Statistics Explained

Archive:Lønninger og arbejdskraftomkostninger

Revision as of 13:35, 8 August 2013 by EXT-S-Allen (talk | contribs)
Data fra august 2012. Seneste data: Yderligere Eurostatoplysninger, hovedtabeller og database.
Tabel 1: Lønninger i det private erhvervsliv
(gennemsnitlig årlig bruttoløn for fuldtidsansatte), 2008-2010 (1)
(EUR) - Kilde: Eurostat (earn_gr_nace2)
Fig. 1: Medianbruttoløn for fuldtidsansatte, 2006 (1)
(EUR) - Kilde: Eurostat (earn_ses_adeci)
Fig. 2: Lavtlønnede – fuldtidsansatte, der tjener mindre end to tredjedele af medianbruttolønnen, 2006 (1)
(% af ansatte) - Kilde: Eurostat (earn_ses_adeci)
Fig. 3: Kønsbestemt lønforskel, 2010 (1)
(forskel i % mellem gennemsnitlig bruttotimeløn for mandlige og kvindelige ansatte som % af mænds bruttoløn, ukorrigerede tal) - Kilde: Eurostat (tsdsc340)
Fig. 4: Mindsteløn, 1. juli 2012 (1)
(EUR pr. måned) - Kilde: Eurostat (tps00155)
Fig. 5: Skattesats for lavtlønnede – skattekile på arbejdskraftomkostninger, 2010
(%) - Kilde: Eurostat (earn_nt_taxwedge)
Tabel 2: Indikatorer for lavtlønnedes skattesatser, 2005 og 2010
(%) - Kilde: Eurostat (earn_nt_taxwedge), (earn_nt_unemtrp) og (earn_nt_lowwtrp)
Fig. 6: Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time i det private erhvervsliv, 2010 (1)
(EUR) - Kilde: Eurostat (lc_an_cost_r2)
Fig. 7: Arbejdskraftomkostningernes sammensætning i det private erhvervsliv, 2010 (1)
(andel i % af de samlede arbejdskraftomkostninger) - Kilde: Eurostat (lc_an_struc_r2) og (lc_an_struc)

Denne artikel sammenligner og modstiller tallene vedrørende lønninger og arbejdskraftomkostninger (arbejdsgivernes udgifter til personale) i Den Europæiske Union's (EU) medlemsstater og i EU-kandidatlandene og landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA).

Lønningernes og arbejdskraftomkostningernes niveau og struktur er vigtige makroøkonomiske indikatorer, der bruges af politiske beslutningstagere, arbejdsgivere og fagforeninger til at vurdere udbuds- og efterspørgselsforhold på arbejdsmarkedet.

Vigtigste statistiske resultater

Bruttoløn

Blandt EU-medlemsstaterne var den gennemsnitlige bruttoårsløn for fuldtidsansatte i virksomheder med ti eller flere ansatte højest i Danmark i 2010 (58 840 EUR) efterfulgt af Luxembourg (49 316 EUR), Nederlandene (45 215 EUR), Irland (45 207 EUR i 2009), Belgien (43 423 EUR) og Tyskland (42 400 EUR). Den laveste gennemsnitlige bruttoårsløn blev derimod registreret i Rumænien (5 891 EUR) og Bulgarien (4 396 EUR) – se tabel 1.

I 2006 var EU-medlemsstaternes rangfølge stort set den samme for så vidt angår medianårslønnen (se fig. 1) og gennemsnitslønningerne var højere end medianlønningerne i alle landene (eftersom personer med en meget høj indkomst har en større indflydelse på gennemsnittet end på medianen). Andelen af ansatte, som anses for at være lavtlønnede, var i 2006 højest i Letland med 30,9 %, mens mere end en fjerdedel af de ansatte også blev betragtet som lavtlønnede i Litauen, Bulgarien og Rumænien (se fig. 2).

Kønsbestemt lønforskel

Selv om der er sket visse fremskridt, er der fortsat en betydelig kønsbestemt lønforskel, dvs. forskellen mellem mænds og kvinders gennemsnitslønninger i EU-27. Kvinder fik i gennemsnit 16,4 % mindre i løn end mænd i 2010 i EU-27. De mindste forskelle i gennemsnitslønnen mellem kønnene blev konstateret i Slovenien, Polen, Italien, Malta og Belgien (med mindre end 9 % forskel). De største forskelle i gennemsnitslønnen mellem kønnene blev konstateret i Estland (i 2008), Tjekkiet og Østrig (alle havde forskelle på mere end 25 %). Forskellige faktorer kan medvirke til disse kønsbestemte lønforskelle, f.eks.: forskelle i andelen af personer, der deltager i arbejdsstyrken, forskelle i erhverv og aktiviteter, der har tendens til at være domineret af mænd eller kvinder, forskelle i omfanget af mænds og kvinders deltidsarbejde samt de private og offentlige personaleafdelingers holdninger til karriereforløb og orlov uden løn/barselsorlov.

Mindsteløn

Pr. 1. juli 2012 havde 20 af EU-27's medlemsstater (alle undtagen Danmark, Tyskland, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige) national lovgivning, som fastsætter en mindsteløn ved lov eller national tværsektoral aftale, og det samme havde Kroatien og Tyrkiet.

De månedlige mindstelønninger varierede betydeligt i juli 2012 (se fig. 4) fra 1 801 EUR pr. måned i Luxembourg til 148 EUR i Bulgarien. Når der korrigeres for forskelle i købekraft, reduceres forskellene mellem medlemsstaterne fra et forhold på 12:1 (højeste i forhold til laveste) i EUR til et forhold på 5:1 i købekraftstandard (KKS), hvor den højeste mindsteløn er i Luxembourg (1 478 KKS) og den laveste i Rumænien (272 KKS).

Nettolønninger og skattesatser

Skattekilen måler byrden af skatter og bidrag til sociale sikringsordninger i forhold til arbejdskraftomkostninger – i fig. 5 er den vist for lavtlønnede. Skattekilen for EU-27 var 39,3 % i 2010, hvilket var en anelse lavere end fem år tidligere. De højeste skattebyrder for lavtlønnede i 2010 blev registreret i Belgien, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Letland, Østrig, Rumænien og Sverige (alle over 40 %). Derimod blev de laveste skattebyrder for lavtlønnede registreret i Cypern (11,9 %, i 2007) og Malta (18,1 %). Det Forenede Kongerige, Luxembourg og Irland var de eneste medlemsstater til at indberette en skattebyrde for lavtlønnede på mellem 20 % og 30 %.

Blandt EU's medlemsstater var der ikke noget klart mønster for udviklingen af skattekilen for lavtlønnede i den femårige periode fra 2005 til 2010 (se tabel 2), hvor skattebyrden steg i 13 medlemsstater, faldt i 12 og forblev uændret i to. De største fald blev registreret i Nederlandene og Sverige med et fald på henholdsvis 7,6 procentpoint og 6,0 procentpoint. På den anden side voksede skattekilen i et ret hurtigt tempo i Frankrig (en stigning på 4,1 procentpoint), mens der var tale om stigninger på mellem 1 og 2 procentpoint i Irland, Italien og Letland.

De tre andre indikatorer i tabel 2 giver oplysninger om andelen af bruttolønninger, der "beskattes væk" (gennem højere skattesatser og bidrag til sociale sikringsordninger og/eller reduktioner eller tab af ydelser), når personer kommer i arbejde eller overgår fra lavere til højere indkomster. De samlede tal for EU-27 viser, at der var et lille fald mellem 2005 og 2010 i de lavtlønnedes incitament til at opnå højere indtægter, idet en højere andel af deres indtjening ville blive "beskattet væk". Der var ingen ændringer mellem 2005 og 2010 i den andel af indtjeningen, som ville blive "beskattet væk", når en arbejdsløs kommer i beskæftigelse.

Arbejdskraftomkostninger

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time (se fig. 6) og lønomkostningsstrukturen (se fig. 7) varierede betydeligt blandt EU-medlemsstaterne i 2010. Arbejdskraftomkostningerne pr. time i det private erhvervsliv varierede i størrelse fra 38,44 EUR i Danmark, 37,70 EUR i Belgien og 35,99 EUR i Sverige til 3,10 EUR i Bulgarien og 4,20 EUR i Rumænien. Det skal bemærkes, at disse tal ikke kun dækker aflønning af ansatte (indtjening), men også udgifter til erhvervsuddannelse, andre udgifter samt skatter og subsidier, som er afholdt eller modtages af virksomheden.

Som vist i fig. 7 var der også betydelige forskelle i fordelingen af udgifter til arbejdskraft (løn i forhold til bidragene til sociale sikringsordninger og andre lønomkostninger, der betales af arbejdsgiveren). Lønninger som andel af arbejdskraftomkostninger var højest i Malta (92,1 %), langt foran den næsthøjeste andel i Danmark (87,2 %). I den anden ende af skalaen indberettede Sverige, Frankrig og Belgien alle, at lidt over to tredjedele af de samlede arbejdskraftomkostninger blev tilskrevet lønninger. Derfor tegnede disse tre lande sig for den største andel (af de samlede) arbejdskraftomkostninger, som er afsat til bidrag til sociale sikringsordninger og andre arbejdskraftomkostninger, der betales af arbejdsgiveren, på omkring en tredjedel (33 %).

Datakilder og –tilgængelighed

Bruttoløn

Bruttolønninger er den største del af arbejdskraftomkostninger – oplysninger angives for gennemsnitlige årlige bruttolønninger. De vigtigste definitioner for lønninger gives i forordning (EF) nr. 1738/2005 af 21. oktober 2005. Bruttolønnen er løn i kontanter betalt direkte af arbejdsgiveren før skattefradrag og bidrag til sociale sikringsordninger, der afholdes af arbejdstagerne og tilbageholdes i lønnen af arbejdsgiveren. Alle bonusser, uanset om de udbetales regelmæssigt, medregnes (13. eller 14. månedsløn, feriepenge, overskudsdeling, godtgørelser for ferie, som ikke er taget, lejlighedsvise provisioner osv.). Oplysningerne gives for fuldtidsansatte i det private erhvervsliv (hovedafdeling B til N i NACE rev. 2). Den statistiske enhed er virksomheden eller den lokale enhed. Populationen består af alle enheder, selv om den generelt i de fleste lande er begrænset til virksomheder med mindst ti ansatte.

Data om medianlønninger er baseret på årlige bruttolønninger og repræsenterer medianlønninger for fuldtidsansatte i virksomheder med ti eller flere ansatte. Lavtlønnede er fuldtidsansatte, der tjener mindre end to tredjedele af medianbruttoårslønnen.

Kønsbestemt lønforskel

Den kønsbestemte lønforskel defineres i sin ukorrigerede form som forskellen mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i procent af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd. Den metode, der anvendes til udarbejdelse af denne indikator, er blevet ændret for nylig, således at den nu baseres på data indsamlet i forbindelse med lønstrukturundersøgelsen (SES) i stedet for på ikke-harmoniserede kilder (som det var tilfældet tidligere).

Ifølge den nye metode omfatter den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel alle ansatte (der er ingen begrænsninger med hensyn til alder eller arbejdstimer) i virksomheder (med mindst ti ansatte) inden for industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (inden for hovedafdeling B-N og P-S i NACE rev. 2). Nogle lande giver også oplysninger for hovedafdeling O i NACE rev. 2 (offentlig forvaltning og forsvar; socialsikring), men dette er ikke obligatorisk. Oplysningerne er også tilgængelige med en analyse efter økonomiske sektorer (offentlig eller privat), arbejdstid (fuldtids- eller deltidsansættelse) og ansattes alder.

Mindsteløn

Statistikker over mindsteløn vedrører månedlige nationale mindstelønninger. Der offentliggøres data, som viser lønnen den 1. januar og 1. juli hvert år. Den nationale mindsteløn håndhæves ved lov, ofte efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller direkte gennem nationale tværsektorielle aftaler. Den nationale mindsteløn gælder normalt for alle lønmodtagere eller i det mindste for langt størstedelen af lønmodtagerne i det pågældende land. Mindstelønninger er bruttobeløb, dvs. før fradrag af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger. Disse bidrag varierer fra land til land. I nogle lande fastsættes den mindste nationale grundløn ikke som en månedlig sats, men derimod som en time- eller ugesats. For disse lande omregnes time- eller ugesatserne til månedlige satser i henhold til omregningskoefficienter, der tilvejebringes direkte af landene:

  • Irland: timesats x 39 timer x 52 uger / 12 måneder
  • Frankrig for data fra januar 1999 til januar 2005: timesats x 39 timer x 52 uger / 12 måneder; for data fra juli 2005: x 35 timer x 52 uger / 12 måneder
  • Malta: ugesats x 52 uger / 12 måneder
  • Det Forenede Kongerige: (timesats x gennemsnittet af normalt betalte timer pr. uge for fuldtidsansatte i alle sektorer x 52,18 uger) / 12 måneder
  • USA: timesats x 40 timer x 52 uger / 12 måneder.

Hvis der udbetales mindsteløn for mere end 12 måneder pr. år (som det er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den udbetales for 14 måneder om året), er dataene korrigeret, således at der tages højde for disse udbetalinger.

Nettolønninger og skattesatser

Nettolønninger er afledt af bruttolønninger og repræsenterer den del af aflønningen, som de ansatte rent faktisk kan forbruge eller spare op. I forhold til bruttolønninger omfatter nettolønninger ikke bidrag til sociale sikringsordninger og skatter, men inkluderer dog børnetilskud.

Indikatorer for skattesatser (skattekilen på arbejdskraftomkostninger, arbejdsløshedsfælden og lavtlønsfælden) har til formål at overvåge incitamentet til at arbejde. Skattekilen på arbejdskraftomkostninger defineres som indkomstskat af bruttolønnen plus lønmodtager- og arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger, udtrykt i procent af de samlede lønomkostninger. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Arbejdsløshedsfælden måler den andel af bruttolønnen, der "beskattes væk" i form af højere skatter og bidrag til sociale sikringsordninger, samt bortfald af arbejdsløshedsydelser og andre ydelser, når en arbejdsløs person kommer i beskæftigelse. Dette defineres som forskellen mellem bruttolønnen og stigningen i nettoindkomsten ved overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse udtrykt i procent af bruttolønnen. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Lavtlønsfælden måler den andel (i procent) af bruttolønnen, der "beskattes væk" gennem de kombinerede virkninger af indkomstskat, bidrag til sociale sikringsordninger og eventuelle bortfald af ydelser, hvis bruttolønnen stiger fra 33 % til 67 % af den gennemsnitlige løn for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Denne indikator udregnes for enlige uden børn og også for familier med en enkelt forsørger, som har to børn i alderen 6-11 år.

Arbejdskraftomkostninger

Arbejdskraftomkostninger er defineret som arbejdsgiverens udgifter i forbindelse med ansættelse af personale. De omfatter aflønning (herunder lønninger i kontanter og naturalier og arbejdsgivernes socialsikringsbidrag), omkostninger til erhvervsuddannelse og andre udgifter (f.eks. rekrutteringsudgifter, udgifter til arbejdstøj samt skatter på arbejdskraft, der anses for at være arbejdskraftomkostninger med fradrag af eventuelle modtagne tilskud). Disse arbejdskraftomkostningskomponenter og deres underkomponenter er defineret i forordning (EF) nr. 1737/2005 af 21. oktober 2005. Dataene vedrører tre nøgleindikatorer:

  • gennemsnitlige månedlige arbejdskraftomkostninger, defineret som de samlede arbejdskraftomkostninger pr. måned divideret med det tilsvarende antal ansatte, udtrykt som fuldtidsækvivalenter
  • gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time, defineret som de samlede arbejdskraftomkostninger divideret med det tilsvarende antal arbejdstimer
  • arbejdskraftomkostningsstruktur (lønninger, arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger og andre arbejdskraftomkostninger) udtrykt i procent af de samlede arbejdskraftomkostninger.

Kontekst

Strukturen og udviklingen i arbejdskraftomkostninger og lønninger er vigtige faktorer på ethvert arbejdsmarked, idet de afspejler enkeltpersoners arbejdskraftudbud og virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft.

Politiske beslutningstagere har fokuseret på bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse ved at opmuntre folk til at arbejde eller til at vende tilbage til arbejde. Gruppen af "lavtlønnet arbejdskraft" eller "arbejdende fattige" er dog blevet en del af den politiske debat. De store forskelle i lønninger inden for EU har faktisk udsat omkring 12,1 % af de beskæftigede personer for fattigdomsrisiko eller for social udstødelse, og de står derfor overfor betydelige vanskeligheder for at opretholde minimale levestandarder.

Nogle underliggende faktorer, som i det mindste delvist kan forklare kønsbestemte lønforskelle, omfatter sektor- og fagspecifik opdeling, uddannelse og videreuddannelse, opmærksomhed og åbenhed samt direkte diskrimination. Lønforskellene afspejler også andre uligheder på arbejdsmarkedet, navnlig det forhold, at kvinder påtager sig en uforholdsmæssigt stor del af de familiemæssige forpligtelser og de dermed forbundne vanskeligheder med at forene arbejde og privatliv. Mange kvinder arbejder på deltid eller under atypiske kontrakter. Omend dette gør det muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet, samtidig med at de varetager familiemæssige forpligtelser, kan det have en negativ indflydelse på deres løn, karriereforløb, forfremmelsesmuligheder og pension.

EU søger at fremme lige muligheder, hvilket indebærer gradvis afskaffelse af den kønsbestemte lønforskel. Artikel 157, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og artikel 157, stk. 3, danner retsgrundlaget for lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse. En strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd (2010-2015) blev vedtaget af Europa-Kommissionen i september 2010. Den bygger på erfaringerne med en køreplan (KOM(2006) 92 endelig), som blev udviklet for perioden 2006-2010 og sigter mod at blive en omfattende ramme, der forpligter Kommissionen til at fremme ligestilling mellem kønnene i alle sine politikker. Strategien fremhæver betydningen af ligestilling mellem kvinder og mænd for økonomisk vækst og bæredygtig udvikling og støtter iværksættelsen af ligestillingsaspektet i Europa-2020-strategien. Med dette for øje har EU lanceret ligelønsdagen den 5. marts 2011. Denne dato blev valgt af en særlig grund, idet en kvinde for at kunne opnå en mands gennemsnitlige årsindkomst vil skulle arbejde lidt mere end to yderligere måneder (frem til den 5. marts det følgende år).

Yderligere Eurostatoplysninger

Publikationer

Hovedtabeller

Average gross annual earnings in industry and services, by gender (tps00175)
Gender pay gap in unadjusted form (tsdsc340)
Minimum wages (tps00155)
Labour cost index (teilm100)
Total wages and salaries (tps00113)
Social security and other labour costs paid by employer (tps00114)
Labour costs annual data - Nace Rev. 2 (tps00173)

Database

Særligt afsnit

Metodologi/metadata

Kildedata for tabeller og figurer (MS Excel)

Eksterne links

Se også

Retrieved from "https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Archive:Lønninger_og_arbejdskraftomkostninger&oldid=146866"