skip to main content
Newsroom

Overview    News

Mandag den 15. februar

Dato:  15/02/2021

PermalinkPrimær URL



Tophistorier



Dansk coronapas kan være klar om et par uger

Kristeligt Dagblad skriver lørdag, at dårlig planlægning og rod i logistikken har bidraget til europæisk vaccinekaos. I de fattigste lande er vaccinationerne imod corona slet ikke begyndt. I Den Tredje Verden og specielt i Afrika har man nærmest ikke set skyggen af en coronavaccine. Mens håbet i Europa om hurtigt at få økonomien og hverdagslivet tilbage på et normalt spor er druknet i nye virusvarianter og et politisk rivegilde om, hvorfor europæerne er sidst blandt de udviklede lande, når det kommer til at få vaccinerne ud til befolkningen. Knap 19,5 millioner vaccinestik er havnet i EU-borgernes arme ud af de omkring 160 millioner uddelte vaccine, hvilket er svarende til at 4,19 procent af den europæiske befolkning har fået mindst et stik. ”Med den nuværende hastighed vil det tage to år, før alle europæere er vaccineret,” siger professor Antoine Flahault fra institut for global sundhed ved Universitetet i Genève. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har efter stærk kritik lovet at accelerere vaccinationerne, så alle voksne franskmænd, som ønsker det, vil være vaccineret imod covid-19, når sommeren er slut. Det samme løfte er afgivet af den tyske forbundskansler, Angela Merkel, da der også I Tyskland er kritik af en ”tysk vaccinefiasko”, selvom Tyskland nu ligger lige over det europæiske gennemsnit. Lande som Holland og Bulgarien halter imidlertid langt bagefter, mens Danmark og Malta er blevet kendt som vaccinestjernerne i Europa. Børsen mandag skriver, at såfremt de fattige lande ikke også får adgang til coronavacciner, så vil det forværre pandemiens konsekvenser for verdensøkonomien. Global sammenhæng er altafgørende. Det er udtrykt af dr. Tedros Ghebreyesus, WHO's generaldirektør, og Ursula von der Leyen, EU-Kommissionens formand således: “Ingen af os er sikre, før alle er sikre.” Citatet gælder såvel det sundhedsfaglige i covid-19-pandemien, men det gælder også økonomisk. Ingen økonomi er fuldt på fode igen, før alle økonomier er genrejst.



Lørdag skriver Jyllands-Posten, at både flere lande i Europa samt andre steder I verden nu tillader indrejse for færdigvaccinerede turister. Omvendt afviser andre lande tanken om vaccinepas som adgangspas. Der er både tilhængere og modstandere af vaccinepas såvel blandt befolkningerne som på regeringsniveau. Mandag sidste uge underskrev Israel og EU-landet Grækenland en aftale, som skal gøre det lettere for de to landes indbyggere, så snart man kan dokumentere, at man er vaccineret mod covid-19, at rejse frit mellem de to lande og det vil ikke længere være et krav for rejsende at gå i isolation ved ankomst. Når flytrafikken genoptages, så træder aftalen om rejseboblen mellem de to lande i kraft. Ifølge flere medier, blandt andet branchemediet travelmediadaily.com, tillader flere lande allerede nu indrejse for færdigvaccinerede turister. Dette gælder blandet andet Island, som tillader indrejse for alle færdigvaccinerede statsborgere fra EU- og EFTA-landene, turisterne skal heller ikke coronatestes eller i isolation ved ankomsten til Island. Seychellerne har allerede åbnet for færdigvaccinerede, mens andre lande såsom Cypern, Rumænien og Georgien er på vej med lignende ordninger. I Thailand forventer man at åbne op for færdigvaccinerede turister i tredje kvartal 2021. Finansminister Morten Bødskov fortalte ved et pressemøde onsdag i sidste uge, at et digitalt coronapas er på vej i Danmark. Berlingske lørdag skriver, at coronapasset er blevet præsenteret som en nøgle til genåbningen af Danmark. Både erhvervslivet og regeringen ønsker at udvikle et digitalt coronapas, som kan medvirke til genåbningen af samfundet. Regeringen siger at det vil tage tre til fire måneden, men løsningen er muligvis kun få uger fra at være klar. Og det er en løsning, der er medfinansieret af Sundhedsministeriet. ”Lige nu er det måske meget godt at fortælle, at vi allerede har den her løsning. Og det er jo Sundhedsministeriet, der er halvdelen af det, så der er måske ikke behov for det store projekt ud over at udbrede kendskabet til det,” siger Jonatan Schloss, der er direktør for de Praktiserende Lægers Organisation, PLO og som Berlingske har interviewet. ”Ja, det vil jeg mene (med Min Læge, red.). Det, som man ikke har klar, er en international version, altså en som man vil acceptere i udlandet. Men der sidder OECD og EU og er i gang med at udvikle en international standard,” svarer han på spørgsmålet om hvorvidt coronapasset er klar.

Kristeligt Dagblad, lørdag, s. 1; Børsen, mandag, s. 20; Jyllands-Posten, lørdag, s. 5; Berlingske, lørdag, s. 8-9 (15.02.2021)



Drop kritikken af EU-Kommissionens vaccineindkøb

Flere af weekendens og mandagens aviser skriver om vaccineindkøb og vaccinemangel i EU. Jyllands-Posten lørdag skriver, at regeringen afviser at give Folketinget indsigt i centrale oplysninger om Danmarks aftaler med medicinalselskaber og flere eksperter kritiserer den mørklægning. Det gælder blandt andet de rammeaftaler, som er indgået i EU-regi, og Danmarks bilaterale aftaler med selskaberne. Desuden tilbageholder regeringen også dokumenter om andre dele af vaccineforløbet, såsom Astrazenecas forsinkede doser. ”Vi har fået meget lidt at vide om vaccineforløbet. Vi har fået nogle tal på, hvor mange penge der er blevet givet gennem EU til udvikling af nye vacciner. Men det er snart sagt også det,” siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen (SF), der kalder det ”et demokratisk problem”. Tre af EU's seks rammeaftaler er delvist offentlige, men centrale oplysninger om pris og leveringsplaner er mørklagt. Dette gælder både for offentligheden og for de folkevalgte i Europa og Danmark, som politisk har til opgave at styre kampen mod pandemien. Berlingske mandag skriver, at i et opsigtsvækkende interview med Berlingske søndag siger statsminister Mette Frederiksen (S) nu, at Danmark skal have sin egen statslige fabrik til at producere coronavacciner. ”Vi har en meget stor afhængighed af private firmaer. Det går ikke, når vacciner er supervåbnet. Derfor er vi nødt til at se, hvad vi kan gøre nationalt for at sikre, at der er tilstrækkelig kapacitet,” mener Mette Frederiksen. EUs vaccinesamarbejde har vist sig at gå for langsomt og spareiveren har været for stor, måske endda har modet til at træffe hurtige beslutninger også manglet. Det betyder at EU-landene nu står med en alvorlig mangel på vacciner - modsat Storbritannien, som har handlet hurtigt og været i stand til at træffe tunge beslutninger – uden EUs uendelige møderækker. Mette Frederiksen slår fast, at man er åben over for at finde løsninger uden for EU-regi – også uden at det nødvendigvis sker i samarbejde med de private farmaselskaber. Information lørdag skriver, at det under coronaen pludselig er blevet klart, at Danmark og EU er afhængige af nogle få private virksomheder, når borgerne skal vaccineres imod en global pandemi og der stilles spørgsmålstegn ved om en fælleseuropæisk vaccineproduktion løsningen på vores problemer. ”Det er for stor en opgave, og det er for specialiseret en produktion. Specielt RNA-vacciner kræver rigtig meget udstyr, viden og erfaring,” siger Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet med henvisning til den teknologi, som to ud af de tre EU-godkendte vacciner er baseret på. ”Det vil være en kæmpe investering for Danmark, og det danske marked er for lille til, at det kan betale sig,” fortsætter hun. Forsinkelser af vaccinerne har intensiveret kampen mellem EU-landene og medicinalindustrien. Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har været i offentlige skænderier med direktøren fra AstraZeneca. Til mediet Politico har hun sagt, at AstraZenecas leveranceforpligtelser står ”krystalklart i kontrakten”. Derudover har EU's konkurrencekommissær, Stella Kyriakides, luftet sin utilfredshed med, at AstraZeneca, som har hovedkvarter i England, tilsyneladende prioriterer leverancer til det britiske marked højere. Politiken mandag skriver om Serbien, der har vaccineret flere end EU-landene. Serbien bruger kinesiske og russiske vacciner, hvilket har fået dem til at stikke af fra EU. Ved hjælp af især den kinesiske coronavaccine fra producenten Sinopharm har Serbien haft en vaccineudrulning, der i hastighed får EU's til at blegne. I Serbien er der vaccineret op mod 14 procent af befolkningen, mens EU-gennemsnittet er under 5 procent. Siden 2012 har Servien været kandidat til EU-optagelse, men balkanlandet har i denne sundhedskrise ikke satset på unionen. Premierminister Ana Brnabic vil ikke pege fingre ad EU, som har været ”enormt hjælpsom” under pandemien, men i et interview med BBC konstaterer hun nøgternt: ”Vi er ikke medlem af EU, og med al den solidaritet, der er internt i EU, vil vi være bagest i køen til at få vaccinerne fra EU. Det er ulempen ved ikke at være EU-medlem, og det strategiske fokus for min regering er fortsat EU-optagelse”.



I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Stine Bosse, formand for Europabevægelsen blandt andet: ”Skal vi fælde dom over EU's indkøbsstrategi hidtil, peger pilen ét sted hen: på medlemslandene. Det var EU's sundhedsministre, som stod for strategien. Så drop kritikken af Kommissionen. I de forløbne uger har vi diskuteret EU's vaccineindsats utrætteligt. Debatten har været et blame game-show. En letkøbt anledning for højrefløjen til at kritisere EU, uden at sætte navn på, hvem man præcist kritiserer. […] Allerførst er det afgørende at slå fast, at EU's vaccinestrategi er VORES vaccinestrategi. Sundhedsministrene mødtes 12. juni for at aftale en fælles indkøbsstrategi, og 18. juni nikkede alle medlemslande endeligt til den fælles strategi. EU-Kommissionen har hele vejen igennem forløbet handlet på vores ordre. […] Det viste sig allerede i september, at EU-Kommissionen ikke havde tilstrækkeligt med midler til at foretage indkøb af vacciner. Og derfor henvendte man sig til medlemslandene for at få tilført ekstra finansiering. Det siger unægteligt noget om medlemslandenes investeringslyst - eller mangel på samme - at man så hurtigt skulle løbe tør for penge. Da den danske regering gik til Folketingets Europaudvalg for at få ekstra finansiering, ja, så sagde Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige nej. De to partier har bagefter klaget højlydt over EU's indsats. Først stikker man en kæp i hjulet, og så klager man over tempoet. […] Forhandlingerne har taget tid, fordi EU-Kommissionen, på medlemsstaternes ordre, har haft fokus på både pris, på at stille virksomheder til ansvar og på at få sikkerhed for vaccinernes helbredsmæssige konsekvenser. […] Og vi har hørt voldsomme ramaskrig siden. EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen er gjort til syndebuk i kampen mod AstraZenecas direktør. Det er overset i debatten, at hun og alle embedsmænd i EU-regi har haft abnormt stramme tøjler på fra medlemslandene. Man glemmer helt, at EU står for 'Den Europæiske Union'. […] Men jeg misunder hverken Storbritannien eller Israel, for deres strategi indbefatter nødgodkendelser, som er en gave for vaccineskeptikerne i EU (mere om det senere).”



I en kommentar i Berlingske lørdag skriver Pierre Collignon, debatredaktør, blandt andet: ” Produktionen af coronavacciner er kritisk infrastruktur. Men vi skal ikke falde for nostalgiske forestillinger om, at alt bliver godt, hvis vi bygger statslige vaccinefabrikker. […] Under tre procent af EU-borgerne har nu fået deres første dosis coronavaccine mod knap ti procent i USA og 19 procent i Storbritannien. De tal er et spørgsmål om liv og død. Hver dags forsinkelse af vacciner koster menneskeliv og kan også fastholde vores økonomier i en komatilstand af nedlukninger. […] De ansvarlige for EUs vaccineindkøb har længe afvist kritik af deres indsats, men onsdag indrømmede Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, et vist ansvar. ’Vi har undervurderet vanskelighederne forbundet med masseproduktion,’ sagde von der Leyen i en tale i Europa-Parlamentet. […] Der mangler i Europa en erkendelse af, at vi satte for få penge af til indkøb af vacciner, da EU fik opgaven sidste sommer. Vi sendte dermed vaccineproducenterne i armene på USA, Storbritannien og andre lande, der både var villige til at indgå aftaler hurtigere og lægge flere penge på bordet. […] Europa-Kommissionen har netop nedsat en taskforce, som skal sætte fart på produktionen af vacciner, og vores egen statsminister, Mette Frederiksen, sagde forud for det seneste EU-topmøde i januar, at hun vil forsøge at sætte vaccinetempoet i vejret enten i samarbejde med andre EU-lande eller alene som led i en national vaccinestrategi. Ligefrem med ’statslige vaccinefabrikker?’ ville Politiken vide, og den socialdemokratiske statsminister svarede med et ’ja’. Da EU i september bad om flere penge til vaccineindkøb, var den danske holdning, at pengene helst skulle findes på EUs eget budget. Så det er godt, hvis Mette Frederiksen omsider er klar til at bruge alvorlige penge på området. Men at opbygge en statslig produktion af vacciner kan være en både risikabel og urealistisk strategi.”



I Jyllands-Postens Indblik, skrevet af avisens korrespondenter Matias Seidelin og Martin Kaae, kan man lørdag blandt andet læse: ”Sundhedsordførere i Danmark vil have vaccinekontrakter frem i lyset. Det sker efter ugers kamp mellem EU-Kommissionen, medicinalvirksomhederne og borgerrettighedsgrupper i Europa. Også danske eksperter efterspørger mere åbenhed om det omstridte vaccineforløb. […] Marc Botenga var blevet henvist til at bruge sideindgangen til bygningen, da han den tirsdag i midten af januar ankom til EU-Kommissionens sundhedsdirektorat et par hundrede meter fra Europa-Parlamentet. […] Kontrakten, som de kunne nærstudere, blev indgået sidste år mellem vaccineproducenten Curevac på den ene side og EU-Kommissionen og de 27 EU-lande på den anden side. I månedsvis blev kontrakten, ligesom EU's fem andre vaccinekontrakter, holdt strengt fortrolig. Fortrolighed er skrevet ind i kontrakterne, og det kræver alle parters accept, hvis den skal frigives. Ifølge EU-Kommissionen er det selskaberne, der ønsker at begrænse indsigten af forretningsmæssige hensyn. […] Efter måneders pres fra Europa-Parlamentet, borgerrettighedsgrupper og nationale politikere for gennemsigtighed og åbenhed, fik først europaparlamentarikerne og siden offentligheden adgang til kontrakterne fra Curevac, Astrazeneca og Sanofi-GSK. […] Når eksperterne taler om den danske regering, skyldes det, at spørgsmålet om åbenhed i høj grad også begynder at optage sindene på Christiansborg. Ud over de seks såkaldte rammeaftaler om forkøbsret, som EU indgik med selskaberne fra august til november 2020, så bygger vaccineleverancerne til de 27 lande på bilaterale aftaler mellem hvert enkelt land og hver enkelt producent. Disse nationale aftaler er ifølge Sundhedsministeriet formelt set en del af rammeaftalerne, og derfor er spørgsmålet om offentlighed afhængigt af, om EU-Kommissionen samt selskaberne tillader indsigt.”



I Informations leder mandag kan man blandt andet læse: ”Tag kontrol over vaccineproduktionen Den aktuelle mangel på coronavacciner i Danmark og EU. […] Den aktuelle mangel på coronavacciner i Danmark og EU viser, at vi fremover har behov for at have større kontrol over produktionen. [...] Manglen på vacciner er delvist selvforskyldt, og EU-Kommissionen er blevet kritiseret for at have investeret for lidt i foråret og sommeren og dermed sikret sig for få af de første leverancer. Men en del af problematikken er også, at de vaccineproducerende virksomheder ikke har leveret de vacciner, som EU har indgået aftaler om. Pandemien har blotlagt, hvor afhængige vi er af nogle få private virksomheder, og den afhængighed er der grund til at gøre op med. [...] Mette Frederiksen og tre andre statsledere har skrevet et brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hvor de udtrykker bekymring over, at vaccinen fra amerikanske Johnson & Johnson - som bliver produceret i Belgien og forventes at blive godkendt til brug i EU snart - efter planen skal fragtes til USA for at blive hældt på glas. Statslederne er simpelthen ikke trygge ved, at vaccinen kommer tilbage, når den først har forladt EU. [...] Og hvis en privat virksomhed i fremtiden kan levere bedre og hurtigere pandemivacciner end en fabrik ejet af EU-stater, kan vi selvsagt også vælge at købe den vaccine - ligesom EU kan investere i en privat virksomhed, som har et lovende produkt på vej. Men at stole blindt på det private marked er en risikabel strategi.”

Berlingske, lørdag, s. 3, mandag, s. 5; Politiken, lørdag, s. 5-6, mandag, s. 5; Jyllands-Posten, lørdag, s. 1, 6-7, 32; Information, lørdag, s. 14-17, mandag, s. 20 (15.02.2021)



Prioriterede historier



Super Mario er nu Italiens nye leder

Flere af weekendens og mandagens aviser skriver, at italiens nye premierminister hedder Mario Draghi. Den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank blev lørdag middag taget i ed som Italiens nye premierminister. Hans største opgave bliver, at forvalte de cirka 200 milliarder euro, som Italien ventes af få i genopretningsmidler fra EU. Draghi erstatter Giuseppe Conti som premierminister efter flere ugers krise og håbet er, at Draghi kan føre italienerne ud af en historisk hård tid med coronakrise og politisk ustabilitet. Italiens præsident, Sergio Mattarella, gav i sidste uge officielt Mario Draghi mandat til at danne ny regering i Italien. Jyllands-Posten lørdag skriver, at den nye premierminister forventes at sætte et nyt ministerhold og dermed en ny regering i løbet af de kommende dage. De to største partier, Femstjernebevægelsen og Lega, tilkendegav allerede i sidste weekend, at de var klar til at støtte Draghis dagsorden, selv om det betyder, at begge partier har måttet sluge store kameler i forhold til deres politiske standpunkter. Lega er kendt for sin EU-skepsis og hårde udlændingepolitik, men støtter alligevel den pro-EU Draghi. Femstjernebevægelsen har tidligere været mod idéen om at samarbejde med teknokrater og politikere, men denne idé er også blevet tilsidesat. Både i Italien og i EU er Mario Draghis navn behæftet med stor respekt. Han går i dag for at være manden, der reddede euroen, da han var chef for Den Europæiske Nationalbank.



Politiken bringer lørdag en analyse skrevet af Martin Bjørck, avisens korrespondent i Milano. Han skriver blandt andet: "Alt er vendt på hovedet i italiensk politik, hvor selv de euroskeptiske partier nu bakker op om pro-europæer. Torsdag formiddag gik de til de digitale stemmeurner. For sådan gør man i det italienske parti Femstjernebevægelsen, når der skal tages store beslutninger. [...] Svaret blev et ja med 60 procent, og dermed har Femstjernebevægelsen, der har mere end en tredjedel af sæderne i det italienske parlament, officielt bakket op om den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, som ny regeringsleder. [...] Forud for afstemningen var gået en bizar 20 timers valgkampagne mellem en intern ja- og nej-fløj, der har tydeliggjort den dybe splittelse og den identitetskrise, som populisterne i Femstjernebevægelsen befinder sig i. [...] For blot en uge siden lød der ellers et stålfast nej til en regering med teknokratisk islæt, ifølge Femstjernebevægelsens politiske leder, Vito Crimi. Årsagen til kovendingen er, at Mario Draghi tilsyneladende har lovet Femstjernebevægelsen en ministerpost i et nyt ministerium for økologisk omlægning. [...] Femstjernebevægelsen er ikke det eneste italienske populistparti, der har nedtonet sin EU-skepsis, løsnet på principperne og pakket sin rebelskhed væk i løbet af den seneste uges forhandlinger. Der var mange, der spærrede øjnene op, da Lega-partiet meldte ud, at de også vil stemme ja til pro-europæeren, Mario Draghi. Lega er historisk EU-skeptisk, især på grund af EU's grænse- og migrationspolitik. Og leder, Matteo Salvini, tordnede så sent som i april mod EU, som han kaldte for en samling 'sjakaler' på Facebook. [...] Alle partier på nær det yderste højreparti, De italienske Brødre, har nu tilkendegivet, at de vil støtte Mario Draghi."



I Politiken søndag kan man læse et debatindlæg af Svend E. Hougaard Jensen og Andrea Tafuro, henholdsvis professor i økonomi på CBS og postdoc på CBS. De skriver blandt andet: "Italien er blevet Europas syge mand. Mens landet endnu slikkede sårene efter finanskrisen, blev den italienske økonomi ramt hårdt stataf coronapandemien. Kernesymptomerne er lav økonomisk vækst og høj offentlig gæld. Mens den samlede økonomi i EU voksede med knap 50 procent i perioden 1995-2019, så blev den italienske økonomi blot 15 procent større i samme periode. [...] I sammenligning med andre store økonomier i EU indtager den italienske klart sidstepladsen, hvad angår produktivitetsvækst. Pointen er, at de videnstunge sektorer med højtuddannet arbejdskraft ikke vokser i samme grad i Italien som i andre EU-lande. [...] Den italienske hjerneflugt er dog også bekymrende for EU. Det skyldes, at lav vækst og produktivitet er med til at reducere holdbarheden af Italiens høje offentlige gæld, som er en trussel for hele EU og euroen. Uden massive opkøb fra Den Europæiske Centralbank ville Italien allerede i dag være på fallittens rand. [...] Set i det lys er det afgørende, at EU's genopretningspulje på 750 milliarder euro bliver brugt med omtanke. Italien står til at modtage det største bidrag - cirka 209 milliarder euro. [...] i kan kun krydse fingre for, at det lykkes den kommende premierminister, Mario Draghi, at få vendt skuden."



Børsen mandag bringer en analyse skrevet af avisens udenrigsredaktør Hakon Redder. Han skriver blandt andet: "Dyb politisk og ideologisk uenighed i Italien forsvinder i samme tempo som en veltillavet tiramisu ved udsigten til 209 milliarder euro fra EU's nye hjælpekasse. De største partier i Italien erklærer nu deres støtte til teknokraten Mario Draghi som premierminister og leder af en ny regering. [...] Den forhenværende chef for ECB bliver på alle måder taget ekstraordinært godt imod som Italiens regeringsleder. Efter en urafstemning blandt medlemmerne erklærer Femstjernebevægelsen, det største parti i parlamentet, deres støtte til Draghi. 59 procent af medlemmerne siger ja, måske lokket af udsigten til en meget grøn politik, eftersom 38 procent af midlerne fra Next Generation EU skal anvendes til klimainvesteringer. [...] I forhold til Draghis programerklæring om støtte til et budget for eurozonen, er der oplagte brudlinjer overfor to af de store partier, der støtter ham. Både Lega og Femstjernebevægelsen har en lang historie som EU-skeptiske."



Kristeligt Dagblad bringer mandag en analyse skrevet af journalist Jesper Storgaard. Han skriver blandt andet: "Da Mario Draghi i 2019 holdt sin sidste pressekonference som direktør for Den Europæiske Centralbank efter otte år på posten, blev han spurgt om, hvilke planer han havde for fremtiden. [...] Siden da har italienerne gisnet en del om, hvilken prestigefuld titel der ville blive den næste på hans visitkort. Draghi nyder stor popularitet og går under kælenavnene ”Guds egen bankmand” eller det mere folkelige ”Super Mario”. [...] Særligt hans legendariske sætning ”whatever it takes” bliver gentaget igen og igen og kan nu købes som tryk på T-shirts, der sælges via de sociale medier. Sætningen blev udtalt under en økonomisk konference i London i 2012 og henviser til, at Draghi som ECB-chef var villig til at gøre ”alt, hvad der stod i hans magt” for at redde euroen fra omfattende finansielle spekulationer. [...] Således oplever Italien nu den kuriøse situation, at kun et eneste parti er at finde i opposition, nemlig højrefløjspartiet De Italienske Brødre, hvis leder, Giorgia Meloni, har betegnet den nye regering som ”et usmageligt sammenrend”. [...] Regeringsdannelsen understreger endnu en gang den dybe krise, Italiens politiske system befinder sig i. Hver gang de varme politiske kastanjer skal rages ud af ilden, bliver der hidkaldt en såkaldt teknisk ekspert."

Politiken, lørdag, s. 2, 10, søndag, s. 4, 9; Jyllands-Posten, lørdag, s. 12, søndag, s. 18; B.T., søndag, s. 13; Ekstra Bladet, lørdag, s. 16; Berlingske, lørdag, s. 8; Børsen, mandag, s. 18; Kristeligt Dagblad, mandag, s. 4 (15.02.2021)



Arbejdsmarkedspolitik



En rigid ret til at være offline er formynderi og frihedsberøvelse

I et debatindlæg i Politiken lørdag skriver Louise Lindhagen, cand.mag. i historie og selvstændig kommunikationsrådgiver blandt andet: ”Arbejde, frihed, hvile! Sådan lød parolen for godt 100 år siden, da arbejderklassen kæmpede for et opgør med en arbejdsuge på 60 timer. Årtiers arbejdskamp blev afsluttet med en overenskomst, der indførte en otte timers arbejdsdag. Som et ekko fra fortiden kunne parolen passende runge fra Europa-Parlamentet idag. Et bredt flertal af parlamentarikerne stemte nemlig i januar for et forslag, der skal få EU-Kommissionen til at fremsætte en lov om retten til at gå offline. Det skal sikre, at arbejdstagere får en frihed fra konstant at stå til rådighed for deres arbejdsgivere. […] Europa-Parlamentets forslag rammer ned i kløften mellem de to vidt forskellige samfundstyper. Jovist er det vigtigt for mennesket at koble fra, men retten til at være offline er som et tvangsformynderi: Hvis ens identitet beror på det flydende arbejdsliv, mister det moderne menneske en del af sin identitet ved at blive puttet tilbage i det faste tidsrum fra 8-16. […] Set med Europa-Parlamentets briller er retten til at gå offline en del af en større kamp. Gennem de seneste år har digitaliseringen medført ny lovgivning på flere områder, blandt andet EU's persondatalovgivning samt en omfattende regulering af Google og en række sociale medier. Med disse reguleringer har EU givet magten til borgeren med en ret til at blive glemt og en beskyttelse af ytringsfriheden. Men med retten til at være offline risikerer EU at gøre det modsatte, nemlig at tage friheden og fleksibiliteten fra vores liv. Det politiske ønske om at sikre fritid for arbejdstagere er reelt, men løses ikke ved rigide rettigheder. I stedet bør man sætte arbejdsmarkedet og det enkelte menneske helt fri: Aftaler bør skabes så lokalt som muligt, så de tager højde for lokale forhold. Og så skal det enkelte menneske have retten til at definere sit eget liv med de rammer for arbejde og fritid, online og offline, som giver mening for den enkelte.”

Politiken, lørdag, s. 5 (15.02.2021)



Det digitale indre marked



Hårde Tech-slag forude

Børsen bringer lørdag en analyse af politisk kommentator Helle Ib, som blandt andet skriver: ”I onsdags præsenterede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) regeringens nye strategi på tech-området, og opgavens enorme betydning kan ikke undervurderes. […] I december sidste år præsenterede EU-Kommissionen med Margrethe Vestager i spidsen et forslag til reform af hele det digitale rum, der omfatter nyt regelsæt for digitale tjenester som udover sociale medier også gælder onlinemarkedspladser og andre onlineplatforme. Kernen i forslagene blev beskrevet som “europæiske værdier” - at ville sikre bedre beskyttelse af forbrugerne og deres grundlæggende rettigheder. “Vi bør kunne foretage vores indkøb på en sikkermåde og stole på de nyheder, vi læser. Det, der er ulovligt offline, er lige så ulovligt online,” som ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager beskrev det. I udspillet indgår blandt andet øget kontrol med de store platforme, der når ud til mere end 10 procent af EU's befolkning - altså 45 millioner brugere. […] Det teknologiske kapløb mellem USA og Kina udspiller sig på en lang række felter og kan sætte Danmark under pres i det spørgsmål, hvor S-regeringen og EU ellers presser på: Nemlig når det handler om forslaget om at få indført en højere beskatning af de amerikanske tech-giganter i de europæiske lande. Sidste år blev det skønnet fra Skatteministeriet, at en omsætningsbaseret model kan risikere at koste den danske statskasse netto 1-2 milliarder kroner som følge af forventning om øget beskatning af danske selskaber i USA. Men et af de grundlæggende spørgsmål er slet ikke besvaret: Hvad bliver den samfundsmæssige pris, hvis langt hårdere beskatning af amerikanske tech-selskaber ender med at bidrage til at skubbe Vesten bagud i kapløbet med Kina?”

Børsen, lørdag, s. 12-15 (15.02.2021)



Finansielle anliggender



Inflationen stiger - og skaber bekymring

Jyllands-Posten bringer mandag en kommentar af Peter Lundgreen fra Lundgreen Capital. Han skriver blandt andet: "Den amerikanske regering er i gang med at forberede den nye økonomiske gigantstimulanspakke på 1,9 billioner dollars, hvilket endnu en gang har opmuntret Wall Street. Stimulusplanen har dog udløst en ophedet elitær debat blandt Washington D.C.s kendte økonomer. Diskussionen accelererede, da Lawrence Summers udtrykte, at stimulansen vil medføre et spring i den amerikanske inflation - faktisk så meget, at det vil skade økonomien. [...] Lawrence Summers forudser en stor risiko for, at dollaren vil svækkes dramatisk, og får Summers ret i sin frygt, så vil inflationen naturligvis stige mærkbart. Jeg deler synet på denne mulige risiko, men jeg betragter det som en langsigtet risiko og en langsom bevægelse. [...] I eurozonen steg inflationen i januar, selv om det delvis skyldtes en momsforhøjelse i Tyskland kombineret med de højere energipriser. Men inflationen vil sandsynligvis fortsætte højere op de næste seks til ni måneder, idet jeg ser det som sandsynligt, at energipriserne stabiliseres på det nuværende niveau, og dermed er de højere end sidste år. [...] I eurozonen betyder det også, at realrenterne bliver endnu mere negative, hvis man kan udtrykke det således, og dette øger også risikoen for en prisboble i ejendomssektoren i eurozonen. I eurozonen kommer den længe ventede stimulanspakke også til at virke på et tidspunkt, men den er dog skruet noget anderledes sammen end den amerikanske."

Jyllands-Posten, mandag, s. 14 (15.02.2021)



Med gæld skal land bygges

I en analyse i Information lørdag skriver Christian Bennike, europakorrespondent, blandt andet: ”Verdens velstand ophober sig hos oliearabere, amerikanske techmilliardærer og den kinesiske stat. Derfor falder renten. Det er næsten gratis at låne penge til huskøb og statsobligationer. Og det ændrer fundamentalt synet på økonomi og på gæld. […] ’Verden har ændret sig,’ som den amerikanske præsident, Joe Bidens, nye finansminister, Janet Yellen, sagde under en høring i Senatet i forrige uge. Derfor har hun det også fint med at bruge 1.900 milliarder dollar på en ny hjælpepakke til amerikanerne, selv om USA's gæld allerede er på 100 procent af BNP. […] Så længe væksten i en økonomi er højere end renten på statsgælden, så vokser økonomien - og så skrumper gælden af sig selv, sagde Blanchard. Det var sådan set ikke nyt, det er matematisk logik. Det nye var, at Blanchard viste, at det faktisk er den historiske normaltilstand: Økonomien (g) vokser generelt hurtigere end renterne på gælden (r). En stat er jo ikke som et menneske, skal vi huske. En stat kan blive ved og ved med at optage nye lån, der kan betale dens gamle lån. Den kan 'rulle gælden over', som det hedder. […] Endelig er der centralbankerne. Deres job er groft sagt at lave penge ud af ingenting og låne dem videre til bankerne, så priserne er stabile. De sætter 'den korte rente', som man siger, altså den rente, bankerne betaler for at låne penge i nationalbanken. Lige nu kan Danske Bank og de andre gå ned i ECB, Den Europæiske Centralbank og låne til minus 0,5 over tre år. Og de låner dem videre til firmaer og huskøbere.”

Information, lørdag, s. 1, 16, 17 (15.02.2021)



Vismænd og Nationalbanken vil hæve loftet for de offentlige underskud

Berlingske mandag skriver, at både Nationalbanken og de økonomiske vismænd nu opfordrer til at ændre budgetloven, som lægger loft over, hvor store offentlige underskud må være. Vismændene foreslår, at det skal være tilladt at køre med et underskud på den såkaldte strukturelle saldo svarende til 1,0 procent af landets samlede produktion, BNP. I øjeblikket er tallet på 0,5 procent af BNP. Nu bliver opfordringen bakket op af Danmarks Nationalbank, som mener, at de nuværende regler er restriktive og strammere end tilladt i EU-lovgivningen. "Det er klart, at når man står i en usædvanlig krise, så er der en risiko for, at de offentlige finanser reagerer på en anden måde end normalt. EU har tilladt, at vi kan lave budgetloven om, så vi kan have et strukturelt underskud på én procent af BNP. Når det er tilfældet, så er det nemmeste og mest ubureaukratiske at lave budgetloven om på den måde," siger Carl-Johan Dalgaard, overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet.

Berlingske, mandag, s. 6-7 (15.02.2021)



Handel



Sydkorea. En afgørende sag for EU’s handelspolitik

Politiken bringer søndag en analyse skrevet af Caroline Bertram, ph.d.-studerende, Center for Europæisk Politik, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Hun skriver blandt andet: ”I januar faldt en vigtig afgørelse i en verserende tvist om arbejdstagerrettigheder mellem EU og Sydkorea. Det er første gang, at EU fører en værdipolitisk anklage på baggrund af en frihandelsaftale, og Sydkoreas modsvar kan meget vel komme til at forme EU's handelspolitik mange år frem. EU's handelspolitik har undergået en forvandling over de sidste to årtier. Handelspolitik er ikke længere forbeholdt bureaukrater i mørke jakkesæt, som drøfter tariffer, kvoter og administrative barrierer. Siden starten af 00'erne har EU i stigende grad bragt politiske emner som menneske- og arbejdstagerrettigheder samt miljø- og klimabeskyttelse ind i forhandlingslokalet. Formålet har været at sikre frihandelens legitimitet i en verden underlagt stigende globalisering. Resultatet er med EU-Kommissionens egne ord en ”ny generation” af handelsaftaler, hvor EU's 'værdibaserede handelsdagsorden' er et centralt element. […] I foråret 2021 fremlægger EU en ny strategi for sin handelspolitiske dagsorden efter coronapandemien. Striden om arbejdstagerbeskyttelse mellem EU og Sydkorea falder derfor på et skelsættende tidspunkt. Kommer forløbet til at udmønte sig i en helt ny EU-tilgang til bæredygtighedsforpligtelser indenfor handel? Hvis Sydkorea ikke retter ind som følge af ekspertpanelets afgørelse, kan det for mange blive svært at tage den bæredygtige handelsdagsorden seriøst uden nye håndhævelsesmuligheder. Omvendt, hvis Sydkorea ændrer praksis, vil det bekræfte den nuværende, dialogbaserede tilgang. På godt eller ondt kommer Sydkoreas respons til at forme EU's værdidrevne handelspolitik fremadrettet. I et større perspektiv står spørgsmålet, hvor meget coronapandemien har skubbet værdipolitikken ned ad prioritetslisten.”

Politiken, søndag, s. 6 (15.02.2021)



Institutionelle anliggender



Beboerne flygter - og det gamle London er passé

Over 700.000 er flyttet væk fra London, og befolkningstallet er på et år faldet med otte procent skriver Berlingske lørdag. De 700.000 er næsten alle ikke-briter, som er flyttet til deres hjemlande i EU, og dertil skal lægges de briter, der er flyttet til andre steder i Storbritannien. Under pandemien er der i Europa foregået en migration tilbage til Østeuropa. Det anslåes at 1,3 millioner rumænere i 2020 er flyttet tilbage til Rumænien, skriver Economist. Der har ikke været flere mennesker i Rumænien siden 2009 end der er nu.

Berlingske, lørdag, s. 18-19 (15.02.2021)



Danske EU-politikere uenige

I mandagens Ekstra Bladet kan man læse, at undersøgelser fra Coop har vist, at danskernes forbrug af mælk er faldende, mens forbruget af plantedrikke som for eksempel havremælk og soyamælk er stærkt stigende. Men i fremtiden kan det blive forbudt at bruge ordet "mælk" til at markedsføre plantedrikkene. Et omstridt EU-forslag, som EU-Parlamentet har stemt for, skal gøre, at betegnelsen "mælk" fremover "beskyttes mod ethvert misbrug, enhver efterligning eller antydning". Det kan ifølge forslagets kritikere for eksempel betyde, at de populære plantedrikke ikke må markedsføres som "mælkelignende" eller "alternativer til mælk", og at de heller ikke må sælges i noget, der ligner mælkekartoner. CEO i den veganske fødevarevirksomhed Naturli' Henrik Lund kalder forslaget for "fuldstændig komisk" og sammenligner det med, hvis bilindustrien i sin tid ville have forbudt Elon Musk at kalde sin Tesla for en elbil. "EU skal ikke besværliggøre det at spise grønt. Derfor synes jeg, det er latterligt, at man vil forbyde bestemte navne og udtryk," siger han. På den anden side står Pernille Weiss, der er medlem af Europa-Parlamentet for de konservative. Hun har stemt for forslaget, og hun tror ikke, at forslaget får så voldsomme konsekvenser, som dets kritikere frygter. I Ekstra Bladets leder mandag kan man blandt andet læse: "Folk er så enfoldige, at de tror havremælk er noget, der kommer ud af en ko. Det er åbenbart tankegangen i EU for tiden. Pludselig er det gået op for det store maskineri, at der foregår noget mistænkeligt i kontinentets supermarkeder, hvor mælkekartoner med underlige, hvide drikkevarer er et hit hos forbrugerne: Havremælk, soyamælk og mandelmælk. [...] Har de ikke andet at lave i EU, spørger man hovedrystende - er det ikke nok, de har fået hele coronavaccinationerne ud på et slæbespor, da de skulle demonstrere storheden ved unionen? Åbenbart ikke. [...] Vi har før råhånet EU-forbud mod krumme agurker, små æbler, lakridspiber og truthorn til EU-borgere under ni år. Listen er lang. Nu svinger bureaukratiet sig igen i paragraf-lianerne. [...] I virkeligheden er det som altid bønderne, der skal beskyttes. De vil sælge mælk, og de ser nødig, at forbrugere, der tænker i klima eller dyrevelfærd, vender deres produkter ryggen.”

Ekstra Bladet, mandag, s. 17, 24 (15.02.2021)



EU ledes af to tumper

Hans Engell, debattør og tidligere medlem af Folketinget, skriver i et debatindlæg i Ekstra Bladet søndag blandt andet: "Europa er udfordret. Og til at håndtere udfordringerne har EU-landene udpeget to tumper. [...] Lige præcis på det tidspunkt har EU valgt to åbenlyst inkompetente ledere, nemlig EU-Kommissionens tyske præsident Ursula von der Leyen og Unionens såkaldte 'udenrigsminister', eller som man i det opstyltede EU-sprog kalder ham, 'Den Høje Repræsentant', spanieren Josep Borrell. [...] Von der Leyen burde aldrig have været udpeget. Havde man fulgt hende som tysk politiker, ville hun have været diskvalificeret lige fra start. [...] Borrell var allernådigst tilstået en samtale med Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, der tilbagelænet og brovtende satte den bukkende EU-repræsentant på plads. Og for at pisse EU's ynkelige udsending helt hen i hjørnet, fik Borrell på vej ud ad døren at vide, at Rusland lige havde kylet en håndfuld vestlige diplomater ud af landet, angiveligt fordi de havde overværet demonstrationer mod Putin. Ydmygelsen var total. [...] Hvis Boris Johnson og hans Brexithold i London i al stilfærdighed fryder sig inderligt over at være sluppet for EU-Kommissionens tumper er det svært at bebrejde dem."

Ekstra Bladet, søndag, s. 10 (15.02.2021)



Krisemøder om Nordirland fortsætter

Sent torsdag erklærede Storbritannien og EU sig ”forpligtede” til at overholde den del af brexit-aftalen, der skal sikre freden i Nordirland, skriver Jyllands-Posten lørdag. Det skete efter et flere timer langt krisemøde i London, og parterne har aftalt at fortsætte diskussionerne den 24. februar. EU-Kommissionens næstformand, Maros Sefcovic, kom til mødet med en klar besked fra EU's regeringer om, at det ikke er tiden til at genåbne brexit-aftalens del om Nordirland, få uger efter at den trådte i kraft den 1. januar. Han havde inden mødet i London sendte et brev til Michael Gove, hvori han i store træk afviste briternes ønsker og i stedet opridsede en lang række punkter, hvor EU ikke mener, at briterne lever op til sin del af aftalen. Hvis det overhovedet skal være på tale at diskutere ændringer af aftalen, skal briterne først leve op til alle indgåede aftaler.

Jyllands-Posten, lørdag, s. 12 (15.02.2021)



Midt i coronakrisen har EU endelig fået et ansigt: Ursula von der Leyens

Politiken bringer søndag et portræt af formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen. Avisen skriver blandt andet: ”For syv måneder siden var hun efter fem dages topmøde dødtræt, men glad og stolt over, at det for første gang var lykkedes EU-landene at blive enige om at låne milliarder af euro og dele dem ud til de lande, der havde størst behov. Genopretningspakken. I dag står hun i en storm af en helt anden styrke og kaliber, end hun før har prøvet. For vaccinekrisen, hvor EU beviseligt halter efter USA og Storbritannien, har fået et ansigt: hendes. Det var hende, der talte om V-dag og hilste vaccinerne velkommen i juledagene. Derfor er hun også i skudlinjen nu, hvor europæerne skriger på vacciner, som stadig er for få og for forsinkede. Selv om medlemslandene indtil videre har bakket op om strategien om at sprede investeringerne, kræve garantier fra medicinalfirmaerne og ikke betale overpris, er ansvaret placeret i kommissionen. Hos formanden. I Bruxelles-miljøet tilskrives en stor del af stormen Ursula von der Leyens stil. Hun er for enerådig, hun er for detaljestyret, hun er for tysk, lyder det, og hjemme i Tyskland er tonen ikke mildere. Her beskyldes hun dog ikke for at være for tysk, men kritikken er benhård. Den blev toppet af finansminister Olaf Scholz fra SPD - som er regeringspartner med von der Leyens CDU - der kaldte EU's vaccineindsats ”noget værre lort”. […] Ursula von der Leyen er også stædig. Dumstædig, har nogle ment her i stormen, hvor hun længe sagde, at alt gik efter planen. Så sent som i sidste uge sagde hun det. Først i de senere dage er hun begyndt at linde lidt og indrømme, at kommissionen har undervurderet problemerne med masseproduktion af vaccine. Men så har hun heller ikke indrømmet mere. Hun har også forsøgt at holde parlamentet ud i strakt arm. Men onsdag måtte hun give dem en luns, så de fremover kan få bedre indblik i de vaccinekontrakter, kommissionen indgår. Ingen stor luns, de fleste kontrakter er indgået på forhånd, men en nødvendig luns for at sikre von der Leyen mod virkelige problemer i parlamentet. De har før væltet en kommission. Så selv om stemningen var kølig, og hun var isoleret, slap hun uden andre politiske skrammer end verbale bøllebank især fra højrefløjen. Politisk var der ingen fare på færde. Det havde hun og hendes folk på forhånd sørget for. Det er børnelærdom for politikere på det niveau.”

Politiken, søndag, s. 16 (15.02.2021)



Sort nyt fra Østfronten

I Informations leder lørdag kan man blandt andet læse: ”Så er den gal igen i Orban-land: Efter sidste sommers omstridte opløsning af Ungarns mest læste, uafhængige og regeringskritiske nyhedsportal Index. […] Den tendens har vi desværre vænnet os til. Nu breder udviklingen sig til Polen. I onsdags var der sort skærm på en lang række polske medier som for eksempel den største private tv-kanal TVN. En protest mod ’svækkelsen eller endda udslettelsen af en del af medierne i Polen’, som det hedder i en protestskrivelse fra godt 40 medier. Mediestrejken rettede sig mod PiS-regeringens forslag om en ny beskatning af annonceindtægter. Den rammer overvejende større, private medievirksomheder. […] Som den tyske avis Die Zeit har formuleret det, handlede det til at begynde med om domstolenes uafhængighed i Polen, nu er det mediernes tur. […] Den tendens ville EU-Kommissionen egentlig modgå med sin EU Democracy Plan. Men man må desværre konstatere, at det med efterårets udvanding af retsstatsmekanismen for tildelingen af EU-midler er svært at se, hvordan EU kan spille en aktiv rolle. Vi må derfor sætte vores lid til den polske opposition - og til, at den polske medieverden er stærk nok til at holde Polen ude af den onde cirkel, hvor opløsningen af kritiske medier går hånd i hånd med udvandingen af retsstatslige principper.”

Information, lørdag, s. 2 (15.02.2021)



Interne anliggender



Angela Merkel og de krænkede tyskere

Politiken bringer søndag et debatindlæg af Europakorrespondent Kjeld Hybel, som blandt andet skriver: ”Da coronaen ramte tyskerne, lukkede regeringen resolut samfundet ned og Tyskland klarede sig langt bedre gennem første bølge end de fleste andre lande. Sundhedssystemet fungerede, antallet af døde var forholdsvis beskedent. Tyskland kunne stadig fortælle sig selv, at det var et foregangsland. Så kom anden bølge. Og panikken. Regeringen i Berlin kunne ikke enes med delstaterne om en fælles linje. Den ene forvirrende variant af lockdown afløste den anden. Smittetallene eksploderede, det samme gjorde dødstallet. Var virussen ikke klar over, at det her var Tyskland? Det var også krænkende at se en masse mennesker rende rundt i gaderne og skrige 'coronadiktatur!' i deres megafoner. […] Og nu det med vaccinen. Hvorfor står tyskerne ikke først i køen? Hvorfor er briterne, israelerne og alle mulige andre bedre til at få fingre i de eftertragtede doser? Har regeringen bestilt for lidt? Betalt for lidt? Overladt for meget til EU? Sovet i timen? Hvordan kan sådan noget ske? I Tyskland! […] Hvad er der blevet af Europas økonomiske lokomotiv? Det velsmurte Wirtschaftswunder? Heller ikke på verdensscenen spiller Tyskland længere den samme rolle. USA orienterer sig mere mod Kina end mod Europa. Briterne har kappet linen til det tyskdominerede EU. […] Som Angela Merkel sidder der i lænestolen og ser småfornærmet ud, ligner hun inkarnationen af det nye rådvilde Tyskland. Et land, der nægter at erkende, at det ikke længere rager op af det uregerlige verdenshav som en klippe af stabilitet og troværdighed. Måske ved hun godt, at pandemien bare udstiller et mere fundamentalt problem. Men hvorfor skulle det interessere hende? Hun ligner mest én, der bare ikke orker mere. Fremtiden må andre tage sig af.”

Politiken, søndag, s. 7 (15.02.2021)



Kongen af Bayern har kurs mod Berlin

Information lørdag bringer et ”portræt efter Merkel”. Angela Merkel abdicerer til september efter 16 år som tysk kansler, hun beskrives som EU's vigtigste leder og verdens mest magtfulde kvinde. Tysklands måske kommende kansler hedder Markus Söder. Markus Söder er en overbevist europæer, der ved, at EU kun kan fungere, hvis alle er med, mener Uwe Ritzer, der er journalist ved Süddeutsche Zeitung og har fulgt Söder i årtier. ”Helt fra begyndelsen af den purunge Söders politiske karriere sagde han: Jeg vil være ministerpræsident i Bayern. Han har aldrig drømt om at komme i betragtning som kansler. Det kom først med coronakrisen og magtvakuummet i CDU/CSU op til Merkel-æraens afslutning,” siger Uwe Ritzer.

Information, lørdag, s. 26-27 (15.02.2021)



Separatister vil genoplive drøm om selvstændighed

Søndag går catalonierne til stemmelokalerne for at vælge medlemmerne af et nyt lokalt parlament, og i de seneste dage har ordene corona og covid fået hård konkurrence af ordet uafhængighed. Den seneste meningsmåling, som blev offentliggjort fredag i den catalanske avis El Periodico, viser dødt løb mellem separatistpartierne og blokken, som ønsker fortsat tilhørsforhold til Spanien og regeringen i Madrid følger valget med spænding. Det venstreorienterede separatistparti ERC, Det Republikanske Venstre, overvejer, i tilfælde af et dårligt resultat, at trække sin støtte til den socialistisk ledede regering i Madrid tilbage, hvilket kan udløse regeringens fald. ”Et af målene er, at uafhængighedspartierne får 50 procent af stemmerne, og valget er også en intern 'folkeafstemning' mellem uafhængighedskræfterne,” sagde Laura Borrås fra det borgerlige nationalistparti Junts per Catalunya forleden på tv-stationen La Sexta med henvisning til konkurrencen med Det Republikanske Venstre.

Politiken, søndag, s. 9 (15.02.2021)



Klima



Kampen for klimaet uge 6

Information skriver lørdag, at et nyt studie fra Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland viser, at under COVID-19-pandemien har kul tabt stort i forhold til andre energikilder. Dette skyldes, at når efterspørgslen falder, så er kulkraftværkerne dem, som slukkes først. Hvis man kun ser på Indien, USA og EU, så er tendensen mere markant. Efterspørgslen på el falder her med op til 20 procent i 2020, mens udledningerne fra energisektoren i nogle måneder af 2020 faldt med hele 50 procent.

Information, lørdag, s. 14 (15.02.2021)



Klimaskadelig aftale

Politiken bringer lørdag et læserbrev af Jens Hardy Madsen fra Dragør, hvori han skriver: ”Nu skal EU stemme om en handelsaftale med Sydamerika. Aftalen vil fremme importen af oksekød, træflis, sojabønner m.m. I de 20 år, aftalen har været på vej, har vi set alvorlige konsekvenser af vores forurening med fossile brændstoffer, så det er ikke nu, vi skal fryse og nedkøle fødevarer for at flyve dem over Atlanten.”

Politiken, lørdag, s. 5 (15.02.2021)



Regeringens ønske om gas til Lolland er helt sort

I en kommentar i Politiken lørdag skriver Rasmus Helveg Petersen, klimaordfører (R) blandt andet: ”Danmarks næstmest CO2-udledendevirksomhed, Nordic Sugar, skal omstilles til en mere bæredygtig energikilde, hvis den skal overholde nye EU-regler fra 2022 og Danmark skal nå sit klimamål inden 2030. Står det til regeringen, skal det skeved at anlægge en 115 km lang gasledning fra Næstved til Nakskov. […] Vi bør i stedet elektrificere sukkerfabrikkerne. Eksperter og virksomheder peger på, at en elektrificering kan lade sig gøre. Men regeringen satser alligevel på sort infrastruktur, frem for at hjælpe sukkerproduktionen med at blive grøn. Det giver jo ikke mening. […] En gasledning er nemlig ikke lige så grøn, som klimaminister Dan Jørgensen fortæller. Kun 30 procent af gasledningens leverance i 2023 vil bestå af biogas. De resterende 70 procent vil være sort gas. […] Hvis vi sammenligner med, at elektriske varmepumper koster mellem 110-130 millioner kroner. Gasledningen er ikke alene sort fra et klimaperspektiv - den er også en dårlig forretning.”

Politiken, lørdag, s. 5 (15.02.2021)



Træbiomasse er en dårlig klimaløsning

I Informations leder kan man mandag blandt andet læse: "På papiret er afbrænding af biomasse for at producere elektricitet og varme en både god og grøn løsning, fordi planter og træer optager CO2 fra atmosfæren, som frigives igen ved afbrænding. [...] I Danmark er afbrændingen af biomasse således næsten tidoblet siden år 2000 og udgør i dag 64 procent af Danmarks grønne energi, altså langt mere end sol og vind tilsammen. Knap 75 procent af biomassen er træ, hvoraf vi importerer godt halvdelen fra lande som USA, Canada, Rusland og de baltiske lande. I Europa er tendensen den samme. I 2018 udgjorde biomasse knap 60 procent af EU's vedvarende energi, og flere lande forventes i de kommende år at brænde mere og mere træ af i klimaets navn. [...] Det går ud over hensynet til bæredygtighed og dermed biomassens klimaneutralitet. [...] Det er man blevet klar over, og derfor valgte mere end 500 naturvidenskabelige forskere og økonomer torsdag i sidste uge at sende en appel direkte til USA's præsident, Joe Biden, og EU-Kommisionsformand Ursula von der Leyen, hvor de advarer om, at brugen af biomasse på kort sigt er mere skadelig end afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og gas."

Information, mandag, s. 2 (15.02.2021)



Undersøgelse afslører problematisk indhold af giftstof i vores madvarer