For at tilskynde unge til at deltage i lokal og national politik gav det EU-finansierede projekt SB YCGN unge i den sydlige Østersøregion de kompetencer og den selvtillid, der er behov for, når man skal opnå en meningsfyldt dialog med offentlige myndigheder.
Flere unge deltager i lokalforvaltning i den sydlige Østersøregion
- 19 February 2021
Det sværeste ved projektet var at overbevise politikerne om at tage unge og deres idéer seriøst og ikke behandle dem som »unødig ballast«, men som fremtiden for lokalsamfundene og som partnere i at skabe bedre levevilkår.
Det EU-finansierede projekt SB YCGN er en ny tilgang til den udfordring, det altid er at øge borgersindet og det aktive borgerskab blandt de yngre generationer. Projektet havde indsatser på både lokalt og nationalt plan og iværksatte en række aktioner, som alle var rettet mod at fremme konstruktiv dialog mellem unge mennesker og offentlige myndigheder.
Fokus lå på medborgerkundskab, og projektet gav unge i Litauen, Polen, Sverige og Danmark praktiske kurser i, hvordan man kan få taletid hos det offentlige om de problemer og udfordringer, som nutidens unge har. På denne måde lykkedes det ikke alene projektet at inddrage flere unge i lokalforvaltning, det sikrede også unge mere indflydelse på lokale beslutninger.
Rundbordssamtaler
På lokalt plan arrangerede projektet en række rundbordssamtaler mellem unge ledere og offentlige myndigheder. Inden møderne fik deltagerne praktiske kurser på en række relevante områder, såsom at tale offentligt og at debattere. Hvert møde omhandlede et bestemt problem af relevans for unge og fungerede som katalysator for udveksling af idéer og samarbejde om en aktiv løsning med deltagelse af alle parter.
De enkelte møder havde mellem 20 og 70 deltagere. Der blev afholdt møder i alle de fire lande, og i alt 600 unge og 60 lokalpolitikere deltog i rundbordssamtalerne.
Øget opmærksomhed
Udover disse samtaler afholdt projektet en oplysningskampagne om lokalforvaltningens rolle og de mange muligheder, som unge har for at deltage aktivt i deres lokalsamfund. Denne indsats omhandlede at holde fremlæggelser på lokale skoler, at rekruttere nye medlemmer af de kommunale ungdomsråd og at uddanne eksisterende medlemmer.
Projektet samarbejdede med lokalforvaltninger for at sikre bedre inddragelse af unge i beslutningsprocesserne. Dette bestod blandt andet i at udarbejde en række bedste praksisser for, hvordan man får unge til at deltage, og de kan læses på projektets websted.
Øget deltagelse
I alt afholdt projektet over 40 arrangementer i forskellige byer i de fire lande. Hvad der er nok så vigtigt, så lykkedes det projektet at skabe grundlaget for fortsat samarbejde mellem unge og lokalforvaltninger. Faktisk fortæller deltagende byer allerede om de forandringer, der er sket, blandt andet større interesse fra unge i at deltage i lokalforvaltning.
Samlet investering og EU-finansiering
Den samlede investering for projektet »South Baltic Youth Core Groups Network« er 563 526 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med 468 641 EUR gennem det operationelle program »Interreg V-A - Poland-Denmark-Germany-Lithuania-Sweden (South Baltic)« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Forbedring af samarbejdskapaciteten hos de lokale aktører i den sydlige Østersøregion via deltagelse i grænseoverskridende netværk«.