Europa-Kommissionen
da Dansk da

Dansk projekt gør et øsamfund grønnere

  • 19 October 2021

Bornholm er ved at blive et bæredygtigt, grønt lokalsamfund. Som en del af øens ambition om at være emissionsfri senest i 2035 hjælper det EU-finansierede projekt Bæredygtig Bundlinje Bornholm 50 SMV’er med at udarbejde grønne forretningsplaner, så de kan blive mere energi- og ressourceeffektive og konkurrencedygtige.

Det bedste ved at være en del af dette projekt er den kæmpe øjenåbner, det har været. Vi har lært en utrolig masse om, hvor meget vi udleder, og hvor meget vi kan undgå at udlede.

Pernille Bülow, glaspuster og indehaver af Pernille Bülow A/S

Projektet er rettet mod SMV’er, der er aktive i brancherne turisme, håndværk og fremstilling. Halvdelen af virksomhederne får individuel rådgivning om implementering af en ny, grøn forretningsidé. Resten får hjælp til at forbedre deres eksisterende forretningsmodeller.

Den ikkestatslige organisation og projektstøttemodtager Gate 21 vil sammen med otte bornholmske partnere og rådgivere gennemgå de enkelte virksomheders produkter og processer og foretage en energi-audit. De kommer med anbefalinger til, hvordan virksomhederne kan forbedre bundlinjen. Deltagerne deltager i workshops og netværksarrangementer. Projektet giver dem desuden mulighed for at søge tilskud.

Bright Green Island

Danmarks mål er at reducere sine drivhusgasemissioner med 70 % inden 2030 i forhold til 1990-niveauer. Kommunerne gør hver for sig deres del for at bidrage til dette mål. Bornholm, som har næsten 40 000 indbyggere, beskriver sig selv som foregangskommune i den grønne omstilling. Øens strategi »Bright Green Island« har ambitiøse mål for emissionsreduktion og ren energi.

Bornholm sigter mod at producere al sin energi fra CO2-neutrale kilder senest i 2025, og planen er, at industrien kører på grøn energi og alt affald genanvendes senest i 2032. Øen vil være emissionsfri senest i 2035.

Bæredygtig Bundlinje har allerede hjulpet adskillige virksomheder. Glaspuster Pernille Bülow fremstiller glaskunst og smykker, som hun sælger fra sin butik i Svaneke. Nu genanvender hun insulinhætteglas af glas fra Novo Nordisk og omdanner dem til for eksempel fliser og bordplader. Det har hjulpet hende med at reducere sine CO2-emissioner pr. kilo glas, hun producerer, med mellem 45 % og 65 %.

Borntek Industri, en fremstillingsvirksomhed i Rønne, er i gang med at gøre sin fabrik grøn og bæredygtig. I løbet af 2022 har den som mål sammen med en af sine partnere at opnå reduktion af sit CO2-aftryk med 45 ton årligt. Det gør den ved at reducere mængden af plast, virksomheden anvender, med 9,3 ton og genanvende yderligere 2,8 ton hvert år.

Hjælp til SMV’ers succes 

Projektet gennemfører en række andre initiativer. I november 2021 afholdt projektet et frokostarrangement for lokale landbrugere og restauratører, så de kunne planlægge det efterfølgende års frugt- og grøntsagsafgrøder. Målet var at hjælpe restauratører med at tilrettelægge deres menuer efter lokale produkter og at lade landbrugerne fortælle, hvad de kan levere.

Op til 10 professionelle kunsthåndværkere vil få mulighed for at deltage i projektet i 2022 og lære, hvordan de kan gøre deres udvælgelse og anvendelse af materialer mere bæredygtig.

Der er planlagt en konference i Nexø i januar 2022 med et panel af virksomhedsejere, som skal drøfte, hvordan SMV’er kan gennemføre omstillingen til grønne virksomheder.

Samlet investering og EU-finansiering 

De samlede investeringer for projektet »Bæredygtig Bundlinje Bornholm« er 2 589 893 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling har bidraget med EUR 1 294 950 gennem det operationelle program »Innovation og bæredygtig vækst i virksomheder« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Øge energi- og ressourceeffektiviteten i SMV’er«.