Statistics Explained

Kriminalitetsstatistikker

Revision as of 10:32, 2 May 2012 by Verdodo (talk | contribs)
Data fra september 2011. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

De statistikker, der i øjeblikket er til rådighed i Den Europæiske Union (EU) over kriminalitet og strafferetlig behandling deraf, afspejler forskelligheden i de politiske systemer og retssystemerne inden for EU. Selv om udviklingen af statistikker over kriminalitet og strafferetlig behandling deraf stadig er på begyndelsesstadiet, er man i færd med at udvikle et mere sammenligneligt system.

Tabel 1: Politifolk, 1998-2008
Kilde: Eurostat (crim_plce), (tps00001) og (demo_r_d2jan)
Tabel 2: Forbrydelser registreret af politiet, 1998-2008
(1 000)
Kilde: Eurostat (crim_gen)
Graf 1: Forbrydelser registreret af politiet, EU-27, 2005-2008 (1)
(2005=100)
Kilde: Eurostat (crim_gen)
Tabel 3: Fængselsindsatte, 1998-2008
Kilde: Eurostat (crim_pris), (tps00001) og (demo_r_d2jan)

Sammenligninger af kriminalitetsstatistikker mellem medlemsstaterne bør fokusere på tendenser over tid i stedet for direkte at sammenligne niveauer mellem landene for et specifikt år set i lyset af, at dataene kan påvirkes af en række faktorer, herunder forskelle med hensyn til kriminalisering, effektiviteten i de strafferetlige systemer og politiets registreringspraksisser. Derudover er det sandsynligt, at en relativ høj andel af forbrydelserne ikke anmeldes.

Vigtigste statistiske resultater

Der var 1,7 mio. politifolk i EU-27 i 2008, hvilket var en generel stigning på 2,5 % i forhold til antallet fem år tidligere (med undtagelse af Bulgarien – se Tabel 1). Der skete nogle ret hurtige ændringer i størrelsen af de nationale politistyrker i perioden 1998-2008, hvor størrelsen af politistyrken blev reduceret med mere end en femtedel i hver af de baltiske medlemsstater. Tjekkiet (-4,0 %) og Østrig (-0,7 %) registrerede mere beskedne fald i politistyrken. På den anden side blev der registreret udvidelser af politistyrken på mindst 20 % i Irland og Cypern, hvorimod alle andre medlemsstater (hvor en uafbrudt tidsrække er tilgængelig) registrerede stigninger i deres respektive antal af politifolk.

Det anslås, at politiet i EU-27 registrerede 29 mio. forbrydelser i 2008 (se Tabel 2). Fra 2000 steg antallet af registrerede forbrydelser i EU-27 og nåede sit højdepunkt i 2003, hvorefter det faldt hvert år frem til 2008. Fra det højeste niveau af registrerede forbrydelser i EU i 2003 og frem til 2008 faldt antallet af registrerede forbrydelser med 20 % eller mere i Polen, Malta samt i England og Wales (inden for Det Forenede Kongerige). Graf 1 viser udviklingen i antallet af registrerede forbrydelser i perioden 2005-2008: Det væsentligste fald i antallet af anmeldte forbrydelser i denne periode vedrører tyverier af motorkøretøjer.

I EU-27 steg fængselsindsatte med 1,2 % årligt i perioden 1998-2008 og nåede op på i alt næsten 620 000, hvilket svarede til 124 fængselsindsatte pr. 100 000 indbyggere. Udtrykt i disse relative tal havde de baltiske EU-medlemsstater og Polen de højeste andele af indsatte i fængslerne med mere end 200 indsatte pr. 100 000 indbyggere i 2008, mens det relative antal af fængselsindsatte i Den Tjekkiske Republik lå lige under dette niveau. I den anden ende af skalaen indberettede de nordiske lande Danmark, Finland og Sverige (samt Island og Norge blandt ikkemedlemsstaterne, begge data for 2007), Slovenien og Irland hver især mindre end 75 fængselsindsatte pr. 100 000 indbyggere i 2008, og Schweiz lå lige over dette niveau (se Tabel 3).

Datakilder og adgang til data

Eurostat har offentliggjort statistikker over kriminalitet og strafferetlig behandling deraf siden 1950 for det samlede antal af anmeldte forbrydelser og siden 1993 for en række specifikke forbrydelser. Endvidere omfatter databasen statistikker over fængselsindsatte fra 1987 og frem samt antallet af politifolk fra 1993 og frem. For Det Forenede Kongerige indberettes tal for de forskellige områder (England og Wales, Skotland og Nordirland), som udgør denne stat.

Sammenligninger af kriminalitetsstatistikker mellem landene kan påvirkes af en række faktorer, herunder:

  • forskellige retlige og strafferetlige systemer
  • det omfang, hvori forbrydelser anmeldes til og registreres af politiet
  • forskellige tidspunkter for registrering af forbrydelser (f.eks. ved anmeldelsen til politiet, ved identificering af den mistænkte osv.)
  • forskellige regler for, hvordan gentagne lovovertrædelser tælles
  • forskelle med hensyn til de forbrydelser, der indgår i de samlede kriminalitetstal.

Det er forhold, som skal tages i betragtning ved en analyse af oplysningerne.

Antallet af fængselsindsatte kan også påvirkes af en række faktorer, herunder:

  • antallet af sager, som behandles af domstolene
  • procentdelen af kriminelle, der idømmes en fængselsstraf
  • længden af de idømte straffe, antallet af varetægtsfængslede
  • datoen for gennemførelse af undersøgelsen (især hvor amnesti eller andre ordninger om løsladelse før tiden kan finde anvendelse).

Fængselsindsatte opgøres som det samlede antal af voksne og unge fængselsindsatte (herunder varetægtsfængslede personer) pr. 1. september hvert år. Tallene inkluderer lovovertrædere i fængsler, institutioner for unge lovovertrædere, afvænningsinstitutioner for stofmisbrugere samt på psykiatriske eller andre hospitaler.

Som hovedregel skal sammenligninger baseres på tendenser i stedet for niveauer ud fra den antagelse, at karakteristikaene for et lands registreringssystem forbliver rimeligt konstante over tid. Der er imidlertid et stort antal afbrydelser i tidsserier og andre metodologiske/definitoriske ændringer.

Kontekst

Den gradvise fjernelse af grænsekontrollen inden for EU har fremmet den frie bevægelighed for EU-borgerne betydeligt, men dette kan også have gjort det nemmere for kriminelle at operere, især fordi de retshåndhævende myndigheder og strafferetlige systemer generelt kun har kompetence inden for de nationale grænser.

Siden vedtagelsen af Amsterdamtraktaten har EU sat sig det som mål at etablere et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette mål blev yderligere udviklet i Haagprogrammet i 2004, som skitserede ti prioriterede områder: Styrkelse af grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab, foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme, fastlæggelse af en afbalanceret metode for forvaltning af migrationsstrømme, udvikling af en integreret forvaltning af EU's ydre grænser, indførelse af en fælles asylprocedure, opnåelse af størst mulig positiv virkning af indvandring, sikring af den rette balance mellem beskyttelse af privatlivets fred og sikkerhed ved informationsudveksling, udformning af et strategisk koncept med henblik på bekæmpelse af organiseret kriminalitet, sikring af et ægte, europæisk retligt område samt deling af ansvar og solidaritet.

Som en del af arbejdet med at harmonisere og udvikle de strafferetlige systemer blev EU-medlemsstaterne enige om at tilnærme definitionen af strafbare forhold og niveauet af sanktioner for visse typer af forbrydelser. Desuden er gensidig anerkendelse af afgørelser truffet af nationale dommere udset til at blive en af grundpillerne i det retlige samarbejde i kriminalsager med en række værktøjer, der er udviklet med henblik på at fremme det praktiske samarbejde på tværs af grænserne.

Hvad angår politisamarbejdet, søger EU at give de retshåndhævende myndigheder i hver enkelt medlemsstat adgang til relevante oplysninger (f.eks. dna, fingeraftryk, køretøjsindregistrering eller immigrationsdatabaser) og at forbedre politisamarbejdet inden for en fælles ramme for beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger er indeholdt i en række lovgivninger, herunder datalagringsdirektivet 2006/24/EF, det svenske initiativ til rammeafgørelse 2006/960/RIA, Rådets Prümafgørelse 2008/615/RIA og forordning 767/2008 om visuminformationssystemet (VIS) og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne.

Politisamarbejdet er blevet fremmet gennem lovgivning såsom rammeafgørelse 2002/465/RIA om fælles efterforskningshold og Rådets afgørelse 2008/617/RIA om forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige indsatsenheder, mens der er blevet etableret en række organisationer/organer for at støtte samarbejdet mellem de forskellige retshåndhævende myndigheder, f.eks. Det Europæiske Politiakademi (CEPOL), Den Europæiske Politienhed (Europol) eller Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex). Desuden støtter EU en række nationale og multinationale projekter gennem programmer såsom "Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet" (Rådets afgørelse 2007/125/RIA).

De første skridt mod et mere sammenligneligt system for kriminalitetsstatistikker og den strafferetlige behandling deraf blev skitseret i EU-Kommissionens meddelelse (KOM(2006) 437), med titlen "En overordnet og sammenhængende EU-strategi for måling af kriminalitet og strafferetlig behandling deraf: En EU-handlingsplan 2006-2010". På kort sigt var formålet hermed at indsamle nationale data og vurdere kvaliteten heraf. Det mere langsigtede mål for EU-Kommissionens Generaldirektoratet for Indre Anliggender er imidlertid at udvikle, i tæt samarbejde med Eurostat, en harmoniseret metode, hvorpå indsamlingen af de statistiske data på EU-plan skal baseres, og som gør det muligt at foretage sammenligninger af kriminalitetsstrukturen og tendenserne mellem medlemsstaterne.

Der er gjort særlige fremskridt i forbindelse med indsamlingen af statistiske data i relation til politiet og ved udviklingen af en fælles undersøgelse vedrørende udsathed for kriminalitet. Indsamlingen af data om hvidvaskning af penge er i gang, og efterfølgende prioriteringer omfatter oplysninger vedrørende menneskehandel, korruption og cyberkriminalitet. Der blev også iværksat en pilotundersøgelse i slutningen af 2011 med henblik på at vurdere niveauet og effekten af kriminalitet mod virksomheder i EU's medlemsstater.

Yderligere Eurostat-oplysninger

Publikationer

Database

Crimes recorded by the police (crim_gen)
Crimes recorded by the police: homicide in cities (crim_hom_city)
Crimes recorded by the police: historical data (total crime) 1950-2000 (crim_hist)
Police officers (crim_plce)
Prison population (crim_pris)
Prison population: historical data 1987-2000 (crim_pris_hist)

Særligt afsnit

Kildedata til tabeller, grafer og kort (MS Excel)

Metodologi / Metadata

Andre oplysninger

Eksterne links

Se også