Europa-Kommissionen

Sava skal reddes

  • 01 January 2004

Det nye rensningsanlæg i byen Celje vil med støtte fra Det Strukturpolitiske Førtiltrædelsesinstrument (ISPA) bidrage til at reducere udledningen af spildevand i Sava-floden, der er erklæret miljømæssigt truet område.

Celje er med sin befolkning på 50 000 indbyggere den største by ved flodmundingen til Savinja, der er en biflod til Sava. De fleste husholdninger i byen er i dag forbundet til det regionale kloaksystem, der strækker sig over cirka 277 km. Celje producerer årligt omkring 4 500 000 kubikmeter spildevand, der udledes urenset i Savinja. Celje kommune har imidlertid med støtte fra ISPA besluttet at investere i et omfattende vandforvaltningsprogram, der indebærer konstruktion af et nyt rensningsanlæg, opgradering af de primære og sekundære opsamlingsanlæg og opgradering af vandforsyningsnettet. Programmet er udformet med henblik på at reducere følgerne af at udlede spildevand i Savinja og sikre, at byen kan opfylde de krav, der er angivet i EU’s byspildevandsdirektiv og i det nationale miljøhandlingsprogram. Opgraderingen af det primære opsamlingsanlæg er en betingelse for, at det centrale rensningsanlæg kan bygges, og dette arbejde finansieres af kommunens egne finansieringsressourcer. ISPA-finansieringen støtter konstruktionen af det centrale rensningsanlæg og 3,6 km primært opsamlingsanlæg. Det nye rensningsanlæg skal rense spildevand fra husholdninger, fra forbehandlet industriaffald, hospitaler og andre former for spildevand. Det vil lette den tertiære behandling, der er nødvendig for at sikre beskyttelsen af floden Sava, som er erklæret miljømæssigt truet område. Anlægget ligger cirka 4 km fra Byen Celje og dækker et område på 20 400 kvadratmeter. Stedet, hvor det nye rensningsanlæg skulle opføres udvalgtes i 1993, og i 1998 afholdt Celje Kommune en undersøgelse af, hvor hensigtsmæssigt rensningsanlægget var, og det viste sig at være acceptabelt i såvel økonomisk, sociologisk og miljømæssig henseende. Det nye anlæg er fortsat under konstruktion og forventes færdiggjort i slutningen af 2003.