breadcrumb.ecName
da Dansk

Danske samarbejder skaber innovative sundhedsløsninger

  • 10 December 2020

Virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige myndigheder i Region Midtjylland arbejder sammen om at udvikle innovationer til sundheds- og velfærdssektoren. Projektet Circular Co-Creation, ledet af MedTech Innovation Consortium, har indtil videre udviklet 18 potentielle produkter og tjenester.

Det var virkelig vigtigt for vores salg og beskæftigelse, at vi kom med i dette samarbejde. Vi har solgt Demenskammeraten til ni kommuner, hvor i alt 14 plejehjem bruger værktøjet. Andre fem kommuner er i gang med at implementere det, og der kommer hele tiden nye kommuner til.

Søren Møller, teknisk direktør hos InCare Systems

En stok fremstillet af bæredygtige materialer, en løsning, der hjælper demente, et interaktivt display til hospitalsstuer og en park, der hjælper med at rehabilitere patienter, er nogle af de løsninger, der er udviklet indtil videre.

Hver innovation begynder med, at et hospital eller en kommune afdækker et behov. Tre små eller mellemstore virksomheder (SMV’er) og mindst én vidensinstitution, men ofte flere, deltager i hvert partnerskab. Det giver de deltagende virksomheder en tydelig idé om efterspørgslen.

De kan afprøve deres nye koncept, tjeneste eller prototype i en sundhedskontekst i den virkelige verden. Mange af de nye prototyper og virksomhedsmodeller er på vej til markedet.

Nye produkter og tjenester

Niogtredive virksomheder har samarbejdet med vidensinstitutioner i det femårige projekt, som efter planen afsluttes i februar 2021.

Et af projekterne udviklede en bæredygtig stok til gangbesværede. Der blev afprøvet adskillige nye materialer, som er mere økologiske og holdbare end traditionelle materialer. Forskningsteamet gav konceptet videre til en virksomhed, som er velegnet til at markedsføre det.  

 Et andet projekt er Demenskammeraten. Idéen opstod på et demensplejehjem og førte til et samarbejde mellem regionen, tre virksomheder og centret for aldring og demens på VIA University College i Aarhus. Målet er at sikre patientpleje af højere kvalitet.

Løsninger til et bredt udvalg af situationer 

Et projekt med navnet »Den interaktive patientstue« udviklede et koncept, hvor patienten selv kan styre for eksempel lys og temperatur på stuen via et digitalt display.

Udendørsområder nyder også godt af disse samarbejder. SPARK-parken ved Marselisborgcentret i Aarhus bliver den første park i verden, som kombinerer sundhed og rekreation med rehabilitering. Udendørsområdet til 6 mio. EUR vil bruge digitale løsninger til at indsamle data om patienternes fremskridt. 

Mange flere projekter er under udvikling. Seksogtyve virksomheder fik støtte til at introducere nye produkter. Der blev etableret fire nye virksomheder som følge af projektet.

Samlet investering og EU-finansiering

De samlede investeringer i projektet »Circular Co-Creation« er 3 920 000 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med 1 960 000 EUR gennem det operationelle program »Innovation og bæredygtig vækst i virksomheder« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Øge antallet af innovative SMV’er«.