breadcrumb.ecName
da Dansk

KulturDialog overvinder barrierer og skaber større forståelse langs den dansk-tyske grænse

  • 18 December 2015

Projektet KulturDialog fremmede møder på tværs af grænsen og skabte gensidig forståelse mellem borgerne i den dansk-tyske grænseregion. Det bidrog på denne måde til at nedbryde barrierer og få større viden om kulturen og samfundet på den anden side af grænsen i de to nabolande.

Sammen med de syv musikskoler i den dansk-tyske grænseregion afholdt vi den dansk-tyske musikskoledag i Husum og Sønderborg. Over 1 200 elever spillede deres musik og viste deres færdigheder på forskellige scener i begge byer. Pædagoger og lærere fra begge sider af grænsen har meget mere kontakt med hinanden nu, og vi organiserede et dansk-tysk strygeorkester. Vi havde kun mulighed for at føre dette kulturarrangement ud i livet med støtte fra KulturDialog. Vi er meget stolte af resultaterne af disse to arrangementer og ser frem til musikskoledagene i Schleswig og Åbenrå i de kommende år.

Jan Østergaard, leder af Sønderborg Musikskole

KulturDialog resulterede i undertegnelsen af den første grænseoverskridende kulturaftale i Europa i 2013, som førte til oprettelsen af den internationale kulturregion Sønderjylland-Schleswig. Det langsigtede kultursamarbejde i grænseregionen var dermed sikret.

Der blev oprettet en fælles kulturfond og en netværksfond for at støtte mikroprojekter inden for kultur, sprog, børn, unge og fritidsaktiviteter. Projektet havde også succes med at skabe større forståelse mellem skoler i grænseregionen med hensyn til sprog og kultur.

Mikroprojekter om forskellige temaer

74 mikroprojekter modtog støtte fra kulturfonden, og de blev gennemført inden for projektets ramme. De dækkede temaer såsom historie, musik, kunst, litteratur, sport, skole og teater.

Det enkelte projekt bidrog til at styrke den gensidige forståelse og skabe nye bånd mellem danskere og tyskere. Mange af mikroprojekterne gennemførte effektive reklamekampagner og udnyttede medierne godt såsom kortfilm, de sociale medier og andre kanaler for at nå yngre målgrupper.

Der blev afholdt årlige regionale konferencer i hele projektets levetid. På konferencerne havde kulturaktører, repræsentanter for offentlige myndigheder og borgere, navnlig unge, lejlighed til at drøfte kulturelle emner ud fra et dansk-tysk perspektiv. Der var en stigende interesse hvert år blandt almindelige borgere.

Der blev gennemført en bred vifte af andre kommunikationsaktiviteter i forbindelse med KulturDialog. Desuden førte projektet til oprettelse af to job.

Samlet investering og EU-støtte

Den samlede investering i projektet »KulturDialog« er 1 550 974 EUR, hvoraf Den Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrager med 1 008 133 EUR fra det operationelle program »Syddanmark - Schleswig-K.E.R.N.« i programmeringsperioden 2007-2013.