Statistics Explained

Archive:Lønninger og arbejdskraftomkostninger

Data fra juni 2019.

Planlagt opdatering af artiklen: juli 2020.

Den engelske udgave er nyere.

Highlights

I 2018 var den gennemsnitlige arbejdskraftomkostning pr. time 27,4 EUR i EU og 30,6 EUR i euroområdet.
I 2018 lå den gennemsnitlige arbejdskraftomkostning i EU mellem 5,4 EUR i Bulgarien og 43,5 EUR i Danmark.
[[File:Wages and labour costs-interactive_FP2019-DA.XLSX]]

Skønnede arbejdskraftomkostninger pr. time, 2018

  • Hele økonomien (undtagen landbrug og offentlig forvaltning); i virksomheder med mindst 10 ansatte. Foreløbige data.
  • Kilde: Eurostat (onlinedatakode: lc_lci_lev)

Denne artikel sammenligner og modstiller tallene vedrørende lønninger og arbejdskraftomkostninger (arbejdsgivernes udgifter til personale) i Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater og i EU-kandidatlandene og landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA).

Arbejdskraft spiller en væsentlig rolle for at få en økonomi til at fungere. Fra erhvervslivets synspunkt udgør det en omkostning (arbejdskraftomkostninger), der omfatter ikke blot lønninger udbetalt til ansatte, men også omkostninger, der ikke er lønmæssige, primært bidrag til sociale ordninger, der betales af arbejdsgiveren. Det er dermed en afgørende faktor for erhvervslivets konkurrenceevne, selv om denne også påvirkes af kapitalomkostningerne (f.eks. renter på lån og udbytte af kapitalandele) og ikkeprismæssige elementer såsom iværksætteri, kvalifikationer og arbejdsproduktivitet, innovation og mærkets/produktets placering på markederne.


Full article


Arbejdskraftomkostningskomponenter

For så vidt angår de ansatte, repræsenterer den modydelse, de modtager for deres arbejde (ofte kaldet løn eller indtjening), generelt deres vigtigste indtægtskilde, og den har derfor en betydelig indvirkning på deres evne til at forbruge og/eller spare op. Mens bruttoløn omfatter bidrag til sociale ordninger betalt af den ansatte, beregnes nettoløn ved at fratrække disse bidrag og eventuelle beløb, som opkræves af det offentlige, såsom indkomstskat. Eftersom beløbet af skatterne generelt afhænger af husstandens situation, hvad indkomst og sammensætning angår, beregnes nettolønnen for forskellige typiske husstandssituationer.

Diagram 1 sammenfatter forholdet mellem nettoløn, bruttoløn og arbejdskraftomkostninger.

Diagram 1: Arbejdskraftomkostningernes komponenter

Arbejdskraftomkostninger

Den gennemsnitlige arbejdskraftomkostning pr. time i 2018 var skønsmæssigt 27,4 EUR i EU-28 og 30,6 EUR i euroområdet (EA-19). Dette gennemsnit camouflerer dog væsentlige forskelle mellem EU-medlemsstaterne med arbejdskraftomkostninger pr. time mellem 5,4 EUR i Bulgarien og 43,5 EUR i Danmark (se graf 1); gennemsnittet var dog endnu højere (50,0 EUR) i Norge.

Graf 1: Skønnede arbejdskraftomkostninger pr. time, 2018
(EUR)
Kilde: Eurostat (lc_lci_lev)


Arbejdskraftomkostninger udgøres af løn plus ikkelønmæssige omkostninger såsom arbejdsgivernes bidrag til sociale sikringsordninger. I 2018 var andelen af ikkelønmæssige omkostninger for hele økonomien 23,7 % i EU-28, mens den var 25,6 % i euroområdet. Andelen af ikkelønmæssige omkostninger varierede også betydeligt i de forskellige EU-medlemsstater: De største andele af ikkelønmæssige omkostninger blev registreret i Frankrig (32,6 %), Sverige (32,3 %), Litauen (29,2 %) og Italien (28,4 %), mens de mindste andele blev registreret i Malta (6,1 %), Luxembourg (11,1 %), Danmark (14,1 %), Kroatien (15,3 %) og Irland (15,4 %).

Bruttoløn

Medianløn

Bruttolønninger er den største del af arbejdskraftomkostninger. I 2014 blev den højeste medianbruttotimeløn i euro registreret i Danmark (25,52 EUR) efterfulgt af Irland (20,16 EUR), Sverige (18,46 EUR), Luxembourg (18,38 EUR), Belgien (17,32 EUR) og Finland (17,24 EUR). Derimod blev den laveste medianbruttotimeløn i euro registreret i Bulgarien (1,67 EUR) og Rumænien (2,03 EUR) efterfulgt af Litauen (3,11 EUR), Letland (3,35 EUR) og Ungarn (3,59 EUR). Med andre ord var den højeste nationale medianbruttotimeløn 15 gange højere end den mindste udtrykt i euro. Hvis der tages højde for forskelle i prisniveauerne mellem landene (ved at omregne til købekraftstandarder (KKS)), var det højeste gennemsnit fem gange så højt som det laveste gennemsnit, hvor Danmark og Bulgarien igen udgjorde de to yderpunkter i hver sin ende af skalaen.

Graf 2: Medianbruttotimeløn, alle ansatte (undtagen lærlinge), 2014
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub2s)


Lavtlønnede

Lavtlønnede defineres som ansatte, der tjener to tredjedele eller mindre af den nationale medianbruttotimeløn. I 2014 var 17,2 % af alle ansatte lavtlønnede i EU-28, mens andelen var 15,9 % i euroområdet. Andelen af lavtlønnede varierede betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat i 2014: De største andele blev registreret i Letland (25,5 %), Rumænien (24,4 %), Litauen (24,0 %) og Polen (23,6 %), efterfulgt af Kroatien (23,1 %), Estland (22,8 %), Tyskland (22,5 %) og Grækenland (21,7 %). Derimod var mindre end 10 % af ansatte lavtlønnede i Sverige (2,6 %), Belgien (3,8 %), Finland (5,3 %), Danmark (8,6 %), Frankrig (8,8 %) og Italien (9,4 %).

Graf 3: Lavtlønnede — ansatte (undtagen lærlinge), der tjener to tredjedele eller mindre af medianbruttotimelønnen, 2014
(% af ansatte)
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub1s)


Kønsbestemt lønforskel

Den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel er en vigtig indikator med henblik på at måle forskelle mellem mænds og kvinders gennemsnitlige indtjening i EU. I 2017 blev kvinder i EU-28 i gennemsnit aflønnet 16,0 % mindre end mænd, mens forskellen var 16,1 % i euroområdet. De mindste forskelle i gennemsnitslønnen mellem kønnene blev konstateret i Rumænien, Italien, Luxembourg, Belgien, Polen og Slovenien (mindre end 10,0 % forskel i hver af disse). De største kønsbestemte lønforskelle blev fundet i Estland (25,6 %), Tjekkiet (21,1 %), Tyskland (21,0 %) og Det Forenede Kongerige (20,8 %) — se graf 4.

Graf 4: Ukorrigeret kønsbestemt lønforskel, 2017
(forskel mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i % af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd)
Kilde: Eurostat (earn_gr_gpgr2)


Forskellige faktorer kan medvirke til disse kønsbestemte lønforskelle, f.eks.: forskelle i erhvervsfrekvens, forskelle i erhverv og aktiviteter, der har tendens til at være domineret af mænd eller kvinder, forskelle i omfanget af mænds og kvinders deltidsarbejde samt de private og offentlige personaleafdelingers holdninger til karriereforløb og orlov uden løn og/eller barsels-/forældreorlov. Nogle underliggende faktorer, som i det mindste delvist kan forklare kønsbestemte lønforskelle, omfatter sektor- og fagspecifik opdeling, uddannelse og videreuddannelse, fokus og åbenhed samt direkte diskrimination. Lønforskellene afspejler også andre uligheder på arbejdsmarkedet, navnlig det forhold, at kvinder ofte påtager sig en uforholdsmæssigt stor del af de familiemæssige forpligtelser, hvilket fører til vanskeligheder med at forene arbejde og privatliv. Mange kvinder arbejder på deltid eller under atypiske kontrakter. Selv om dette giver dem mulighed for dem at blive på arbejdsmarkedet, samtidig med at de varetager familiemæssige forpligtelser, kan det have en negativ indflydelse på deres løn, karriereforløb, forfremmelsesmuligheder og pension.

Nettolønninger og skattesatser

Alle data er baseret på en almindeligt anerkendt model, der er udviklet af OECD, hvor tal indhentes fra nationale kilder (yderligere oplysninger om modellen findes på webstedet OECD - Benefits and wages).

Nettoløn

Oplysninger om nettolønninger komplementerer data om bruttolønninger med hensyn til disponibel indtjening, med andre ord efter fradrag af indkomstskatter og ansattes bidrag til sociale sikringsordninger fra bruttobeløbene og eventuelle familietillæg (kontante overførsler, der udbetales for børn, over for hvem der består forsørgerpligt) i tilfælde af husstande med børn.

I 2018 gik nettolønnen for en enlig person, der tjente 100 % af gennemsnitslønnen for en arbejdstager i det private erhvervsliv uden børn, fra 5 500 EUR i Bulgarien til 41 900 EUR i Luxembourg. De samme to medlemsstater registrerede henholdsvis den laveste (6 100 EUR) og den højeste (56 300 EUR) gennemsnitsnettoløn for et ægtepar med en enkelt indtægt og to børn (se graf 5).

Graf 5: Årlige nettolønninger, 2018
(EUR)
Kilde: Eurostat (earn_nt_net)


I tilfælde, hvor begge parter i et ægtepar arbejder (begge tjener en gennemsnitlig arbejdstagers løn), registrerede Luxembourg de højeste årlige nettolønninger: 93 400 EUR for par med to børn, og 85 800 EUR for barnløse par. Bulgarien registrerede de laveste nettolønninger: 11 100 for par med to børn, og lidt mindre, 11 000 EUR, for barnløse par.

Skattebyrde

Indikatorer for skattesatser (skattekilen på arbejdskraftomkostninger, arbejdsløshedsfælden og lavtlønsfælden) har til formål at overvåge incitamentet til at arbejde. Tabel 1 viser dem for en sådan lavtlønnet, der tjener to tredjedele (67 % helt nøjagtigt) af gennemsnitslønnen for en arbejdstager i det private erhvervsliv (NACE rev. 2, hovedafdeling B til N), og som er enlig uden børn.

Den første indikator, skattekilen på arbejdskraftomkostninger, måler byrden af skatter og bidrag til sociale sikringsordninger i forhold til arbejdskraftomkostninger. Den defineres som indkomstskat af bruttolønnen plus lønmodtager- og arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger, udtrykt i procent af de samlede lønomkostninger. Skattekilen for EU-28 var 38,2 % (40,9 % for euroområdet) i 2018. De højeste skattebyrder for lavtlønnede i 2018 blev registreret i Belgien, Tjekkiet, Tyskland, Frankrig, Italien, Ungarn, Østrig og Sverige (alle over 40,0 %). De laveste skattebyrder for lavtlønnede blev registreret i Irland, Cypern, Malta og Det Forenede Kongerige (alle under 30,0 %).

Tabel 1: Indikatorer for skattesatser på lavtlønnede – enlige uden børn, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (earn_nt_taxwedge), (earn_nt_unemtrp) og (earn_nt_lowwtrp)


Den anden indikator, arbejdsløshedsfælden måler den andel (i procent) af stigningen i bruttolønnen, der "beskattes væk" i form af højere skatter og ansattes bidrag til sociale sikringsordninger, samt bortfald af arbejdsløshedsydelser og andre ydelser, når en arbejdsløs person kommer i beskæftigelse. I 2018 lå arbejdsløshedsfælden på 73,1 % i EU-28 (75,7 % for euroområdet). Den største andel blev registreret i Luxembourg (90,8 %), mens den mindste blev registreret i Estland (32,2 %).

Den tredje indikator, lavtlønsfælden måler den andel (i procent) af stigningen i bruttolønnen, der "beskattes væk" gennem de kombinerede virkninger af indkomstskat, ansattes bidrag til sociale sikringsordninger og eventuelle bortfald af ydelser, hvis bruttolønnen stiger fra 33 % til 67 % af den gennemsnitlige løn for en arbejdstager. Lavtlønsfælden lå på 39,0 % i EU-28 i 2018 (42,2 % for euroområdet), med den mindste andel i Cypern (10,3 %) og den højeste i Belgien (59,7 %).

Kildedata til tabeller og grafer

Datakilder

Arbejdskraftomkostninger

Arbejdskraftomkostninger omfatter aflønning (herunder lønninger i kontanter og naturalier og arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger), omkostninger til erhvervsuddannelser og andre udgifter (f.eks. rekrutteringsudgifter, udgifter til arbejdstøj samt skatter på arbejdskraft, der anses for at være arbejdskraftomkostninger, med fradrag af eventuelle modtagne tilskud). Disse arbejdskraftomkostningskomponenter og deres elementer er defineret i forordning (EF) nr. 1737/2005 af 21. oktober 2005.

Arbejdskraftomkostningsstatistikker udgør et hierarkisk system af flerårige, årlige og kvartalsvise statistikker, der er udformet, så de giver et omfattende og detaljeret billede af niveauet, strukturen og udviklingen på kort sigt i arbejdskraftsomkostningerne i de forskellige økonomiske sektorer i EU-medlemsstaterne og en række tredjelande. Alle statistikker er baseret på en harmoniseret definition af arbejdskraftomkostninger. Niveauet for arbejdskraftomkostningerne er baseret på den seneste undersøgelse af arbejdskraftomkostninger (fra 2016) og en ekstrapolering baseret på det kvartalsvise lønomkostningsindeks. I undersøgelsen af arbejdskraftomkostninger, som gennemføres hvert fjerde år, indsamles der meget detaljerede oplysninger om niveauet for arbejdskraftomkostningerne. Data anvendes kun på et aggregeret niveau for at ekstrapolere med lønomkostningsindekset. Det kvartalsvise lønomkostningsindeks (en euroindikator (på engelsk)) måler det omkostningspres, der afstedkommes af produktionsfaktoren arbejde. Data omfattet af lønomkostningsindekset vedrører de samlede gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time og to kategorier af arbejdskraftomkostninger: lønninger samt arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger plus betalte skatter minus tilskud modtaget af arbejdsgiveren. Data er tilgængelige for EU-aggregater (EU og euroområdet) og EU-medlemsstater for et aggregat, der omfatter industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (ekskl. offentlig forvaltning, forsvar og socialsikring), som omfattet af hovedafdeling B til N og P til S i NACE rev. 2 (oplysningerne er også disaggregerede efter økonomisk aktivitet) korrigeret efter arbejdsdag og sæsonkorrigeret.

Bruttoløn

De vigtigste definitioner for løn fastlægges i forordning (EF) nr. 1738/2005 af 21. oktober 2005. Data kommer fra lønstrukturundersøgelsen, der gennemføres hvert fjerde år — den seneste er fra oktober 2014. Bruttolønnen omfatter monetær aflønning betalt direkte af arbejdsgiveren før skattefradrag og bidrag til sociale sikringsordninger, der afholdes af arbejdstagerne og tilbageholdes i lønnen af arbejdsgiveren. Alle bonusser, uanset om de udbetales regelmæssigt eller ej, medregnes (13. eller 14. månedsløn, feriepenge, overskudsdeling, godtgørelser for ferie, som ikke er taget, lejlighedsvise provisioner osv.).

Data om medianlønninger er baseret på bruttotimeløn for alle ansatte (fuld- og deltidsansatte, undtagen lærlinge) i virksomheder med mindst ti ansatte og i alle økonomiske sektorer, undtagen landbrug, fiskeri, offentlig administration, private husholdninger og ekstraterritoriale organisationer. Medianlønnen beregnes således, at halvdelen af befolkningen tjener mindre end medianen, og den anden halvdel tjener mere.

Kønsbestemt lønforskel

Den kønsbestemte lønforskel defineres i sin ukorrigerede form som forskellen mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i procent af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd. Metoden for udarbejdelse af denne indikator er benchmarket ud fra data indsamlet gennem lønstrukturundersøgelsen, der revideres hvert fjerde år, når nye data fra lønstrukturundersøgelsen er tilgængelige.

Ifølge den anvendte metode omfatter den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel alle ansatte (der er ingen begrænsninger med hensyn til alder eller arbejdstimer) i virksomheder (med mindst ti ansatte) inden for industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (inden for hovedafdeling B til N og P til S i NACE rev. 2). Nogle lande giver også oplysninger for hovedafdeling O i NACE rev. 2 (offentlig forvaltning og forsvar; socialsikring), men dette er ikke obligatorisk. Oplysningerne er også tilgængelige med en analyse efter økonomisk sektor (offentlig eller privat), arbejdstid (fuldtid eller deltid) og ansattes alder.

Nettolønninger og skattebyrde

Nettolønninger er afledt af bruttolønninger og udgør den del af aflønningen, som de ansatte rent faktisk kan forbruge eller spare op. I forhold til bruttolønninger omfatter nettolønninger ikke bidrag til sociale sikringsordninger og skatter, men inkluderer dog børnetilskud.

Arbejdsløshedsfælden defineres som forskellen mellem stigningen i bruttolønnen og stigningen i nettoindkomsten ved overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse udtrykt i procent af bruttolønnen.

Kontekst

Strukturen og udviklingen i arbejdskraftomkostninger og lønninger er vigtige faktorer på ethvert arbejdsmarked, idet de afspejler enkeltpersoners arbejdskraftudbud og virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft.

EU søger at fremme lige muligheder, hvilket indebærer gradvis eliminering af den kønsbestemte lønforskel. Artikel 157, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og artikel 157, stk. 3, danner retsgrundlaget for lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse. Europa-Kommissionen vedtog i december 2015 en strategi for ligestilling mellem kønnene 2016-2019. EU-Kommissionen har i dette arbejdsprogram på ny bekræftet sin vilje til at fortsætte sit arbejde for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Et af de tematiske prioritetsområder er at nedbringe forskellene i løn og pension mellem kønnene og derved bekæmpe fattigdom blandt kvinder. EU-Kommissionen har fremlagt en række vigtige foranstaltninger, der skal gennemføres på dette prioritetsområde. En af dem er hvert år at organisere den europæiske ligelønsdag (på engelsk) for at øge opmærksomheden omkring den kønsbestemte lønforskel og dens tilgrundliggende årsager.

Direct access to

Other articles
Tables
Database
Dedicated section
Publications
Methodology
Visualisations




Gender pay gap in unadjusted form (tsdsc340)
Labour cost index by NACE Rev. 2 (teilm100)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - percentage change Q/Q-1 (teilm120)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - percentage change Q/Q-4 (teilm130)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - Index (2012=100) (teilm140)
Retrieved from "https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Archive:Lønninger_og_arbejdskraftomkostninger&oldid=480487"