Archive:Statistikker over offentlige finanser

Data fra april 2012 og august 2011. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

Denne artikel gennemgår, hvordan nøgleindikatorer for offentlige finanser har udviklet sig i Den Europæiske Union (EU) og i euroområdet (EA-17). Den omhandler specifikt offentlige underskud, den offentlige sektors bruttogæld, den offentlige sektors indtægter og udgifter samt skatter og bidrag til sociale ordninger, som er den offentlige sektors primære indtægtskilder ("offentlig" i betydningen "offentlig forvaltning og service").

Denne statistik danner et vigtigt grundlag for vurderingen af en medlemsstats økonomiske sundhedstilstand. Under EU's stabilitets- og vækstpagt har medlemsstaterne givet tilsagn om at holde deres underskud og gæld under visse grænser: En medlemsstats offentlige underskud må ikke overstige 3 % af dens bruttonationalprodukt (BNP), mens dens gæld ikke må overstige 60 % af BNP. Hvis en medlemsstat ikke overholder disse grænser, udløses proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. Den omfatter flere trin – herunder muligheden for sanktioner – som har til formål at tilskynde den pågældende medlemsstat til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe situationen. De samme grænser for underskud og gæld anvendes også som kriterier for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og dermed for indførelse af euroen. Den seneste revision af de integrerede retningslinjer for den økonomiske politik og for beskæftigelsen (revideret som en del af Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst) indeholder desuden retningslinjer, der skal sikre de offentlige finansers kvalitet og bæredygtighed. Den finansielle og økonomiske krise har skabt alvorlige udfordringer for mange europæiske regeringer. De væsentligste bekymringer vedrører de nationale myndigheders evne til at afdrage deres gæld, træffe de nødvendige foranstaltninger for at få kontrol over de offentlige udgifter og samtidig forsøge at fremme den økonomiske vækst.

Graf 1: Offentlig saldo, 2010 og 2011 (1)
(nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor offentlig forvaltning og service, % af BNP) - Kilde: Eurostat (tsieb080)

Vigtigste statistiske resultater

Tabel 1: Offentlig saldo og den offentlige sektors gæld, 2008-2011 (1)
(% af GDP) - Kilde: Eurostat (tsieb080) og (tsieb090)

Graf 2: Den offentlige sektors gæld, 2010 og 2011 (1)
(konsolideret bruttogæld for offentlig forvaltning og service, % af BNP) - Kilde: Eurostat (tsieb090)

Graf 3: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2001-2011 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 4: Udvikling i samlede udgifter og samlede indtægter, 2001-2011 (1)
(1 000 mio. EUR) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 5: Den offentlige sektors indtægter og udgifter, 2011 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 6: Sammensætning af samlede indtægter, 2011 (1)
(% af samlede indtægter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 7: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors indtægter, 2011 (1)
(% af samlede indtægter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 8: Sammensætning af samlede udgifter, 2011 (1)
(% af samlede udgifter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 9: Vigtigste komponenter i den offentlige sektors udgifter, 2011 (1)
(% af samlede udgifter) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 10: Offentlig sektors udgifter efter COFOG-opdeling, 2010 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_exp)

Graf 11: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, EU-27, 2001-2011 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 12: Hovedkategorier af skatter og bidrag til sociale ordninger, 2011 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_a_main)

Graf 13: Offentlige indkøb, 2004 og 2009 (1)
(værdi af offentlige indkøb, som udbydes offentligt (% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_oth_procur), Europa-Kommissionens tjenestegrene

Graf 14: Statsstøtte, 2009 (1)
(% af BNP) - Kilde: Eurostat (gov_oth_staid), Europa-Kommissionens tjenestegrene

I 2011 faldt det offentlige underskud (nettofordringserhvervelse for den konsoliderede sektor offentlig forvaltning og service som en andel af BNP) for både EU-27 og euroområdet (EA-17) sammenlignet med 2010, mens den offentlige sektors gæld steg.

Det offentlige underskud

I EU-27 faldt det offentlige underskud i procent af BNP fra 6,5 % i 2010 til 4,5 % i 2011, og i euroområdet faldt det fra 6,2 % til 4,1 %. Underskuddene oversteg referencetærsklen på 3 % af BNP i 17 af medlemsstaterne i 2011. I 10 medlemsstater oversteg det offentlige underskud tærsklen på 3 % i hele rapporteringsperioden 2008-2011. De største offentlige underskud (i % af BNP) i 2011 blev registreret i Irland (13,1 %), Grækenland (9,1 %), Spanien (8,5 %) og Det Forenede Kongerige (8,3 %). I 25 medlemsstater faldt det offentlige underskud (i forhold til BNP), eller det offentlige overskud steg i 2011 sammenlignet med 2010. Ungarn, Estland og Sverige opnåede et offentligt overskud i 2011. Syv medlemsstater, dvs. Bulgarien, Danmark, Tyskland, Luxembourg, Malta, Østrig og Finland, registrerede i 2011 underskud, der var lavere end tærsklen på 3 % (se Graf 1). To medlemsstater – Cypern og Slovenien – registrerede større underskud i 2011 end i 2010.

Den offentlige gæld

I EU-27 steg den offentlige gæld i forhold til BNP fra 80,0 % ved udgangen af 2010 til 82,5 % ved udgangen af 2011, og i euroområdet steg den fra 85,3 % til 87,2 %. I alt 14 medlemsstater indberettede en gæld på over 60 % af BNP i 2011. Ved udgangen af 2011 blev den laveste offentlige gæld i forhold til BNP registreret i Estland (6,0 %), Bulgarien (16,3 %) og Luxembourg (18,2 %) – se Graf 2. I 2011 steg den offentlige gæld i forhold til BNP for 21 EU-medlemsstater sammenlignet med 2010, mens den offentlige gæld faldt for seks medlemsstater: Tyskland, Estland, Letland, Luxembourg, Ungarn og Sverige. De højeste stigninger i gæld fra 2010 til 2011 blev registreret i Grækenland (20,4 procentpoint), Irland (15,7 point), Portugal (14,4 point) og Cypern (10,2 point).

De offentlige indtægter og udgifter

Betydningen af sektoren offentlig forvaltning og service i økonomien kan måles ud fra den offentlige sektors samlede indtægter og udgifter som procentdel af BNP. I EU-27 udgjorde de samlede offentlige indtægter 44,6 % af BNP i 2011 (en stigning fra 44,1 % af BNP i 2010), og de samlede udgifter 49,1 % af BNP (et fald fra 50,6 % i 2010). I euroområdet udgjorde de samlede offentlige indtægter 49,4 % af BNP i 2011, og de samlede udgifter udgjorde 45,3 % af BNP – se Graf 3.

I absolutte tal steg de samlede offentlige udgifter stødt i perioden 2001-2010 – både i EU-27 og i euroområdet (se Graf 4). Fra 2010 til 2011 faldt de samlede offentlige udgifter let målt i absolutte tal både i EU-27 og i euroområdet. Indtægterne steg også stødt til og med 2007 i EU-27 og euroområdet, forblev relativt uændrede i 2008, faldt i 2009 og steg derefter igen i 2010 og 2011.

Niveauet i de offentlige indtægter og udgifter varierer betydeligt mellem EU's medlemsstater (se Graf 5). I 2011 var landene med de højeste niveauer af kombinerede offentlige udgifter og indtægter som en procentdel af BNP (over 100 %) Danmark, Finland, Frankrig, Belgien, Sverige og Ungarn samt Norge blandt EFTA-landene. Syv medlemsstater rapporterede relativt lave kombinerede procentdele (under 80 % af BNP). Det drejede sig om Bulgarien, Litauen, Slovakiet, Rumænien, Letland, Estland og Spanien, mens Schweiz rapporterede den laveste procentdel (68,9 % i 2010, seneste år, for hvilket der forelå data) blandt EFTA-medlemmerne.

I hele EU-27 består de samlede offentlige indtægter primært af skatter og bidrag til sociale ordninger (se Graf 6). I 2011 udgjorde skatter 58,2 % af de samlede indtægter i EU-27 (55,1 % i euroområdet), mens bidrag til socialordninger udgjorde 31,2 % af de samlede indtægter (34,6 % i euroområdet). Den relative betydning af de forskellige indtægtskategorier varierer markant mellem de enkelte medlemsstater. Skatter udgjorde f.eks. under 50 % af de offentlige indtægter i Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet i 2011, men næsten 85 % af de offentlige indtægter i Danmark (se Graf 7).

Den største andel af de offentlige udgifter i EU-27 i 2011 vedrørte indkomstomfordelingen via sociale overførsler i kontanter eller i naturalier (se Graf 8 og 9). Sociale overførsler udgjorde 43,4 % af de samlede udgifter i EU-27 (46,8 % i euroområdet). Aflønning af ansatte udgjorde 22,0 % af de offentlige udgifter (21,5 % i euroområdet). Formueindkomst – som primært består af rentebetalinger – udgjorde 6,0 % af de offentlige udgifter i EU-27 (6,2 % i euroområdet), en post, der steg til 13,9 % af de samlede udgifter i Grækenland og 10,1 % i Island.

Den offentlige sektors samlede udgifter kan analyseres mere detaljeret ved hjælp af formålsklassifikationen for offentlig forvaltning og service (COFOG). I 2010 tegnede den sociale beskyttelse sig for den største andel af de offentlige udgifter i alle EU's medlemsstater med et gennemsnit i EU-27 på 19,9 % af BNP. Dette mønster gik igen i alle medlemsstater med undtagelse af Irland, hvor kapitaloverførsler for at understøtte den irske banksektor påvirkede den høje andel til formålet "økonomiske anliggender". Andelen til formålet "social beskyttelse" varierede fra 25,4 % af BNP i Danmark, 24,2 % i Frankrig og 23,9 % i Finland til 11,7 % i Cypern og 11,2 % i Island. De næste COFOG-formål efter deres relative betydning inden for EU-27 var sundhed (7,5 % af BNP), generelle offentlige tjenester (6,5 %) og uddannelse (5,5 %). Udgifter til økonomiske anliggender i EU-27 udgjorde 4,7 % af BNP i 2010, mens under 2 % af BNP var afsat til forsvar, offentlig orden og sikkerhed, miljøbeskyttelse, boliger og offentlige faciliteter, fritid eller religion og kultur (alle disse funktioner er samlet under overskriften "øvrige" i Graf 10).

De vigtigste typer offentlige indtægter er løbende indkomst- og formueskatter mv., produktions- og importskatter og bidrag til sociale ordninger, idet kapitalskatter kun udgjorde 0,6 % af de samlede indtægter i EU-27 i 2011. Den relative betydning af indbetalingerne af bidrag til sociale ordninger voksede i EU-27 i perioden 2007-2009. Dette mønster ændrede sig dog i 2010, hvor bidragene til sociale ordninger var stabile fra 2010 til 2011 (13,9 % af BNP i 2010 og 2011). Den relative betydning af løbende indkomst- og formueskatter mv. faldt fra 2007 til 2009, forblev derefter stabil fra 2009 til 2010, inden den steg til 12,6 % af BNP i 2011. Produktions- og importskatter steg med 0,4 procentpoint af BNP fra et lavpunkt i 2009 til 13,1 % af BNP i 2011 (se Graf 11).

Sammensætningen af skatteindtægter varierede betydeligt i EU's medlemsstater i 2011 (se Graf 12). Som forventet var de lande, der rapporterede relativt høje udgiftsniveauer, ofte de samme som de lande, der opkrævede højere skatter (i procent af BNP). I 2011 blev de højeste indtægter i hovedkategorierne skatter og bidrag til sociale ordninger på 48,8 % af BNP registreret i Danmark, og Frankrig og Belgien registrerede de næsthøjeste procentdele (henholdsvis 45,3 % og 45,2 %), mens sådanne indtægters andel af BNP var mindre end 30 % i seks af medlemsstaterne: Irland, Slovakiet, Letland, Rumænien, Bulgarien og Litauen (som havde den laveste andel på 26,2 % af BNP). Schweiz registrerede også en andel under 30 %.

I 2009 nåede værdien af offentlige indkøb, som udbydes offentligt, op på 12,2 % af BNP i Bulgarien – mere end det tredobbelte af gennemsnittet for EU-27 på 3,6 % (se Graf 13). Ingen af de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004 eller 2007, registrerede tal under EU-27-gennemsnittet i 2009. Blandt EU-15-medlemsstaterne registrerede Det Forenede Kongerige (6,2 %) og Finland (4,9 %) de højeste procentdele af offentlige indkøb, som udbydes offentligt, i forhold til BNP, mens Tyskland (1,4 %) og Luxembourg (1,5 %) registrerede de laveste.

Den samlede statsstøtte i EU-27 udgjorde 3,5 % i 2009 – et relativt højt niveau, som afspejler indsatsen mod den finansielle og økonomiske krise. Til sammenligning lå procentdelen relativt stabilt i opløbet til krisen på 0,4-0,5 % af BNP. EU-27-gennemsnittet dækker over betydelige forskelle mellem medlemsstaterne (se Graf 14).

Datakilder og adgang til data

Ifølge proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud skal EU's medlemsstater indgive tallene for deres offentlige underskud og gæld til Europa-Kommissionen inden den 1. april og 1. oktober hvert år. Eurostat indsamler desuden mere detaljerede oplysninger om de offentlige finanser inden for rammerne af ENS-dataindberetningsprogrammet [1], som resulterer i indgivelsen af nationalregnskabsdata. De vigtigste aggregater for den offentlige sektor indgives til Eurostat to gange om året, mens statistik om COFOG-formål og detaljerede oplysninger om indtægter i form af skatter og bidrag til sociale ordninger indgives henholdsvis inden for et år efter udgangen af referenceperioden og inden for ni måneder efter udgangen af referenceperioden.

Dataene i denne artikel svarer til de vigtigste indtægts- og udgiftsposter for den offentlige sektor, som indsamles på grundlag af nationalregnskabssystemet (ENS 95). Forskellen mellem de samlede indtægter og de samlede udgifter – herunder kapitaludgifter (navnlig faste bruttoinvesteringer) – svarer til det offentliges nettofordringserhvervelse, som også er saldoposten i de ikke-finansielle konti for den offentlige forvaltning og service.

Afgrænsning af offentlig forvaltning og service

Sektoren offentlig forvaltning og service omfatter alle institutionelle enheder, hvis produktion er bestemt for individuelt og kollektivt konsum og hovedsagelig finansieret af obligatoriske betalinger foretaget af enheder, som henhører under andre sektorer, og/eller alle institutionelle enheder, der hovedsagelig beskæftiger sig med omfordeling af nationalindkomsten og -formuen. Sektoren offentlig forvaltning og service opdeles i fire delsektorer: statslig forvaltning og service, offentlig forvaltning og service på delstatsniveau – hvis relevant, kommunal forvaltning og service og sociale kasser og fonde – hvis relevant.

Definition af nøgleindikatorer

Den offentlige saldo defineres som nettofordringserhvervelse for offentlig forvaltning og service, der er indberettet med henblik på proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud, og udtrykkes i forhold til BNP. I henhold til protokollen for proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er den offentlige gæld lig med den offentlige bruttogæld ved årets udgang opgjort i pålydende værdi og konsolideret.

Den offentlige sektors hovedindtægter består af skatter, bidrag til sociale ordninger, salg og formueindkomst. De er defineret i ENS 95 ved henvisning til en liste over kategorier: markedsmæssig produktion, produktion til eget brug, betalinger for anden ikke-markedsmæssig produktion, produktions- og importskatter, andre produktionssubsidier, formueindkomst, som modtages, løbende indkomst- og formueskatter mv., bidrag til sociale ordninger, andre løbende overførsler og kapitaloverførsler.

De vigtigste udgiftsposter består af aflønning af ansatte, sociale ydelser, renter af offentlig gæld, subsidier og faste bruttoinvesteringer. Den offentlige sektors samlede udgifter er defineret i ENS 95 ved henvisning til en liste over kategorier: forbrug i produktionen, faste bruttoinvesteringer, aflønning af ansatte, andre produktionsskatter, subsidier, formueindkomst, som skal betales, løbende indkomst- og formueskatter mv., bidrag til sociale ordninger, visse sociale overførsler, andre løbende overførsler, visse justeringer, kapitaloverførsler og transaktioner vedrørende ikke-producerede aktiver.

Den offentlige sektors data vedrørende hovedaggregaterne for den offentlige sektor og for den offentlige sektors udgifter efter formål inden for rammerne af ENS 95 skal konsolideres. Det betyder, at specifikke transaktioner mellem institutionelle enheder i den offentlige sektor – "formueindkomst", "andre løbende overførsler" og "kapitaloverførsler" – elimineres eller udlignes. Delsektordata skal konsolideres inden for hver delsektor, men ikke mellem delsektorer. Data på sektorniveau skal derfor være lig med summen af delsektordata, dog ikke for posterne "formueindkomst", "andre løbende overførsler" og "kapitaloverførsler", som konsolideres. For sidstnævnte poster og dermed de samlede indtægter og de samlede udgifter skal summen af delsektorerne overstige værdien for sektoren.

Skatter og bidrag til sociale ordninger svarer til de indtægter, der inddrives (i kontanter eller i naturalier) af statslig forvaltning og service, forvaltning og service på delstatsniveau, kommunal forvaltning og service samt sociale kasser og fonde. Disse opkrævninger (normalt betegnet som skatter) er opdelt i tre hovedområder under følgende overskrifter:

indkomst- og formueskatter mv., som omfatter alle obligatoriske betalinger, der regelmæssigt opkræves af den offentlige sektor af virksomheders og husholdningers indkomst og formue
produktions- og importskatter, som omfatter alle obligatoriske betalinger, som opkræves af den offentlige sektor af produktion og import af varer og tjenester, beskæftigelse af arbejdskraft samt ejendomsret eller brugsret til jord, bygninger eller andre aktiver, der anvendes i produktionen
bidrag til sociale ordninger, som omfatter alle arbejdsgiver- og lønmodtagerbidrag til sociale ordninger samt imputerede bidrag til sociale ordninger, der er modstykket til sociale ydelser, som arbejdsgiverne betaler direkte.

Data om offentlige indkøb er baseret på oplysninger i udbudsbekendtgørelser og bekendtgørelser om indgåede kontrakter, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (S-serien). Tælleren er værdien af offentlige indkøb, som udbydes offentligt. For hver sektor – tjenesteydelser, vareindkøb og bygge- og anlægsarbejder – multipliceres antallet af offentliggjorte udbudsbekendtgørelser med et gennemsnit, der generelt er baseret på alle priser angivet i de bekendtgørelser om indgåede kontrakter, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i løbet af det pågældende år. Værdien af offentlige indkøb udtrykkes derefter i forhold til BNP.

Statsstøtte består af sektormæssig statsstøtte (ydet til specifikke aktiviteter, som f.eks. landbrug, fiskeri, produktion, minedrift og tjenesteydelser), ad hoc-statsstøtte (ydet til individuelle virksomheder, f.eks. rednings- og omstruktureringsforanstaltninger) og statsstøtte til tværgående (horisontale) formål, f.eks. forskning og udvikling, miljøbeskyttelse, støtte til små og mellemstore virksomheder, jobskabelse eller uddannelse, herunder støtte til regional udvikling. De to første (sektormæssig statsstøtte og ad hoc-statsstøtte) er potentielt mere konkurrenceforvridende.

Kontekst

Stabilitets- og vækstpagten har til formål at sikre en generel synkronisering af den økonomiske udvikling i EU og navnlig i euroområdet. Stabilitets- og vækstpagten har endvidere til formål at forhindre medlemsstaterne i at træffe politiske foranstaltninger, der urimeligt begunstiger deres egne økonomier på bekostning af de andres. Der er to centrale principper i stabilitets- og vækstpagten: underskuddet (planlagt eller faktisk) må ikke overstige 3 % af BNP, og den offentlige gæld i forhold til BNP må ikke overstige eller bør falde til 60 %. Stabilitets- og vækstpagten blev ligesom EU's økonomiske styring generelt væsentligt styrket i 2011.

Hvert år giver medlemsstaterne Kommissionen nærmere oplysninger om deres økonomiske politikker og deres offentlige finansers sundhedstilstand. Landene i euroområdet indgiver disse oplysninger inden for rammerne af stabilitetsprogrammerne, mens de andre medlemsstater gør det i form af konvergensprogrammer. Kommissionen vurderer, om politikkerne er i overensstemmelse med de aftalte økonomiske, sociale og miljømæssige mål, og kan vælge at udstede en advarsel, hvis den finder, at et underskud er unormalt højt. En sådan handling kan få Rådet til at afgøre, at der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, som kræver, at der fastsættes en tidsfrist for udbedringen heraf.