Archive:Nationalregnskaber og BNP

Data fra maj 2014. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: december 2014.

Fig. 1: BNP i markedspriser, 2003–13
(1 000 mio. EUR) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) og (tec00001)

Tabel 1: BNP i markedspriser, 2002-03 og 2011-13 - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) og (tec00001)

Fig. 2: BNP pr. indbygger i markedspriser, 2002 og 2012 (1)
(EU-27 = 100; baseret på KKS pr. indbygger) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) og (tec00001)

Fig. 3: Realvækst i BNP, 2003–13
(ændring i % i forhold til det foregående år) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Tabel 2: Realvækst i BNP, 2003–13
(ændring i % i forhold til det foregående år, gennemsnit 2003-13) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k) og (tsieb020)

Tabel 3: Bruttoværditilvækst i basispriser, 2003 og 2013
(% af den samlede bruttoværditilvækst) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_c)

Fig. 4a: Bruttoværditilvækst , EU-28, 2003–13
(2005 = 100) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_k)

Fig. 4b: Bruttoværditilvækst , EU-28, 2003–13
(2005 = 100) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_k)

Fig. 5: Arbejdsproduktivitet, EU-28, 2003 og 2013
(1 000 EUR pr. beskæftiget person) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_c) og (nama_nace10_e)

Tabel 4: Arbejdsproduktivitet
(baseret på KKS), 2002–12 - Kilde: Eurostat (tec00116) og (tec00117)

Fig. 6: Udgifter til konsum og bruttoinvesteringer i faste priser, EU-28, 2003–13
(2005 = 100) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Fig. 7: Årlig ændring i BNP's udgiftskomponenter, EU-28, 2003–13
(%) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Fig. 8: BNP's udgiftskomponenter, EU-28, 2013
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c), (or), (tec00009), (tec00010), (tec00011) og (tec00110)

Fig. 9: Faste bruttoinvesteringer, 2013
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c)

Tabel 5: Investeringer, 2002, 2007 og 2012
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (tsdec210)

Fig. 10: Indkomstfordeling, 2013
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c), (or), (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Fig. 11: Indkomstfordeling, EU-28, 2003–13
(2005 = 100) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c), (or), (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Tabel 6: Husholdningernes udgifter til konsum
(indlandsbegreb), 2002, 2007 og 2012 - Kilde: Eurostat (nama_fcs_c)

Fig. 12: Husholdningernes udgifter til konsum, EU-28, 2012 (1)
(% af samlede husholdningsudgifter til konsum) - Kilde: Eurostat (nama_co3_c)

Nationalregnskaberne er kilden til en lang række velkendte økonomiske indikatorer, der er beskrevet i denne artikel. Bruttonationalproduktet (BNP) er det hyppigst anvendte mål for den samlede størrelse af en økonomi, mens afledte indikatorer såsom BNP pr. indbygger – f.eks. i euro eller justeret for forskelle i prisniveau – i vidt omfang anvendes til en sammenligning af levestandarden eller til overvågning af konvergensprocessen i den Europæiske Union (EU).

Desuden kan udviklingen af specifikke BNP-komponenter og dertil knyttede indikatorer, f.eks. økonomisk produktion, import og eksport, indenlandsk (privat og offentligt) forbrug eller investeringer, samt data om indkomst- og opsparingsfordelingen give et værdifuldt indblik i en økonomis drivkræfter og derved blive grundlaget for udformningen, overvågningen og evalueringen af specifikke EU-politikker.

Vigtigste statistiske resultater

Udvikling i BNP

Væksten i EU-28's BNP faldt betydeligt i 2008, og BNP faldt mærkbart i 2009 som følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der var et opsving i EU-28's BNP i 2010, og denne udvikling fortsatte (om end i et langsommere tempo) i 2011, 2012 og 2013, idet BNP steg til 13 075 mia. EUR – det højeste niveau nogensinde i løbende priser (se fig. 1).

Euroområdet (EA-18) udgjorde 73,4 % af dette beløb i 2013, mens summen af de fem største økonomier i EU's medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Italien og Spanien) var 71,0 %. Sammenligninger af landene bør dog foretages med forsigtighed, da især valutakursudsvingninger i væsentlig grad kan påvirke udviklingen af de nominelle BNP-tal for de af EU's medlemsstater, der ikke har indført euroen.

Det er mere hensigtsmæssigt at anvende BNP pr. indbygger i købekraftstandarder (KKS), med andre ord justeret for størrelsen af en økonomi set i forhold til befolkningstallet og også for forskelle i prisniveauerne i de forskellige lande, til at evaluere levestandarder. Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-28 i 2012 var 25 500 KKS, lidt mere end det højdepunkt (25 000 KKS), der blev nået i 2007 og 2008, før virkningerne af den finansielle og økonomiske krise for alvor slog igennem. De enkelte landes relative position kan udtrykkes ved en sammenligning med dette gennemsnit, hvor værdien for EU-27 sættes til at være lig med 100. Luxembourg havde den højeste relative værdi blandt EU's medlemsstater, hvor BNP pr. indbygger i KKS var mere end 2,6 gange gennemsnittet for EU-27 i 2012 (hvilket delvist skyldes den store betydning af grænsearbejdere fra Belgien, Frankrig og Tyskland). På den anden side var BNP pr. indbygger i Bulgarien mindre end halvdelen af gennemsnittet for EU-27 i 2012.

Selv om KKS-tal i princippet bør anvendes til sammenligninger inden for et enkelt år snarere end over tid, tyder udviklingen af disse tal i det sidste tiår på, at en vis konvergens i levestandarden fandt sted, idet medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, rykkede tættere på EU-gennemsnittet trods visse tilbageskridt under den finansielle og økonomiske krise. Mens Luxembourg, Tyskland, Sverige og Østrig rykkede yderligere foran gennemsnittet i EU-27, når man sammenligner situationen i 2012 med den i 2002, rykkede adskillige andre EU-15-medlemsstater, navnlig Det Forenede Kongerige, Italien, Irland og Frankrig, tættere på EU-27-gennemsnittet (se fig. 2). Fra positioner under EU-27-gennemsnittet i 2002 tog Litauen, Rumænien, Letland, Slovakiet, Estland, Polen og Bulgarien de største skridt hen imod EU-27-gennemsnittet i 2012, mens Grækenland og Portugal faldt tilbage.

Den globale finansielle og økonomiske krise medførte en alvorlig recession i EU, Japan og USA i 2009 (se fig. 3) efterfulgt af et opsving i 2010. I Japan og USA blev virkningerne af krisen allerede synlige i 2008, da der var en relativ lille nedgang i BNP i faste priser. BNP i faste priser faldt med 4,5 % i EU-28 i 2009, mens der var nedgange på 5,5 % i Japan og 2,8 % i USA. Med genopsvinget i EU-28 steg BNP i faste priser med 2,0 % i 2010, og dette blev fulgt af en yderligere stigning i 2011 på 1,6 %. BNP faldt dernæst 0,4 % i 2012 og lå relativt stabilt (det gik op med 0,1 %) i 2013. I euroområdet (EA-18) var de tilsvarende vækstrater i 2010 og 2011 lig raterne i EU-28, mens faldet i 2012 var kraftigere (-0,7 %). Faldet varede ved i 2013 (-0,4 %). I Japan og i mindre grad i USA var opsvinget i 2010 mere udtalt end i EU-28, og selvom dette mønster fortsatte i USA i 2011, var der en beskeden nedgang i det faktiske BNP i Japan (-0,5 %) – hvilket, i det mindste til dels, afspejler de ødelæggende virkninger af Tohokujordskælvet og tsunamien i marts 2011. Der blev registreret vækst i både den japanske og den amerikanske økonomi i 2012 og 2013.

Blandt EU-medlemsstaterne varierede realvæksten i BNP betydeligt – både over tid og på tværs af landene. Efter en nedgang i alle EU-medlemsstaterne (på nær Polen) i 2009, kom den økonomiske vækst tilbage i 2010 i 22 medlemsstater, et mønster, som blev videreført i 2011, hvor der blev registreret realvækst i BNP i 25 af EU-medlemsstaterne. Denne udvikling blev dog vendt i 2012, da kun halvdelen af de 28 EU-medlemsstater rapporterede økonomisk vækst, mens dette tal voksede til 17 i 2013. De højeste vækstrater i 2013 blev registreret i Letland (4,1 %), Rumænien (3,5 %) og Litauen (3,3 %). Den cypriotiske økonomi faldt kraftigere i 2013 (-5,4 %), end den gjorde i 2012 (-2,4 %), mens det omvendte var tilfældet for Grækenland, hvor nedgangen på 3,9 % i 2013 var svagere end nedgangene i de to foregående år (begge omkring -7 %).

Analyseret over hele det sidste årti sænkede virkningerne af den finansielle og økonomiske krise de samlede resultater af EU-medlemsstaternes økonomier. De gennemsnitlige årlige vækstrater for EU-28 og euroområdet (EA-18) mellem 2003 og 2013 var henholdsvis 1,1 % og 0,8 %. Set på denne måde var den højeste vækst i Slovakiet og Litauen (begge havde vækst på 4,2 % om året) fulgt af Polen (4,0 %), Letland (3,7 %), Estland (3,6 %), Rumænien (3,5 %) og Bulgarien (3,3 %). Derimod var den samlede udvikling af BNP i faste priser negativ i Grækenland, Italien og Portugal i perioden fra 2003 til 2013.

Vigtigste BNP-aggregater

Ser man på BNP fra produktionssiden, giver tabel 3 en oversigt over den relative betydning af ti aktiviteter med hensyn til deres bidrag til bruttoværditilvæksten. Industriens andel af værditilvækst i EU-28 faldt med 1,2 procentpoint til 19,1 % mellem 2003 og 2013, hvorved den lige akkurat forbliver foran handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (19,0 %), der også registrerede et fald i sin andel på 0,7 procentpoint i disse ti år. Derimod voksede offentlig administration, uddannelse og sundhed med 1,0 procentpoint til 19,4 % i 2013, hvorved det gik fra at være den tredjestørste til at være den største aktivitet (i denne detaljeringsgrad) betragtet ud fra værditilvækst. De næststørste aktiviteter i 2013 var virksomhed i forbindelse med fast ejendom (11,2 %) fulgt af liberale, videnskabelige, tekniske og administrative tjenester og hjælpetjenester (herefter forretningsservice) (10,4 %), bygge og anlæg (5,7 %), finansiering og forsikring (5,4 %) og information og kommunikation (4,5 %). De mindste bidrag kom fra forlystelser og andre tjenesteydelser (3,6 %) og landbrug, skovbrug og fiskeri (1,7 %).

Tjenesteydelser bidrog med 73,5 % af EU-28's bruttoværditilvækst i 2013 sammenlignet med 71,5 % i 2003. Den relative betydning af tjenesteydelser var særligt høj i Luxembourg, Cypern, Malta, Grækenland, Frankrig (2012-data), Det Forenede Kongerige, Belgien og Danmark, hvor de tegnede sig for mere end tre fjerdedele af den samlede værditilvækst.

Strukturforandringer er - i det mindste delvis – en følge af fænomener såsom teknologiske ændringer, udviklingen i relative priser, outsourcing og globalisering og resulterer ofte i, at produktionsaktiviteter flyttes til regioner med lavere arbejdskraftomkostninger, både i og uden for EU.

Adskillige aktiviteter blev særlig hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise og i kølvandet herpå. Industrien oplevede den kraftigste afmatning, værditilvæksten faldt alt i alt med 13,8 % i EU-28 (udtrykt i volumen) mellem 2007 og 2009. Industriproduktionen faldt yderligere 1,5 % mellem 2011 og 2013. Bygge og anlæg oplevede den største og længste afmatning, idet produktionen faldt med 18,9 % mellem 2007 og 2013, og produktionen faldt i hvert eneste år i denne periode. Forretningsservice samt handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester oplevede blot ét år mellem 2008 og 2009 med faldende værditilvækst, men faldene var betydelige, henholdsvis -8,0 % og -5,5 %. Handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester registrerede yderligere en lille afmatning i produktionen i 2012. Efter at være toppet i 2009 faldt produktionen i landbrug, skovbrug og fiskeri i 2010 med 3,8 % og igen i 2012 med 5,5 %. Andre aktiviteter oplevede mindre fald i værditilvækst under krisen, navnlig i 2009, 2010 og 2011 for finansiering og forsikring og 2009 for kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser (se fig. 4).

Arbejdsproduktivitet

En analyse af arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget i tiåret fra 2003 til 2013 viser stigninger (i løbende priser) for alle aktiviteter, der strækker sig fra 17,4 % for handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester til 35,9 % for industri, med informations- og kommunikationstjenester (4,4 %) og forretningsservice (8,0 %) liggende under dette interval (see fig. 5). For at undgå virkningerne af inflation kan arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget også beregnes ved hjælp af produktionstal i faste priser. Mere detaljerede data om udviklingen i produktiviteten målt enten pr. beskæftiget eller pr. arbejdstime viser, at arbejdsproduktiviteten i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, konvergerede mod EU-27-gennemsnittet gennem det sidste tiår (se tabel 4) med undtagelse af Malta. Navnlig steg arbejdsproduktiviteten pr. beskæftiget i Litauen fra 49 % til 74 % af EU-27-gennemsnittet mellem 2002 og 2012. Letland, Rumænien, Slovakiet, Estland og Polen konstaterede også betydelige fremskridt hen mod EU-27-gennemsnittet. På den anden side registrerede Det Forenede Kongerige, Italien, Belgien og Grækenland betydelige nedgange i arbejdsproduktiviteten pr. person i forhold til EU-27-gennemsnittet.

Forbrug og investeringer

Vedrørende en analyse af udviklingen af BNP-komponenter fra udgiftssiden kan det bemærkes, at de endelige forbrugsudgifter på tværs af EU-28 steg med 9,7 % udtrykt i mængde mellem 2003 og 2013 (se fig. 6) trods mindre fald i 2009 og 2012. Det offentliges endelige forbrugsudgifter steg noget hurtigere med 13,5 % mellem 2003 og 2013. I den samme periode faldt bruttoinvesteringer med 2,9 %, hovedsageligt da der var kraftige fald i 2009, 2012 og 2013, mens væksten i eksport væsentligt oversteg væksten i import i de senere år.

Efter at være faldet i 2009 steg forbrugsudgifterne i 2010 for husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (med 1,1 % udtrykt i mængde) og igen i 2011 (0,3 %), før de faldt igen i 2012 (-0,7 %) og dernæst stabiliserede sig i 2013. Fra 2009 aftog vækstraten for offentlige udgifter i EU-28 udtrykt i mængde, og væksten blev negativ (-0,2 %) i 2011 og forblev negativ i 2012 (også -0,2 %), før der igen var svag vækst i de offentlige udgifter i 2013 (0,3 %). Trods beskedne stigninger i 2011 (1,6 %), har de faste bruttoinvesteringer i EU-28 ikke genvundet det tabte terræn efter deres drastiske fald i 2009 (-13,4 %), og en negativ vækst indtraf igen i 2012 og 2013.

I løbende priser bidrog forbrugsudgifterne for husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger til 58,3 % af EU-28's BNP i 2013, mens andelen af det offentliges udgifter var 21,5 % og de faste bruttoinvesteringer var 17,3 % (se fig. 8).

Blandt EU-medlemsstaterne var der stor variation i graden af de samlede investeringer, og dette kan til dels afspejle forskellige faser af økonomisk udvikling samt vækstdynamik i de senere år (se fig. 9). I 2013 var faste bruttoinvesteringer 17,3 % af BNP i EU-28 og 17,7 % i euroområdet (EA-18). De var højest i Estland (25,3 %), Rumænien (23,6 %), Tjekkiet (22,1 %), Letland og Østrig (begge 21,1 %) samt Bulgarien (20,7 %) og lavest i Irland (10,7 %, 2012-data), Cypern (11,6 %) og Grækenland (12,1 %).

Som det fremgår af tabel 5 blev størstedelen af investeringerne foretaget af den private sektor. I 2012 udgjorde investeringer fra virksomheder og husholdninger 16,0 % af EU-28's BNP, mens den tilsvarende andel for investeringer fra den offentlige sektor var 2,3 %. Relativt set var de offentlige investeringer størst i Estland (5,4 % af BNP), erhvervslivets investeringer var størst i Bulgarien (16,5 %) og Letland (16,1 %), mens husholdningernes investeringer var størst i Finland (6,9 %), Italien (6,5 %), Tyskland (6,3 %), Frankrig (6,2 %) og Belgien (6,0 %)..

Indkomst

Af en analyse af BNP i EU-28 med fokus på indkomstsiden fremgår det, at fordelingen mellem produktionsfaktorer for indkomst, der kommer fra produktionsprocessen, var domineret af aflønningen af ansatte, som udgjorde 49,4 % af BNP i 2013. Andelen af bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst var 38,6 % af BNP, mens andelen af skatter på produktion og import minus subsidier var 12,1 % (se fig. 10). Af fig. 11 fremgår det, at de respektive indkomstaggregater op til 2011 eller 2012 havde genvundet de tab, der forekom under den finansielle og økonomiske krise. Aflønning af ansatte faldt med 3,0 % i 2009, men i 2013 var aflønningen 5,5 % højere end den havde været i 2008. Der var allerede stagnation i 2008, hvad bruttooverskuddet af produktionen og de blandede indkomster angår fulgt af et fald på 8,6 % i 2009. Dette indkomstaggregat vendte i 2012 tilbage til et niveau, der lå over dets højeste niveau inden krisen (i 2007), og i 2013 var det 1,2 % over dette højeste niveau. Faldet i skatter på produktion og import minus subsidier startede allerede i 2008 (-2,7 %) og accelererede i 2009 (-8,5 %). Disse tab blev genvundet inden 2011, og i 2013 lå dette indkomstaggregat 6,1 % over sit tidligere højdepunkt (også 2007).

Husholdningsforbrug

Husholdningernes udgifter til forbrug udgjorde mindst halvdelen af BNP i de fleste EU-medlemsstater i 2012. Denne andel var blandt EU-medlemsstaterne højest i Grækenland (76,7 %, 2011-data), Cypern (73,9 %), Bulgarien (70,1 %) og Malta (69,1 %). I modsætning hertil var andelen lavest i Luxembourg (38,1 %), som ikke desto mindre havde langt de højeste gennemsnitlige husholdningsudgifter til forbrug pr. indbygger (30 800 EUR) – se tabel 6.

Mere detaljerede oplysninger om strukturen af de samlede husholdningsudgifter til forbrug i EU-28 i 2012 viser, at næsten en fjerdedel (24,1 %) blev anvendt til bolig, vand, elektricitet, gas og andet brændsel (se fig. 12). Transportudgifter (13,0 %) og udgifter til mad og ikke alkoholiske drikkevarer (også 13,0 %) var de næstvigtigste udgiftskategorier. Alt i alt udgjorde de tiloversblevne forbrugsudgiftskategorier i fig. 12 næsten halvdelen (49,8 %) af de samlede husholdningsudgifter til forbrug.

Datakilder og adgang til data

Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem (ENS) fastlægger metodologien for nationalregnskaber i EU. Den nuværende udgave, ENS 95, var i fuld overensstemmelse med de internationale retningslinjer for nationalregnskaber, SNA 93. Efter en international aftale om en opdateret udgave af SNA i 2008, blev en tilsvarende opdatering af ENS — ENS 2010 (på engelsk) — vedtaget i maj 2013, og den vil blive implementeret i september 2014.

BNP og de vigtigste komponenter

Nationalregnskabernes vigtigste aggregater er sammenstillet fra institutionelle enheder, navnlig ikke-finansielle eller finansielle selskaber, den offentlige sektor, husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (NPIH).

Data på nationalregnskabsområdet omfatter oplysninger om BNP-komponenter, beskæftigelse, opsparing og aggregater for det endelige forbrug. Mange af disse variabler beregnes på årsbasis og kvartalsbasis.

BNP er det centrale mål for nationalregnskaberne, der viser en sammenfatning af den økonomiske situation i et land (eller region). Det kan beregnes ud fra forskellige tilgange: outputtilgangen, udgiftstilgangen og indkomsttilgangen.

En analyse af BNP pr. indbygger fjerner virkningen af befolkningens absolutte størrelse og gør sammenligninger mellem forskellige lande lettere. BNP pr. indbygger er en bred økonomisk indikator for levestandard. BNP-data i nationale valutaer kan konverteres til købekraftstandarder (KKS) ved at bruge købekraftpariteter (KKP'er), der afspejler hver valutas købekraft frem for at bruge markedets valutakurser. På denne måde elimineres prisniveauforskellene mellem landene. Mængdeindekset for BNP pr. indbygger i KKS udtrykkes i forhold til EU-27-gennemsnittet (sat til at være lig med 100). Hvis indekset i et land er højere/lavere end 100, er BNP pr. indbygger i dette land over/under EU-27-gennemsnittet. Dette indeks er beregnet til sammenligninger på tværs af lande snarere end sammenligninger over tid.

Beregningen af den årlige vækstrate for BNP i faste priser, dvs. ændringen af BNP udtrykt i mængder, sigter mod at muliggøre sammenligninger af dynamikken af den økonomiske udvikling både over tid og mellem økonomier af forskellig størrelse uanset prisniveauer.

Supplerende data

Økonomisk produktion kan også analyseres efter aktivitet. På det mest aggregerede analyseringsniveau er der ti NACE Rev. 2-kategorier: landbrug, jagt og fiskeri, industri, bygge og anlæg, handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteteter og restaurationsvirksomhed, informations- og kommunikationstjenester, finansiering og forsikring, fast ejendom, liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser, administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester, offentlig forvaltning, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser og aktiviteter for husholdninger og ekstraterritoriale organisationer og organer. En analyse af produktionen efter aktivitet over tid kan lettes ved at anvende mængdemåling – med andre ord ved at deflatere produktionsværdien for at fjerne virkningerne af prisændringer. Hver aktivitet deflateres individuelt for at afspejle prisændringerne for de forbundne produkter.

Endnu et sæt nationalregnskabsdata anvendes i forbindelse med analyser af konkurrenceevnen, nemlig indikatorer for arbejdskraftproduktiviteten, såsom arbejdsproduktivitetsmål. Produktivitetsmål udtrykt i KKS er særlig interessant for sammenligninger mellem landene. BNP i KKS pr. beskæftiget person har til formål at give et generelt indtryk af produktiviteten i de nationale økonomier. Man bør dog huske på, at denne indikator afhænger af strukturen af den samlede beskæftigelse og f.eks. kan reduceres ved en overførsel fra fuldtids- til deltidsarbejde. BNP i KKS pr. arbejdstime giver et klarere billede af produktiviteten, idet hyppigheden af deltidsbeskæftigelse varierer meget mellem landene og aktiviteterne. Dataene præsenteres i form af et indeks i forhold til EU-gennemsnittet: Hvis indekset stiger til over 100, er arbejdsproduktiviteten over EU-gennemsnittet.

Data om forbrugsudgifter kan opdeles efter klassifikationen af individuelt forbrug efter formål (COICOP), som har 12 forskellige kategorier på sit mest aggregerede niveau. Årlige oplysninger om husholdningsudgifter er tilgængelige fra nationalregnskaberne sammenstillet gennem en makroøkonomisk tilgang. En alternativ kilde til at analysere husholdningsudgifter er husstandsbudgetundersøgelser (HBS): Disse oplysninger fås ved at bede husstande om at skrive dagbog over deres indkøb og er mere detaljerede i dækningen af varer og tjenester samt de typer socioøkonomisk analyse, der gøres tilgængelige. HBS udføres og offentliggøres kun hvert femte år – det sidste referenceår, der er tilgængeligt for tiden, er 2005.

Husholdningsopsparing er den vigtigste indenlandske kilde til midler, der kan finansiere kapitalinvesteringer. Regnskabssystemet indeholder bestemmelser om, at både disponibel indkomst og opsparinger skal vises på bruttobasis, dvs. begge aggregater indeholder forbrug af fast kapital.

Kontekst

Europæiske institutioner, regeringer, centralbanker og andre økonomiske og sociale aktører i den offentlige og den private sektor har brug for et sæt sammenlignelige og pålidelige statistikker som grundlag for deres afgørelser. Nationalregnskaber kan anvendes til forskellige former for analyse og evaluering. Brugen af internationalt accepterede begreber og definitioner giver mulighed for at analysere forskellige økonomier, såsom den indbyrdes afhængighed mellem EU-medlemsstaternes økonomier eller en sammenligning mellem EU og ikke-medlemsstater.

Analyse af konjunkturcykluser og makroøkonomiske politikker

Et af hovedformålene med nationalregnskabsdata hænger sammen med behovet for at støtte europæiske beslutninger om økonomisk politik og opnåelsen af målene i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) ved hjælp af korttidsstatistikker af høj kvalitet, der kan bruges til at overvåge den makroøkonomiske udvikling og til at udlede råd for makroøkonomisk politik. F.eks. har en af de mest basale og langvarige anvendelser af nationalregnskaber været at måle væksten i økonomien eller sagt på en enkel måde: væksten i BNP. Nationalregnskabernes hovedtal anvendes navnlig til at udvikle og overvåge de makroøkonomiske politikker, mens detaljerede nationalregnskabsdata også kan anvendes til at udarbejde sektor- eller industripolitikker, navnlig gennem en analyse af input-output-tabeller.

Siden indførelsen af ØMU'en i 1999 har Den Europæiske Centralbank (ECB) været en af hovedbrugerne af nationalregnskaber. ECB's strategi for vurdering af de risici, der truer prisstabiliteten, er baseret på to analytiske perspektiver, som kaldes "de to søjler": økonomisk analyse og monetær analyse. Et stort antal monetære og finansielle indikatorer vurderes således i forhold til andre relevante data, der muliggør en kombination af monetær, finansiel og økonomisk analyse, f.eks. de vigtigste nationalregnskabsaggregater. På den måde kan monetære og finansielle indikatorer analyseres sammenholdt med resten af økonomien.

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender udarbejder Europa-Kommissionens makroøkonomiske prognoser to gange om året, i foråret og i efteråret. Disse prognoser omfatter alle EU-medlemsstaterne med henblik på at udlede prognoser for euroområdet og EU, men de omfatter også prognoser for kandidatlandene samt visse ikke-medlemsstater.

Analysen af offentlige finanser ved hjælp af nationalregnskaberne er endnu en almindeligt anerkendt anvendelse af disse statistikker. En særlig brug blev udviklet inden for EU i relation til ØMU'ens konvergenskriterier, hvoraf to direkte henviser til de offentlige finanser. Disse kriterier er blevet fastlagt på grundlag af nationalregnskabstal, nemlig det offentlige underskud og den offentlige gæld i forhold til BNP. Se artiklen om statistikker over offentlige finanser for yderligere oplysninger.

Regional-, struktur- og sektorpolitikker

Der er andre politikrelaterede anvendelser af europæiske national- og regionalregnskabsdata udover til analyse af konjunkturcykluser og makroøkonomiske politikker, navnlig vedrørende regionale, strukturelle og sektorspecifikke anliggender.

Fordelingen af strukturfondsmidler er delvis baseret på regionalregnskaber. Endvidere benyttes regionale statistikker til efterfølgende at vurdere regional- og samhørighedspolitikkernes resultater.

Det er en strategisk prioritet for både EU og medlemsstaterne at fremme mere vækst og flere jobs, og det er en del af Europa 2020-strategien. Til at støtte disse strategiske prioriteringer gennemføres der fælles politikker i alle sektorerne i EU's økonomi, samtidig med at medlemsstaterne gennemfører deres egne nationale strukturreformer. Europa-Kommissionen analyserer disse politikker for at sikre, at de er så gunstige som muligt, og for at forberede sig på de udfordringer, der ligger forude.

Europa-Kommissionen udfører økonomiske analyser, der bidrager til udviklingen af den fælles landbrugspolitik, ved at analysere effektiviteten af EU's forskellige støtteordninger og ved at udvikle et langtidsperspektiv. Det omfatter forskning om samt analyser og konsekvensanalyser af emner, der vedrører landbrug og økonomien i landdistrikterne i EU og i ikke-medlemsstater, delvist ved at bruge landbrugsregnskaberne.

Målsætning, benchmarking og bidrag

Politikker inden for EU fastsætter i stigende grad mellem- og langsigtede mål, uanset om disse er bindende eller ej. For nogle af disse bruges BNP-niveauet som en benchmarkfællesnævner, f.eks. ved at fastsætte et mål for forsknings- og udviklingsudgifter på 3 % af BNP.

Nationalregnskabene bruges også til at bestemme EU's ressourcer ud fra de grundlæggende regler, der er fastsat i en rådsafgørelse. Det samlede beløb af egne ressourcer, der skal til for at finansiere EU-budgettet, fastsættes som de samlede udgifter minus andre indtægter, og den maksimale størrelse af egne ressourcer er forbundet med EU's bruttonationalindkomst.

Ud over at blive brugt til at bestemme budgetmæssige bidrag inden for EU bruges nationalregnskabstal også til at bestemme bidragene til andre internationale organisationer, såsom de Forenede Nationer (FN). Bidrag til FN-budgettet er baseret på bruttonationalindkomster og en række forskellige tilpasninger og begrænsninger.

Analytikere og eksperter

Nationalregnskaber anvendes i vid udstrækning af analytikere og forskere til at undersøge den økonomiske situation og udvikling. Arbejdsmarkedets parter, såsom repræsentanter for virksomheder (f.eks. brancheorganisationer) eller repræsentanter for arbejdstagere (f.eks. fagforeninger), har også en interesse i nationalregnskaberne med henblik på at analysere udviklinger, som påvirker forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Forskere og analytikere anvender blandt andet nationalregnskaberne til at analysere konjunkturudviklingen og til at analysere langsigtede økonomiske cykler og sætte disse i forhold til økonomiske, politiske og teknologiske udviklinger.