breadcrumb.ecName
da Dansk

Opskriften på en god forretning i det sydlige Danmark

  • 21 August 2018

Projektet »Spirende fødevareoplevelser« fokuserer på at udarbejde tydeligt definerede forretningsstrategier til små og mellemstore fødevarevirksomheder i Region Syddanmark og dermed hjælpe deltagerne med at overvinde en stor hindring for vækst og udvikling.

Det er lykkedes projektet at skabe forståelse for, at strategi er en vigtig del af det at drive forretning. Projektet har en motiverende virkning, hvilket betyder, at flere virksomheder vil arbejde på deres strategier, end det ville være tilfældet uden projektets mellemkomst.

Andreas Cæsar Møller Jensen, projektleder hos Væksthus Syddanmark

Det EU-finansierede projekt er rettet mod fire områder – forbedring af kvalitet, internationalisering, bæredygtighed og produktivitet. For det første område så projektet på, hvordan SMV’er kunne sikre ingredienser og de deraf følgende fødevarer af høj kvalitet. Internationaliseringsaspektet opfordrede virksomhederne til at overveje at eksportere varer til andre lande i Europa. Hamborg er et stort marked for danske SMV’er, da byen ligger så forholdsvis tæt på den danske grænse. 

Projektet fokuserer også på at hjælpe SMV’er med at øge produktiviteten – at finde smartere måder at drive forretning på. For eksempel fik SMV’erne hjælp til at se nærmere på mere effektive løsninger til deres virksomheder eller til at sælge deres produkter på en smartere måde. Det kunne være gennem at bruge lokale fødevarer og historiefortælling. For eksempel blev restauratørerne opfordret til at give kunderne flere baggrundsoplysninger om måltidet for at give dem en mere autentisk og unik oplevelse. Ved at fokusere på bæredygtighed blev SMV’erne opfordret til at lægge større vægt på økologi for at fremme den økologiske balance og et mere bæredygtigt miljø.

Inspiration til SMV’er 

Projektet blev tilrettelagt af Væksthus Syddanmark, en erhvervsdrivende fond, der driver konsulentvirksomhed. Organisationen tilbød konsulenttjenester til SMV’er og gav tilskud til gennemførelse af strategierne. 

Væksthuset har udviklet en screeningsproces til udvælgelse af virksomheder til projektet – der blev også udpeget virksomheder på forhånd, som blev opfordret til at ansøge. Af de 160 virksomheder, der kom i betragtning, blev 70 udvalgt til at deltage. Projektet er igangværende og arbejder for tiden med 31 SMV’er. På længere sigt forventes det, at projektet hjælper i alt 70 SMV’er med at generere en omsætning på 20 mio. EUR og skabe 99 job.

Projektets aktiviteter omfattede camps og workshops, der samlede repræsentanter for de deltagende SMV’er. Dette gav virksomhederne mulighed for at drøfte fælles udfordringer, de stod over for i regionen.

En vækstplan

På trods af forskellige baggrunde og specialiteter kunne virksomhederne finde fælles fodslag vedrørende emner som for eksempel supermarkedernes virksomhedsstrukturer – der er to store konkurrenter i regionen. Virksomhederne fik tildelt konsulenter fra Væksthus Syddanmark og fik tilskud til deres skræddersyede forretningsplaner. Afhængigt af SMV’ens størrelse og den foreslåede strategi dækkede dette tilskud alt fra 15 % til 50 % af omkostningerne.

Finansieringen blev anvendt til at betale for konsulenter, arrangere workshops og camps samt at udpege SMV’er i screeningsprocessen. Projektet har hjulpet Region Syddanmark ved at tilføre SMV’erne i regionen en højere fødevarestandard og bedre forretningsstrategier. En anden fordel er øget eksport til andre EU-lande. Projektet har også bidraget til at gøre regionen mere attraktiv for turister ved at forbedre udvalget af kulinariske oplevelsestilbud.

Desuden har projektet givet SMV’erne bedre forståelse for vigtigheden af strategier, når man driver forretning. Håbet er, at de deltagende SMV’ers succes vil inspirere andre virksomheder til at arbejde med deres egne strategier og fremme mere vækst i regionen. 

Der har været lignende fødevareprojekter i regionen tidligere, men dette projekt er et af de mest ambitiøse. Regionen har ikke et køkken med fælles specialiteter – i stedet er der flere forskellige uafhængige fødevareklynger. Projektets aktiviteter har været med til at samle disse stærke lokale identiteter, og deltagerne har fået lejlighed til at lære af hinanden.

Samlet investering og EU-finansiering 

De samlede investeringer for projektet »Spirende fødevareoplevelser« er EUR 3 900 000, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrager med EUR 2 000 000 gennem det operationelle program »« for programmeringsperioden 2007-2013. Investeringerne falder ind under prioriteten »Udviklingen af TEN-T-nettet og multimodal transport«.