Nyt europæisk Bauhaus: støtte til byer og borgere til lokale initiativer

  • 30 March 2022
Nyt europæisk Bauhaus: støtte til byer og borgere til lokale initiativer

Kommissionen har i dag bebudet tre nye indkaldelser med henblik på at realisere det nye europæiske Bauhaus (NEB). Støtten er især tiltænkt borgere, byer og landsbyer, som ønsker at gøre NEB-projektet til en central del af deres lokalsamfund.

Kommissær med ansvar for samhørighed og reformer, Elisa Ferreira, udtaler: "Samhørighedspolitikken er velegnet til at hjælpe kommunerne i små byer og landsbyer med op til 100 000 indbyggere med at udvikle lokale NEB-projekter med deres lokalsamfund. Med denne første NEB-indkaldelse under samhørighedspolitikken tilbyder vi den tekniske kapacitet, der er nødvendig for tværfaglige projekter med stor værdi, der bringer bæredygtighed, æstetik og inklusivitet til lokalbefolkningen, og håber, at det vil inspirere til mange lignende projekter fremover."

Den tredje og sidste indkaldelse "støtte til lokale NEB-initiativer" (Support to New European Bauhaus Local Initiatives) yder teknisk bistand til små og mellemstore kommuner, som ikke har kapacitet eller tilstrækkelig ekspertise til at realisere deres idéer til NEB-projekter. 20 stedbaserede projektkoncepter, der udvælges inden for rammerne af indkaldelsen, vil nyde godt af skræddersyet støtte på stedet fra en gruppe af tværfaglige eksperter til at forme koncepter, der er på linje med det nye europæiske Bauhaus og målene i den grønne pagt. Støtte fra samhørighedspolitikken har således til formål at bidrage til indførelsen af en lokalitetsbaseret tilgang til NEB-initiativer på regionalt og lokalt plan og engagere offentlige myndigheder i medlemsstaterne med henblik på at iværksætte flere NEB-projekter på nationalt plan.

De erfaringer, som indsamles i løbet af denne proces, vil blive samlet i en "værktøjskasse", der kan bruges af andre kommuner og den bredere offentlighed, der måtte være interesseret i at udvikle nye eller kopiere eksisterende NEB-projekter. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling finansierer den tekniske bistand til kommunerne. Dette kan være i form af skræddersyet metodologisk, teknisk, reguleringsmæssig, finansiel og socioøkonomisk ekspertise leveret af ekspertteamet i marken, der vil støtte videreudviklingen af kommunernes projektkoncepter, samt en værktøjskasse til kommende projektejere. Fristen for indsendelse af forslag er den 23. maj 2022 kl. 17:00 (Bruxellestid).

BAGGRUND

Det nye europæiske Bauhaus er et miljømæssigt, økonomisk og kulturelt projekt, der har til formål at kombinere design, bæredygtighed, tilgængelighed, økonomisk overkommelighed og investering med henblik på at bidrage til at realisere den europæiske grønne pagt.

Det nye europæiske Bauhaus blev lanceret af Kommissionsformand Ursula von der Leyen i hendes tale om Unionens tilstand 2020 og blev udformet i fællesskab af tusinder af mennesker og organisationer i og uden for Europa.

Yderligere oplysninger