Tophistorier



Der forskes på højtryk for at skabe klarhed om AstraZeneca vaccinen

Flere af påskens aviser skriver om vaccineudrulningen i EU og de forskellige EU-landes udfordringer med blandt andet angsten ved at blive vaccineret og usikkerheden omkring vaccinen fra AstraZeneca. I Berlingske mandag kan man læse, at masser af eksperter lige nu arbejder på at gøre Sundhedsstyrelsen klogere på coronavaccinen fra AstraZeneca. Det sker inden styrelsen skal tage stilling til, om vaccinationerne med den skal genoptages eller ej. "Vi prøver at finde ud, hvad det er for en mekanisme, der kan ligge bag sygdomsbilledet med lave blodplader, blodpropper og blødning, som er den triade af symptomer, der er kommet indberetninger om," siger overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital, Anne-Mette Hvas. Det vides endnu ikke, om den svensk-britiske vaccine, der for nylig skiftede navn til Vaxzevria, er skyld i de alvorlige sygdomstilfælde med blodpropper, få blodplader og blødning. Mens Danmark har sat vaccinen fra AstraZeneca på pause, har både WHO og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) flere gange slået fast, at fordelene ved vaccinen fortsat opvejer risikoen. Det ventes, at EMA's bivirkningskomité (PRAC) vil fortælle mere om de igangværende europæiske undersøgelser mellem den 6. og den 9. april.



Ekstra Bladet torsdag skriver, at over to millioner personer i Tyskland nu har fået AstraZenecas vaccine. Den suspenderes dog nu midlertidigt for personer under 60 år. Det meddelte kansler Angela Merkel og sundhedsminister Jens Spahn på et pressemøde tirsdag. Sundhedsministeren fastslår, at man fortsætter med at vaccinere folk over 60 år, da vaccinen fra AstraZeneca har vist sig at være særlig effektiv på den gruppe. I Tyskland er ni personer døde efter at være blevet vaccineres med den omdiskuterede vaccine. Det drejer sig om sjældne blodpropper i hjernen, som hovedsageligt har ramt yngre kvinder. Der er meldt om 258 alvorlige tilfælde af blodpropper og 45 dødsfald blandt personer, der har fået AstraZenecas coronavaccine. Af disse dødsfald er 30 sket i EU- og EØS-landene, heraf ét dødsfald i Danmark.



I Politiken søndag kan man læse, at personer i Italien, som nægter at lade sig vaccinere mod covid-19, mister deres løn. Det drejer sig om læger, sygeplejersker, portører og alle andre, der arbejder på hospitaler, lægehuse og plejehjem. Hvis de ikke frivilligt tager imod en coronavaccination, skal de søge om at komme til at arbejde i en midlertidig stilling, hvor de ikke har fysisk kontakt med patienter. Og hvis det ikke er muligt at flytte vaccinationsnægteren til en midlertidig stilling, vil vedkommende blive bedt om at blive væk fra sin arbejdsplads resten af året. På Europas fjerdestørste hospital, San Martino hospitalet i Genova, testede 15 sygeplejersker positive for covid-19 sidst i februar. De havde alle fravalgt vaccination.



I Politiken kan man mandag læse et debatindlæg af Per Clausen fra Frederiksberg. Han skriver blandt andet: "I resten af EU ligger der store mængder ubrugte Covid-19 vacciner, især fra AstraZeneca, og angsten for vaccinen bliver nok ikke mindre af de rapporterede blodpropper og dødsfald blandt folk, der har fået vaccinen. I Danmark vil der formentlig ikke være denne skepsis over for AstraZenecavaccinen, så kunne de danske sundhedsmyndigheder ikke lave en bytteordning med lande med vaccineskeptiske befolkninger, således at de ubrugte vacciner bliver fragtet til Danmark, og vi alle kan blive vaccineret i løbet af april, hvorefter de andre lande i de efterfølgende måneder kan modtage de vacciner, der var tiltænkt Danmark."



Jyllands-Posten lørdag skriver, at Serbien nu tilbyder vaccination til udlændinge. Mens resten af Europa kæmper med at få leveret nok vacciner, går det så godt i Serbien med at vaccinere, at udlændinge nu bydes velkommen til vaccination. Indtil videre har mere end 22.000 personer fra andre lande benyttet sig af Serbiens tilbud. "Det bedste billede på solidaritet bliver sendt fra Serbien til hele regionen ved at vaccinere borgere fra andre lande, og alle, der har søgt om det, vil blive inviteret til at komme tilbage til genvaccination," siger premierminister Ana Brnabic i en pressemeddelelse. Serbien ligger nummer fem i verden på listen over lande, der har størst befolkningsandel fuldt vaccineret. Landet har vaccineret hver sjette indbygger fuldt ud, hvilket er mere end nogen lande i EU. Succesen skyldes, at landet modtager doser både fra de selskaber, som EU har indgået kontrakter med, samt fra især Kina, men også Rusland. Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, har under pandemien gentagne gange udtrykt stor skuffelse over EU's hjælp til regionen. Først i kampen for personligt beskyttelsesudstyr i 2020, og de seneste måneder i spillet om de eftertragtede vacciner.



Ifølge Politiken torsdag anbefaler en række eksperter ikke en pandemitraktat, som flere lande ellers foreslår. 25 stats- og regeringsledere, samt EU's formand Charles Michel og chef for WHO Tedros Adhanom Ghebreyesus, mener, at der er behov for en international traktat om håndtering af pandemier. Flemming Konradsen, professor i global sundhed på Københavns Universitet, mener ikke en international traktat er det rigtige svar. Han mener, at mange lande, også i Europa, ikke har taget deres allerede eksisterende forpligtelser til at være forberedt på pandemier og indrapportere til WHO alvorligt. "Vi skal reformere og styrke de institutioner, der allerede findes. I international politik er der en tendens til at ville skabe nye initiativer, så man kan vise handling. Og så sjofler man de eksisterende organisationer, der har samme formål. Jeg vil tro, at WHO har en bemanding, der er mindre end bemandingen på et stort dansk hospital. Det skal man huske, hver gang man hører om noget, de ikke har fanget," siger han.



I Information tirsdag kan man læse, at flere lande er begyndt at investere i egne vaccinefabrikker. I Danmark forsøger man også at komme med på vognen, men ifølge eksperter er det ikke en sikker vej til forsyning i fremtiden. Canadas premierminister Justin Trudeau annoncerede i februar, at Canada har indgået et samarbejde med medicinalvirksomheden Novovax om at få lov til at producere dens vaccine. Andre lande har også indgået aftaler med forskellige medicinalselskaber om at producere deres egne vacciner. For eksempel har Thailand, Australien og Japan lavet produktionspartnerskaber med AstraZeneca. Den danske regering vil også gerne producere vacciner til danskerne i Danmark og mandag i forrige uge kunne Berlingske fortælle, at regeringen er i dialog med Novo Nordisk Fonden om etableringen af en fabrik i Danmark. "Det handler om, at hvis man skal blive ved med at vaccinere mod corona i mange år, hvordan sikrer vi så stabil leverance? Det er så her, man ser, at flere lande selv går i gang," siger Ole Helby Petersen, professor ved Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv og forsker i udlicitering og privatisering. Som det er i dag, er Danmark en del af et EU-samarbejde om indkøb og fordeling af vacciner mellem de 27 EU-lande. Det er igennem dette samarbejde, at Danmark får vacciner fra Pfizer og AstraZeneca. Med denne model er vi afhængige af leverancer fra få, store multinationale selskaber. Det betyder, at vi ikke har fuld råderet og kontrol over, hvor mange vacciner vi får lige nu.



Berlingske lørdag skriver, at den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz i ugevis har kritiseret EU's vaccineprogram. Slagsmålet begyndte, da Sebastian Kurz i midten af marts beskyldte EU-Kommissionen for at fordele vaccinerne uretfærdigt. Med støtte fra en række mindre EU-lande kritiserede Østrig fordelingen, som man ikke mente afspejlede landenes befolkningstal. Malta og Danmark blev fremhævet som lande, der fik flere vacciner, end deres størrelser kunne retfærdiggøre. I sidste uge blev tonen endnu mere uforsonlig mellem Wien og Bruxelles: Sidstnævnte planlagde at hastefordele ti millioner Pfizervacciner til nødlidende medlemmer, som kæmper med tredje smittebølge. Østrig var ikke på listen, fordi alpelandet har haft godt styr på smitten, alt imens udrulningen af vacciner også er kommet planmæssigt fra start. Det var Sebastian Kurz ikke tilfreds med. Tirsdag forsøgte Østrig sig så med en ny trussel: EU-mediet Politico kunne således afsløre, at Østrig nu truede med at blokere for en aftale om at købe yderligere 100 millioner Pfizervacciner, hvis ikke Wien fik en større portion af dem. Men tirsdag aften rundsendte kanslerkontoret i Wien så en meddelelse, der måske kan forklare det mærkelige forløb. Østrig er i forhandlinger med Rusland om at købe en million doser af den russiske Sputnik-vaccine. Ordren af russiske vacciner er på alle måder opsigtsvækkende: Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, har endnu ikke godkendt vaccinen, og først i slutningen af maj - og efter et besøg i Moskva - ventes EMA tage endelig stilling til vaccinen.



I Politiken lørdag kan man læse en analyse skrevet af Nilas Heinskou, avisens korrespondent i Bruxelles. Han skriver blandt andet: "Østrig har ikke lige så mange vacciner, som kansler Sebastian Kurz ville ønske. Knapheden skyldes beslutninger, som den østrigske regering selv har truffet, men det faktum har ikke afholdt Sebastian Kurz for at skyde skylden på EU. For at vise handlekraft rejste Sebastian Kurz med Mette Frederiksen til Israel, mens han bebrejdede EU for langsommelighed. Senest har det lydt fra kansleren, at en skjult aftale betyder, at der er en uretfærdig vaccinefordeling EU-landene imellem. [...] Sebastian Kurz' EU-kritik mistede da også lidt troværdighed, da det gik op for Østrigs presse, at den østrigske regerings egen sundhedsrådgiver var næstformand for EU-styregruppen. Det har dog ikke afholdt Sebastian Kurz fra at slå videre på EU. Det har bare ikke givet flere vacciner. Senest gik luften ud af truslen om at blokere for vaccineindkøb, da det viste sig, at Østrig slet ikke har mulighed for at nedlægge veto"



I Berlingskes leder mandag kan man blandt andet læse: "Omkring i Europa løber regeringspolitikere i disse uger rundt i cirkler og forsøger at håndtere den kendsgerning, at en tredje smittebølge har ramt. Og at man her - mere end et år efter første bølge - endnu ikke er i stand til at dæmme op for smitten. To af årsagerne er desværre inkompetence. Dels halter det katastrofalt med udrulningen af vacciner i mange EU-lande. [...] Det går langsommere med at gå genåbnet de europæiske lande, end man med rimelighed kunne have håbet på. Og nedlukningerne kan ikke længere alene forklares med, at man står over for en ny, uforudsigelig sygdom. [...] Det er ikke nogen tryg situation. En tredje bølge af en størrelse, der betyder nye, landsdækkende nedlukninger, vil være katastrofal, både sundhedsmæssigt, socialt, mentalt og økonomisk."

Berlingske, lørdag, s. 16, mandag, s. 2, 16-17; Ekstra Bladet, torsdag, s. 12-13; Politiken, torsdag, s. 9, lørdag, s. 2, søndag, s. 16, mandag, s. 6; Jyllands-Posten, lørdag, s. 15 (06.04.2021)



Demokratier må ryste angsten for Kina af sig

Flere af påskens aviser skriver om de vestlige landes forhold til Kina, og hvordan man bør forholde sig til landet. I Berlingskes leder lørdag kan man blandt andet læse: "Kina vil gerne være en stormagt. Men alt andet tilsiger, at landet ikke er værdig til titlen. Det kinesiske kommunistpartis optræden over for mindretal som uighurerne og den gamle britiske kronkoloni Hongkong og for den sags skyld den sabelraslen, Kina udøver over for Taiwan og Japan, er uden sidestykke. For ikke at tale om Kinas optræden i Tibet. [...] Nu har en række vestlige virksomheder som H&M og lignende sagt fra og bliver selvfølgelig straffet for det. Men det er på tide, at demokratier ryster angsten for Kina af sig og siger, at der er grænser for, hvad vi finder os i - både når det drejer sig om handel, men også Kinas aggressive fremfærd over for Hongkong, Taiwan og Japan. Sanktionerne fra EU mod en række kinesere, der direkte har været involveret i undertrykkelsen af uighurerne, følger fuldt og helt normer for protestaktioner mellem lande. Kinas modsvar er derimod en gengældelsesaktion. [...] Vi står over for en meget afgørende fase i forholdet til Kina. Men vi må stå fast. Menneskerettighederne kan ikke gradbøjes, og den vestlige verden skal stå samlet i kravene til de lande, vi samarbejder med. Samarbejdet skal foregå med respekt for demokrati, ytringsfrihed og frihed i det hele taget."



I et debatindlæg søndag skriver Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, blandt andet: "Hvis nogen var i tvivl om, at verden har fået en ny supermagt, der ikke alene undertrykker sin egen befolkning, men også gerne vil undertrykke dig og mig, så burde et telefonopkald modtaget i Københavns Kommune 22. januar sidste år bortvejre enhver usikkerhed. Her ringede en repræsentant for den kinesiske ambassade i København til kommunen med det ærinde at få en skulptur foran Christiansborg fjernet, kunne Jyllands-Posten fortælle. [...] Københavns Kommune bøjede sig heldigvis ikke. Skulpturen blev stående i den periode, det var planlagt. Men sagen er sigende. Kina, hvis økonomiske, politiske og militære magt kun har været voksende gennem de seneste årtier, føler sig i stigende grad berettiget til at blande sig direkte i forholdene i andre lande. Herunder borgernes rettigheder og friheden til at ytre sig. [...] Signalet til Kina skal være utvetydigt; måske også mere end tilfældet allerede er med eksempelvis de sanktioner, EU (bortset fra Ungarn) sammen med blandt andet USA og Canada i sidste uge indførte som følge af Kinas fremfærd i Xinjiang. Det kan blive en tung og konsekvensfyldt kamp at tage med det kinesiske regime, hvilket Kinas reaktion på sanktionerne viser."



Mandag bringer Jyllands-Posten et debatindlæg af Viggo Fischer, tidligere medlem af Folketinget for Venstre. Han skriver: "Kina har netop taget endnu et skridt i retning af Hongkongs underkastelse. Et udvalg under den ikke-folkevalgte nationale folkekongres traf en enstemmig afgørelse med 167 stemmer mod nul. Det betyder en afgørende svækkelse af Hongkongs parlament. Kinas kommunistparti har med en manøvre via et ikke-folkevalgt udvalg truffet en afgørende beslutning om Hongkongs fremtid, der er i oplagt strid med det grundlag, som Kina og Storbritannien i sin tid blev enige om. For de danske medlemmer af Europa-Parlamentet er der hermed et tankevækkende argument til at stemme nej til en tvivlsom investeringsaftale med Kina, når den kommer til endelig afgørelse i parlamentet. Det bør koste noget for Beijing at bryde aftaler."



I en politisk indsigt under overskriften "Stopper Kofod bøllemetoderne?" skriver Helle Ib, politisk kommentator på Børsen, lørdag blandt andet: "Eskalerende strid mellem Kina og store dele af verden tester Jeppe Kofods pejlemærker i udenrigspolitikken. [...] Investeringsaftalen mellem EU og Kina tegner usikker. Den svenske modekoncern H&M er kommet under beskydning i Kina. Beijing har - med store dele af verden som fordømmende, men magtesløse tilskuere - gennemtrumfet ændringer i valgsystemet i Hongkong for at sikre den tidligere britiske kronkoloni en mere “patriotisk” regering. [...]I 100-året for kommunistpartiets fødsel har den seneste tids begivenheder og eksempler på krænkelser af menneskerettigheder kastet de helt store spørgsmål op i luften: om EU's håndtering af Kina som samarbejdspartner, økonomisk konkurrent og systemisk rival, og om hvordan den værdibaserede danske udenrigspolitik, som Kofod har gjort sig til talsmand for, og som han finder afspejlet hos den nye amerikanske regering, vil udfolde sig i praksis. Det er en blanding af traditionel diplomati, samhandel og håndfaste reaktioner på krænkelser i alliance med større aktører som EU og USA. [...] Spørgsmålet er, om Kofod er i stand til at gøre op med bøllemetoderne - eller ender med at bøje sig, hvis danske handelsinteresser for alvor kommer til at lide under den kinesiske vrede? Da den omfattende investeringsaftale i december blev indgået mellem EU og Kina, blev den udlagt som særdeles nyttig for europæiske virksomheder; en vigtig milepæl i forholdet, lød det fra EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen om aftalen, der vil “give hidtil uset adgang til det kinesiske marked for europæiske investorer, hvilket vil gøre vores virksomheder i stand til at vokse og skabe job.” Aftalen indebærer også kinesisk forpligtelse til at gå imod tvangsarbejde."



Politiken torsdag skriver, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil arbejde for "værdibaseret udenrigspolitisk samarbejde på tværs af regioner." Med en underskrift på en udtalelse om coronavirussens oprindelse har den danske regering meldt sig på banen i et spørgsmål, som er særdeles ømtåleligt for den kinesiske regering. I udtalelsen beklager 14 lande, at der i en netop offentliggjort rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, "manglede adgang til komplette, originale data og prøver" i Kina. De 13 andre underskrivere tæller USA, Storbritannien, Australien, Canada, Japan og Norge. Der er fem andre EU-lande iblandt. Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, mener, at det er en kreds, som Danmark fremover bør finde sammen med, når der er behov for at kritisere Kina. "Det er lande, som har vist, at de ønsker at føre, hvad jeg vil kalde en aktivistisk, værdibaseret udenrigspolitik, forstået på den måde, at de tør stå op for nogle idealer," siger han og fortsætter "Jeg mener, at EU helt klart skal være hovedbenet, men lad os være ærlige og sige, at der er altså desværre nogle syd- og østeuropæiske lande i EU, som er lidt for meget i lommen på Kina, i forhold til at de har kinesiske investeringer i kritisk infrastruktur og favorable kinesiske lån og så videre. Det gør, at vi kun kan nå så langt i EU, og derfor skal vi også have en koalition af villige lande ved siden af, så vi kan gå på to ben." Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) erklærer sig "dybt bekymret" over den lange forsinkelse af WHO-rapporten. "Det er vi nødt til at reagere på, og derfor har Danmark handlet både i EU-regi og i en gruppe af ligesindede lande som Danmark, USA og Storbritannien. Jeg tror, vi kommer til at se mere af den slags værdibaseret udenrigspolitisk samarbejde på tværs af regioner fremadrettet. Det arbejder jeg for som Danmarks udenrigsminister. Vi står fast på vores værdier og rettigheder. Det er ikke en eskalation eller en provokation, men en klar tilkendegivelse af, hvad Danmark er og står for i verden," udtaler han til Politiken.



Jyllands-Posten søndag skriver, at Kinas nye samarbejdsaftale med Iran åbner for kinesiske investeringer og en vej for Iran ud af international isolation. Nyheden om aftalen, som blev underskrevet på live TV sidste weekend, kommer midt i en diplomatisk krise mellem USA og Iran om at genoplive den internationale atomaftale. Eksperter vurderer i New York Times, at aftalen i store træk ligner det udkast på 18 sider, som blev lækket i 2020. Her fremgår det, at kineserne i aftaleperioden vil investere op mod 2.500 milliarder kroner på områder som atomenergi, havne og jernbaner. Til gengæld vil Iran levere en jævn strøm af olie til Kina til stærkt nedsatte priser. De to lande vil også øge det militære samarbejde. Det har fået alarmklokkerne til at ringe flere steder i Vesten. Konservative kommentatorer i USA taler om en ny antiamerikansk akse og ser det som en understregning af Beijings voksende indflydelse i Mellemøsten og ambition om at udfordre USA på verdensscenen. Kina er et af de seks lande samt EU, som harindgået den internationale atomaftale, hvor Iran accepterede at begrænse sit atomprogram, mod at internationale sanktioner blev rullet tilbage. I 2018 trak Donald Trump USA ud af aftalen og genindførte sanktionerne, men Kina importerer stadig olie fra Iran. Joe Biden ønsker at genoplive aftalen, men kræver, at Iran først lever op til betingelserne igen. Iran kræver, at sanktionerne først bliver ophævet og bliver støttet af Kina.



I Børsens leder kan man tirsdag blandt andet læse: "Der er imidlertid også storme af omvendt karakter, som fortjener et massivt modtryk. En sådan rejste sig for nyligt imod den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz, der blev centrum for vrede og krænkede forbrugere og organisationer i Kina. [...] Den kinesiske reaktion - at straffe en virksomhed, der forsøger at leve op til sit ansvar - er mageløst absurd. Ikke mindst i betragtning af, at Kina så sent som i december indgik en endnu ikke godkendt investeringsaftale med EU med afsnit om netop at undgå tvangsarbejde."



I Ekstra Bladets leder kan man tirsdag blandt andet læse: "Hvornår beder regeringen Danmarks Idrætsforbund, DIF, og de danske olympiske atleter om at blive væk fra vinter-OL i Kina, som begynder om ti måneder? [...] Præcis som vi også har set det med næste års VM i fodbold i slavestaten Qatar. Når politikerne ikke reagerer, gør fodboldens ledere det heller ikke. [...] Men i tilfældet Kina kan sportens ledere ikke længere sidde passive og med korslagte arme. Her har politikerne reageret. EU's sanktioner er et stort og vigtigt skridt."

Berlingske, lørdag, s. 2, søndag, s. 48; Jyllands-Posten, søndag, s. 13, mandag, s. 25; Børsen, lørdag, s. 16-19, tirsdag, s. 40; Politiken, torsdag, s. 9; Ekstra Bladet, tirsdag, s. 28 (06.04.2021)



Prioriterede historier



Grønlandsk valg om verdens klima

På tirsdag går Grønland til valg og klima er et af de store dilemmaer. Det omdiskuterede mineprojekt i Kvanefjeld tvinger politikerne til at balancere økonomiske gevinster mod miljømæssige risici og lokale CO -stigninger mod globale reduktioner, skriver Information lørdag. Beslutninger kan nemlig få vidtrækkende konsekvenser - ikke bare for Grønland, men for hele verdens grønne omstilling. Anne Merrild Hansen forsker blandt andet i, hvordan råstofindustri påvirker små inuitsamfund rundt omkring i Arktis - blandt andet i Narsaq. I Narsaq kan sjældne jordarter udvindes og disse er på EU's liste over kritiske råstoffer og EU ser det som en geopolitisk prioritet at sikre en stabil forsyning til industrierne. ”Og det er altså industrier, vi er afhængige af i den grønne omstilling: produktion af vindmøller, solceller, elbiler og alt muligt andet. Så både globalt og europæisk er de rigtig vigtige, hvis vi vil nå klimamålene,” siger hun.



Altinget skriver, at en meningsmåling fra fredag i sidste uge viser, at modstanderne af omstridt mineprojekt står til valgsejr. Meningsmålingen, som er lavet af Sermitsiaq og analysefirmaet HS Analyse, giver det regerende socialdemokratiske parti Siumut 8 mandater, hvilket er en tilbagegang på et mandat i forhold til valget i 2018. Det venstreorienterede parti IA står til at få 12 ud af de 31 pladser i Inatsisartut, mens løsrivelsespartiet Naleraq står til at få 5 pladser, hvilket vil bringe de to partier over de 16 mandater, som skal til for at have et flertal i parlamentet. Både IA og Naleraq er som de eneste partier direkte imod det omstridte mineprojekt Kvanefjeld i Sydgrønland, som rummer en af verdens største uudnyttede beholdninger af sjældne jordarter, der er stærkt efterspurgt af både Kina, USA og EU.



Politiken skriver, at valget i Grønland både følges tæt i Kina og USA. For de sjældne jordarter på Grønland er ikke bare big business, det er også storpolitik. Den største aktionær i Greenland Minerals er det kinesiske selskab, Shenghe Resources Holding, en af de største producenter af sjældne jordarter i verden. Mineralerne spiller en vigtig rolle i forsvarsindustrien, da komponenterne i hvert eneste amerikansk F-35-kampfly består af i alt 427 kilo sjældne jordarter og for hver atomubåd af Virginia-klassen er tallet 4,2 ton. I februar signalerede Kina, at mineralerne nu er en del af handelskrigen mellem de to stormagter. ”Regeringen ønsker at vide, om USA vil få problemer med at producere F-35-kampfly, hvis Kina indfører et eksportforbud,” sagde en kinesisk regeringsrådgiver til erhvervsavisen Financial Times. I februar underskrev den amerikanske præsident, Joe Biden, et dekret for at sikre forsyninger med blandt andet sjældne jordarter og i Europa har formanden for EU-Kommissionen kaldt Kinas dominans på området ”uholdbar” for europæiske virksomheder. En af konklusionerne i en analyse fra Dansk Institut for Internationale Studier er, at minen i Grønland kan styrke Kinas dominans inden for sjældne jordarter i stedet for at udgøre et europæisk alternativ. ”Det er Kina, der sidder ganske tungt på den teknologi, der skal til for at forarbejde de sjældne jordarter. Så hvis udvindingen i Kvanefjeldet kommer i gang, så vil en betydelig del af forarbejdningen komme til at ligge i Kina,” siger Per Kalvig, der er medforfatter til analysen og chefkonsulent ved GEUS, de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.



Politiken skriver blandt andet i sin leder mandag: ”Ingen stormagter er ligeglade med Grønland, og ingen grønlandsk regering kan være ligeglad med stormagternes rivalisering i Arktis. […] I drømmenes verden ville det være ideelt at handle og udvikle minedrift i samarbejde med både USA, Kina, Rusland, EU ... og Danmark, naturligvis ... på lige fod. Men Grønland kommer ikke uden om nogle strategiske valg i forhold til miljøbeskyttelse og rigsfællesskabets fælles sikkerhed. […] Et flertal af grønlænderne har ikke mod på eller sympati for det vældige mineprojekt med udvinding af sjældne jordarter i Kvanefjeld (Kuannersuit). Det vil blive miljømæssigt risikabelt, og det kan gøre Grønland strategisk afhængigt af Beijing i en målestok, som ikke tjener en nation med drømme om selvstændighed. Det vil heller ikke tjene et rigsfællesskab med forankring i vestligt sikkerhedssamarbejde. Grønland vil, som Kuupik Kleist sagde til Politiken søndag, gøre klogt i at koncentrere sine mineambitioner om mere overskuelige projekter, som kan udvikles miljømæssigt forsvarligt, og som vil være i sync med København.”



I Signatur i Politiken torsdag skriver kommentator Flemming Ytsen blandt andet: ”Uanset hvad de grønlandske vælgere måtte bestemme sig for, når de har været omkring stemmeurnerne i næste uge, så er kontrollen med dette unikke samfunds fremtid ikke i inuitbefolkningens egne hænder. Forklaringerne er historiske realiteter, geografisk beliggenhed, global magtpolitik og ikke mindst råstoffer. […] Hvad angår stormagternes voksende interesse for de mineraler, vi kalder sjældne jordarter, så er kapløbet logisk nok. EU-chef Ursula von der Leyen har absolut ret i, at Kinas dominans på området ikke er ønskelig. Der er stærkt brug for en international regulering af disse mineraler i stil med klimapolitikken. Men uanset hvor dette opgør lander, bliver det skidt for grønlænderne og deres fremtid. Sagt brutalt bliver den grønlandske økonomi i stigende grad 'afrikaniseret': med en voksende afhængighed både af multinationale virksomheders engagement og af milliardstore bloktilskud fra København, der skal holde infrastrukturen kørende. […] Sjældne jordarter eller ej, tiden er inde til at glemme illusioner om selvstændighed i den nordlige del af nutidens rigsfællesskab. Der bør hænge tre flag på regeringsbygningerne i Nuuk: det grønlandske, Stars and Stripes og Dannebrog. Side om side. Så vil symbolikken passe til virkeligheden.”

Information, lørdag, s. 14-19; Politiken, torsdag, s. 7, mandag, s. 1; Berlingske, mandag, s. 4-5; Altinget (06.04.2021)



Få udsendelser af afviste asylansøgere

En ny analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration viser, at antallet af hjemsendte afviste asylansøgere fra de største flygtningelande som Syrien, Somalia, Iran og Irak er på et lavpunkt, skriver Politiken søndag. ”Det er politisk legitimt, at man ønsker at udsende flere syrere, men når vi kan se, at det er ekstremt sjældent, at det kan ske, så risikerer vi at stå i en situation med hundreder, hvis ikke tusinder, af afviste asylansøgere i danske udrejsecentre, og det er der ikke nogen, der vinder på. Der er stor sandsynlighed for, at de på et tidspunkt alligevel skal tilbage i samfundet og integreres,” siger Rasmus Brygger, stifter af videnscenteret. Thomas Gammeltoft-Hansen, juraprofessor ved Københavns Universitet og ekspert i migrations- og flygtningelovgivning, mener, at efter krav fra Syrien og Irak bliver antallet af konkrete hjemsendelser til de to lande ikke oplyst, hvilket umuliggør evalueringer af udsendelser. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) er bekendt med analysen fra Danmarks Videncenter for Integration og i en mail skriver han til Politiken, at det er vigtigt for regeringen at få alle lande til at samarbejde om at tage afviste asylansøgere hjem. ”Derfor har vi fra Danmarks side sagt, at nægter man at tage imod egne statsborgere, vil det få konsekvenser for udviklingshjælpen. Ligesom vi for nylig sammen med Holland, Østrig og Tjekkiet opfordrede EU-Kommissionen til at sætte skub i visumrestriktioner over for lande, der ikke samarbejder om at tage imod egne borgere. Man skal ikke kunne nægte at tage statsborgere hjem og samtidig modtage udviklingshjælp eller visumophold til sine borgere i Europa. Derudover har vi danske udsendte, en udsendelsesambassadør og attacheer rundt om i verden, der lægger et vedholdende pres på de lande, der ikke samarbejder,” skriver ministeren.



Jyllands-Posten bringer lørdag et debatindlæg af Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsminister. Han skriver blandt andet: ”Det nuværende asylsystem er brudt sammen. Derfor er der bestemt grund til at kritisere det, som generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte gør i sit indlæg i JP forleden. Til gengæld rammer hans kritik af regeringens ønske om at gentænke hele asylsystemet uden for skiven. Vi mener i regeringen, at det er bedre at hjælpe flygtninge i nærområderne tættere på deres hjemlande. Hvem gavner det, spørger generalsekretæren? Svaret er lige for. Det gavner de mange flygtninge, som aldrig når Europa. I 2019 opholdt 85 procent af verdens flygtninge sig i udviklingslande. […] Flere end 16.500 flygtninge og migranter er druknet i Middelhavet i forsøget på at nå frem til EU. Omkring hver anden asylansøger, som når til Danmark, har slet ikke krav på beskyttelse. Det koster cirka 300.000 kroner om året at have én afvist asylansøger indkvarteret på et udrejsecenter. Der er cirka 1.100 afviste asylansøgere i Danmark. Flere end 200 har været her i mindst fem år. Det er uholdbart for både dem og det danske samfund. De penge vil kunne bruges langt bedre i nærområderne. Regeringen og jeg ønsker derfor at skabe et nyt asylsystem, hvor vi flytter asylbehandlingen og eventuel beskyttelse af flygtninge uden for EU's grænser. […] Tim Whyte er bekymret for, om forholdene i et modtagecenter uden for EU vil leve op til Danmarks internationale forpligtelser. Han kan tage det helt roligt. Regeringen kommer kun til at indgå en aftale med et tredjeland, hvor vi er sikre på, at alle forpligtelser overholdes. En juridisk analyse, som bl.a. mit ministerium har lavet, understreger netop, at konventionerne ikke står i vejen for regeringens foreslåede ordning. […] Samtidig kan vi hjælpe flygtninge via FN's kvoteflygtningesystem, hvor vi selv kan bestemme, hvilke og hvor mange flygtninge, der tilbydes beskyttelse i Danmark. Det er en langt mere ordentlig måde end den menneskesmuglerjunglelov, der desværre hersker i dag.”



Jyllands-Posten bringer et debatindlæg mandag af Marcus Knuth, MF (K), som blandt andet skriver: ”Jeg kunne i tirsdagens udgave af JP læse, at Mattias Tesfaye har udnævnt sig selv til udvandringsminister. Men, kære Mattias Tesfaye, man skal passe på med at pynte sig med lånte fjer. For virkeligheden er jo en anden. Tag bare jeres nye aftale om hjemsendelse, som I indgik med Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance. Her har I besluttet, at rundt regnet 30.000 af 60.000 arbejdsløse udlændinge ikke længere skal vejledes i repatriering til hjemlandet. […] Mit råd til Mattias Tesfaye er, at regeringen sadler helt om. Lad os lave en ny aftale om hjemsendelse, der virker, og en aftale om statsborgerskab, som alle blå parter kan være med i. Hvis det lykkes, har Mattias Tesfaye nogle rigtige fjer at pynte sig med.”



Ekstra Bladet bringer mandag et læserbrev af Elvir Abaz fra Odense, som blandt andet skriver: ”Jeg tror ikke, at det er verden, der har forandret sig så meget siden 2015, som integrationsminister Mattias Tesfayes syn på den, motiveret af en blanding af opportunisme og kynisme. Ministerens far var heldig, at landets daværende integrationsminister ikke var som hans søn, der bryster sig af, at han hellere vil være udvisnings- og udvandringsminister end integrationsminister. […] Men da Mattias selv blev udnævnt integrationsminister, gjorde han det stolt til sit og socialdemokraternes prestigeprojekt at flytte asylsagsbehandling udenfor EU og etablere asyllejre i udlandet, hvorfra flygtninge med større besvær kan søge (opnå) asyl.”



Politiken bringer mandag et debatindlæg af Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium. Han skriver blandt andet: ”Når en af mine elever har fået inddraget sin opholdstilladelse og skal sendes tilbage til et hærget og ustabilt Syrien, er det et udtryk for en inhuman politik, som er uforenelig med de værdier, der kendetegner Danmark. […] Mange andre syriske familier i Danmark har lige nu fået den samme besked, fordi Danmark som det første og eneste vestlige land mener, at sikkerheden i området omkring Damaskus er forbedret efter den årelange borgerkrig. Det, på trods af at EU og alle andre europæiske lande mener, at Syrien ikke er noget sikkert land at vende tilbage til. Og det, på trods af at vores egen udenrigsminister sidste år udtalte, at: ”Regimet er kendt for tortur og vilkårlige tilbageholdelser. Utallige syrere lever i skræmmende usikkerhed”. Amnesty International advarer også klart mod hjemsendelser, fordi der er risiko for alvorlige menneskerettighedskrænkelser. FN's Flygtningeorganisation (UNHCR) har også vurderet, at ”forholdene endnu ikke er tilstrækkelig sikre og bæredygtige nok, til at syriske flygtninge generelt kan begynde at vende tilbage”. […] Det er så inhumant og uværdigt, at de stakkels mennesker skal sidde på centre på ubestemt tid. Ingen andre lande i Europa kunne drømme om den her praksis. Og nej, de kan ikke bare tage hjem - spørg bare alle dine ministerkolleger i Europa og EU-Parlamentet. Det værste er, at det handler om symbolpolitik. Det handler om at signalere, at folk i nød skal holde sig væk fra Danmark. […] Kig på dine principper, Tesfaye, og tænk over, om det harmonerer med de værdier, vi er stolte af i Danmark.”

Jyllands-Posten, lørdag, s. 21, mandag, s. 25; Politiken, søndag, s. 10, mandag, s. 5; Ekstra Bladet, mandag, s. 18 (06.04.2021)



Det digitale indre marked



Stop GDPR-vanviddet, og lav reglerne om

Jyllands-Posten bringer fredag en kommentar af blogger Søren Gade (V), som blandt andet skriver: ”Det danske Folketing skyder skylden på EU-Kommissionen, som det mener har tilladt for store forskelle i, hvordan EU-landene hver især har implementeret GDPR. Omvendt mener EU-Kommissionen, at det er Danmarks egen skyld, at vi er havnet i et stort roderi af bureaukrati og regler, fordi vi har overimplementeret reglerne. Men det har dog ikke fået Folketinget til selv at tage skeen i den anden hånd og få rettet op på de fejl og mangler, som overimplementeringen af GDPR-lovgivningen har givet os. Det er i hvert fald meget minimalt. Og det har just ikke hjulpet på situationen, at EU-Kommissionen mente, at GDPR havde været en kæmpe succes, da den i sommer kom med sin første evaluering af lovgivningen. Jeg er tilbøjelig til at give den ret. […] Derfor mener jeg, at der trænger til at blive gjort godt og grundigt hovedrent i GDPR-reglerne. Ikke alle mulige lappeløsninger. Nej, et reelt opgør, så vi får ryddet op. Det markerede jeg også for nylig, da vi i Europa-Parlamentet havde en afstemning om, hvorvidt reglerne skulle revideres, så de kunne stemme overens med den reelle virkelighed. Og det støttede jeg selvfølgelig. Det er ikke, fordi jeg ikke mener, at vi skal beskytte borgernes personfølsomme oplysninger mod misbrug fra virksomheder og myndigheder. Selvfølgelig skal vi det. Men det kræver ikke, at reglerne er så rigide og umulige, at de spænder ben for ganske almindelig sund fornuft.”

Jyllands-Posten, fredag, s. 28 (06.04.2021)



Teknologilovgivning skal afspejle vores demokratiske værdier

I Indspark i Berlingske fredag skriver Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation og non-resident senior fellow ved German Marshall Fund, blandt andet: ”Efter Trumps præsidentielle eskapader på Twitter, stormen på Kongressen i januar samt misinformation om vacciner og covid-19, er de fleste lovgivere i demokratiske lande klar til at skride til handling og regulere techselskaberne. EU har allerede fremlagt et udkast til ny lovgivning, der kort sagt skal gøre indhold ulovligt online, hvis det allerede er det offline. I USA er der også stemning for regulering. […] Der er således lagt op til kraftig statslig regulering af de sociale medier. Men vores demokratiske værdier må ikke glemmes. Dette gælder særligt ytringsfriheden, også når den bliver brugt på sociale medier. […] Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater. I stigende grad ser halvautoritære eller frafaldne demokratier også mod Kinas digitale autoritære model for inspiration. Også derfor skal demokratisk regulering af teknologi være klart forankret i frihedsrettighederne. […] Vi har et også et ansvar overfor demokratiforkæmpere. Oppositionspolitikere som Navalny i Rusland, Nathan Law fra Hong Kong og de mange unge burmesere. Alle bruger de sociale medier til at få deres budskaber ud - uden om det lokale styres jerngreb. Derfor bør ambitionen med techregulering ikke kun være at overføre reguleringsmæssig kompetence til staten. Lad os også understøtte flere frivillige og brugerbaserede løsninger.”

Berlingske, fredag, s. 30 (06.04.2021)



Finansielle anliggender



Banklobby med skarp kritik: Finanstilsynet afviser for mange bankdirektører

Jyllands-Posten skriver torsdag, at Danmark går enegang og indfører strammere regler for bankdirektører og bestyrelsesmedlemmer end i resten af Europa. Det kritiseres af bankernes interesseorganisation Finans Danmark, der finder udviklingen problematisk, da den betyder, at danske banker og andre finansielle virksomheder går glip af dygtige kandidater. "Der er indiskutabelt sket en stramning af Finanstilsynets praksis de seneste år i retning af snævrere og mere firkantede vurderinger af, hvad der skal til af kompetencer for at beklæde forskellige job," siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard og fortsætter: "Der er ikke stor gennemsigtighed på dette felt, fordi banker trækker deres kandidater, når de får nej i tilsynet. Men når vi ser på, hvem der udnævnes til bankdirektører i Europa, viser det, at de danske tilsynsregler og fortolkning er strammere og mere rigide end andre steder. " Finanstilsynet er enig i, at reglerne er blevet skærpet på tværs af Europa, hvilket der oven på finanskrisen har været et stort politisk ønske om. Men tilsynet kan ikke genkende, at fortolkningen af reglerne er strammere i Danmark end resten af Europa. "Det er ikke vores oplevelse. Vi lægger os meget op ad ECB's guidelines, og ECB fører tilsyn med to tredjedele af Europas systemisk vigtige banker. Så vores praksis kan næsten ikke blive mere europæisk," siger Rikke-Louise Ørum Petersen, vicedirektør i Finanstilsynet.

Jyllands-Posten, torsdag, s. 4 (06.04.2021)



På trods af tredje smittebølge breder optimismen sig i Europa

Berlingske bringer lørdag en analyse skrevet af Ulrik Bie, økonomisk redaktør. Han skriver blandt andet: ”Overskrifterne er negative, men i europæisk erhvervsliv kan man se enden på coronatiden. Særlig industrien er i hopla og er i gang med at ansætte igen. Men opsvinget i servicesektoren venter lige om hjørnet. Et flot opsving med stigende inflation vil dog gøre livet svært for Den Europæiske Centralbank. Det kan give højere renter senere på året. […] Det store fælleseuropæiske stemningsbarometer fra EU-Kommissionen (ESI) havde også pilen kraftigt opad i marts, og coronahullet i optimismen er tæt på at være lukket. ESI-indekset viste stigende optimisme i alle sektorer af økonomien, omend forbrugerne fortsat hænger lidt mere med næbbet. Industrien er også her den mest optimistiske. […] I USA peger pilen lige nu på mindst 3,5 procent inflation til sommer. Sådan bliver det ikke i Europa, hvor der fortsat er stærke deflationære kræfter på spil i form af øget konkurrence i detailleddet og digitalisering. Men det ændrer ikke på, at Den Europæiske Centralbank (ECB) får betydeligt mindre manøvrerum, når vi kommer lidt længere hen på året. Indtil videre løber opkøbene under kriseprogrammet PEPP til tidligst marts 2022, eller indtil ECB ”vurderer, at coronakrisen er overstået”. Hvis ikke, der kommer en forlængelse af PEPP eller en forhøjelse af de løbende opkøb, kan det give højere europæiske renter. Under alle omstændigheder slipper ECB ikke for en diskussion om, hvordan pengepolitikken skal se ud i en mere normal økonomisk situation. Før coronakrisen havde ECB negative renter og et opkøbsprogram, selvom ledigheden i euroområdet var på det laveste niveau nogensinde. Det kommer ikke til at gentage sig.”

Berlingske, lørdag, s. 16-17 (06.04.2021)



Grundlæggende rettigheder



Dagens Brev Myanmar: For lidt og for sent?

I Dagens Brev i Berlingske fredag skriver Eva-Marie Møller, journalist og Myanmar-kender blandt andet: ”Det er tæt på at være for sent. Palmesøndag viste sig som den blodigste dag siden kuppet med rystende billeder, der viser børn, der bliver skudt, soldater der skyder direkte ind i demonstrationer, ambulancefolk der hives ud af bilen og gennemtæskes, og unge mennesker der tvinges til at kravle på knæ hen til politibilen. Ifølge NGOen Assistance Association for Political Prisoners (AAPP) er dødstallet over 500 og mindst 2.500 er arresteret. Det ligner et folkedrab. […] FNs højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, har udsendt en ”advarsel om forhøjet risiko for grusomhedsforbrydelser i Myanmar efter endnu en dag med militærets udbredte blodsudgydelser.” (28. marts). EU har indført sanktioner imod otte generaler, USA og Storbritannien har fordømt grusomhederne, og vores egen udenrigsminister Jeppe Kofod har i et tweet skrevet: ”Volden er ude af kontrol og må stoppe nu. Magten skal tilbage til de demokratiske valgte ledere.” (28. marts) […] Men hvor meget aktivt gør vi, når demokratiet bliver afløst af et terroristregime, der myrder sin egen befolkning? Efter folkemordet i Rwanda fik mange EU-lande en slags dårlig samvittighed og spurgte sig selv: Hvad gjorde vi for at forhindre et folkemord? Lignende spørgsmål stillede vi os selv efter massakrerne i Eksjugoslavien. Det bliver sikkert også vores samvittighedsspørgsmål, når vi med tiden erkender et omfattende folkemord i Myanmar. Hvorfor reagerede vi for lidt og for sent?”

Berlingske, fredag, s. 31 (06.04.2021)



Dansk statsborger betaler dyr pris for sin kamp for demokrati i Bahrain

I det berygtede Jau-fængsel i hovedstaden Manama i Bahrain afsoner en dansk samvittighedsfange på tiende år en livstidsdom, som talrige menneskerettigheds-organisationer og regeringer verden over betragter som uretfærdig. Den dansk-bahrainske statsborger Abdulhadi Al-Khawajas helbred er svækket efter omfattende tortur, dårlige forhold i fængslet og en langvarig sultestrejke, der nær havde kostet ham livet, skriver Jyllands-Posten søndag. Tidligere i år fik statsminister Mette Frederiksen et åbent brev fra 117 organisationer verden over - heriblandt Amnesty, Human Rights Watch og International Media Support. De opfordrede hende til aktivt at arbejde for Al-Khawajas frigivelse og udlevering til Danmark, så han kan blive genforenet med sin familie og få den rette lægebehandling. ”Vi mener, at der er brug for et øget offentligt pres fra allerhøjeste sted fra dansk side. Med Al-Khawajas alder og svækkede helbred bør der være en mulighed for at få ham fri. Om ikke andet så af humanitære årsager,” siger Trine Christensen, generalsekretær for Amnesty International Danmark. Den 60-årige Abdulhadi Al-Khawaja, født i Bahrain, regnes som en af landets mest prominente menneskerettighedsforkæmpere. I 1991 fik han politisk asyl og senere statsborgerskab i Danmark. Omkring 2000 vendte han tilbage til Bahrain, hvor han var med til at stifte organisationen Bahrain Center for Human Rights. I foråret 2011 blev han anholdt under demonstrationerne mod kongestyret og blev ved en militærdomstol idømt en livstidsdom (svarende til 25 år i Bahrain) for planer om at ville ”omstyrte kongedømmet”. Dommen blev endeligt stadfæstet i højesteretten, men både Danmark, EU, FN, USA og talrige organisationer har forsøgt at få den omstødt.

Jyllands-Posten, søndag, s. 10-11 (06.04.2021)



Eksperter advarer: Presset stiger på mediernes frihed i Østeuropa

I Jyllands-Posten lørdag kan man læse, at magthaverne i mange østeuropæiske lande lægger så hårdt pres på nationale medier, at det ifølge EU-Kommissionen og eksperter truer journalisters mulighed for at rapportere frit og gå kritisk til magthaverne. "Frie medier er en hjørnesten for demokratiet, som EU bygger på, og derfor er situationen alvorlig. Mediefriheden er under pres. Ikke kun i Polen og Ungarn, der allerede er berygtede for problemer med de demokratiske principper, men også i Slovenien, Bulgarien og Rumænien," siger professor Florian Bieber fra Graz Universitet. De seneste måneder har Europarådet, EU-Kommissionen og adskillige menneskerettighedsorganisationer advaret om udviklingen. Europa-Parlamentet undersøger situationen i Slovenien, hvor landets premierminister, Janez Jansa, i sidste uge afbrød en høring i parlamentet uden at ville svare på kritiske spørgsmål. At Sloveniens premierminister, Janez Jansa, ofte går hårdhændet til kritiske medier og politiske modstandere, er velkendt i Bruxelles. Men det vakte dog en vis opsigt, at en premierminister knaldede røret på i hovedet på det udvalg i Europa-Parlamentet, der er i færd med at undersøge anklager om angreb på mediefriheden i Slovenien. EU-kommissær Vera Jourova anerkender, at kommissionen har begrænsede muligheder i forhold til pres på medierne.

Jyllands-Posten, s. 1, 14-15 (06.04.2021)



Institutionelle anliggender



Det kan lyde mærkeligt, men for mig er EU den stabile kraft i en usikker verden

Politiken bringer skærtorsdag et interview med EU's ledende næstformand Margrethe Vestager. Når hun ser tilbage fra det tidspunkt, hvor Europa lukkede ned første gang på grund af coronapandemien, ser hun et EU, der har ændret sig markant. Ambitiøse politiske mål er blevet forstærket, flere økonomiske muskler til det grønne og det digitale, og strategien blev låst fast i mange år frem i tiden. ”De ting, der er sket i det her år, har givet EU sådan en muscle memory. Vi har brug for hinanden, og det tror jeg ikke lige, at vi glemmer så hurtigt igen,” siger hun og fortsætter: ”Pandemien er her stadig. Vi satser på bedre behandling, men ingen ved, hvilke mutationer vi har foran os. Vi er altså i en tid, hvor niveauet af usikkerhed er meget større, end det plejer at være. Derfor er det helt afgørende, at vi kan være den - ja, det lyder måske mærkeligt - men at vi kan være den stabile, dynamiske fremaddrivende kraft, der holder retning. Der bliver nødt til at være noget stabilitet, når der er så meget usikkerhed omkring os. Og derfor er vi nødt til at få genopbygningen til at fungere.” Der er i øjeblikket tæt dialog mellem landene og EU-Kommissionen og Margrethe Vestager taler med mange regeringschefer, dog ikke den danske, fordi ingen kommissærer tager den slags samtaler med deres landsmænd. Til spørgsmålet: ”Hvordan ser man på Danmark i EU-Kommissionen?” svarer Vestager: ”Først og fremmest ses Danmark som et land, der har godt styr på sine ting. Men nu, hvor briterne er ude, og det hele er åbent, ser man også Danmark som et land, der godt kunne spille en større rolle i EU. Vi er ikke et euro-land, og vi er ikke med i forsvarssamarbejdet, så der er i sagens natur noget, vi ikke kan. Men der er meget, vi kan, og jeg tror også, at det vil være godt for samarbejdets dynamik, at det ikke kun er en fast koalition af lande, der tager briternes stol.”

Politiken, torsdag, s. 1, 4 (06.04.2021)



EU er en besværlig størrelse – som vi ikke kan undvære. Selv når det ikke fungerer

Jyllands-Posten bringer fredag en kommentar af Ritt Bjerregaard, forhenværende politiker og forfatter. Hun skriver blandt andet: ”Vaccinationerne blev et EU-anliggende, og vi var sikkert mange, der tænkte, at lige netop her ville det vise de skeptiske europæere, at EU var nødvendig. Besværlig, ja - men nødvendig. Sådan kom det ikke til at gå. EU var langsom og fik ikke reserveret nok vacciner og havde slet ikke styr på de aftaler, der var indgået. Det er værd at tænke over, hvorfor det gik sådan. Fra min egen tid som kommissær i Bruxelles er det bureaukratiet, jeg husker. Alle lande har ret til at være repræsenteret - også på embedsmandsplan og i faglige udvalg. Alle sager skal igennem utallige mennesker, der har vidt forskellig bureaukratisk baggrund: Første led er måske italiensk, næste polsk, så finsk og til sidst en generaldirektør fra Frankrig og så endelig en kommissær fra et nyt land. Det bliver meget tungt, og muligheden for misforståelser er enorm. I mine år som kommissær var jeg egentlig imponeret over, at det var muligt at få EU-systemet til at fungere, selv om bureaukratiet var så omfattende. Vedrørende vaccinerne er det EMA, der er krumtappen. […] Selv med så tungt et apparat er det givet, at Danmark med sin størrelse - 1 procent af befolkningerne i EU - har glæde af at være med, og det er vigtigt, at vore befolkninger forstår det. Der er brug for, at medlemslandene påskønner, at kommissionen prøver at løse de opståede problemer med vaccinerne. Selvfølgelig lykkes det ikke lige godt hver gang. […] I gamle dage sagde man om kvinder, at det var besværligt med, men det gik slet ikke uden. I dag er det måske krænkende, men det passer godt på EU.”

Jyllands-Posten, s. 26 (06.04.2021)



EU er ”den blide magt” – det ved det bare ikke

Berlingske bringer et debatindlæg af Per Stig Møller, forhenværende udenrigsminister (K). Han skriver blandt andet: ”EU er den blide verdensmagt og tilmed en global økonomisk magtfaktor. Problemet er blot, at vi ikke er os den bevidst og i øvrigt er splittede. Ønsker EU indflydelse i verden, er forudsætningen, at vi forbliver samlet og erkender, hvad vi er samlede om. […] I princippet har EU også hård magt, idet EU-landene plus Storbritannien står for 12 procent af verdens militærbudgetter, mens USA står for 39 procent og Kina for lidt over ti procent. Vi bruger den bare ikke, eftersom vi hverken har samlet den eller har en fælles udenrigspolitik. Derfor er vi ikke en hård, men en ”blid” magt. Problemet er blot, at vi ikke er os den bevidst og i øvrigt er splittede. Vores værdigrundlag blæser Ungarn og Polen på. Den fælles vaccinationspolitik fungerer dårligere end den amerikanske og britiske, og tilmed går Ungarn, Østrig og Danmark enegang. I den økonomiske politik står nord og syd overfor hinanden, mens Holland, Sverige, Finland og Danmark stiller sig på sidelinjen. Udenrigspolitisk stritter det i hver sin retning, og immigrationen kan vi ikke finde ud af at løse sammen. Storbritannien har forladt os, og den tysk-franske motor er gået i stå. Tyskland er på vej ned og Merkel på vej ud. I Frankrig tændte Macron et håb, men det er ved at slukkes. […] I længden kan EU heller ikke bero sig på, at der nok ikke sker noget afgørende i verden, for det gør der. Spørgsmålet er blot, om vi vil have indflydelse på, hvad der sker, eller bare vil tage det, som det kommer. Vælger vi indflydelsen, er forudsætningen, at vi forbliver samlet og erkender, hvad vi er samlede om. Og undervejs må Danmark finde ud af, om det ligger på toppen af kontinentet eller er en ø i Atlanterhavet. Måske skulle faget geografi styrkes i folkeskolen?”

Berlingske, tirsdag, s. 17 (06.04.2021)



EU’s demokrati må radikaliseres

I en ny bog prøver tidligere direktør for Tænketanken Europa, Bjarke Møller, at give sit bud på ”håbets politik” som grundlaget for det europæiske samarbejde. Titlen er ”Håbets Politik – Sådan overvinder Europa kriserne og blive ren grøn supermagt”. ”Nu skal du ikke misforstå det,” siger han ifølge Information lørdag og fortsætter: ”Håb er ikke bare sådan en lalleglad fremtidsoptimisme. De største fremskridt gennem historien er startet med et håb om at kunne gøre tingene bedre. Ikke ved at lukke sig inde i nationalstaten. Det europæiske projekt er født i ruinerne fra Anden Verdenskrig, hvor der var 17 millioner flygtninge i Europa, og byerne var udbombede, og alligevel lykkedes det for os at opbygge et stærkt europæisk samarbejde og bygge bro mellem nationerne. Den historiske erfaring viser os, at det er muligt at udrette store ting, når vi er ambitiøse på hinandens vegne.” Nogle af de større forandringer af EU, som bliver foreslået i bogen, drejer sig blandt andet om en fælles europæisk opkrævning af selskabsskat på 25 procent, en afgift på finansielle transaktioner og en sikringsordning for ledige - og bag forslagene ligger et ønske om at forandre EU markant. Han mener nemlig, at det europæiske fællesskab i mere end et halvt århundrede harværet baseret på handel mellem medlemslandene, men det skal i fremtiden også bygge på solidaritet. ”Uden solidaritet og et element af stat kan vi ikke udrette noget i et fællesskab. Det kræver en europæisk netværksstat ved siden af nationalstaterne, som har sine egne ressourcer og kan opkræve skatter svarende til tre eller fire procent af BNP,” siger han.

Information, lørdag, s. 1, 8-9 (06.04.2021)



Læs mere: