Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra den 21. april 2016. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: sidst i januar/først i juli 2017. Den engelske udgave er nyere.'

Graf 1: Offentlig saldo, 2014 og 2015 (¹)
(nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127)

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2012–2015 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (tec00127) og (tsdde410)

Graf 2: Den offentlige sektors gæld, 2014 og 2015 (¹)
(konsolideret bruttogæld for offentlig forvaltning og service, % af BNP)
Kilde: Eurostat (tsdde410)

Graf 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2005–2015 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2005–2015 (¹)
(mia. EUR)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 5: Offentlige indtægter og udgifter, 2015 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2015 (¹)
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2015 (¹)
(% af samlede indtægter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2015 (¹)
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2015 (¹)
(% af samlede udgifter)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 10: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-28, 2005–2015 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Graf 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2015 (¹)
(% af BNP)
Kilde: Eurostat (gov_10a_main)

Denne artikel gennemgår, hvordan nøgleindikatorer for offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og euroområdet. Den omhandler specifikt offentlige (den offentlige sektor) underskud, den offentlige sektors bruttogæld, indtægter og udgifter samt skatter og bidrag til sociale ordninger, som er den offentlige sektors primære indtægtskilder.

Disse statistikker danner et vigtigt grundlag for vurderingen af EU-medlemsstaternes økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt (SVP) har medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin — herunder muligheden for sanktioner — som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed.

Vigtigste statistiske resultater

I 2015 faldt det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor for offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-28 og euroområdet (EA-19) sammenlignet med 2014, mens den offentlige sektors gæld som en andel af BNP faldt.

Det offentlige underskud

I EU-28 faldt det offentlige underskud i procent af BNP fra 3,0 % i 2014 til 2,4 % i 2015, og i EA-19 faldt det fra 2,6 % til 2,1 %. Tre EU-medlemsstater — Luxembourg, Tyskland og Estland — registrerede offentlige overskud i 2015. Sverige havde hverken et over- eller et underskud (0,0 %). Derudover var der 17 EU-medlemsstater, nemlig Litauen, Tjekkiet, Rumænien, Cypern, Østrig, Letland, Malta, Nederlandene, Ungarn, Bulgarien, Danmark, Irland, Belgien, Italien, Polen, Finland og Slovenien, der registrerede underskud i 2015 på mindre end 3,0 % af BNP (se graf 1).

Slovakiet registrerede et underskud på 3,0 % af BNP i 2015. Underskuddene var større end 3,0 % af BNP i seks EU-medlemsstater i 2015: Grækenland (7,2 %), Spanien (5,1 %), Det Forenede Kongerige og Portugal (begge 4,4 %), Frankrig (3,5 %) og Kroatien (3,2 %). Alle seks medlemsstater med underskud større end 3,0 % af BNP havde også indberettet underskud større end 3,0 % for hvert af de tre foregående år og dermed for hele indberetningsperioden vist i tabel 1.

Offentlige underskud (i forhold til BNP) faldt i 21 EU-medlemsstater i 2015 sammenlignet med 2014. Sverige gik fra at have underskud i 2014 til at balancere indtægter og udgifter i 2015. Tyskland registrerede et overskud i 2015, der var større end overskuddet i 2014. Luxembourg og Estland registrerede mindre overskud i 2015, end de registrerede i 2014. Danmark registrerede et overskud i 2014 og et underskud i 2015. De sidste to medlemsstater — Grækenland og Slovakiet — registrerede større underskud i 2015 end i 2014.

Den offentlige gæld

I EU-28 faldt den offentlige gæld i forhold til BNP fra 86,8 % ved udgangen af 2014 til 85,2 % ved udgangen af 2015, og i EA-19 faldt den fra 92,0 % til 90,7 % (se graf 2).I alt 17 EU-medlemsstater indberettede en gæld på over 60 % af BNP i 2015. Ved udgangen af 2015 blev den største offentlige gæld i forhold til BNP registreret i Grækenland (176,9 %), Italien (132,7 %), Portugal (129,0 %), Cypern (108,9 %) og Belgien (106,0 %), mens den laveste offentlige gæld i forhold til BNP blev registreret i Estland (9,7 %), Luxembourg (21,4 %) og Bulgarien (26,7 %).

Den offentlige gæld i forhold til BNP steg i 10 EU-medlemsstater i 2015 sammenlignet med 2014, mens gælden i forhold til BNP faldt i 18 medlemsstater, mest bemærkelsesværdigt i Irland (hvor gælden faldt med 13,7 procentpoint af BNP), Danmark (4,6 procentpoint af BNP) og Letland (4,4 procentpoint af BNP). De største gældsstigninger i forhold til BNP fra 2014 til 2015 blev registreret i Finland (3,8 procentpoint), Slovenien (2,2 procentpoint) og Litauen (2,0 procentpoint).

De offentlige indtægter og udgifter

Betydningen af sektoren offentlig forvaltning og service for økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-28 udgjorde de samlede offentlige indtægter 45,0 % af BNP i 2015 (et fald fra 45,2 % i 2014), og de samlede udgifter udgjorde 47,4 % af BNP (et fald fra 48,2 % i 2014). I EU-19 udgjorde de samlede offentlige udgifter 48,6 % af BNP i 2015 (et fald fra 49,3 % i 2014), og de samlede indtægter udgjorde 46,6 % af BNP (et fald fra 46,8 % i 2014) — se graf 3.

De samlede udgifter som en procentdel af BNP i EU-28 og EA-19 faldt mellem 2004 og 2007, hvorefter de steg kraftigt mellem 2007 og 2009, til de nåede op på 50,3 % af BNP i EU-28 i 2009 og 50,7 % af BNP i EA-19. De samlede udgifter faldt dernæst i begge områder mellem 2009 og 2011, steg i 2012 og faldt derefter langsomt indtil 2015.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter langsomt i perioden fra 2005 til 2015 i både EU-28 og EA-19 (bortset fra et svagt fald i EA-19 mellem 2010 og 2011; se graf 4). Indtægterne steg mere støt i hele perioden 2009-2015, hvilket førte til et fald i underskuddet. De offentlige indtægter faldt dog i begge områder mellem 2008 og 2009.

Mens de offentlige udgifter i EU-28 i alt steg med 776 mia. EUR mellem 2009 og 2015, var der en stigning på 1 244 mia. EUR i de offentlige indtægter i EU-28. Tilsvarende steg de offentlige udgifter i EA-19 med 358 mia. EUR i den samme periode, mens indtægterne steg med 724 mia. EUR.

Niveauet i de offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU's medlemsstater (se graf 5). I 2015 var medlemsstaterne med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifter og indtægter som en procentdel af BNP (over 100 %) Finland, Frankrig, Danmark, Belgien, Grækenland, Østrig og Sverige. Norge registrerede også en andel på over 100 %. Syv af medlemsstaterne — Irland, Litauen, Rumænien, Letland, Bulgarien, Cypern og Estland — rapporterede relativt lave kombinerede andele i 2015 (under 80 % af BNP). Det samme gjorde Schweiz.

I hele EU-28 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og nettobidrag til sociale ordninger (se graf 6). I 2015 udgjorde skatter 59,2 % af de samlede indtægter i EU-28 og 55,9 % i EA-19, mens nettobidrag til sociale ordninger udgjorde 29,4 % af de samlede indtægter i EU-28 og 33,0 % i EA-19. Markedsmæssig produktion, produktion til eget brug og betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion ("varesalg/honorarer" og bruttoinvesteringer for egen regning) udgjorde 6,9 % af de samlede indtægter i EU-28 og 7,0 % af de samlede indtægter i EA-19. Formueindkomst (hovedsagelig renter, udbytte og leje) udgjorde 2,0 % af de samlede indtægter i EU-28 og 1,8 % i EA-19.

Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte EU-medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Slovakiet, Tjekkiet, Slovenien og Litauen i 2015, men 87,2 % af de samlede offentlige indtægter i Danmark og 80,0 % i Sverige (se graf 7).

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-28 i 2015 vedrørte indkomstomfordelingen gennem sociale overførsler i form af kontanter eller naturalier (se graf 8 og 9). Sociale overførsler (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion) udgjorde 43,6 % af de samlede udgifter i EU-28 og 47,2 % i EA-19. Aflønning af ansatte udgjorde 21,4 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 20,9 % i EA-19. Forbrug i produktionen udgjorde 13,7 % af de samlede udgifter i EU-28 og 10,8 % af de samlede udgifter i EA-19. Betalt formueindkomst — hvoraf langt den største del består af rentebetalinger — udgjorde 4,8 % af de offentlige udgifter i EU-28 og 5,0 % i EA-19. Faste bruttoinvesteringer (primært investeringer) udgjorde 6,2 % af de samlede udgifter i EU-28 og 5,6 % i EA-19.

De vigtigste typer offentlige indtægter er løbende indkomst- og formueskatter mv., produktions- og importskatter og nettobidrag til sociale ordninger. Produktions- og importskatterne udgjorde 13,5 % af BNP i 2015 for EU-28, løbende indkomst- og formueskatter mv. 12,9 % af BNP og nettobidrag til sociale ordninger 13,3 % af BNP. Indtægterne fra løbende indkomst- og formueskatter mv. samt produktions- og importskatterne i forhold til BNP voksede i perioden 2010-2015 i EU-28, og væksten i løbende indkomst- og formueskatter mv. var den kraftigste (se graf 10). Faldet var dog også kraftigst i denne kategori under den økonomiske og finansielle krise. Derimod steg indtægterne fra nettobidrag til sociale ordninger (i forhold til BNP) under krisen, og de var forholdsvis stabile i de seneste år.

Fra 2009 til 2015 steg produktions- og importskatterne med 1,0 procentpoint af BNP, mens løbende indkomst- og formueskatter mv. steg med 0,8 procentpoint af BNP fra 2010 til 2015. Nettobidrag til sociale ordninger faldt med 0,2 procentpoint af BNP mellem 2013 og 2015.

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU's medlemsstater i 2015 (se graf 11). Som forventet var de medlemsstater, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de medlemsstater, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP) til det offentlige. F.eks. blev de højeste indtægter i forhold til BNP i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger på 47,4 % i 2015 registreret i Danmark, og Frankrig og Belgien registrerede de næsthøjeste procentdele (henholdsvis 47,2 % og 46,1 %). Andelen af BNP, der udgjordes af sådanne indtægter, var under 30 % i fem EU-medlemsstater (Rumænien, Irland, Bulgarien, Letland og Litauen) samt Schweiz.

Datakilder og adgang til data

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indgive tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af dataindberetningsprogrammet (på engelsk), hvilket resulterer i indgivelsen af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater indsamlet for den offentlige sektor indgives til Eurostat to gange om året, mens statistik om COFOG-formål og detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger bør indgives henholdsvis inden for et år efter udgangen af referenceperioden og inden for ni måneder efter udgangen af referenceperioden.

Dataene i denne artikel svarer til nogle af de vigtigste indikatorer for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskabssystemet (ENS 2010).

Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter — herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) — svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er en saldopost i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter institutionelle enheder, der er ikke-markedsproducenter, hvis produktion er bestemt til individuelt og kollektivt forbrug og finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og -formuen (ENS 2010 2.111). Sektoren offentlig forvaltning og service opdeles i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau (hvis relevant), kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde (hvis relevant).

Definition af vigtigste indikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelsen for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige sektors udestående forpligtelser i form af sedler og mønt samt indskud, værdipapirer og lån ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., nettobidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af (offentligt) ansatte, sociale ydelser (sociale ydelser og sociale overførsler i naturalier for markedsproduktion indkøbt af sektoren offentlig forvaltning og sektoren non-profit institutioner rettet mod husholdninger ), renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Samlede offentlige udgifter er defineret i ENS 2010 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, løbende indkomst- og formueskatter mv., sociale ydelser bortset fra sociale overførsler i naturalier, sociale overførsler i naturalier — indkøbt markedsmæssig produktion, andre løbende overførsler, korrektion for ændringer i pensionsrettigheder, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor inden for rammerne af ENS 2010 skal konsolideres for visse nationalregnskabstransaktioner. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler – elimineres eller udlignes. Delsektordata konsolideres inden for hver delsektor for disse transaktioner, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne formueindkomst, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler, som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske, ensidige betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
nettobidrag til sociale ordninger, som omfatter alle faktiske arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger, imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgivere betaler direkte, samt yderligere to imputerede bidrag (husholdningernes supplerende bidrag til sociale ordninger og socialforsikringsordningernes administrationsgebyrer).

Kontekst

Den finansielle og økonomiske krise har ført til alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrører de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Stabilitets- og vækstpagten (SVP) har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig landene i euroområdet. SVP har endvidere til formål at forhindre EU-medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i SVP: Underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige (eller bør falde til) 60 %. SVP blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver EU-medlemsstaterne Europa-Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Europa-Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.