Held i uheld

Juan Maneiro er en travl herre. Klokken er næsten syv om aftenen, og han har netop fået at vide, at han skal underskrive en række beslutninger om midlertidig lukning af to skaldyrsområder i det nordøstlige Galicien. ”Det er en forebyggende foranstaltning”, forklarer direktøren for centeret for overvågning af havmiljøets kvalitet (CCCMM), idet han viser det berørte område på kortet. "Det drejer sig ikke om olieforurening, men om en biotoksisk risiko, som vores prøver har påvist. Hvis de videre prøver i morgen viser sig at være negative, kan vi i det mindste åbne området igen. I mellemtiden skal vi orientere de berørte producenter." Og det er lige præcis, hvad der sker. Centeret iværksætter en telefonkæde og udsender en kort advarsel til godt hundrede berørte muslingefiskere. I Galicien spøger man ikke med havet. Det har formet egnens og indbyggernes identitet og store dele af den regionale økonomi er stadig afhængig af den primære fiskerisektor: ”Muslingerne er vores førende produkt fra havet. De 250 000 tons, der høstes hver år, svarer til 120 mio. EUR og står for 10 000 direkte arbejdspladser. Så ikke noget med at slække på sikkerheden”, siger Juan Maneiro. De holder særligt øje med de såkaldte ”rias”, typisk forekommende fjorde ved flodmundinger ved de spanske kyster. Her findes størstedelen af produktionen af muslinger, østers og andre skaldyr, som Galicien er kendt for. I den sydlige del af regionen findes Vigo-fjorden, som er en af de smukkeste og mest produktive med flere tusinde muslingeflåder, som næsten dækker hele vandoverfladen. Men flodområdet, der er det mest industrialiserede i Spanien, huser samtidig 1 million indbyggere (en tredjedel af Galiciens befolkning), hvilket lægger stort pres på det skrøbelige miljø. Efter at fællesskabsdirektivet om bløddyr1 trådte i kraft, iværksattes i 1993 en omfattende aktion betegnet ”Integreret rensning af Vigos flodmunding”. Investering? 90 mio. EUR med 80% finansiering fra Samhørighedsfonden. Det er på ti år blevet til 10 rensningsanlæg, der er anlagt hele vejen rundt om flodmundingen, for ikke at tale om de mange små forrensningsanlæg til bortfiltrering af papir, plastik og andet fast affald, som rensningsanlæggene ikke kan klare. ”Førhen løb alt spildevandet lige ud i havet uden nogen form for rensning”, forklarer Ignacio Niño Taboada, bygningsingeniør for Galiciens regering. "I dag er spildevandret 95% rent." Ignacio undlader ikke at fremvise de røde fisk, der svømmer i det krystalklare vand i det tredje rensebassin ved anlægget i Moaña, der er det senest konstruerede ved flodmundingen og blev sat i drift i 2002. Det var på samme tidspunkt, at galiciernes vandkvaliet blev bedre takket være de storstilede saneringsaktioner, som fulgte i kølvandet på den store ulykke med olietankeren Prestige ved La Coruña den 13. november 2002, hvor den spildte størstedelen af de 77 000 tons brændselsolie, som den havde i lasten, og forårsagede en af de værste skrækscenarier i områdets historie. Med en smule held og en kæmpe mobiliseringsindsats og rengøringsoperation lykkedes det heldigvis at begrænse skaderne. "Det var især de nordlige kyster og provinsen Corogna, der ramtes", fortæller Juan Maneiro. "Her på vestkysten forhindrede de store mængder ferskvand, som floderne sender ud i havet, stort set olien i at trænge ind i fjordene". Og hvordan ser situationen ud i henhold til CCCMM’s direktør i juli 2004? ”Halvandet år efter katastrofen er de kortsigtede følger stort set forsvundet overalt. Vi ved til gengæld stadig ikke, hvilke følgevirkninger der kan forventes fem, ti eller tyve år frem i tiden..." Til lands som til vands Den indsats, som Galicien har lagt for dagen med hensyn til vandrensning, er mindst lige så stor, når det gælder behandling af husholdningsaffald. I 1997 opgjorde regionen 300 ukontrollerede lossepladser og 3 000 illegale depoter for husholdningsaffald på sit område. For at udbedre situationen inden 2005 besluttede de regionale myndigheder at lancere en forvaltningsplan for fast byaffald for Galicien ("Plan de Gestión de Residuos Sólidos Urbanos de Galicia"), at overdrage gennemførelsen af projektet til det galisiske selskab SOGAMA ("Sociedade Galega do Medio Ambiente") og udstyre det med et behandlingsanlæg med høj kapacitet. Miljøkomplekset i Cerceda blev bygget mellem 1998 og 2000 og kan behandle over 1 500 tons affald om dagen. 221 kommuner ud af de 315, som Galicien består af, er abonnenter. 57 er i færd med at tilslutte sig. Husholdningsaffaldet fra de 2 millioner indbyggere indsamles først og distribueres til 37 ”overførselscentraler” fordelt over hele regionen og videresendes derpå med jernbane eller lastvogn til komplekset i Cerceda mellem San-Juan-de-Compostela og La Coruña. Dér genbruges 15% af affaldet, og 85% afbrændes for at fremstille 515 millioner kW/t elektricitet om året. "Det er sandsynligvis det mest moderne forbrændingsanlæg i Europa”, bekræfter Esther Campos Mosquera, kommunikationsmedarbejder. "Vores ovn er i alt fald en international reference. Den virker som et sandbaseret system og betegnes ’cirkulerende fluidiseret leje’, der gør, at en konstant gastilførsel ikke er nødvendig for at holde forbrændingen gående." De samlede investeringer udgjorde 270 mio. EUR, hvoraf 72,21 mio. er finansieret af Samhørighedsfonden. Ud over den effektive affaldsforvaltning er komplekset i Cerceda også den største lokale arbejdsgiver. Som José Manuel Palias Reguro, direktør for menneskelige ressourcer, udtrykker det: "Der er oprettet 375 direkte arbejdspladser, og de omfatter hele spektret af kvalifikationer, lige fra de mest begrænsede til de højeste." 10. september Hvad angår affaldsforvaltning er det først og fremmest en ikke helt ufarlig økologisk katastrofe, der overtalte de galiciske myndigheder til at sætte mere fart i tingene. Den 10. september 1996 flød 200 000 tons husholdningsaffald ud i havet ved Galiciens største by, La Coruña (450 000 indbyggere), efter en forskydning i jorden ved den største kommunale losseplads, der lå lige ud til havet. "Det var omkring 1,3 million tons affald, som flyttede sig! Det svarer jo nærmest til et jordskælv!”, siger Mark Guscin, byens presseattaché. "Det var katastrofen, der skabte en øget miljøbevidsthed i byen og i regionen som helhed. Dette foranledigede straks byrådet til at rykke affaldsforvaltning højt op på listen over kort- og langsigtede prioriteter med bæredygtighed som det gennemgående tema." Første skridt var naturligvis at rengøre det ramte område. Det var et kæmpe arbejde, som et væld af lokale virksomheder helt spontant valgte at deltage i. I maj 1997, otte måneder efter katastrofen, vedtog de otte kommuner, som benyttede lossepladsen, en affaldsplan. Planen var opbygget omkring følgende interventionsakser: lukning og sikring af lossepladsen, regenerering og konvertering til fritidsområde, kildesortering af affald og udnyttelse heraf. Den økologiske regenerering og omlægning til rekreative formål af den fordømte lokalitet begyndte i 1998. Aktionen omfattede fire faser: indeslutning af affald og nedlukning af lossepladsen, dekontaminering af grunden, omlægning af til parkområde (fysisk landskabsplanlægning, plantning af træer osv.) og anlæggelse af stier og tilkørselsveje. Den nye park i Bens blev indviet i juni 2001 med et areal på 60 ha. Den kombinerer nytte med behag og indgår til fulde i det forskønnelsesinitiativ, som La Coruña har arbejdet på i flere år. Ud over driftsomkostningerne (15,3 mio. EUR, heraf 10,4 mio. EUR fra EFRU) skulle der betydelig teknisk formåen til for at lukke lossepladsen. 750 000 m³ jord måtte fjernes og komprimeres, 76 følere skulle forbindes med 4,5 km rør til bortledning af gassen fra det nedgravede affald. "Alt dette komplikeredes af, at man samtidig med at lukke for den gamle losseplads var nødt til at forvalte den årlige produktion på 185 000 tons husholdningsaffald, som blev ved med at løbe ind, indtil behandlingsanlægget kunne tages i brug i september 2000", siger Luis Fernando Roade Rodríguez, miljødirektør for La Coruña. En anden vigtig del af projektet manglede fortsat, nemlig konstruktionen af affaldsbehandlingsanlægget, der blev bygget på en høj nær parken mellem oktober 1998 og december 2003. Det særlige ved anlægget i Nostián er, at det producerer 6 megawatt elektricitet om året ved at anvende methan, som fremstilles af 40% af det organiske affald, som anlægget modtager, og gas, som hentes op fra jordlag under parken. De resterende 60% af det organiske affald anvendes til kompost. Infrastrukturomkostningerne udgør 59,5 mio. EUR, hvoraf 10,5 mio. EUR finansieres af Samhørighedsfonden. Aktionernes kombineres ”Der findes ikke længere nogen ukontrollerede lossepladser i Galicien. Over halvdelen af affaldet behandles eller genbruges, hvilket gør vores region til den førende i Spanien. Vi har nået et niveau, der svarer til, hvad man finder i Tyskland. Det er da i hvert fald et konkret resultat af Samhørighedsfonden!”, siger Daniel Otero, anlæggets direktør. ”Vi tilstræber at udnytte 65% af det vi indsamler, men uanset hvor ihærdigt man prøver, er der ingen metode, som kan eliminere alt affald. Løsningen findes ved kildens udspring: alle må reducere den mængde affald, de producerer." Lige som SOGAMA, der afholder ugentlige radioudsendelser om dette emne, er behandlingsanlægget i Nostián løbende involveret i opmærksomhedskampagner og miljøuddannelse. Miljøtjenesten i La Coruña råder således over en ”Ecobus”, der kører rundt i byen. Regelmæssige oplysningskampagner er rettet mod cirka 20 000 skoleelever. ”Der er også uddelt affaldscontainere til sortering af husholdningsaffald. Det gælder om at kombinere aktionerne”, bemærker Javier Ramirez, byens miljøagent. Ideen om at kombinere aktioner deles også af Covadonga Salgado, CCCMM’s vicedirektør. ”Arbejdet med de store miljøinfrastrukturer, som dem Samhørighedsfonden finansierer, bør ledsages af interessevækkende kampagner over for befolkningen. Andre og mere beskedne projekter i EU, der også har en demonstrativ rolle, kan knyttes hertil. Jeg tænker her blandt andet på LIFE-projektet i Vilagarcia de Arousa om genbrug af fiskeaffald, som vi deltager i. Dette projekt er endnu vigtigere set ud fra et pædagogisk synspunkt, fordi det lærer os noget om affaldsforvaltning, at det gælder om at producere så lidt som muligt." 1Directive 91/492/CEE du Conseil, du 15 juillet 1991, fixant les règles sanitaires régissant la production et la mise sur le marché des mollusques bivalves vivants.