Europa-Kommissionen

Mindre affald

  • 01 January 2007

Et URBAN II-projekt i Torino går ud på at lancere en forsøgsproces til sortering af husholdningsaffald efter kategori med henblik på at reducere affaldsmængden og mindske den andel, der afbrændes. Dette vil indebære oprettelsen af økologiske centre i URBAN II-området for at informere borgerne om affaldsforvaltning og involvere dem i selektiv affaldsindsamling.

URBAN II-programmet omfatter de sydlige forstæder til Torino, der har et overfladeareal på 2 135 km2 og 24 843 indbyggere. Området, der ligger ved siden af FIAT-industriområdet "Mirafiori Nord", har alvorlige sociale og økonomiske problemer: forfaldent socialt boligbyggeri, miljøskader, bygninger og offentlige arealer i dårlig stand, arbejdsløshed, kriminalitet, fattigdom og et lavt uddannelsesniveau. Området gennemskæres også af en række vigtige transportforbindelser, der skaber en kraftig luft- og støjforurening. Et positivt aspekt er imidlertid, at området har mange grønne områder. Udfordringen for URBAN II er at forbedre kvaliteten af bymiljøet. Det er et mål i sig selv, men det vil også skabe bedre grobund for iværksætteraktiviteter og social samhørighed. Det lokale affaldsdepot skal efter planen indstille driften i 2004, så Torino vil være nødt til at reducere og genbruge sit affald. For at opfylde denne målsætning har byen godkendt en overordnet affaldsbehandlingsplan, og URBAN II-projektet vil bidrage til at realisere denne plan. Projektet gennemføres i to faser. Den første fase går ud på at ændre forbrugernes vaner og vil omfatte kommunikation og uddannelse om miljøbevarelse. Den næste fase, betegnet "forhandlingsfasen", vil gøre indbyggerne i stand til at deltage i beslutningsprocessen for affaldsbehandlingsplanen. Områder udvælges med henblik på differentieret indsamling af affald i hvert enkelt kvarter gennem en kollektiv beslutningsproces, hvorpå de nødvendige faciliteter installeres. Skoler, alment boligbyggeri og kommercielle bedrifter vil også være involveret i projektet. De forventede resultater omfatter en forbedring af miljøet i bydelen, en reduktion i den affaldsmængde, der sendes til forbrænding og en større separation af affald efter kategori (fra det nuværende 30% til 50%).