Archive:Befolkningsændring på regionalt plan
This Statistics Explained article is outdated and has been archived - for recent articles on population see here.
- Data fra marts 2011. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.
Denne artikel præsenterer det nuværende regionale mønster for befolkningsændringer i Den Europæiske Union (EU), som skyldes naturlig befolkningsvækst eller migration, hvoraf migration i øjeblikket er den væsentligste faktor. Den demografiske udvikling har en stor betydning for de europæiske samfund, og de skaber enorme udfordringer på alle politikområder. Derfor er detaljerede statistiske oplysninger essentielle for de politiske beslutningstagere og for borgerne.
Kilde: Eurostat (demo_r_d3dens)
Kilde: Eurostat (demo_r_gind3)
Kilde: Eurostat (reg_gind3) og (demo_gind)
,_by_NUTS_3_regions,_2008.PNG)
Kilde: Eurostat (reg_gind3) og (demo_gind)
Kilde: Eurostat (demo_r_frate2)
Kilde: Eurostat (demo_r_mlifexp)
Kilde: Eurostat (demo_r_mlifexp)
Vigtigste statistiske resultater
Befolkningsstørrelse og -tæthed
Den 1. januar 2009 var der 499,7 mio. indbyggere i de 27 EU-medlemsstater. Befolkningstætheden på EU-27-niveau i 2008 blev anslået til at være 116 indbyggere pr. km2.
Kort 1 viser befolkningstætheden i 2008. Generelt er NUTS 3-regionerne, som omfatter landets hovedstad og i de fleste tilfælde regionerne i dens umiddelbare nærhed, blandt de tættest befolkede.
NUTS 3-regionen Paris var klart den tættest befolkede (21 022 indbyggere pr. km2) efterfulgt af Inner London West (10 094) og Indre London Øst (9 049). Der blev observeret befolkningstætheder over 5 000 pr. km2, i faldende rækkefølge, i følgende NUTS 3-regioner: Hauts-de-Seine (Frankrig), Bucureşti (Rumænien), Bruxelles-Capitale/Brussel-Hoofdstad (Belgien) Seine-Saint-Denis og Val-de-Marne (Frankrig), Melilla (Spanien) samt Basel-Stadt (Schweiz).
Den tyndest befolkede statistiske region på niveau 3 inden for det i 2008 omfattede område var Landsbyggd (Island) med 1,2 indbyggere pr. km2. Inden for EU-27 var den tyndest befolkede NUTS 3-region Guyane (Frankrig) med 2,7 indbyggere pr. km2.
Befolkningsændring i 2008
Befolkningsændringen i et givent referenceår er forskellen mellem befolkningsstørrelsen den 1. januar i det følgende år og den 1. januar i det givne referenceår. Ændringen i befolkningsstørrelsen er forskellen mellem antallet af levendefødte og dødsfald samt forskellen mellem ind- og udvandring i antal personer. Befolkningsændringen består derfor af to komponenter: "naturlig ændring" (forskellen mellem levendefødte og dødsfald) og ‘nettomigration og statistisk tilpasning" (se Datakilder og adgang til data ).
Kort 2, 3 og 4 viser befolkningsændringen og disse to komponenter i 2008 efter NUTS 3-regioner. Af hensyn til sammenligneligheden vises befolkningsændringen og dens to komponenter som bruttokvotienter pr. 1 000 indbyggere, dvs. i forhold til størrelsen på den gennemsnitlige befolkning i regionen (se Datakilder og adgang til data ).
Kortene viser, hvordan befolkningsændringen varierer fra region til region fra vækst til fald (Kort 2) på grund af en positiv eller negativ naturlig ændring (Kort 3) samt positiv eller negativ nettomigration og statistisk tilpasning (Kort 4).
Den nuværende demografiske situation i EU-27 bekræfter en tendens med fortsat vækst, som har været uafbrudt siden 1960. Befolkningen i EU-27 voksede med 4,1 pr. 1 000 indbyggere i 2008 som følge af en naturlig stigning (se Datakilder og adgang til data ) på 1,2 pr. 1 000 indbyggere og nettomigration[1] på 2,9 pr. 1 000 indbyggere. Selv om befolkningstallet i EU-27 som helhed steg i 2008, var befolkningsvæksten forskellig fra medlemsstat til medlemsstat medlemsstaterne. I 2008 steg befolkningstallet i 20 EU-medlemsstater og faldt i de andre syv.
Der kunne konstateres et fald i befolkningstallet i de fleste af de nordøstlige og østlige og en del af de sydøstlige NUTS 3-regioner. De lande med regioner, der blev mest påvirket af denne tendens, var i 2008 Bulgarien, Tyskland, Ungarn, Rumænien, Polen, Estland, Letland, Litauen og Kroatien, hvor befolkningstallet faldt i de fleste af deres NUTS 3-regioner og overgik den befolkningsvækst, der blev observeret i deres andre regioner. Der kunne også konstateres et fald i befolkningstallet i de nordlige dele af Sverige, i den finske region Itä-Suomi, i mange regioner i Grækenland og Portugal samt i flere regioner i Tyrkiet. På den anden side voksede befolkningen i Cypern, Luxembourg og Malta samt i Montenegro, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og i højere grad i Tyrkiet.
I næsten alle vestlige og sydvestlige regioner af EU steg befolkningstallet i 2008. Dette ses særligt tydeligt i Irland og i næsten alle regioner af Det Forenede Kongerige, i Italien, Spanien, Frankrig, herunder de franske oversøiske departementer samt på de spanske og portugisiske øer i Atlanterhavet. Der blev også registreret positive befolkningsændringer i Østrig, Schweiz, Belgien, Luxembourg og Nederlandene.
Det billede, som tegnes i Kort 2, kan gøres endnu skarpere ved at analysere de to komponenter for befolkningsændring, dvs. den naturlige ændring og nettomigrationen[2].
Kort 3 viser, at antallet af dødsfald i 2008 i mange EU-regioner oversteg antallet af levendefødte. Den heraf følgende negative naturlige befolkningsændring er omfattende og påvirker næsten halvdelen af alle regioner i EU. Der kan identificeres en positiv naturlig ændring i befolkningen i Irland, de centrale dele af Det Forenede Kongerige, de fleste regioner i Frankrig, Belgien, Luxembourg, Nederlandene, Schweiz, Island, Liechtenstein og Danmark og de fleste regioner i Norge. I alle disse regioner var der flere levendefødte end dødsfald i 2008.
Antallet af dødsfald oversteg antallet af levendefødte i de fleste regioner i Tyskland, Ungarn, Kroatien, Rumænien og Bulgarien og også i de baltiske medlemsstater i Nordeuropa samt i Grækenland og Italien i Sydeuropa. Andre lande havde generelt et mere afbalanceret mønster.
En væsentlig årsag til dette fald i den naturlige befolkningsvækst er, at EU-borgerne får færre børn end tidligere. På aggregeret niveau i de 27 lande, som EU består af i dag, er den samlede fertilitetskvotient faldet fra ca. 2,5 levendefødte pr. kvinde i begyndelsen af 1960'erne til 1,60 i perioden 2006-08. (for en definition af den samlede fertilitetskvotient, (se Datakilder og adgang til data ).
På nationalt niveau blev der i perioden 2006-08 observeret en fertilitetskvotient, der var lavere end 1,5 barn pr. kvinde i 17 af EU's 27 medlemsstater. I de udviklede dele af verden anses en samlet fertilitetskvotient på ca. 2,1 levendefødte pr. kvinde for at være reproduktionsraten, dvs. det niveau, som vil holde befolkningstallet stabilt på længere sigt, hvis der ikke var nogen ind- og udvandring. Mellem 2006 og 2008 lå praktisk talt hele EU, EFTA og kandidatlandene med undtagelse af Tyrkiet og Island fortsat et godt stykke under denne reproduktionsrate.
Kort 5 viser variationerne i den samlede fertilitetskvotient efter NUTS 2-regioner. Blandt de 317 NUTS 2-regioner, som er omfattet af denne analyse, varierede den samlede fertilitetskvotient i perioden 2006-08 i gennemsnit fra 1 barn pr. kvinde i Asturias i Spanien til 3,7 børn i det franske oversøiske departement Guyane.
Forventet levetid ved fødslen er steget med ca. 10 år i de seneste 50 år som følge af forbedrede socioøkonomiske og miljømæssige forhold samt bedre medicinsk behandling og pleje.
Kort 6 og 7 giver et billede af den gennemsnitlige forventede levetid for mænd og kvinder ved fødslen i perioden 2006-08 for NUTS 2-regionerne. De to kort er direkte sammenlignelige ved hjælp af de fælles farvemønstre, som anvendes til at klassificere den forventede levetid for mænd og kvinder.
I alle regioner lever kvinder længere end mænd. På EU-27-niveau er den forventede levetid ved fødslen i gennemsnit 82,2 år for kvinder og 76,1 for mænd, hvilket giver en kønsskævhed på 6,1 år.
De regionale data afslørede markante forskelle mellem de laveste og højeste værdier for kvinder og mænd. De laveste niveauer var 76,0 år for kvinder (vestlige og nordvestlige regioner af Rumænien og regionerne Yugoiztochen og Severozapaden i Bulgarien) og 65,5 år for mænd (Litauen). De højeste værdier for forventet levetid ved fødslen var 86,0 år for kvinder og 80,2 år for mænd, som begge blev registreret i regionen Ticino i Schweiz.
Kort 6 viser, at den forventede levetid ved fødslen er mindre end eller 74 år hovedsageligt i den østlige del af EU-27, som omfatter alle regioner i de baltiske stater, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Montenegro samt nogle enkelte regioner i Tjekkiet, Portugal og Kroatien, hvorimod der blev observeret værdier over 80 år i Åland (Finland) og Ticino (Schweiz). Kort 7 viser den regionale fordeling af den forventede levetid ved fødslen for kvinder med værdier mindre end eller op til 78 år fortrinsvis i den østlige del af Europa, herunder alle regioner i Letland, Litauen, Rumænien, Bulgarien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Montenegro og i de fleste regioner af Ungarn. Der blev observeret værdier højere end 84 år i et stort antal regioner i Spanien, Frankrig og Italien samt i Salzburg-regionen i Østrig og i Schweiz og Liechtenstein.
Den mindste kønsskævhed var 3,4 år i regionen Åland i Finland, mens den største var 11,8 år i Litauen.
Den tredje faktor, der er bestemmende for befolkningsændringen (efter fertilitet og mortalitet), er nettomigrationen. Da mange EU-lande i øjeblikket befinder sig i en situation med hensyn til den demografiske udvikling, hvor den naturlige befolkningsændring er tæt på at være i balance eller negativ, bliver nettomigrationen en signifikant faktor for at opretholde befolkningens størrelse. Desuden bidrager migrationen indirekte til naturlig vækst under forudsætning af, at migranterne får børn. Migranterne er også normalt yngre og har endnu ikke nået den alder, hvor sandsynligheden for at dø er højere.
Kort 4 viser nettomigrationen (herunder statistisk tilpasning) i 2008 efter NUTS 3-regioner på tværs af EU-27, EFTA og kandidatlandene.
I nogle EU-27-regioner er den negative naturlige ændring blevet udlignet ved positiv nettomigration. Dette er mest påfaldende i regionerne Kerkyra og Ioannina i Grækenland, i de nordlige og centrale regioner i Italien og i Pest (Ungarn), Pieriga (Letland), La Palma (Spanien), Wiener Umland/Nordteil (Østrig) og Landes (Frankrig). Den modsatte situation, hvor en positiv naturlig ændring ophæves af en negativ nettomigration, er meget sjældnere, men er mærkbar i regionerne Miasto Poznań og Miasto Kraków i Polen, i regionerne Osttirol og Lungau i Østrig, i regionen Ardennes i Frankrig og i regionerne Würzburg Landkreis og Mainz Kreisfreie Stadt i Tyskland.
Kort 4 viser fire grænseoverskridende regioner, hvor der har været større udadgående end indadgående migration (negativ nettomigration):
- de nordiske lande, som omfatter Island, de nordlige regioner af Norge og Sverige samt de vestlige og østlige regioner af Finland
- det nordvestlige og centrale Europa, som omfatter nogle få regioner i Irland, Det Forenede Kongerige, Nederlandene, de fleste regioner i Tyskland, de nordøstlige regioner i Frankrig og de sydlige regioner i Østrig
- det østlige Europa, som består af de fleste regioner i Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien
- det sydlige Europa, som omfatter de fleste regioner i Portugal, enkelte regioner i Spanien, det sydlige Italien, Grækenland og flere regioner i Kroatien.
Der blev ligeledes observeret negativ nettomigration i Guadeloupe og Martinique blandt de oversøiske franske departementer.
Der er regioner, hvor de to komponenter for befolkningsændring (naturlig ændring og nettomigration) begge har bevæget sig i samme retning.
I Luxembourg, Malta, Cypern, Liechtenstein og Montenegro og i de fleste regioner i Irland, Belgien, Nederlandene, Spanien, Slovenien og Norge blev en positiv naturlig ændring ledsaget af positiv nettomigration, hvilket således medførte en akkumuleret stigning i deres befolkningstal.
Omvendt bevægede begge komponenter for befolkningsændring sig i en negativ retning i et stort antal af NUTS 3-regioner i Tyskland, Letland, Litauen, Polen, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Dette akkumulerede fald medførte en markant befolkningstilbagegang i 2008.
Analysen af nettomigrationen i NUTS 3-regionerne, som inkluderer landets hovedstad [3], nåede frem til følgende resultater:
24 regioner havde en stigning i deres befolkning som følge af en positiv naturlig ændring i kombination med en stærk positiv nettomigration. Denne tendens er mest tydelig i hovedstadsområderne i de nordiske lande (Oslo i Norge, Höfudborgarsvædi i Island, Stockholms län i Sverige, Byen København i Danmark og Uusimaa i Finland), i Centraleuropa (Luxembourg, Arr. de Bruxelles-Capitale/Arr. van Brussel-Hoofdstad i Belgien, Osrednjeslovenska i Slovenien og Hlavní mesto Praha i Den Tjekkiske Republik) og i Spaniens Madrid-region.
I fire regioner kompenseres den negative naturlige ændring af positiv nettomigration, nemlig Budapest (Ungarn), Sofia (stolitsa) (Bulgarien), Bucureşti (Rumænien) og Vilniaus apskritis (Litauen).
Fem regioner registrerede en positiv befolkningsændring til trods for en negativ nettomigration, især Inner London og Outer London (Det Forenede Kongerige), Dublin (Irland), Paris (Frankrig) og Grande Lisboa (Portugal).
Riga-regionen i Letland viste et akkumuleret fald forårsaget af en negativ naturlig ændring, hvilket yderligere forværres af en negativ nettomigration.
Demografisk aldring: situationen i dag
En signifikant og kontinuerlig stigning i den forventede levetid ved fødslen kombineret med lave fertilitetskvotienter og ophobningen af pensioneringer i efterkrigstidens babyboom-generation har betydet en aldrende befolkning. Ældrekvoten viser forholdet mellem arbejdsstyrken og de ældre.
Kort 8 viser ældrekvoten beregnet for NUTS 2-regioner for EU, EFTA og kandidatlandene. På EU-27-plan udgjorde den samlede befolkning på 65 år eller derover en andel af arbejdsstyrken på 25,6 %. Med andre ord forsørgede hver 100 personer i arbejdsstyrken 26 personer på 65 år eller derover. I begyndelsen af 2009 varierede ældrekvoten fra 5,4 % i regionen Van i Tyrkiet til 43,3 % i Liguria i Italien.
Der blev konstateret ældrekvoter på mere end 30 % i 68 regioner, først og fremmest i:
- de nordiske lande, i visse regioner i Sverige og Finland;
- det nordvestlige og centrale og østlige Europa, som omfatter regioner i Det Forenede Kongerige, Belgien, Tyskland og Bulgarien;
- middelhavslandene, herunder regioner i Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland.
Konklusion
Dette kapitel fokuserer på udvalgte trenddata i den regionale befolkning i EU-27, EFTA og kandidatlandene i perioden fra 1. januar 2006 til 1. januar 2009. Så vidt muligt er der identificeret grupper af regioner med det samme fænomen, som spreder sig på tværs af de nationale grænser.
Selv om befolkningstilbagegangen er tydelig i flere regioner, er den samlede befolkning i EU-27 ikke desto mindre øget med ca. 2 mio. mennesker hvert år i den undersøgte periode. Hoveddrivkraften bag befolkningsvæksten er nettomigration, som opvejede den negative naturlige ændring i befolkningen i mange regioner.
Virkningen af de demografiske ændringer inden for EU vil sandsynligvis have stor betydning i de kommende årtier. Konsekvent lave fødselsrater og højere forventet levetid ved fødslen markerer overgangen til en meget ældre befolkning, hvilket allerede viser sig i flere regioner.
Datakilder og adgang til data
Kilde: Eurostat — Befolkningsstatistikker.
For yderligere oplysninger se Eurostats websted Særligt afsnit om befolkning.
Kontekst
Den demografiske udvikling har en kraftig indvirkning på de europæiske samfund. Konsekvent lave fertilitetsniveauer kombineret med højere forventet levetid og den kendsgerning, at babyboom-generationen nærmer sig pensionsalderen, resulterer i en aldrende EU-befolkning. Antallet af personer i arbejdsstyrken falder, mens der er et stigende antal ældre.
De sociale og økonomiske forandringer i forbindelse med aldringen af befolkningen vil sandsynligvis få stor betydning for EU, både på nationalt og regionalt niveau. De strækker sig over en bred vifte af politikområder og har indvirkning på bl.a. børn og unge i skolealderen, sundhedsvæsenet, deltagelse i arbejdsstyrken, social beskyttelse, social sikring og offentlige finanser.
Yderligere Eurostat-oplysninger
Publikationer
- Eurostat regional yearbook 2011,
- European Regional and Urban Statistics - Reference guide 2008 (tilgængelig på engelsk, fransk og tysk)
Hovedtabeller
- Regional demographic statistics (t_reg_dem)
- Total average population, by NUTS 2 regions (tgs00001)
- Population density, by NUTS 2 regions (tgs00024)
Database
- Regional demographic statistics (reg_dem)
- Population and area (reg_dempoar)
- Population at 1st January by sex and age from 1990 onwards (demo_r_d2jan)
- Population at 1st January by sex and age (source: OECD) - in persons (demo_r_d2janoecd)
- Annual average population by sex (demo_r_d3avg)
- Area of the regions (demo_r_d3area)
- Area of the regions (source: OECD) (demo_r_d2aroecd)
- Population density (demo_r_d3dens)
- Population density (source: OECD) (demo_r_d2deoecd)
- Population by sex and age groups on 1 January - NUTS level 3 regions (demo_r_pjanaggr3)
- Demographic balance and crude rates - NUTS level 2 and 3 regions (demo_r_gind3)
- Population and area (reg_dempoar)
- Population change (reg_dempch)
- Births and deaths (demo_r_d3natmo)
- Births by age of the mother (demo_r_d2natag)
- Deaths by sex and age (demo_r_d2morag)
- Infant mortality (demo_r_d2infmo)
- Fertility rates by age - NUTS level 2 regions (demo_r_frate2)
- Population change (reg_dempch)
