breadcrumb.ecName
da Dansk

Fremme af øget forståelse og behandling af knoglefrakturer i Østersøregionen

  • 17 January 2020

Hospitaler i fem lande i Østersøregionen har samarbejdet med sundhedsudbydere om at fremme innovation i kliniske procedurer ved behandling af frakturer. Projektet Baltic Fracture Competence Centre (BFCC) bidrager til udviklingen af nye produkter, teknologier og tjenester, som vil give bedre resultater for patienterne i Estland, Tyskland, Litauen, Polen og Sverige. BFCC's resultater er særlig tidsrelevante med tanken på behovet for at finde nye og effektive behandlinger og produkter, der kan hjælpe Europa med at tackle den aldrende befolkning.

The Baltic Fracture Competence Centre skaber stor merværdi for alle, der beskæftiger sig med frakturer i Østersøregionen, gennem udveksling af viden mellem hospitaler og industri på tværs af grænserne. Det udviklede register over frakturer danner grundlaget for at identificere potentialer for innovation og forbedrede processer.

Imke Schneemann, projektkoordinator

De hospitaler, der deltog i projektet, delte bedste praksisser, der er blevet tilpasset forskellige nationale, organisatoriske og regulatoriske forhold. BFCC har fokuseret sit arbejde på to områder: oprettelse af et tværnationalt register over frakturer og opbygning af en platform til samarbejde om at fremme udviklingen af nye produkter og procedurer.

Pilotundersøgelser

De fem hospitaler har samarbejdet med sundhedsudbydere i tre pilotundersøgelser. Den ene fokuserede på oprettelse af et klassificeringssystem til registrering af komplikationer efter kirurgiske indgreb. Arbejdet her har gjort det muligt at identificere områder, hvor plejen kan forbedres. Pilotundersøgelsen afslørede, at hospitaler og producenter vil være nødt til at gennemføre ændringer for at forbedre implantaternes sikkerhed. En anden undersøgelse inden for denne pilotundersøgelse leverede nyttige oplysninger om, hvordan man kan sikre en konsekvent overvågning af komplikationer under behandlingen.

En anden pilotundersøgelse evaluerede den kliniske anvendelse af Bindex, en håndholdt enhed, der kan give et hurtigt og præcist estimat af knoglemineraltætheden og derfor bestemme eventuelle problemer i forbindelse med osteoporose. Kendskab til graden af osteoporose ved udførelsen af det kirurgiske indgreb muliggør ændringer i behandlingsstrategier, hvilket igen giver patienterne en bedre chance for helbredelse.

En tredje undersøgelse havde til formål at identificere systematiske årsager til infektioner under behandlingen. Som et resultat af undersøgelsen er der udviklet nye tilgange til infektionskontrol. Undersøgelsen har også afsløret områder til forbedring og fundet områder, hvor der er plads til innovation.

Samarbejdet

I alt 558 interessenter fra Østersøregionens lande har været involveret i projektet og bidraget med input til arbejdet og resultaterne. Endvidere har mere end 250 personer deltaget i BFCC-webinarer, som giver mulighed for deling af bedste praksis og viden omkring behandlingsprocedurer. Det er projektteamets opfattelse, at ekspertisen er blevet styrket på alle fem hospitaler gennem dette omfattende samarbejde.

Desuden har producenter af medicinsk udstyr haft mulighed for at få adgang til hospitalernes ekspertise på tværs af landegrænserne, hvilket har hjulpet dem i test og forbedring af deres produkter. Det tværnationale register over frakturer er nu gået i luften og indeholder i øjeblikket mere end 800 poster.

Samlet investering og EU-finansiering

Den samlede investering i "Baltic Fracture Competence Centre"-projektet er 3 608 292 EUR, hvoraf EU's Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med 2 773 105 EUR gennem det operationelle program "Interreg Baltic Sea" for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten "Forskning og innovation".