Tre firmaer i Nordjylland sparer energi og optimerer produktionen gennem et projekt, der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Ved at indføre grønne forretningsmodeller skærer virksomhederne ned på CO2-udledninger og reducerer affaldsmængden. Ændringer i forbindelse med projektet »Intelligent energi- og ressourceoptimering med grønne forretningsmodeller« har reduceret omkostningerne.
Et projekt i Nordjylland hjælper virksomheder med at anvende grønne forretningsmodeller
- 08 August 2019
Projektet har vist, at der for mange virksomheder er et stort miljømæssigt og økonomisk potentiale i at udvikle og indføre nye grønne forretningsmodeller.
Projektteamet analyserede problemer, der påvirkede produktionen, som for eksempel produktionsflow, driftsprocesser og ændringer over tid. Der blev derefter udviklet simuleringsmodeller som støtte til virksomhederne i deres arbejde med at reducere affaldsmængder og energiforbrug.
Reduceret forbrug
Ændring af produktionsstyringsmodellen har allerede haft stor betydning for driften. De tre virksomheder har tilsammen reduceret deres årlige energiforbrug med ca. 7 600 gigajoule, hvilket svarer til 603 ton CO2-ækvivalenter. De har mindsket materialeforbruget med ca. 1 900 ton om året.
Mere intelligent tankegang
En af fordelene ved styringsmodellen er, at den hjælper virksomhederne med at beslutte, hvornår det er bedst at starte produktionen, og hvornår de skal holde igen. Den ansporer ledelsen til at se alternative produktionsflows i et bredere perspektiv. For eksempel dokumenterede projektet, at produktion af en ordre på en langsommere maskine med mere arbejdskraft medførte en betydelig nedgang i energiforbrug og omkostninger. Tidligere ville det ikke have været en overvejelse, da det selvfølgelig tager længere tid at bruge den langsommere maskine og dermed koster mere i form af menneskelige ressourcer. Ifølge projektteamet ville en sådan mulighed ikke normalt blive afdækket med traditionelle forretningsmodeller som for eksempel et ERP-system.
De tre virksomheder, der har draget fordel af projektet, er plastgenanvendelsesvirksomheden Aage Vestergaard Larsen fra Mariager, Nordisk Parfumerivarefabrik fra Hobro og vinduesfabrikken PT Vinduer fra Aabybro. Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitets Center for Logistik koordinerede projektet. Desuden deltog konsulentvirksomheden Integrate A/S med ekspertviden og erfaring med simulering og produktionsoptimering.
Samlet investering og EU-finansiering
De samlede investeringer for projektet »Intelligent energi- og ressourceoptimering med grønne forretningsmodeller« er 953 899 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med EUR 476 750 gennem det operationelle program »Innovation og bæredygtig vækst i virksomheder« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Lavemissionsøkonomi«.