Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra den 23. april 2018.

Planlagt opdatering af artiklen: oktober 2018.

Highlights

EU-28's offentlige underskud i procent af BNP faldt fra -1,6 % i 2016 til -1,0 % i 2017.

I EU-28 faldt den offentlige gæld i forhold til BNP fra 83,3 % ved udgangen af 2016 til 81,6 % ved udgangen af 2017.

Den offentlige gæld i forhold til BNP varierede fra 9,0 % i Estland til 178,6 % i Grækenland ved udgangen af 2017.

General government debt, 2017

Denne artikel gennemgår, hvordan væsentlige statistikker over offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og i euroområdet (EA-19). Den vurderer specifikt offentlige underskud, bruttogæld, samlede indtægter og samlede udgifter samt skatter og sociale bidrag, som er de vigtigste offentlige indtægtskilder.

Full article

Indledning

Statistikker over offentlige finanser danner et vigtigt grundlag for vurderingen af EU-medlemsstaternes økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt (SVP) har medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin – herunder muligheden for sanktioner – som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed.

I 2017 faldt det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-28 og euroområdet (EA-19) sammenlignet med 2016. Der blev desuden konstateret et fald i den offentlige gæld i forhold til BNP.

Det offentlige overskud/underskud

I EU-28 faldt den offentlige gældskvote fra -1.6 % i 2016 til -1,0 % i 2017, mens denne kvote i EA-19 faldt fra -1.5 % til -0.9 %. 12 EU-medlemsstater — Malta (+3,9 %), Cypern (+1,8 %), Tjekkiet (+1,6 %), Luxembourg (+1,5 %), Sverige og Tyskland (begge +1,3 %), Nederlandene (+1,1 %), Danmark (+1,0 %), Bulgarien (+0,9 %), Grækenland og Kroatien (begge +0,8 %) samt Litauen (+0,5 %) — registrerede offentlige overskud i 2017.

Slovenien registrerede en offentlig saldo på 0,0 % af BNP.

13 EU-medlemsstater, nemlig Estland, Irland, Letland, Finland, Østrig, Belgien, Slovakiet, Polen, Det Forenede Kongerige, Ungarn, Italien, Frankrig og Rumænien, registrerede offentlige underskud i 2017, der var mindre end eller lig med 3,0 % af BNP. De laveste offentlige underskud som procent af BNP blev registreret i Estland og Irland (begge -0,3 %), Letland (-0,5 %) og Finland (-0,6 %).

To medlemsstater havde underskud, der var større end eller lig med 3 % af BNP: Spanien (-3,1 %) og Portugal (-3,0 %) (se graf 1).

Graf 1: Offentlig saldo, 2016 og 2017
(den offentlige sektors nettofordringserhvervelse, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127)

For Spanien havde de rapporterede underskud (i forhold til BNP) oversteget 3,0 % i hver af de foregående tre år og omfattede derfor hele den periode, der er vist i tabel 1, selv om underskuddene viser en faldende tendens.

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2014-2017
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127) og (tsdde410)

Den offentlige saldo (i forhold til BNP) blev forbedret i 2017 i forhold til 2016 i 24 EU-medlemsstater. De største forbedringer i saldoen (over 2 procentpoint af BNP) blev registreret i Malta (+2,9 procentpoint af BNP) og i Slovenien (+2,0 procentpoint af BNP). Danmark og Kroatien gik fra at have underskud i 2016 til at have overskud i 2017. Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Tyskland, Grækenland, Litauen, Malta, Nederlandene og Sverige registrerede et større overskud i 2017 end i 2016. Letland registrerede et overskud i 2016 og et underskud i 2017. Slovenien gik fra at have underskud i 2016 til at have budgetbalance i 2017. Ungarn og Portugal registrerede en større gæld i 2017 end i 2016, mens det offentlige underskud i Estland i procent af BNP forblev uændret mellem 2016 og 2017.

Den offentlige gæld

I EU-28 faldt den offentlige gæld i forhold til BNP fra 83,3 % ved udgangen af 2016 til 81,6 % ved udgangen af 2017, og i EA-19 faldt den fra 89,0 % til 86,7 %. (se graf 2).

I alt 15 EU-medlemsstater indberettede en gældskvote på over 60 % af BNP ved udgangen af 2017: den højeste af disse blev registreret af Grækenland (178,6 %), efterfulgt af Italien (131,8 %), Portugal (125,7 %), Belgien (103,1 %) og Spanien (98,3 %). De laveste gældskvoter i forhold til BNP blev registreret i Estland (9,0 %), Luxembourg (23,0 %), Bulgarien (25,4 %), Tjekkiet (34,6 %), Rumænien (35,0 %) og Danmark (36,4 %).

Graf 2: Den offentlige sektors gæld, 2016 og 2017
(konsolideret bruttogæld for den offentlige sektor, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tsdde410)

Ved udgangen af 2017 steg den offentlige gældskvote i to EU-medlemsstater sammenlignet med udgangen af 2016, mens denne kvote faldt for 26 medlemsstater, mest markant for Cypern (-9,1 procentpoint af BNP), Malta (-5,4 procentpoint af BNP), Østrig (-5,1 procentpoint af BNP) og Nederlandene (-5,0 procentpoint af BNP). Der blev konstateret stigninger i gældskvoten fra udgangen af 2016 til udgangen af 2017 i Luxembourg (2,2 procentpoint) og Frankrig (0,4 procentpoint).

De offentlige indtægter og udgifter

Betydningen af sektoren offentlig forvaltning og service for økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-28 udgjorde de samlede offentlige indtægter 44,9 % af BNP i 2017 (en stigning fra 44,7 % i 2016), og de samlede udgifter udgjorde 45,8 % af BNP (et fald fra 46,3 % i 2016). I EA-19 udgjorde de samlede offentlige udgifter 47,1 % af BNP i 2017 (et fald fra 47,6 % i 2016), og de samlede indtægter udgjorde 46,2 % af BNP (en stigning fra 46,1 % i 2016) — se graf 3.

Graf 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2007-2017
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

De samlede udgifters procentdel af BNP i EU-28 og EA-19 steg kraftigt mellem 2007 og 2009 til de nåede op på 50,1 % af BNP i EU-28 i 2009 og 50,7 % af BNP i EA-19. Inden for begge områder faldt de samlede udgifters andel af BNP dernæst mellem 2009 og 2011, steg i 2012 og faldt derefter langsomt indtil 2017, bortset fra, at EA-19-aggregaterne ikke ændrede sig fra 2012 til 2013.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter relativt langsomt i perioden fra 2007 til 2017 i både EU-28 og EA-19 (bortset fra et svagt fald i EA-19 mellem 2010 og 2011; se graf 4). I EU-28 faldt de samlede udgifter i mia. EUR mellem 2015 og 2016, primært som følge af valutakursvirkninger (nedskrivning af det britiske pund). I både EU-28 og EA-19 steg indtægterne lidt hurtigere end udgifterne i perioden 2009-2017, hvilket førte til et fald i underskuddet.

Graf 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2007-2017
(mia. EUR)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Mens de samlede offentlige udgifter i EU-28 samlet set steg med 857 mia. EUR fra 2009 til 2017, steg de offentlige indtægter i EU-28 med 1 525 mia. EUR. Fra 2016 til 2017 steg de offentlige udgifter med 118 mia. EUR, mens de offentlige indtægter steg med 213 mia. EUR. I EA-19 steg de samlede offentlige udgifter med 544 mia. EUR fra 2009 til 2017, mens indtægterne steg med 1 026 mia. EUR.

Niveauet i de samlede offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU's medlemsstater (se graf 5). I 2017 var EU-medlemsstaterne med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifters og indtægters andel af BNP (over 100 %) Frankrig, Finland, Danmark og Belgien. Norge registrerede også en andel på over 100 %. I 2017 rapporterede 10 medlemsstater — Irland, Rumænien, Litauen, Bulgarien, Letland, Malta, Cypern, Spanien, Tjekkiet og Slovakiet — relativt lave kombinerede andele (mindre end 80 % af BNP).

Graf 5: Offentlige indtægter og udgifter, 2017
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

I hele EU-28 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og nettobidrag til sociale ordninger (se graf 6). I 2017 udgjorde skatter 59,8 % af de samlede indtægter i EU-28 og 56,6 % i EA-19, mens nettobidrag til sociale ordninger udgjorde 29,7 % af de samlede indtægter i EU-28 og 33,1 % i EA-19. Markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion ("varesalg/honorarer" og bruttoinvesteringer for egen regning) udgjorde 6,8 % af de samlede indtægter i EU-28 og en lignende andel af de samlede indtægter i EA-19. Formueindkomst (hovedsagelig renter, udbytte og leje) udgjorde 1,7 % af de samlede indtægter i EU-28 og 1,5 % i EA-19.

Graf 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2017
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte EU-medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Slovakiet og Tjekkiet i 2017, men 87,6 % af de samlede offentlige indtægter i Danmark og 81,5 % i Sverige. I 2017 udgjorde nettobidrag til sociale ordninger den største andel af de samlede indtægter i Litauen og Slovakiet (begge 37,5 %), Tjekkiet og Tyskland (begge 37,2 %) og udgjorde den laveste andel af de samlede indtægter i Danmark (1,7 %). Den største andel af formueindkomst blev konstateret for Norge (22,1 %) (se graf 7).

Graf 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2017
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-28 i 2017 vedrørte indkomstomfordelingen gennem sociale overførsler i form af kontanter eller naturalier (se graf 8 og 9). Sociale overførsler (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion) udgjorde 45,1 % af de samlede udgifter i EU-28 og 47,9 % i EA-19. Aflønning af ansatte udgjorde 21,7 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 20,9 % i EA-19. Forbrug i produktionen udgjorde 12,6 % af de samlede udgifter i EU-28 og 10,9 % af de samlede udgifter i EA-19. Formueindkomst — der primært består af rentebetalinger — udgjorde 4,3 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 4,2 % i EA-19. Faste bruttoinvesteringer (primært investeringer) udgjorde 6,0 % af de samlede udgifter i EU-28 og 5,5 % i EA-19.

Graf 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2017
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2017
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

De vigtigste typer offentlige indtægter er løbende indkomst- og formueskatter mv., produktions- og importskatter og nettobidrag til sociale ordninger. Produktions- og importskatterne udgjorde 13,4 % af BNP i 2017 for EU-28, løbende indkomst- og formueskatter mv. 13,2 % af BNP og nettobidrag til sociale ordninger 13,3 % af BNP. I forhold til BNP steg indtægterne fra produktions- og importskatter i perioden 2009-2014 i EU-28, og deres andel i forhold til BNP steg med 1,0 procentpoint (se graf 10). Fra 2014 til 2017 forblev produktions- og importskatternes andel af BNP stabil. Løbende indkomst- og formueskatter mv. nåede – som en andel af BNP – et lavpunkt i 2010 med 12,1 % af BNP, inden de steg til 13,2 % af BNP i 2017. Nettobidrag til sociale ordninger lå forholdsvis stabilt på 13,3 % af BNP i EU-28 fra 2012 til 2014, inden de faldt til 13,1 % af BNP i 2015 og igen nåede op på 13,3 % af BNP i 2016. Fra 2016 til 2017 var nettobidrag til sociale ordninger stabile som en andel af BNP.

Graf 10: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-28, 2007-2017
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU's medlemsstater i 2017 (se graf 11). Som forventet var de medlemsstater, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de medlemsstater, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP) til det offentlige. Eksempelvis blev de højeste indtægter i forhold til BNP i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger på 48,0 % registreret i Frankrig, mens Danmark registrerede den næsthøjeste procentdel (47,0 %). Andelen af BNP, der udgjordes af sådanne indtægter, var under 30 % i fire EU-medlemsstater (Irland, Rumænien, Bulgarien og Litauen).

Graf 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2017
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Kildedata til tabeller og grafer

Government finance statistics: tables and figures (på engelsk)

Datakilder

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indberette tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af dataindberetningsprogrammet (på engelsk), som resulterer i indberetning af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater indsamlet for den offentlige sektor indberettes til Eurostat to gange om året, mens statistik om offentlig forvaltning og service (COFOG) bør indberettes senest et år efter udgangen af referenceperioden. Detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger bør indberettes senest ni måneder efter udgangen af referenceperioden. Kvartalsvise finansielle og ikke-finansielle regnskaber samt kvartalsvise opgørelser af den offentlige sektors bruttogæld indberettes fire gange om året.

Dataene i denne artikel svarer til nogle af de vigtigste indikatorer for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskaber (ENS 2010).

Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter – herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) – svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er en saldopost i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter institutionelle enheder, der er ikke-markedsproducenter, hvis produktion er bestemt til individuelt og kollektivt forbrug og finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og formuen (ENS 2010 §2.111). Sektoren offentlig forvaltning og service er opdelt i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (hvis relevant), kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde (hvis relevant).

Definition af vigtigste indikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelsen for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige sektors udestående forpligtelser i form af sedler og mønt samt indskud, værdipapirer og lån ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., nettobidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af (offentligt) ansatte, sociale ydelser (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier for markedsproduktion indkøbt af sektoren offentlig forvaltning), renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Samlede offentlige udgifter er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., sociale ydelser bortset fra sociale overførsler i naturalier, sociale overførsler i naturalier – indkøbt markedsmæssig produktion, andre løbende overførsler, korrektion for ændringer i pensionsrettigheder, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor inden for rammerne af ENS 2010 skal konsolideres for visse nationalregnskabstransaktioner. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler – elimineres eller udlignes. Delsektordata konsolideres inden for hver delsektor for disse transaktioner, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler, som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
nettobidrag til sociale ordninger, som omfatter alle faktiske arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger, imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgivere betaler direkte, samt yderligere to imputerede bidrag (husholdningernes supplerende bidrag til sociale ordninger og socialforsikringsordningernes administrationsgebyrer).

Kontekst

Den globale finansielle og økonomiske krise i 2007-2008 medførte alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrørte de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig landene i euroområdet. SVP har endvidere til formål at forhindre EU-medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i SVP: Underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige (eller bør falde til) 60 %. SVP blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver EU-medlemsstaterne Europa-Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Europa-Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.