olierørledninger). På samme måde omfatter eksport alle mængder, som eksporteres fra nationalt område.

Kontekst

Mere end halvdelen af EU-27's energi kommer fra lande uden for EU – og denne andel er stigende. Meget af denne energi kommer fra Rusland, hvis uoverensstemmelser med transitlande har truet med at afbryde forsyningerne i de senere år – eksempelvis blev gasforbindelsen via Ukraine afbrudt i perioden 6.-20. januar 2009.

EU-Kommissionen vedtog sin anden strategiske energiredegørelse i november 2008. Den tog fat på, hvordan EU vil kunne reducere sin afhængighed af importeret energi og hermed forbedre sin forsyningssikkerhed samt nedbringe sine emissioner af drivhusgasser. Redegørelsen opfordrede til energisolidaritet blandt medlemsstaterne, foreslog en handlingsplan for at sikre bæredygtig energiforsyning og vedtog en pakke af energieffektive forslag med henblik på at opnå energibesparelser på nøgleområder, f.eks. bygninger og energiforbrugende produkter.

Som svar på den russisk-ukrainske gaskrise i januar 2009 blev lovgivningsrammen vedrørende forsyningssikkerheden gennemgået, og i september 2009 vedtog Rådet direktiv 2009/119/EFom forpligtelse for medlemsstaterne til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter. Formålet med disse foranstaltninger for olie- og gasmarkederne er at sikre, at alle parter iværksætter effektive tiltag for at forhindre og mildne konsekvenserne af potentielle forsyningsafbrydelser samtidig med, at der tilvejebringes mekanismer, som gør det muligt for medlemsstaterne at arbejde sammen med henblik på effektivt at kunne tackle eventuelle større afbrydelser i olie- eller gasforsyningen. Der blev desuden etableret en samordningsmekanisme, således at medlemsstaterne kan reagere ensartet og hurtigt i nødsituationer.

Et bredt miks af energikilder og diversificering af leverandører, transportruter og transportmekanismer kan også spille en vigtig rolle med hensyn til at garantere energiforsyningen. Opbygningen af pålidelige partnerskaber med leverandør-, transit- og forbrugerlande ses som en vej til at reducere de risici, der er forbundet med EU's energiafhængighed, og i september 2011 vedtog EU-Kommissionen meddelelsen COM(2011) 539 final med titlen "EU's energipolitik: Samarbejde med partnere uden for EU".

I november 2010 vedtog EU-Kommissionen et initiativ med titlen "Energi 2020 En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi" (COM(2010) 639 final) Denne strategi definerer energiprioriteringer for en periode på ti år og fastsætter de foranstaltninger, der skal træffes for at tackle en række forskellige udfordringer, herunder opnå et marked med konkurrencedygtige priser og sikre forsyninger, øge det teknologiske førerskab og sikre effektiv forhandling med internationale partnere.

I samme måned vedtog EU-Kommissionen et initiativ med titlen "Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter - en plan for et integreret europæisk energinet" (COM(2010) 677 final). Heri defineres prioriterede EU-korridorer for transport af el, gas og olie. Der foreslås også etableret en værktøjskasse for at fremme en rettidig gennemførelse af disse prioriterede infrastrukturer.

Der er en række igangværende initiativer med henblik på at etablere gasrørledninger mellem Europa og dets østlige og sydlige nabolande. Disse omfatter Nord Stream (mellem Rusland og EU via Østersøen), som efter planen skulle idriftsættes i efteråret 2011, South Stream (mellem Rusland og EU via Sortehavet), som efter planen skal afsluttes i 2015 samt Nabucco (der forbinder regionen omkring Det Kaspiske Hav og Mellemøsten med EU), som efter planen skal være driftsklar i 2017.