Archive:Nationalregnskaber og BNP

Data fra september og oktober 2012. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

Fig. 1: BNP i markedspriser, 2001-2011
(1 000 mio. EUR) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) eller (tec00001)

Tabel 1: BNP i markedspriser, 2001, 2010 og 2011 - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) og (tec00001)

Fig. 2: BNP pr. indbygger i markedspriser, 2001 og 2011
(EU-27=100; baseret på KKS pr. indbygger) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) og (tec00001)

Fig. 3: Realvækst i BNP, 2001-2011
(ændring i % i forhold til det foregående år) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Tabel 2: Realvækst i BNP, 2002-2011
(ændring i % i forhold til det foregående år; gennemsnit 2002-2011) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k) eller (tsieb020)

Tabel 3: Bruttoværditilvækst i basispriser, 2001 og 2011
(% af den samlede bruttoværditilvækst) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_c)

Fig. 4a: Bruttoværditilvækst , EU-27, 2001-2011
(2005=100) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_k)

Fig. 4b: Bruttoværditilvækst, EU-27, 2001-2011
(2005=100) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_k)

Fig. 5: Arbejdsproduktivitet, EU-27, 2001 og 2011
(1 000 EUR pr. beskæftiget person) - Kilde: Eurostat (nama_nace10_c) og (nama_nace10_e)

Tabel 4: Arbejdsproduktivitet
(baseret på KKS), 2001-2011 - Kilde: Eurostat (tec00116) og (tec00117)

Fig. 6: Udgifter til konsum og bruttoinvesteringer i faste priser, EU-27, 2001-2011
(2005=100) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Fig. 7: Årlig ændring i BNP's udgiftskomponenter, EU-27, 2001-2011
(%) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_k)

Fig. 8: BNP's udgiftskomponenter, EU-27, 2011 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) eller (tec00009), (tec00010), (tec00011) og (tec00110)

Tabel 5: Investeringer, 2001, 2006 og 2011
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c), (tsdec210) og (tec00022)

Fig. 9: Faste bruttoinvesteringer, 2011
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c)

Fig. 10: Indkomstfordeling, 2011
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) eller (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Fig. 11: Indkomstfordeling, EU-27, 2001-2011
(2005=100) - Kilde: Eurostat (nama_gdp_c) eller (tec00016), (tec00015) og (tec00013)

Tabel 6: Husholdningernes udgifter til konsum
(indlandsbegreb), 2001, 2006 og 2011 - Kilde: Eurostat (nama_fcs_c)

Fig. 12: Husholdningernes udgifter til konsum, EU-27, 2011 (1)
(% af samlede husholdningsudgifter til konsum) - Kilde: Eurostat (nama_co3_c)

Fig. 13: Bruttoopsparing, 2001 og 2011 (1)
(% af disponibel bruttonationalindkomst) - Kilde: Eurostat (nama_inc_c)

Tabel 7: Nøgletal for sektorregnskaber, husholdninger, 2011 (1) - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Fig. 14: Husholdningernes opsparingskvote
(brutto), 2011 (1)
(%) - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Fig. 15: Husholdningernes investeringskvote
(brutto), 2011 (1)
(%) - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Fig. 16: Forholdet mellem husholdningernes finansielle formuer og indkomster (netto), 2011 (1)
(%) - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Tabel 8: Nøgletal for sektorregnskaber, ikke-finansielle selskaber, 2011 - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Fig. 17: Ikke-finansielle selskabers investeringskvote
(brutto), 2011 (1)
(%) - Kilde: Eurostat (nasa_ki)

Nationalregnskaberne er kilden til en lang række velkendte økonomiske indikatorer, der er beskrevet i denne artikel. Bruttonationalproduktet (BNP) er det hyppigst anvendte mål for den samlede størrelse af en økonomi, mens afledte indikatorer såsom BNP pr. indbygger – f.eks. i euro eller justeret for forskelle i prisniveau – i vidt omfang anvendes til en sammenligning af levestandarden eller til overvågning af konvergensprocessen i den Europæiske Union (EU).

Desuden kan udviklingen af specifikke BNP-komponenter og dertil knyttede indikatorer, f.eks. økonomisk produktion, import og eksport, indenlandsk (privat og offentligt) forbrug eller investeringer, samt data om indkomst- og opsparingsfordelingen give et værdifuldt indblik i en økonomis drivkræfter og derved blive grundlaget for udformningen, overvågningen og evalueringen af specifikke EU-politikker.

Den økonomiske udvikling i produktion, indkomstdannelse og indkomst(om)fordeling, forbrug og investeringer kan måske bedst forstås analyseret efter institutionel sektor. Navnligt sektorregnskaberne har adskillige nøgleindikatorer for husholdninger og ikke-finansielle selskaber, såsom husholdningsopsparingskvoten og virksomheders overskudsandel.

Vigtigste statistiske resultater

Udvikling i BNP

Væksten i EU-27's BNP faldt betydeligt i 2008, og BNP faldt mærkbart i 2009 som følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der var et opsving i EU-27's BNP i 2010, og denne udvikling fortsatte (om end i et langsommere tempo) i 2011, idet BNP steg til 12 638 mia. EUR – det højeste niveau nogensinde i løbende priser (se fig. 1).

Euroområdet udgjorde 74,5 % af dette beløb i 2011, mens summen af de fem største økonomier i EU's medlemsstater (Tyskland, Frankrig, Det Forenede Kongerige, Italien og Spanien) var 71,1 %. Sammenligninger af landene bør dog foretages med forsigtighed, da især valutakursudsvingninger i væsentlig grad kan påvirke udviklingen af de nominelle BNP-tal for de af EU's medlemsstater, der ikke har indført euroen.

Det er mere hensigtsmæssigt at anvende BNP pr. indbygger i købekraftstandarder (KKS), med andre ord justeret for størrelsen af en økonomi set i forhold til befolkningstallet og også for forskelle i prisniveauerne i de forskellige lande, til at evaluere levestandarder. Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-27 i 2011 var 25 130 KKS, lidt mere end det højdepunkt (25 020 KKS), der blev nået i 2008, før virkningerne af den finansielle og økonomiske krise for alvor slog igennem. Enkelte landes relative position kan udtrykkes ved en sammenligning med dette gennemsnit, hvor værdien for EU-27 sættes til at være lig med 100. Luxembourg havde den højeste relative værdi blandt EU's medlemsstater, hvor BNP pr. indbygger i KKS var mere end 2,7 gange gennemsnittet for EU-27 i 2011 (hvilket delvist skyldes den store betydning af grænsearbejdere fra Belgien, Frankrig og Tyskland). På den anden side var BNP pr. indbygger i Rumænien og Bulgarien mindre end halvdelen af gennemsnittet for EU-27.

Selv om KKS-tal i princippet bør anvendes til sammenligninger inden for et enkelt år snarere end over tid, tyder udviklingen af disse tal i det sidste tiår på, at en vis konvergens i levestandarden fandt sted idet medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller 2007 rykkede tættere på EU-gennemsnittet trods visse tilbageskridt under den finansielle og økonomiske krise. Mens Luxembourg, Tyskland, Sverige og Østrig rykkede yderligere foran gennemsnittet i EU-27, når man sammenligner situationen i 2011 med den i 2001, rykkede adskillige andre EU-15 medlemsstater, navnlig Italien, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Irland og Belgien, tættere på EU-27-gennemsnittet (se fig. 2). Fra positioner under EU-27-gennemsnittet i 2001 tog Rumænien, Slovakiet, Estland, Litauen, Letland, Polen og Bulgarien de største skridt hen imod EU-27-gennemsnittet i 2011, mens Grækenland og Portugal faldt tilbage.

Den globale finansielle og økonomiske krise har medført en alvorlig recession i EU, Japan og USA i 2009 (se fig. 3) efterfulgt af et opsving i 2010 og 2011. BNP i faste priser faldt med 4,3 % i EU-27 i 2009, mens der var nedgang på 5,5 % i Japan og 3,1 % i USA. I begge de andre triadeøkonomier blev virkningerne af krisen allerede synlige i 2008, da der var en relativ lille nedgang i BNP i faste priser. Med genopsvinget i EU-27 steg BNP i faste priser med 2,0 % i 2010, og dette blev fulgt af en yderligere stigning i 2011 på 1,6 %. I euroområdet var den tilsvarende rate identisk i 2010, og i 2011 var den 0,1 procentpoint lavere. I Japan og USA var opsvinget i 2010 mere udtalt end i EU-27, og selvom dette mønster fortsatte i USA i 2011, var der en beskeden nedgang i det faktiske BNP i Japan (-0,8 %) – hvilket, idet mindste til dels, afspejler de ødelæggende virkninger af Tohokujordskælvet og tsunamien i marts 2011.

Blandt EU-medlemsstaterne varierede realvæksten i BNP betydeligt – både over tid og på tværs af landene. Efter en nedgang i alle EU-medlemsstaterne (på nær Polen) i 2009, kom den økonomiske vækst tilbage i 2010 i 22 lande, et mønster, som blev videreført i 2011, hvor der blev registreret realvækst i BNP i 24 af EU-medlemsstaterne. De højeste vækstrater i 2011 blev registreret i Estland (7,6 %), Litauen (5,9 %) og Letland (5,5 %). Økonomierne i Slovenien (-0,2 %) og Portugal (-1,7 %) skrumpede i 2011 – mens recessionen i Grækenland forværredes, da BNP faldt for fjerde år i træk (-6,9 % i 2011).

Analyseret over hele det sidste årti sænkede virkningerne af den finansielle og økonomiske krise de samlede resultater af EU-medlemsstaternes økonomier. De gennemsnitlige årlige vækstrater for EU-27 og euroområdet mellem 2002 og 2011 var henholdsvis 1,4 % og 1,2 %. Set på denne måde var den højeste vækst i Slovakiet og Litauen (begge havde vækst på 4,7 % om året) fulgt af Letland (4,2 %), Estland (4,1 %), Rumænien og Polen (begge 4,0 %). I modsætning hertil blev de laveste realvækstrater for BNP i perioden fra 2002 til 2011 registreret i Italien og Portugal (0,4 % om året) og i Danmark (0,6 %).

Vigtigste BNP-aggregater

Ser man på BNP fra produktionssiden, giver tabel 3 en oversigt over den relative betydning af ti aktiviteter med hensyn til deres bidrag til EU-27's bruttoværditilvækst. Trods et fald på 2,0 procentpoint mellem 2001 og 2011 forblev industri (19,5 %) den største aktivitet (på dette detaljeringsniveau) i 2011 tæt fulgt af handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester (19,4 %) og offentlig administration, uddannelse og sundhed (19,1 %). Sidstnævntes andel var 1,3 procentpoint højere end i 2001. De næststørste aktiviteter i 2011 var virksomhed i forbindelse med fast ejendom (10,3 %) fulgt af liberale, videnskabelige, tekniske og administrative tjenester og hjælpetjenester (herefter forretningsservice) (10,0 %), bygge og anlæg (6,3 %), finansiering og forsikring (5,7 %) og information og kommunikation (4,5 %). De mindste bidrag kom fra kultur, fritid og anden service (3,5 %) og landbrug, skovbrug og fiskeri (1,7 %).

Servicesektoren bidrog med 72,5 % af EU-27's bruttoværditilvækst i 2011 sammenlignet med 70,2 % i 2001. Den relative betydning af tjenester var særligt høj i Cypern, Malta og Frankrig (data fra 2010), Grækenland, Belgien, Danmark og Det Forenede Kongerige, hvor de tegnede sig for mere end tre fjerdedele af den samlede værditilvækst.

Strukturforandringer er - i det mindste delvis – en følge af fænomener såsom teknologiske ændringer, udviklingen i relative priser, outsourcing og globalisering og resulterer ofte i, at produktionsaktiviteter flyttes til regioner med lavere arbejdskraftomkostninger, både i og uden for EU.

Fire aktiviteter blev særlig hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise. Industrien oplevede den kraftigste afmatning, værditilvæksten faldt alt i alt med 13,8 % (udtrykt i volumen) mellem 2007 og 2009. Bygge og anlæg oplevede den længste afmatning, idet produktionen faldt med 10,4 % mellem 2007 og 2010. Forretningsservice samt handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationstjenester oplevede blot ét år mellem 2008 og 2009 med faldende værditilvækst, men faldene var betydelige, henholdsvis 7,3 % og 5,7 %. Andre aktiviteter oplevede mindre fald i værditilvækst under krisen, navnlig i 2009 og 2010 for landbrug, skovbrug og fiskeri, og i 2010 og 2011 for finansiering og forsikring (se fig. 4).

En analyse af arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget i tiåret fra 2001 til 2011 viser stigninger (i løbende priser) for alle aktiviteter, der strækker sig fra 13,8 % for information og kommunikation til 38,0 % for industri, med forretningsservice (4,1 %) og finansiering og forsikring (51,0 %) liggende henholdsvis under og over dette interval (see fig. 5). For at undgå virkningerne af inflation kan arbejdsproduktivitet pr. beskæftiget også beregnes ved hjælp af produktionstal i faste priser. Mere detaljerede data om udviklingen i produktiviteten målt enten pr. beskæftiget eller pr. arbejdstime viser, at arbejdsproduktiviteten i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller 2007, konvergerede mod EU-27-gennemsnittet gennem det sidste tiår (se tabel 4). Navnlig steg arbejdsproduktiviteten pr. beskæftiget i Rumænien fra 26 % til 49 % af EU-27-gennemsnittet mellem 2001 og 2011. Estland, Slovakiet, Litauen, Letland og Bulgarien konstaterede også betydelige fremskridt hen mod EU-27-gennemsnittet. På den anden side havde Italien en betydelig nedgang i sin arbejdsproduktivitet pr. person i forhold til EU-27-gennemsnittet, og dette var også i mindre omfang tilfældet i Belgien, Det Forenede Kongerige og Frankrig.

Vedrørende en analyse af udviklingen af BNP-komponenter fra udgiftssiden kan det bemærkes, at de endelige forbrugsudgifter på tværs af EU-27 steg med 13,2 % udtrykt i mængde mellem 2001 og 2011 (se fig. 6) trods et mindre fald i 2009. Det offentliges endelige forbrugsudgifter steg noget hurtigere med 17,1 % mellem 2001 og 2011. Den samlede vækst i bruttoinvesteringer i den samme periode var lavere (5,6 %), hvilket i stor grad skyldtes et skarpt fald i 2009, mens eksportvæksten betydeligt oversteg importvæksten i 2010 og 2011.

Efter at være faldet i 2009 steg forbrugsudgifterne i 2010 for husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (med 1,1 % udtrykt i mængde) og igen i 2011 (0,1 %). Fra 2009 aftog vækstraten for offentlige udgifter i EU-27 udtrykt i mængde, og væksten blev negativ (-0,2 %) i 2011. Trods beskedne stigninger i 2010 (0,2 %) og 2011 (1,4 %), har de faste bruttoinvesteringer i EU-27 ikke genvundet det tabte terræn efter deres drastiske fald i 2009 (-13,0 %).

I løbende priser bidrog husholdningerne og non-profit institutioner rettet mod husholdninger med 58,0 % af EU-27's BNP i 2011, mens andelen af det offentliges udgifter var 21,7 % og de faste bruttoinvesteringer var 18,6 % (se fig. 8).

Blandt EU-medlemsstaterne var der stor variation i graden af de samlede investeringer (offentlige og private set under ét), og dette kan til dels afspejle forskellige faser af økonomisk udvikling samt vækstdynamik i de senere år (se tabel 5 og fig. 9). I 2011 var faste bruttoinvesteringer (samlede investeringer) 18,5 % af BNP i EU-27 og 19,2 % i euroområdet. De var højest i Rumænien (22,7 %), Tjekkiet (23,9 %) og Slovakiet (22,4 %) og lavest i Irland (10,1 %), Grækenland (14,0 %) og Det Forenede Kongerige (14,2 %). Størstedelen af investeringerne blev foretaget af den private sektor. I 2011 udgjorde investeringer fra den private sektor 16,1 % af EU-27's BNP, mens den tilsvarende andel for investeringer fra den offentlige sektor var 2,5 %. Med 5,7 % og 5,2 % var offentlige investeringer højest i Polen og Rumænien, mens private investeringer var højest i Østrig (20,3 %).

Af en analyse af BNP i EU-27 med fokus på indkomstsiden fremgår det, at fordelingen mellem produktionsfaktorer for indkomst, der kommer fra produktionsprocessen, var domineret af aflønningen af ansatte, som udgjorde 49,1 % af BNP i 2011. Andelen af bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst var 39,0 % af BNP, mens andelen af skatter på produktion og import minus subsidier var 11,8 % (se fig. 10). Af fig. 11 fremgår det, at de respektive indkomstaggregater op til 2011 mere eller mindre havde genvundet de tab, der forekom under den finansielle og økonomiske krise. Aflønning af ansatte faldt med 3,0 % i 2009, men i 2011 var aflønningen 2,2 % højere end den havde været i 2008. Der var allerede stagnation i 2008, hvad bruttooverskuddet af produktionen og de blandede indkomster angår fulgt af et fald på 8,5 % i 2009. Dette indkomstaggregat vendte i 2011 tilbage til et niveau, der lå inden for 0,6 % af dets højdepunkt inden krisen (i 2007). Faldet i skatter på produktion og import minus subsidier startede allerede i 2008 (-2,7 %) og accelerede i 2009 (-8,6 %). Disse tab var blevet genvundet i 2011, da dette indkomstaggregat lå 1,1 % over sit tidligere højdepunkt (også 2007).

Husholdningsforbrug

Husholdningernes udgifter til forbrug udgjorde mindst halvdelen af BNP i de fleste EU-medlemsstater i 2011. Denne andel var højest i Grækenland (76,2 %, 2010-data), Cypern (72,2 %) og Malta (70,3 %). I modsætning hertil var andelen lavest i Luxembourg (36,4 %, 2010-data), som ikke desto mindre havde langt de højeste gennemsnitlige husholdningsudgifter til forbrug pr. indbygger (24 140 KKS, 2010-data) – se tabel 6.

Mere detaljerede oplysninger om strukturen af det samlede private forbrug i EU-27 i 2010 viser, at næsten en fjerdedel (23,6 %) blev anvendt til bolig, vand, elektricitet, gas og andet brændsel (se fig. 12). Transportudgifter (13,0 %) og udgifter til mad og ikke alkoholiske drikkevarer (12,9 %) var de næstvigtigste udgiftskategorier. Alt i alt udgjorde de tiloversblevne forbrugsudgiftskategorier i fig. 12 næsten halvdelen (48,6 %) af de samlede husholdningsforbrugsudgifter.

National opsparing

Bruttoopsparingen som andel af disponibel bruttonationalindkomst var i gennemsnit 19,1 % og 19,9 % i EU-27 og euroområdet i 2011. Blandt EU-medlemsstaterne nåede denne andel sit højeste niveau i Estland (26,7 %), Nederlandene (26,5 %) og Sverige (26,0 %) og sit laveste niveau i Grækenland (3,3 %). Sammenlignet med 2001 havde EU-27, euroområdet og et flertal af EU 's medlemsstater et relativt fald i bruttoopsparingerne. De største fald (i procentpoint) blev registreret i Irland, Finland, Grækenland og Portugal, hvor opsparing som andel af disponibel indkomst faldt med 6,0 procentpoint eller mere, mens de største stigninger var i Bulgarien og Rumænien, hvor den relative betydning af opsparingerne steg med henholdsvis 10,4 procentpoint, og 6,9 procentpoint.

Sektorregnskaber

Tabel 7 viser, at husholdningsopsparingskvoten i 2011 var 2,1 procentpoint højere i euroområdet (13,2 %) end i EU-27 (11,1 %). Denne forskel kan hovedsalig forklares med den relativt lave opsparingskvote i Det forenede Kongerige (6,0 %) og de forholdsvis høje kvoter i Tyskland (16,5 %) og Frankrig (15,7 %). Blandt medlemsstaterne i euroområdet var der otte (herunder en med data fra 2009), der havde husholdningsopsparingskvoter over EU-27-gennemsnittet og 7, der lå under, mens to (Grækenland og Malta) ikke havde data (se fig. 14). Den højeste husholdningsopsparingskvote blandt de EU-medlemsstater, der ikke er i euroområdet, blev registreret i Sverige (12,9 %).

Efter at være faldet med 1,5 procentpoint i 2010 faldt husholdningsopsparingskvoten i EU-27 i 2011 med yderligere 0,6 procentpoint, som stort set var det samme som det fald, der blev konstateret i euroområdet (-0,5 point). De største fald i opsparingskvoterne mellem 2010 og 2011 blev konstateret i Litauen og Cypern (begge -4,8 point) og Letland (-4,2 point). Ændringerne i EU's øvrige medlemsstater gik fra et fald på 2,1 point til en stigning på 1,6 procentpoint.

I 2011 var husholdningsinvesteringskvoten 8,3 % i EU-27. Denne kvote gik fra 10 % eller mere i Belgien, Italien, Nederlandene og Finland til 5,1 % i Ungarn, mens Letland (4,2 %) og Litauen (3,4 %) lå under dette interval (se fig. 15). Husholdningsinvesteringskvoten var forholdsvis uændret i EU-27 og euroområdet i 2011 i forhold til året før. Den faldt med 1 procentpoint eller mere i Tjekkiet, Cypern, Ungarn og Luxembourg (data fra 2009). Derimod steg husholdningsinvesteringskvoten med 1,0 procentpoint i Letland og med 1,1 procentpoint i Estland.

Husholdningernes forhold mellem gæld og indkomst varierede betydeligt i 2011 blandt EU-medlemsstaterne. Mens gælden set i forhold til indkomsten var under 50 % i Slovenien, Slovakiet og Litauen, oversteg den 200 % i Irland, Nederlandene og Danmark – en ratio på 200 % betyder, at det vil tage to års disponibel indkomst for husholdningerne at tilbagebetale deres gæld. Et forholdsvist højt forhold mellem gæld og indkomst blev noteret i flere nordeuropæiske medlemsstater og Den Iberiske Halvø. Derimod var forholdet mellem gæld og indkomst i Central- og Østeuropa forholdsvis lavt, idet husholdningernes gæld aldrig var større end den årlige disponible indkomst. Det bør huskes, at husholdningernes gæld i en vis grad kan afspejle høje niveauer af finansielle aktiver, som vist i analysen af husholdningernes finansielle forhold mellem formue og indkomst (netto). Gælden kan også afspejle ejerskab af ikke-finansielle aktiver, så som boliger, eller være påvirket af nationale bestemmelser, der fremmer låntagning (f.eks. gennem rentefradrag).

I 2011 faldt husholdningernes forhold mellem gæld og indkomst (sammenlignet med 2010), især i Letland (-9,0 procentpoint) og i mindre omfang i Det Forenede Kongerige (-4,6 procentpoint), mens det steg mest i Belgien (4,0 procentpoint) – en større stigning blev registreret i Luxembourg (5,6 point), men de seneste data er for 2009 (i forhold til 2008).

Ligesom husholdningernes forhold mellem gæld og indkomst varierede husholdningernes finansielle nettoforhold mellem formue og indkomst betydeligt mellem EU's medlemsstater. Nederlandene og Belgien registrerede de højeste nettoforhold mellem formue over indkomst i 2011 på omkring 325 % og forholdsvis høje værdier blev også observeret i Det Forenede Kongerige, såvel som i Schweiz. Letland havde et bemærkelsesværdigt lavt finansielt nettoforhold mellem aktiver og indkomst, ligesom Norge (se fig. 16).

Fig. 17 viser at virksomhedsinvesteringskvoten i 2011 var 20,2 % i EU-27. De højeste kvoter blandt EU-medlemsstaterne blev registreret i Slovakiet, Østrig og Tjekkiet, som alle lå over 25 %. Langt den mindste kvote blev registreret i Irland (8,1 %). Virksomhedsinvesteringskvoterne for de fem største EU-27-økonomier afveg ganske betydeligt: I Spanien og Italien var kvoterne klart over EU-27-gennemsnittet, kvoten var i overensstemmelse med gennemsnittet i Frankrig, mens kvoterne i Tyskland og Det Forenede Kongerige var klart under gennemsnittet. Virksomhedsinvesteringskvoten steg i de fleste EU-medlemsstater (hvor data for 2010 og 2011 er tilgængelige), mest markant i de baltiske medlemsstater og Slovakiet, og i gennemsnit med 0,5 procentpoint på tværs af hele EU-27. Virksomhedsinvesteringskvoten faldt med over 2 procentpoint i Polen (2010 sammenlignet med 2009), Cypern og Luxembourg (2009 sammenlignet med 2008) – se tabel 8.

Ikke-finansielle selskabers overskudsandel var 38,2 % i EU-27 i 2011. De laveste andele blev registreret i Frankrig og Slovenien med omkring 30 %, mens overskudsandele over 50 % blev indberettet i Letland, Slovakiet, Irland og Litauen, såvel som i Norge. Overskudsandele forblev uændrede i EU-27 som helhed mellem 2010 og 2011. Irland og Estland havde de største stigninger i procentpoint mellem 2010 og 2011 på henholdsvis 3,2 procentpoint og 3,1 procentpoint, mens Litauen og Spanien havde stigninger på mere end 2 procentpoint. Schweiz registrerede også en kraftig stigning på 3,9 procentpoint. Ni EU-medlemsstater med oplysninger for 2010 og 2011 oplevede nedgange i deres overskudsandele i 2011, mest bemærkelsesværdigt Frankrig (-1,5 procentpoint).

Datakilder og adgang til data

Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem (ENS) beskriver metodologien for nationalregnskaber i EU. Den nuværende udgave, ENS 95, var i fuld overensstemmelse med de internationale retningslinjer for nationalregnskaber, SNA 93. Efter en international aftale om en opdateret udgave af SNA i 2008, er en tilsvarende opdatering af ENS – ENS 2010 – på nuværende tidspunkt tæt på at være klar.

BNP og de vigtigste komponenter

Nationalregnskabernes vigtigste aggregater er sammenstillede fra institutionelle enheder, navnlig ikke-finansielle eller finansielle selskaber, den offentlige sektor, husholdninger og non-profit institutioner rettet mod husholdninger (NPIH).

Data på nationalregnskabsområdet omfatter oplysninger om BNP-komponenter, beskæftigelse, opsparing og aggregater for det endelige forbrug. Mange af disse variabler beregnes på årsbasis og kvartalsbasis.

BNP er det centrale mål for nationalregnskaberne, der viser en sammenfatning af den økonomiske situation i et land (eller region). Det kan også beregnes ud fra forskellige tilgange: output-tilgangen, udgiftstilgangen og indkomsttilgangen.

En analyse af BNP pr. indbygger fjerner virkningen af befolkningens absolutte størrelse og gør sammenligninger mellem forskellige lande lettere. BNP pr. indbygger er en bred økonomisk indikator for levestandard. BNP-data i nationale valutaer kan konverteres til købekraftstandarder (KKS) ved at bruge købekraftpariteter (KKP'er), der afspejler hver valutas købekraft frem for at bruge markedets valutakurser. På denne måde elimineres prisniveauforskellene mellem landene. Mængdeindekset for BNP pr. indbygger i KKS udtrykkes i forhold til EU-27-gennemsnittet (sat til at være lig med 100). Hvis indekset i et land er højere/lavere end 100, er BNP pr. indbygger i dette land over/under EU-27-gennemsnittet. Dette indeks er beregnet til sammenligninger på tværs af lande snarere end sammenligninger over tid.

Beregningen af den årlige vækstrate for BNP i faste priser, dvs. ændringen af BNP udtrykt i mængder, sigter mod at muliggøre sammenligninger af dynamikken af den økonomiske udvikling både over tid og mellem økonomier af forskellig størrelse uanset prisniveauer.

Supplerende data

Økonomisk produktion kan også analyseres efter aktivitet. På det mest aggregerede analyseringsniveau er der ti NACE Rev. 2-kategorier: landbrug, jagt og fiskeri, industri, bygge og anlæg, handel og distribution, transport, overnatningsfaciliteter og restaurationsvirksomhed, information og kommunikationstjenester, finansielle tjenester og forsikringstjenester, virksomhed i forbindelse med fast ejendom, liberale, videnskabelige og tekniske tjenesteydelser, administrative tjenesteydelser og hjælpetjenester, offentlig administration, forsvar, undervisning, sundhedsvæsen og sociale foranstaltninger, kultur, forlystelser og sport og andre serviceydelser for husholdninger og ekstraterritoriale organer. En analyse af produktionen efter aktivitet over tid kan lettes ved at anvende mængdemåling – med andre ord ved at deflatere produktionsværdien for at fjerne virkningerne af prisændringer. Hver aktivitet deflateres individuelt for at afspejle prisændringerne for de forbundne produkter.

Endnu et sæt nationalregnskabsdata anvendes i forbindelse med analyser af konkurrenceevnen, nemlig indikatorer for arbejdskraftproduktiviteten, såsom arbejdsproduktivitetsmål. Produktivitetsmål udtrykt i KKS er særlig interessant for sammenligninger mellem landene. BNP i KKS pr. beskæftiget person har til formål at give et generelt indtryk af produktiviteten i de nationale økonomier. Man bør dog huske på, at denne indikator afhænger af strukturen af den samlede beskæftigelse og f.eks. kan reduceres ved en overførsel fra fuldtids- til deltidsarbejde. BNP i KKS pr. arbejdstime giver et klarere billede af produktiviteten, idet hyppigheden af deltidsbeskæftigelse varierer meget mellem landene og aktiviteterne. Dataene præsenteres i form af et indeks i forhold til EU-gennemsnittet: Hvis indekset stiger til over 100, er arbejdsproduktiviteten over EU-gennemsnittet.

Data om forbrugsudgifter kan opdeles efter klassifikationen af individuelt forbrug efter formål (COICOP), som har 12 forskellige kategorier på sit mest aggregerede niveau. Årlige oplysninger om husholdningsudgifter er tilgængelige fra nationalregnskaberne sammenstillet gennem en makroøkonomisk tilgang. En alternativ kilde til at analysere husholdningsudgifter er husstandsbudgetundersøgelser (HBS): Informationen fås ved at bede husstande om at skrive dagbog over deres indkøb og er mere detaljeret i sin dækning af varer og tjenester samt de typer socioøkonomisk analyse, der gøres tilgængelig. HBS udføres og offentliggøres kun hvert femte år – det sidste referenceår, der er tilgængeligt for tiden, er 2005.

Husholdningsopsparing er den vigtigste indenlandske kilde til midler, der kan finansiere kapitalinvesteringer. Regnskabssystemet indeholder bestemmelser om at både disponibel indkomst og opsparinger skal vises på bruttobasis, dvs. begge aggregater indeholder forbrug af fast kapital.

Sektorregnskaber

Sektorregnskaber samler økonomiske emner med samme adfærd i institutionelle sektorer, som f.eks. husholdninger, ikke-finansielle selskaber, finansielle selskaber og den offentlige sektor. Gruppering af økonomiske emner på denne måde medvirker i høj grad til at forstå, hvordan økonomien fungerer. Husholdningers og ikke-finansielle selskabers adfærd er særlig relevant i denne forbindelse.

Husholdningssektoren omfatter enkeltpersoner eller grupper af enkeltpersoner, der handler som forbrugere og iværksættere, i sidstnævnte tilfælde forudsat, at deres aktiviteter som markedsproducenter ikke udføres af særskilte enheder. Med henblik på analysen i denne artikel er denne sektor lagt sammen med den relativt lille sektor af non-profit institutioner rettet mod husholdninger (f.eks. foreninger og velgørende organisationer).

Ikke-finansielle selskaber omfatter virksomheder, hvis hovedaktivitet er produktion af varer og ikke-finansielle tjenester, der skal sælges på markedet. Det omfatter indregistrerede selskaber, men også personlige foretagender, så længe de fører et fuldstændigt regnskab og har en økonomisk og finansiel adfærd, der svarer til den, der kendetegner selskaber. Små virksomheder (f.eks. selvstændige erhvervsdrivende og iværksættere, der arbejder selvstændigt) er opført under husholdningssektoren.

Sektorregnskaber registrerer i princippet enhver transaktion mellem økonomiske emner i en vis periode og kan også anvendes til at vise begyndelses- og slutbeholdningen af finansielle aktiver og passiver på de finansielle statuskonti. Disse transaktioner er grupperet i forskellige kategorier, der har særlig økonomiske betydning, såsom aflønning af ansatte (herunder løn, før fratrækning af skatter og bidrag til sociale ordninger og arbejdsgivernes socialsikringsbidrag).

Dernæst vises disse kategorier af transaktioner i et sæt af konti, som hver især dækker en specifik økonomisk proces. Dette varierer fra produktion, indkomstdannelse og (om)fordeling af indkomst, gennem anvendelse af indkomst, forbrug og opsparing og investeringer, som det fremgår af kapitalkontoen, til finansielle transaktioner, såsom lånoptagning og långivning. Hver ikke-finansiel transaktion registreres som en forhøjelse af en bestemt sektors midler og en stigning i en anden sektors forbrug. F.eks. viser tilgangssiden af rentetransaktionskategorien forskellige økonomiske sektorers renteindtægter, mens forbrugssiden viser renteudgifter. For hver type transaktion er den samlede tilgang i alle sektorer og udlandet lig med det samlede forbrug. Hver konto medfører en meningsfuld saldopost, som er lig med de samlede midler minus det samlede forbrug. Disse saldoposter, så som BNP eller nettoopsparing, er typisk vigtige økonomiske indikatorer. De overføres til den følgende konto.

Analysen i denne artikel fokuserer på udvalgte indikatorer fra de mange sektorregnskabsdata. Husholdningernes adfærd er beskrevet ved hjælp af indikatorer for opsparing og investeringer samt forholdet mellem gæld og formue og det finansielle nettoforhold mellem formue og indkomst. Analysen af ikke-finansielle selskaber er baseret på virksomhedsinvesteringskvoten og erhvervslivets overskudsandel.

Kontekst

Europæiske institutioner, regeringer, centralbanker og andre økonomiske og sociale aktører i den offentlige og den private sektor har brug for et sæt sammenlignelige og pålidelige statistikker som grundlag for deres afgørelser. Nationalregnskaber kan anvendes til forskellige former for analyse og evaluering. Brugen af internationalt accepterede begreber og definitioner giver mulighed for at analysere forskellige økonomier, såsom den indbyrdes afhængighed mellem EU-medlemsstaternes økonomier eller en sammenligning mellem EU og ikke-medlemsstater.

Analyse af konjunkturcykluser og makroøkonomisk politikker

Et af hovedformålene med nationalregnskabsdata hænger sammen med behovet for at støtte europæiske beslutninger om økonomisk politik og opnåelsen af målene i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) ved hjælp af korttidsstatistikker af høj kvalitet, der kan bruges til at overvåge den makroøkonomiske udvikling og til udledningen af råd for makroøkonomisk politik. F.eks. har en af de mest basale og langvarige anvendelser af nationalregnskaber været at måle væksten i økonomien eller sagt på en enkel måde: væksten i BNP. Nationalregnskabernes hovedtal anvendes navnlig til at udvikle og overvåge de makroøkonomiske politikker, mens detaljerede nationalregnskabsdata også kan anvendes til at udarbejde sektor- eller industripolitikker, navnlig gennem en analyse af input-output tabeller.

Siden indførelsen af ØMU'en i 1999 har Den Europæiske Centralbank (ECB) været en af hovedbrugerne af nationalregnskaber. ECB's strategi for vurdering af de risici, der truer prisstabiliteten, er baseret på to analytiske perspektiver, som kaldes "de to søjler": økonomisk analyse og monetær analyse. Et stort antal monetære og finansielle indikatorer vurderes således i forhold til andre relevante data, der muliggør en kombination af monetær, finansiel og økonomisk analyse, f.eks. de vigtigste nationalregnskabsaggregater og sektorregnskaber. På den måde kan monetære og finansielle indikatorer analyseres sammenholdt med resten af økonomien.

Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender udarbejder Europa-Kommissionens makroøkonomiske prognoser to gange om året, i foråret og i efteråret. Disse prognoser omfatter alle EU-medlemsstaterne med henblik på at udlede prognoser for euroområdet og EU-27, men de omfatter også prognoser for kandidatlandene samt visse ikke-medlemsstater.

Analysen af offentlige finanser ved hjælp af nationalregnskaberne er endnu en almindeligt anerkendt anvendelse af disse statistikker. En særlig brug blev udviklet inden for EU i relation til ØMU'ens konvergenskriterier, hvoraf to direkte henviser til de offentlige finanser. Disse kriterier er blevet fastlagt på grundlag af nationalregnskabstal, nemlig det offentlige underskud og den offentlige gæld i forhold til BNP. Se artiklen om statistikker over offentlige finanser for yderligere oplysninger.

Regional-, struktur- og sektorpolitikker

Der er andre politikrelaterede anvendelser af europæiske national- og regionalregnskabsdata udover til analyse af konjunkturcykluser og makroøkonomisk politikker, navnlig vedrørende regionale, strukturelle og sektorspecifikke anliggender.

Fordelingen af strukturfondsmidler er delvis baseret på regionalregnskaber. Endvidere benyttes regionale statistikker til efterfølgende at vurdere regional- og samhørighedspolitikkernes resultater.

Det er en strategisk prioritet for både EU og medlemsstaterne at fremme mere vækst og flere jobs, og det er en del af Europa 2020-strategien. Til at støtte disse strategiske prioriteringer gennemføres der fælles politikker i alle sektorerne i EU's økonomi, samtidig med at medlemsstaterne gennemfører deres egne nationale strukturreformer. Europa-Kommissionen analyserer disse politikker for at sikre, at de er så gunstige som muligt, og for at forberede sig på de udfordringer, der ligger forude.

Europa-Kommissionen udfører økonomiske analyser, der bidrager til udviklingen af den fælles landbrugspolitik, ved at analysere effektiviteten af EU's forskellige støtteordninger og ved at udvikle et langtidsperspektiv. Det omfatter forskning om, og analyser og konsekvensanalyser af emner, der vedrører landbrug og økonomien i landdistrikterne i EU og i ikke-medlemsstater, delvist ved at bruge landbrugsregnskaberne.

Målsætning, benchmarking og bidrag

Politikker inden for EU fastsætter i stigende grad mellem- og langsigtede mål, uanset om disse er bindende eller ej. For nogle af disse bruges BNP-niveauet som en benchmarkfællesnævner, f.eks. ved at fastsætte et mål for forsknings- og udviklingsudgifter på 3 % af BNP.

Nationalregnskabene bruges også til at bestemme EU's ressourcer ud fra de grundlæggende regler, der er fastsat i en rådsafgørelse. Det samlede beløb af egne ressourcer, der skal til for at finansiere EU-budgettet, fastsættes som de samlede udgifter minus andre indtægter, og den maksimale størrelse af egne ressourcer er forbundet med EU's bruttonationalindkomst.

Ud over at blive brugt til at bestemme budgetmæssige bidrag inden for EU bruges nationalregnskabstal også til at bestemme bidragene til andre internationale organisationer, såsom de Forenede Nationer (FN). Bidrag til FN-budgettet er baseret på bruttonationalindkomster og en række forskellige tilpasninger og begrænsninger.

Analytikere og eksperter

Nationalregnskaber anvendes i vid udstrækning af analytikere og forskere til at undersøge den økonomiske situation og udvikling. Finansielle institutioners interesse i nationalregnskaberne kan variere fra en bred analyse af økonomien til specifikke oplysninger om husholdningers, ikke-finansielle selskabers eller andre institutionelle sektorers opsparing, investering eller gæld. Arbejdsmarkedets parter, såsom repræsentanter for virksomheder (f.eks. brancheorganisationer) eller repræsentanter for arbejdstagere (f.eks. fagforeninger), har også en interesse i nationalregnskaberne med henblik på at analysere udviklinger, som påvirker forholdet mellem arbejdsmarkedets parter. Forskere og analytikere anvender blandt andet nationalregnskaberne til at analysere konjunkturudviklingen og til at analysere langsigtede økonomiske cykler og sætte disse i forhold til økonomiske, politiske og teknologiske udviklinger.